Jeg blef født i Gorham, Maine , den 26de November 1827. Mine Forældre, Robert og Eunice Harmon, boede i denne Stat i mange Aar. Mens de endnu var unge, blev de nidkjære Medlemmer af den biskoppelige Metodist-Kirke. De stod i dette Samfund i fyrretyve Aar; og i den Tid virkede de ivrigt for at fremme Herrens Sag og lede Syndere til Omvendelse. De havde ogsaa den Glæde at se sine Børn, i alt otte, omvende sig til Herren og forene sig med Kristi Menighed. Men deres Tro paa Kristi snare Gjenkomst foraarsagede, at Familien adskilte sit fra Metodist-Kirken i Aaret 1843.
Mens jeg endnu var barn, flyttede mine Forældre fra Gorham til Portland, Maine. Da jeg var ni Aar gammel, indraf et Uheld, hvis Følger har paavirket hele mit Liv. Min Søster og jeg tilligemed en af vore Skolekammerater gik en Dag over en aaben Plads i Byen Portland, da en pige omtrent tretten Aar gammel, var bleven fornærmet over en Ubetydelighed, laag efter os og truede med at slaa os. Vore Forældre havde lært os aldrig at stride med nogen, men at løbe hjem, dersom vi stod i Fare for at blive mishandlede. Vi løb hjemover saa hurtigt som muligt, men Pigen fulgte efter os ligesaa hurtigt med en Sten i Haanden. Og idet jeg vendte mig for at se, hvor langt hun var borte, kastede hun Stenen og ramte mig paa Næsten. Jeg var bleven bedøvet ved Slaget og faldt bevidstløs til Jorden.
Da min Bevidsthed kom tilbage, var jeg i en Kjøbmands Butik. Mine Kæber var bedækkede med Blod, der strømmede fra min Næste ned paa Gulvet. En venlig fremmed, som var til stede, tilbød sig at kjøre mig hjem til i sin Vogn, uden at vide, hvor svag jeg var, svarede jeg, at jeg hellere vilde gaa hjem end at tilsmudse Vognen med Blod. De tilstedeværende vidste ikke, at mit Saar var saa farligt, og tilstedte mig at gaa. Men jeg havde kun gaaet et kart Stykke , at jeg blev afmægtig og svimmel. Min Søster og en Skolekammerat bar mig hjem.
Jeg har ingen Erindring om, hvad der foregik for en Tid efter denne Begivenhed. Min Moder sagde, jeg laa i en bedøvet i tre Uger. Ingen uden min Moder troede, at jeg kunde leve; men af en eller anden Grund følte hun, at jeg vilde leve. En venlig Nabo, som havde havt megen Medfølelse med mig, mente en Gang, at jeg ar ved at dø. Hun ønskede at kjøbe Ligklæder til mig, men min Moder sagde: "Ikke endnu;" der var noget, som overtydede hende om, at jeg ikke skulde dø.
Da jeg fik min Bevidsthed igjen, syntes det for mig, som om jeg havde sovet. Jeg erindrede intet om mit Uheld og var uvidnede om Aarsagen til min Sygdom. Da jeg saa smaat begyndte at gjenvinde min Styrke, hørte jeg dem, som kom for at besøge mig, sige: "Hvor beklageligt!" "Jeg kunde ikke have gjenkendt hende," o.s.v. Jeg blev nysgjerrig og bad om et Spejl. Jeg blev forbauset ved at se den Forandring, der var foregaaet i mit Udseende. Mine Ansigtstræk synes at være helt forandrede. Aarsagen til denne Forandring var, at mit Næseben var brukket.
Tanken om, at jeg skulde bære denne Ulykke gjennem hele Livet, var mig utaaelig. Jeg kunde ikke se nogen Glæde i Tilværelsen. Jeg ønskede ikke at leve, og dog frygtede jeg for at dø; thi jeg var uforberedt. Venner, som besøgte os, saa paa mig med Deltagelse og raadede mine Forældre til at sagsøge Pigens Fader, som havde tilføjet mig dette Saar. Men min Moder ønskede at holde Fred. Hun sagde, at hvis jeg kunde faa min Helbred og mit naturlige Udseende tilbage, da vilde noget vindes derved; men da dette var umuligt, var det bedste ikke at skaffe sig Fiender, naar det kunde undgaaes.
Lægerne mente, at en Sølvtraad kunde indlægges i Næsten for at holde den i sin rette Form. Men dette vilde foraarsage megen Smerte, og de frygtede for, at det ikke vilde hjælpe stort, eftersom jeg havde tabt saa meget Blod og var saa nervesvag, at det var tvivlsomt, om jeg kunde gjenvinde min Helbred. De mente; at jeg blot kunde leve i kort Tid.
Paa den Tid begyndte jeg at bede til Gud om at berede mig for Døden. Naar kristelige Venner besøgte vor Familie, spurgte de undertiden min Moder, om hun havde talt med mig om Døden. Jeg hørte dette, og alvorlige Tanker vaktes hos mig. Jeg ønskede at blive en Kristen og bad inderlig om Tilgivelse for mine Synder. Herren hørte mig. Jeg fik Glæde og Fred i mit Sind. Jeg elskede alle og ønskede, at de ligesom jeg skulde finde Tilgivelse for mine Synder og lære at elske sin Frelser.
Jeg erindrer en Vinternat, mens Sneen laa paa Jorden, at Himmlen var oplyst, Skyerne var røde og urolige og syntes at aabnes og lukkes, og Sneen havde udseende af Blod. Naboerne var forskrækkede. Moder tog mig i sine Arme og bar mig fra Sengen til Vinduet. Jeg var lykkelig; thi jeg troede, at Jesus nu skulde komme, og jeg længtes efter at se ham. Jeg klappede i Hænder af Glæde og tænkte, at mine Lidelser nu vilde være til ende. Men jeg blev skuffet. Himmelen unaturlige Udseende forsvandt, og den paafølgende Morgen stod Solen op igjen som sædvanlig.
Da jeg efter et langvarigt Sygeleke atter var i stand til at være sammen med mine Legekammerater, maatte jeg snart med Sorg erfare, at ens udseende ofte har en afgjørende Virkning med Hensyn til den Behandling, han bliver Gjenstand for. Da dette Uheld indtraf, var min fader i Georgia. Da han kom tilbage, omfavnede han mine Brødre og Søstre og spurgte derpaa efter mig. Min Moder pegte paa mig, men min egen Fader kjendte mig ikke. Han kunde neppe tro, at jeg var hans lille Ellen, som vor nogle faa Maaneder siden, da han forlod Hjemmet, var et raskt og lykkeligt Barn. Jeg følte mig bedrøvet, men forsøgte at paatage mit et muntert Udseende, dog syntes det, som om mit Hjerte skulde briste.
Jeg maatte gjennemgaa mange Prøvelser i disse Barndomsaar paa Grund af mit Uheld. Sorgfuld over mine tunge Skjæbne søge jeg ofte hen til et enligt Sted for at kunne være for mig selv og tænke paa de Gjenvordigheder, som jeg daglig maatte møde.
Jeg kunde ikke lindre min Sorg ved Taarer. Om mit hjerte end var tungt af Sorg og bitter Skuffelse, kunde jeg dog ikke fælde en Taare. Jeg følte ofte, at det vilde skaffe mig Lindring, mon jeg kunde græde min Sorg bort. Gode Venners Medfølelse kunde stundom for en Tid bortdrive Mørket fra mit Sind og lette min tunge Byrde. Men Verdens Glæder syntes at være forfælgelige uden Værd for mig. Mine Legekammeraters Venskab var nu borte. Dog var de ikke ulige de fleste af den store Menneskemasse. Et smukt Ansigt og en smagfuld Klædning er tiltalende, men lad Uheld bringe en Forandring heri, og deres Venskab bliver kjøligt eller forsvinder. Min Frelser trøstede mig, da jeg vendte om til ham. Jeg søgte Herren i min Nød og fandt Husvalelse. Jeg følte mig overbeviste om, at Jesus elskede mig.
Der syntes ikke at være noget Haab om, atg jeg skulde faa min Helbrede igjen. To Aar gik hen, før jeg kunde aande gjennem Næsen, og jeg var kun sjelden i stand til at gaa i Skole. Det syntes at være umuligt for mig at studere og at erindre, hvad jeg lærte. Vor lærer udnævnte den Pige til Medhjælper, der havde saaret mig med Stenen, og det var en af hendes Pligter at hjælpe mig med at lære mine Lektier. Hun syntes at være meget bedrøvet over den Skade, hun havde tilføjet mig, skjønt jeg søgte at undgaa at sige noget til hende desangaaende. Hun var øm og taalmodig mod mig og meget alvorlig ved at se mig anstrenge mit saa haardt for at lære mine Lektier.
Mit Nervesystem var saa svagt, at min haand rystede, og jeg gjorde kun liden Fremgang i skrivning. Naar jeg læste, blev Bogstaverne ofte dunkle, Sveden stod i store Draaber paa min pande, og jeg følte mig ofte afmægtig og svimmel. Jeg havde en stærk Hoste, og hele mit system syntes at være svækket. Mine Læerer raadede mig til at forlade Skolen og ophøre med at studere, indtil min Helbred blev bedre. Det var mig en haard Kamp, at jeg maatte bøje mig for min Svaghed og opgive min studier og saaledes opgive Haabet om at erholde en Skoleuddannelse.
Tre Aar senere gjorde jeg et nyt Forsøg paa at gaa i Skole. Men efter jeg havde paabegyndt min Studier, begyndte jeg atter at blive svagere, og det stod klart for mig, at det vilde koste mig Livet, om jeg fortsatte med mine Studier. Efter at jeg var tolv Aar gammel, gik jeg ikke mere i Skole.
Jeg havde havt stor Lyst til at gaa i Skole og lære noget; men naar jeg nu overvejede min Stilling og tænkte paa, at jeg maatte forblive en Invalid, saalænge jeg levede, følte jeg mig utaalmodig over min Skjæbne og knurrede undertiden mod Gud, fordi jeg maatte lide saa meget. Min Moder kunde maaske havde undervist, beroligt og opmuntret mig, om jeg havde aabnet mit Hjerte for hende; men jeg skjulte mine urolige Følelser for min familie og Venner, da jeg frygtede for, at de ikke forstod mig. Den lykkelig Forvisning om min frelsers Kjærlighed, som jeg havde nydt, mens jeg var syg, var nu forsvunden. Men udsigt til at nyde denne Verdens Glæder var kun ringe, og Himlen synes at være tillukket for mig.