Den troende gør således en opofrelse for Kristi skyld, som hans samvittighed vil bifalse, og som viser, at han sætter så høj pris på det evige liv, at han ikke vil udsætte sig for at tabe det. Han føler, at det ville være bedre for ham at forblive ugift end at forene sig for hele levetiden med en, som elsker verden højere en Jesus, og som ville søge at lede ham bort fra Kristi kors. Men kun få indser faren ved at fatte kærlighed til en vantroende. Kun få af de unge fatter det ansvar, de påtager sig ved at indtræde i ægteskab. Det løfte, de der giver, knytter de to sammen for fremtiden med et bånd, som ingen uden Gud burde løse.
De, som bekender sig til at tro sandheden, overtræder Gudsvilje ved at gifte sig med vantroende; de mister Guds velbehag og begår en synd, der fordrer en grundig omvendelse. Den vantroende kan nok besidde en god moralsk karakter; men det faktum, at han ikke har efterkommet Guds fordringer og har forsømt sin sjæls frelse, er grund nok til, at man ikke burde indgå i ægteskab med ham. I karakter kan han måske være som den unge mand, til hvem Jesus sagde: "Endnu fattes dig én ting;" dette var det ene fornødne.
De giftes fremtidige lykke og velfærd beror på deres enighed. Hvorledes kun den, der sanser det kødelige, stemme overens med den, der søger at blive Kristus lig? Den ene sår i kødet, tænker og handler i overenstemmelse med sit eget hjertes tilskyndelser; den anden sår i ånden, søger at kue egennytten og overvinde den syndige naturs tilskyndelser samt leve i lydighed mod den Mister, han bekender sig til at tjene. Således er der stadig forskeld i deres smag, tilbøjeligheder og formål. Dersom den troende ved fasthængen ved sine principer ikke kan vinde den uomvendte for Kristus, så vil han (hvilket oftest er tilfældet) tabe modet og opofre sine religiøse principper for at nyde en persons selskab, som ikke står i forbindelse med himlen.
I førstningen udviser den vantroende måske ingen midstand mod sin ægtefælle; men når Bibelens sandheder fremholdes, da opstår straks den tanke: "Da du tog mig tilægte, vidste du, hvad jeg var; jeg ønsker ikke at blive forstyrret. Jeg ønsker ikke, at du herefter fremholder dine særegne anskuelser." Om den troende skulle udvise særlig iver for sin tro, ville det måske betragtes som ukærligt mod den, der ikke har nogen interesse for det som hører Gud til.
Vi lever i de sidste dage, da den næsten vanvittige tragten hos mange efter at indgå i ægteskab er bleven et af tegnene på Kristi andet komme. De tådfører sig ikke med gud desangående. Religion, pligt og princip ofres for, hvad det uomvendte hjerte attrår. Man burde ikke glæde sig ved sådanne ægtevielser. Der er ikke ét giftemål blandt hundrede, som bliver lykkeligt, stadfæstet af Herren, og som sætter de gifte i stand til bedre at kunne ære gud. De onde følger af uforstandige ægteskabsforbindelser er utallige. Man gifter sig uden nøje og alvorligt at overveje sagen, og at rådføre sig med dem, som har erfaring, anses for gammeldags.
Uren lidenskab fylder hjertet i stedet for ren kærlighed. Mange sætter sin sjæl i fare og fører Guds vrede over sig ved at indgå i ægtestanden blot ved et indfald. Herren viste mig nogle, som bejkendte sig til at elske sandheden, der havde begået et stort fejlgreb ved at tage sig vantro ægtefæller. De håbede, at de vantroende kunne vindes for sandheden; men den erfaring, de får, er at disse efter at have opnået sin hensigt er længere borte fra sandheden end før. Og da begynder det listige arbejde fra fjendens side på at lede den troende bort fra sandheden.
Herren forbød strengelig sit folk i gammel tid at tage ægtefæller at andre nationer. Det fremholdes nu, at denne befaling blev givet for at hindre Hebræerne fra at gifte sig med Hedningerne og blande sig med dem. Men Hedningernes tilstand på hin tid var anderledes end de uomvendtes på vor tid. Nu har de anledning ti at se sandhedens lys, men nægter at antage den. Synderen på vor tid er mere skyldig for Gud en Hedningerne, fordi evangeliet sys skinner for ham. Han handler imod sin samvittighed og bliver en åbenbar Guds fjende.
Den troende mener, at han bør føje sig noget efter sin ægtefælle. De beltager i verdslige fornøjelser. I førstningen gør han det med stor ulyst, men taber mere og mere sin interesse for sandheden, indtil tvivl og vantro træder i stedet for tro.Ingen ville have anet, at den engang så faste, sambittighedsfulde og hengivne Kristi efterfølger nogensinde kunne blive en så tvivlende og ustadig person, som han nu er. Tænk, hvilken forandring der er foregået på grund af det uforstandige giftemål!
Man undskylder sig undertiden med, at den vantroende er gunstig stemt mod religionen og har alle de gode Egenskaber, som man kunne ønske sig hos en livsledsager, med andtagelse af dette, at han ikke er en kristen. Skønt den troendes fornuft burde vise ham det upassende i at forene sig for hele levetiden med en vantroende, så sefre dog tilbøjeligheden i ni tiendedele af sådanne tilfælde. Det åndelige liv begynder at udslukke fra den stund af, og ægteskabsbåndet er knyttet; den troende går længere og længere bort fra sin frelser, indtil han står side om side med den vantroende under Satans banner. Selv ved Brylluppet sejrer verdsligheden over den troendes samvittighed og tro. I det nye hjem forsømmer man bønnestunde. Bruden og Brudgomme har udvalgt sig hinanden og bortvist Jesu.
Bør en, der søger hæder, ære, uforkrænkelighed og evigt liv, indgå i en sådan forening med en, som nægter at følge i Kristi fodspor? Vil du, som bekender dig til at vælge Kristus som din mester og være lydig mod ham i alt, forene dine interesser med en, som står under mørkets magters fyrste? "Går vel to sammen, uden at de har aftalt det med hinanden?" "Dersom to af jer på jotden bliver enige om nogetsomhelst, hvorom de vil bede, så skal det veddares dem af min Fader, som er i Himlene." Men hvor unaturligt! - medens den ene af dem, der er så nær forbundne, holder andagt, er den anden ligegyldig; medens den ene vandrer på vejen til det evige liv, vandrer den anden på den brede vej, som fører til døden.
Hvad burde en Kristen gøre, når han kommer i en stilling, hvor hans religiøse principer bliver sat på prøve? Han burde sige med urokkelig bestemthed: "Jeg er en Kristen. Jeg tror, at den syvende dag i ugen er den bibelske Sabbat. Bor tro og vore principer vil lede os i modsatte retninger. Vi kan ikke leve lykkelig sammen; thi jeg lægger bind på at få en mere fuldkommen kundskab om Guds vilje. Jeg må stille mig mere og mere fra verden og søge at blive Jesus lig. Dersom du bedbliver at leve uden at se noget elskværdigt hos Jisus, noget tiltrækkende i sandheden, da vil du altid elske verden, som jeg ikke kan elske, medens jeg elsker de ting der hører Herren til, som du jikke kan elske. Åndelige ting bedømmes åndelige. Uden åndeligt syn vil du aldrig blive istand tl at fatte det krav, gud stiller til mig, eller forstå de forpligtelser, som påhviler mig lige overfor den Herre, jeg tjener; du vil derfor føle, at jeg forsømmer dig på grund af mine religiøse pligter. Du vil ikke blive lykkelig; du vil blive skinsyg over den hengivenhed, jeg udviser mod Gud, og jeg bliver alene med min tro. Når du kommer på andre tanker, tager mod Guds kald lærer at elske din frelser og kan vi slutte forbindelse."
Der er mange nu, som taber sin interesse og tro på sandheden, fordi de har slutter forbindelse med vantroende. De hører og ser vantro i hjemmet, indtil de til sidst selv vanges af den. Nogle kan nok have mod til at stå disse indflydelser imod; men i mange tilfælde bliver deres tro undergravet, før de mærker det, og de går tilgrunde. Djævelen har været heldig med sine planer. Han har virket så listigt gennem sine ridskaber, at den troende finder sig overvunden, før han aner faren.
De iblandt det gamle Israel, som vovede at ringeagte dette Guds bud, opofrede derved sine religiøse principper. Tag Salomon som et eksempel; hans hustruer vendte hans hjerte bort fra den sande Gud.
Der er hundreder, som har givet slip på Kristus og himlen som følge af indtrædelse i ægteskab med uomvendte. Er samfundet med Kristus og hans kærlighed af så ledet værd for dem, at de foetrækker dødelige menneskers selskab? Sætter de så ledet pris på Himlen, at de mil resikere at tabe ens glæder for en persons selskab, der ikke elsker vor dyrebare frelser?
Det er farligt at indgå i sådanne ægteskabsforbindelser. Satan ved, at mange unge mænds og kvinders kristelig erfaring ophører, når de indtræder i ægtestanden. De kan nok for en tid bestræbe sig for at føre et kristeligt levnet; men der er en stadig modvirkende indflydelse, som gør alle deres bestræbelser omsons. Engang anså de det for en glæde og forret at tale om sin tro og sit håb; men gradvis tabes lysten hertil, da de ved, at de, de har udvalgt sig tl livsledsager, ikke intresserer sig derfor. Som følge heraf uddør troen på Guds dyrebare sandhed i hjertet, og Satan vækker i vantro i stedet for tro.
Den grund, Herren anførte mod sådanne giftemål, var: "Thi han skal komme din Søn til at vige fra dig."