Det bedrøver mig, når jeg tænker på vor stilling som er folk. Herren har ikke lukket himlen for os, men vort stadige frafald har skilt os fra Gud. Begærlighed og kærlighed til denne verden har fået indpas i hjertet uden frygt for dom eller fordømmelse. Svare og formastelige synder har gået i svang iblandt os. Iblandt os. Og dog er det den almindelige mening, at Menigheden trives godt, og at der råder fred og åndelig fremgang inden dens midte.
De forbindelser, vi danner os, hvor flygtige de end er, har sin visse indflydelse over os. Vægten af denne indflydelse vil bero på, hvor nær forbundne og hvor fortrolige vi er med dem, vi omgås med. Således kan vi ved bekendskab og omgang med Kristus blive ham, vort ulastelige eksempel, lige.
De læser nok Bibelen, men dens trusler skræmmer dem ikke, og dens løfter vinder dem ikke. De godkender, hvad godt er, og dog vandrer de på en vej, der ikke er god. De kender en tilflugt, men benytter sig ikke af den. De kender et hjælpemiddel mod synden, men anvender det ikke. De kender et hjælpemiddel mod synden, men anvender det ikke. De kender rettens vej, men har ingen synderlig lyst til den. Al deres kundskab vil blot påføre dem så meget større fordømmelse. De har aldrig smagt og lært af erfaring, at Herren er god.
Sand tro giver sig udslag i kærlighed og kærlighed i lydighed. Alle den omvendtes drifter og lyster er Kristus underlagt. Han Ånd er den genfødende Kraft, der vil omdanne alle, som vil modtage den, til mennesker efter Guds Billede. Det smerter mig at måtte sige til sandheden. En stor mængde følger efter på sin egen måde, vandrer efter sine syndige lyster og foregiver dog at være Kristi Disciple. De har aldrig helt givet Gud sit hjerte. Lig de dårlige Jomfruer har de forsømt at skaffe sig Nådens Olie i sine år tilligemed Lamperne. Ja, mine brødre, et stort antal af dem, der bekender sig til at tro sandheden og endog underviser andre derom, er trælle under synden. Onde lyster besmitter sindet og fordærver sjælen. Nogle, der lever i de hæsligste synder, har klædt sig i Himlens Uniform, for at de desto bedre kan tjene Satan.
Forældrene flytter til byerne med deres børn, fordi de mener, det er lettere at skaffe sig et udkomme der end på landet. Og børnene, som når de ikke er på skolen, intet har at gøre, har da sit tilhold på gaden. Oplært af onde kammerater henfalder de til last og udsvavelse. Forældrene ser dette: men da det vil fordre opofrelse. Forældre se dette; men da det vil fordre opofrelse at tåde bod på deres fejltrin, bliver de, hvor de er, indtil Satan får fuldt Herredømme over deres børn. Det ville være bedre at opofre enhver jordisk fordel end at sætte de dyrebare sjæle, der er betroede i deres varetægt, i fare. De vil møde mange fristelser og bør oplæres til st stå dem imod; men det er jeres pligt at fjerne enhver indflydelse, at bryde enhver bane, sønderslide ethvert bånd, der vil hindre jer i fuldelig at overgive jer selv og jeres børn i Guds Hånd.
Gentagne gange har I hørt røsten fra Himlen. Vil I adlyde denne røst? Vil I give agt på det sandrue vidnes råd og købe Guld, lytret i ilden, hvide klæder og øjensalve? Guldet er tro og kærlighed, de hvide klæder er Kristi retfærdighed, øjensalven er den åndelige indsigt, hvorved I sættes istand til at opdage Satans underfundige anslag og undgå dem, til at opdage synden og sky den, til at forstå sandheden og adlyde den.
Det ligger mig særlig på hjerte, at vort folk skal bevare det levende vidnesbyrd i sin midte, og at Menigheden må holdes ren for de vantroende. Kan vi tænke os en nærmere og mere inderlig forening med Kristus end den, der belyses disse ord:"Jeg er vintræet, I er Grenene"? Fibrene i grenene er af samme urt som i vintræet. Stadig og uhindret drager grene næring og kraft fra roden gennem stammen. Sådan er forbindelsen mellem en sand troende og Kristus. Han bliver i Kristus og drager sin næring fra ham.
Ingen er længere borte fra Guds Rige end de egenretfærdige formalister, der føler sig stolte over sine egne fremskridt, medens de helt er blottede for Kristi Ånd og besjæles af misundelse, skinsyge, lyst til ros og folkegunst. De hører til den klasse, som Johannes kaldte Øgleunger, den ondes børn, Sådanne personer findes der blandt os, uden at man ser dem eller aner det. De fremmer Satans sag på en mere virkningsfuld. Måde end de åbenbart ryggesløse; thi disse sidste lægger ikke skjul på sin sande karakter, de viser sig, som de er.
Mange af dem, der er sat på Sions mure til med ørneblikke at spejde efter den kommende fare og lade advarselen lyde, er selv falden i søvn. De, der burde være mest virksomme og årvågne i denne farens tid, forsømmer sin pligt og vil komme til at svare for de sjæle, der går fortagelsen imøde.
"Hvo, som siger, at han bliver i ham, han er og skyldig til at vandre således, som han vandrede." Men om nogen ikke har Kristi Ånd, denne er ikke hans." Denne lighed med Jesus vil ikke undgå verdens opmærksomhed. Den vil blive genstand for omtale. Den Kristne er sig måske ikke så stor en forandring bevidst; thi jo mere han kommer til at ligne Kristus, desto ringere tanker vil han få om sig selv. Men det vil blive set og følt af alle hans omgivelser. De, der har haft detn største erfaring i det, der hører guds Rige til, har mindst af hovmod og selvophøjelse. De har de ringeste tanker om sit selv og de mest ophøjede begreber om Kristi Ære og fortrin. De forstår, at den laveste plads i hans tjeneste er for ærefuld for dem.
Denne åndelige forbindelse kan alene istandbringes ved tro fra vor side. Denne tro må være et udtryk for, at vi foretrækker Kristrus frem for noget andet, stoler fuldt og fast på ham og er helt hengiven i hans vilje. Vor vilje må være hans vilje underlagt, vore følelser, ønsker, interesser og ære knyttet til Kristi Riges opbyggelse og hans sags fremgang; og vi må stadig erholde ny nåde af ham, medens han samtidig modtager tak af os derfor.
Menigheden har vendt sig bort fra at følge Kristus, sin anfører, og går stedse tilbage mod Ægypten. Og dog er der få, som er foruroligede og bekymrede over sin mangel på åndelig Kraft. Der ytrer sig tvivl, ja til og med vantro inden vore Menigheder allvegne angående Guds Ånds Vidnesbyrd. Således vil Satan gerne, det skal være. Og således vil Prædikanter, der prædiker sig selv i stedet for Kristus, også, det skal være. Vidnesbyrdene hverken læses eller vurderes. Gud har talt til jer. Lyset har skinnet fra Bibelen og Vidnesbyrdene, men begge er bleven forsømte og ringeagtede. Og følgen heraf viser sig i mangel på renhed, fromhed og sand tro iblandt os.
Opsøg hellere et eller andet sted ude på landet, hvor jeres børn ikke er udsat for så mange fristelser, og forsøg der at opdrage dem til nyttige mennesker i verden. Profeten giver årsagen til Sodomas synd og undergang i disse ord: "Hovmod, brød i overflod og sorgløs ro havde hun og hendes døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges hånd," Alle, som vil undgå Sodomas Dom, må sky den fremgangsmåde, som bragte Guds straffedomme over hin ugudelige stad.
Gud har rigelig sørget for, at vi ved hans nåde kan blive fuldkommen og uden mangel, idet vi venter på vor Herres Åbenbarelse. Er du færdig? Har du Bryllupsklædningen på? Denne klædning vil aldrig skjule noget bedrag, uskyldighed, fordærvelse og hykleri. Gud holder øje med dig. Han kender hjertes inderste tanker og forsætter. Vi kan skjule vore synder for menneskene, men vi kan intet skjule for vor skaber.
Der næres synd i Hjertet, og man undskyller den. Det skarpe Åndens Sværd, Guds Ord, får ikke lov til at såre hjertet. Er Religionen anderledes nu end før? Har Satans fjendskab mod Gud lagt sig? Der var en tid, da der fulgte store vanskeligheder og megen forsagelse med at føre en Gudfrygtig vandel. Men alt gøres så let nu for tiden. Og hvoraf komme det? De, der foregiver at være Guds Børn, har gået på akkord med mørkets magter.
Verdens skæbnesvangre dorskhed har lammet jeres sanser. Synden synes ikke længer hæslig, fordi Satan har forblindet jeres liv," er Engelens advarsel. Andre røster høres sigende: "Bliv ikke bange; der er ingen særlig grund til at føle sig urolig." De, der sidder i ro og mag i Sion, råber fred og tryghed, mendens Herren erklærer fra himlen, at ødelæggelsen hastig skal ramme overtræderen. De unge, de letsindige, de forlystelsessyge betrægter disse advarsler som tomt snak og vender sig spørgende bort. Forældrene mener, at måske børnene har ret heri; og de slumret da alle videre. Således var det, da den gamle verden forgik, og da Sodoma og Gomora ødelagdes ved ild. Natten før ødelæggelsen gik lystigheden en høj gang i byerne på sletten. Man gjorde nar af Lot for hans frygt og advarsel. Men det var disse spettere, som omkom i flammerne. Den nat blev nådens dør lukket for stedse for disse ugudelige, uagtsomme indbygger i Sodoma.
Gud kraver frugter, som er omvendelsen værdige. Herren kan opvække sande troende blandt dem, der aldrig har hørt hans navn. "Men ikke at ville sige ved jer selv: Vi har Abraham til Fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af disse stene."
Vægterne er ansvarlige for stillingen blandt folket. Når hovmod, misundelse, tvivl og andre synder gives frit løb, vil der blive strid, had og al ond gerning. Den sagtmodige og ydmyge Jesus vil så gerne være din sjæl, men du er så bange for at byde ham ind. Han har talt til os både i det gamle og nye testamente, og han taler endnu til os ved sin ånd og vedsit forsyns styrelse. Han vil lære os, hvordan menneskene skal blive tro mod gud og tro mod sig selv.
Det strenge og tydelige Vidnesbyrd må atter lyde. Vejen til Himlen er ikke jævnere nu end på vor Frelsers Tid. Vi må bortlægge vore synder. Vi må give afkald på enhver kær nydelse, der hindrer os i at leve som Kristne. Vort højre øje og vor højre hånd må opofres, om de er os til foragelse. Står vi færdige til at give afkald på vor egen visdom og tage imod Himmeriges Rige som et lille barn? Vil vi stille os af med vor egenretfærdighed? Vil vi tage afsked med vore verdslige kammerater af eget valg? Er vi villige til at give afkald på menneskes yndest? Det evige liv er af umådeligt værd. Vil vi gøre sådanne anstrengelser og opofrelser, som står i forhold til værdien af det, der ønskes opnået?
Gud er ikke afhængiet af mennesker, som er uomvendte i hjerte og sind. Han vil aldrig finde behag i nogen, der gør det onde. "Øksen ligger allerede ved roden af træerne; derfor, hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal afhugges og kastes i ilden."
De, der viser sig selvgode, misundelige, dadelsyge og gerne vil finde fejl, kan godt undværes i Herrens hellige gerning. De bør ikke have del i Prædikegerningen, selv om det kunne syntes, som om de har udrettet noget godt. Gud har ikke vanskeligt for at skaffe sig mænd og kvinder til arbejdet. Han kalder på arbejdere, som er ærlige og trofaste, rene og hellige, sådanne som har følt sin trang til Kristi forsonende offer og hans Ånds helliggørende nåde.
Og hvad er skyld i dette beklagelige forhold? Der er mange, som har antaget sandheden teoretisk, men ikke har gennemgået en sand omvendelse. Jeg ved, hvad jeg taler om. Der er blot så, som viser sand anger over sine synder, som har en dybtfølt forståelse af den uigenfødte naturs fordærvelse. Deres stenhjerte er ikke blevet omdannet til et kødhjerte. Der er kun få, som er villige til at falde på klippen og blive sønderknust.
Erfaring består i kundskab, der er vindet ved forsøg. Hvad vi behøver nu er Gudsdyrkelse af erfaring. "Smag og se, at Herren er god." Nogle - ja mange - har en teoritist Kundskab om religiøse Sandheder, men de har aldrig erfaret Guds Nådes genfødende Kraft i Hjertet. Disse personer er altid efterladende med at give agt på de vidnesbyrd med advarsel, irettesættelse og belærelse, der gives ved den Helligånd. De tror på Guds breve, men gør ingen alvorlig bestræbelse for at undgå den. De tror på en Himmel, men gør ingen opofrelse for at komme did. De tror på sjælens værd, og at prøvetiden snart er endt, og dog undlader de at benytte de dyrebare anledninger til at stifte fred med Gud.
O, hvilke herlige privilegier vi har! Vil vi rigtig gøre os alvorlige bestræbelser for at komme i denne inderlige forening med Kristus, hvorved vi alene kan erholde disse velsegnelser? Vil vi aflægge vore synder ved retfærdighed og vor ondskab ved at vende om til Herren? Der er stor vantro og Gudsfornægtelse i verden. Kristus stillede selv det spørgsmål: "Når menneskens søn kommer, mon han skal finde troen på jorden?" Vi må øve fast tro på Gud. Troens bestandighed er vilkåret for foreningen. Efter at denne forening med Kristus er istandbragt, kan den alene bevares ved alvorlig bøn og ihærdig anstrengelse. Vi må modstå, fornægte og overvinde vort eget Jeg. Ved frimodighed, ved tro, ved årvågenhed kan vi ved Guds nåde vinde sejer.
Det er Gud, som holder sjælenes skæbne i sin hånd. Han lader sig ikke attid spotte; han tåler ikke spøgen for bestandig. Hans domme ses allerede på jorden. Frygtelige stormvinde efterlader fød og ødelæggelse i sit spor. Den fortærende ild fejer over de store skove og lægger de tæt befolkede Byer i aske. De, der færdes på det store dyb, er udsætte for orkaner og skibbrud. De, der rejser på landforden, trues af vandheld og usykke, Der er ødelæggende hvirvelvinde, jordskælv i hurtig rækkefølge, sværd og hungersnød. Og alligevel forbliver menneskenes Hjertet forhærdet. De agter ikke på Guds varsler. De vil ikke søge ly, hvor den eneste sikre tilflugt er at finde under den truende storm.
Mine brødre, I ringeagter Guds tydelige bud, når I forsømmer at hellige jer selv og jeres børn til Gud. Mange af jer bedrages af en falsk tryghed. I er optagne med egne interesser og søger verslige skatte. I frygter intet ondt. I mener, faren er langt borte. Men I vil blive bedragne og vildledte, og det vil blive til jeres egen undergang, medmindre I vågner op og med unger og i ydmyghed vender om til Herren.
Mine brødre, Gud er bedrøvet over jeres misundelse og Skinsyge, jeres bitterhed og tvedragt. I alt dette adlyder I Satan og ikke Kristus. Når vi ser mænd, som er principfaste, strengt pligtoofyldende, nidkære for Guds sag og alligevel ydmyg og sagtmodige, milde og ømme, tålmodige mod alle, rede til at tilgive, elsker sjæle, for hvilke Kristus døde, så behøver vi ikke at spørge: Er de Kristne? De giver fuldt gyldigt bevis for, at de har været med Jesus og lært af ham. Når vi derimod ser mennesker, som er det helt modsatte heraf: hovmodige, forfængelige, letfærdige, verdsligsindede, gerrige, umilde, lastesyge, soå behøves det ikke, at nogen skal sige os, hvem de holder selskab med, hvem der er deres fortroligste ven. Det kan være, de ikke tror på trolddom, men desuagtet har de omgang med onde Ånder.
Som et folk udviser vi stor mangel på tro og kærlighed. Vore anstrengelser er altfor svage i betragtning af den farens tid, hvori vi lever. Den stolthed og selvnydelse, den agudelighed og ondskab, hvoraf vi omgives, har sin indflydelse over os. Kun få forstår vigtigheden af om muligt at undgå al omgang, der er ufordelagtig for Gudslivets bevarelse. Kun få tænker først og fremst på sin åndelige tarv, når de vælger sine omgivelser.
Mange er ikke vidende om sin sande tilstand og den fare, de svæver i; og der er meget i forbindelse med Kristi Gerning, som står stik imod ethver verdsligt princip og menneskehjertets hovmod. Jesus vil, at vi skal give os helt over til ham og forlade os på hans kærlighed og visdom.