Jeg så, at de syv sidste Plager snart vilde blive udgydte over dem, der står uden Beskyttelse; og dog agtede Verden disse Plager ikke for mere end som ligesom mange Vanddråber, der hang færdige til at dryppe ned. Jeg fik Kraft til at udholde at s4e de syv sidste Plager, Guds Vredes Skåler. Jeg så, at hans Vrede var stor og forfærdelig, og at om han skulde udrække sin Hånd eller løfte den i sin Vrede, vilde Jordens Beboere blive som intet for Ham eller rammes af ulægelige Sår og svare Plager, uden at de kunde finde Lindring, men måtte hentæres deraf. Jeg grebes af en forfærdelig Angst og faldt på mit Ansigt for Englen og bad ham Fjerne dette Syn, skjule det for mig, thi det var alt for gyseligt. Da fattede jeg som aldrig før Vigtigheden af omhyggelig at ransage Guds Ord for at lære at undgå disse Plager, som dette Ord siger skal ramme alle de ugudelige, der tilbeder Dyret og dets Billede og tager imod dets Mærke i Panden eller på Hånden. Det var et stort Undre for mig, hvorledes nogen kunde overtræde Guds Lov og ringeagte hans hellige Sabbat, når sådanne Trusler og Domme hang over dem.
Paven har forandret Hviledagen fra den syvende til den første Dag. Han har tænkt på at forandre selve det Bud, som blev givet, for at Menneskene skulde komme Skaberen ihu. Han har tænkt på at forandre det største Bud i Loven for således at gjøre sig selv lige med Gud, ja ophøje sig over Gud. Herren forandrer sig ikke; derfor kan hans Lov ikke forandres. Men Paven har ophøjet sig over Gud, derved at han har forsøgt at forandre hans hellige, retfærdige og gode Bud, der er uforanderlige. Han har ringeagtet Guds hellige Dag og af egen Myndighed sat en af de seks Arbejdsdage i dens Sted. Alt Folket har vandret efter Dyret, og hver uge raner de Guds hellige Tid fra ham. Paven har slået en Revne i Guds hellige Lov; men jeg så, at Tiden nu var inde, da denne Revne skulde gjenmures af Guds Folk, og det, der lå øde, opbygges.
For Engles Ansigt bad jeg inderlig om, at Gud måtte frelse sit Folk, der var faret vild – frelste dem for sin Miskundheds Skyld. Når Plagerne begynder at falde, vil de, der vedblivende overtræder den hellige Sabbat, ikke længer vove at fremsætte sådanne Undskyldninger, som de nu kommer med for at blive fritaget for at holde den. Deres Mund vil forblive lukket, medens Plagerne falder, og den mægtige Lovgiver skifter Ret for dem, der har drevet Spot med hans hellige Lov, kaldet den "en Forbandelse for Menneskene", "umulig", "unyttig". Når de føler sig grebne af denne Lov som med en Jernhård, da vil disse Udtryk stå for dem som i Lueskrift, og de vil forstå, hvilken Synd det har været at drive Spot med den Lov, som Gud i sit Ord kalder hellig, retfærdig og god.
Derefter blev Himlens Herlighed fremstillet for mig, den Skat, der er bevaret for de trofaste. Alting var elskeligt og herligt. Englene sang en dejlig Sang, hvorefter de standsede, tog de skinnende Kroner af sig og kastede dem ned for den elskede Jesu Fødder og råbte med yndig Stemme: "Ære, Halleluja!" Jeg stemte i med i deres Sange af Lov og Pris til Lammet, og hver Gang jeg oplod min Mund for at love ham, havde jeg en uudsigelig Fornemmelse af den Herlighed, som omgav mig. Det var en over al Måde evig Vægt af Herlighed. Englen sagde: "Den lille Levning, som elsker Gud og holder hans Bud og viser Troskab til Enden, vil glæde sig ved hans Herlighed og altid være Jesus nær og synge sammen med de hellige Engle."
Så blev mit Blik vendt bort fra Herligheden, og han viste mig Levning på Jorden. Englen sagde til dem: "Vil I undfly de syv sidste Plager? Vil I komme til Himlen og nyde alt det, Gud har beredt for dem, som elsker han og er villige til at lide for hans Skyld? I så Fald må I dø, for at I kan leve. Bliv færdige, bliv færdige, bliv færdige! I må have en grundigere Beredelse, end I nu har; thi Herrens Dag kommer, grundigere Beredelse, end I nu har; thi Herrens Dag kommer, grum og fuld af Harme, for at han kan lægge Jorden øde og udrydde Syndere deraf. Forsag alt for Gud. Læg alt på hans Alter – egne Interesser, Ejendom, alt, et levende Offer. Skal I indgå i Herligheden, må I opofre alt. Samle eder Skatte i himlen, hvor ingen Tyv kommer eller Rust fortærer. I må have Del med Kristus i hans Lidelse, om I skal få Del med ham i hans Herlighed hisset."
Himlen vindes billigt nok, selv om vi skal indgå der gjennem Lidelser. Vi må fornægte os selv hele Tiden, af dø fra vort eget Jeg dagligt, vise Jesus til Skue og bestandig grunde på hans Herlighed. Jeg så, at de, der har antaget Sandheden i den senere Tid, må lære at forstå, hvad det vil sige at lide for Kristi Skyld; at de vil komme til at gjennemgå hårde Prøver for at de kan blive rensede og lutrede og ved Lidelser blive skikkede til at modtage den levende Guds Segl, bevares i Trængslens Tid, se Kongen i hans Skjønhed og bo sammen med Gud og de hellige Engle.
Idet jeg indså, hvad vi må være for at få Del i Herligheden hisset, og forstod, hvor meget Jesus har lidt for at skaffe os en så rig Arv, bad jeg om, at vi måtte gjennemgå Kristi Lidelsers Dåb, ikke vige for Prøvelser, men tålmodig og med Glæde udholde dem, vidende, at Kristus har lidt, for at vi ved hans Fattigdom og Lidelser kunde blive rige. Englen sagde: "Forsag eders eget; det må ske hurtigt." Nogle af os har havt Tid til at lære Sandheden at kjende og gået trinvis fremad, og for hvert Skridt, vi har taget, har vi fået ny Styrke til at tage det næste Skridt. Men nu er Tiden næsten omme, og hvad det har taget os flere År at lære, må de lære på nogle Måneder. Der vil også være meget, de må lære om igjen, og meget at lære pånyt. De, der ikke vil tage Dyrets og dets Billedes Mærke, når Befalingen udgår, må havde Sagen opgjort med sig selv nu og sige: "Nej, vi vil ikke vise Agtelse for Dyrets Anordning.