Derefter saa jeg Satan raadføre sig med sine Engle og overveje, hvad de havde vundet. Det er vel sandt, at de havde holdt nogle frygtsomme Sjæle borte fra Sandheden af Frygt for Døden; Men mange selv af de mest frygtsomme havde antaget Sandheden, og deres Frygt havde da straks forladt dem. Idet de blev Vidne til sine Brødres Død og saa deres Standhastighed og Taalmodighed, vidste de, at Gud og Englene styrkede dem til at udholde Lidelsen; og de blev frimodige og frygtløse. Og naar de siden selv maatte lide Døden, bevarede de sin Tro med en Saadan Taalmodighed og Standhastighed, at det bragte selv deres Mordere til at skjælve. Satan og hans Engle kom til den Slutning at der var en bedre Maade at ødelægge Sjæle paa end denne, en Maade, der i Længden vilde vise sig mere virksom. Thi om end de Kristne maatte lide, saa bevirkede dog deres Standhastighed og lyse Haab, at de svage blev stærke og i stand til forfærdet at nærme sig Pinebænken og Baalet. De søgte at efterligne Kristus i hans ædle Opførsel over for sine Mordere; og ved den Udholdenhed, de udviste, og Guds Herlighed, som hvilede over dem, overbeviste de mange andre om Sandheden.
Satan besluttede derfor, at han maatte fremtræde paa en mildere Maade. Han havde allerede forfalsket Bibelens Lære, og Traditioner, som skulde lede Millioner i Fordærvelse, havde fastet dybe Rødder. Han holdt da inde med sit Had og den bitre Forfølgelse gjennem sine Redskaber, men ledte Menigheden til at antage flere forskjellige Traditioner i Stedet for at stride for den Tro, der engang er overgiven de hellige. Efterhaanden som han bevægede Kirken til at modtage Yndest og Ære af Verden under Foregivende af, at det var til dens Fordel, begyndte den at tabe sin Yndest hos Gud. Da den forsømte at fremholde den rene Sandhed, der udelukkede dem, som elskede Verden og dens Lyster Mistede den gradvis sin Kraft.
Menigheden er ikke nu et af Verden saa adskilt og udmærket Folk, som den var, da Forsørgelsens Ild var antændt imod den. Hvor Guldet dog er blevet fordunklet , det gode, kostelige Guld forandret! Jeg saa, at dersom Menigheden altid havde bevaret sin hellige, rene Karakter, vilde den endnu have ejet den Helligaands Kraft, som blev tildelt Disciplene. De syge vilde blive helbredede Djævle udkastede; den vilde være mægtig og slaa sine Fjender med Skræk.
Jeg saa en saare stor Skare, som bekjendte sig til at være Kristne, men Gud anerkjendte dem ikke som sine. Han havde intet Behag i dem: Satan syntes at te sig religiøs og vilde gjerne, at Folk skulde tro, de var Kristne. Han ønskede endogsaa, at de skulde tro paa Jesus, hans KOrsfæstelse og hans Opstandelse. Djævelen og hans Engle tror alt dette og Skjælver. Men dersom denne Tro ikke frembringer gode Gjerninger og leder dem, der bekjender sig til den, til at efterligne Kristus i hans selvfornægtende Liv, saa foruroliges Satan ikke derover; thi saadanne er blot Kristne af Navn, mens Hjertet endnu er kjødeligt, og han kan bruge dem i sin Tjeneste endog bedre, end om de ikke bekjendte sig til at være religiøse. De skjuler sin Ufuldkommenhed under Kristennavnets Dække, vandrer efter sin syndige Natur uden at have overvundet sine onde Lyster. Derved faar de vantro Lejlighed til at bespotte Kristus paa Grund af disse Navnkristnes Ufuldkommenheder, og det bevirker, at de, som er virkelige Kristne, bliver førte i Vantrygte.
Prædikanterne taler, hvad der behager disse kjødeligsindede Trosbekjendere. De vover ikke at prædike Jesus og Bibelens tydelige Sandheder; Thi om de gjorde det, vilde disse Navnkristne ikke forblive i Menigheden. Men eftersom mange af dem er rige, maa de beholdes i Menigheden,skjønt de ikke er mere skikkede dertil end Satan og hans Engle. Dette er netop, som Satan vil have det. Jesu Religion fremstilles som populær og ærefuld i Verdens Øjne. Der fortælles Folket, at om man bekjender sig til Religionen, vil man blive mere æret af Verden. Dette er helt forskjelligt fra, hvad Jesus lærtye. Hans Lære og Verden kunde ikke forenes. De, som fulgte ham, maatte frasige sig Verden. Denne verdslige Religion har sin OPrindelse hos Satan og hans Engle; de lagde Planerne, og Navnkristne har iværksat dem. Der forkyndes Fabler, som er behagelige at lytte til og beredvilligt antages, og Hyklere og Syndere forener sig med Menigheden. Om Sandheden blev forkyndt i dens Renhed, vilde denne Klasse snart træde ud. Men der er ingen Forskjel nu mellem de, som bekjender sig til at følge Kristus, og Verden. Jeg saa, at dersom det falske Dække,s om er langt over Menighedsmedlemmer, blev afrevet, vilde man blive Vidne til en flig Ugudelighed, ONdskab og Fordærvelse, at selv det mest undselige Guds Barn ikke vilde betænke sig paa at kalde saadanne Navnkristne med deres rette Navn: Djælvelens, deres Faders, Børn; thi det er hans Gjerninger, de gjør.
Jesus og hele den himmelske Hærskare betragtede Scenen med Modbydelighed; men dog havde Gud et helligt og vigtigt Budskab at forkynde for Menigheden. Og dersom det blev antaget, vilde det frembringe en fuldkommen Reformation i den, blive det levende Vidnesbyrd, der vilde rense Menigheden fra Syndere og Hyklere, saa den atter kunde vinde Yndest hos Gud.