I Oswego, New York, viste Herren mig den 7. September 1850, at et stort værk måtte udføres for hans folk, inden de kunne bestå i striden på Herrens dag. Jeg blev henvist til dem, der gør krav på at være adventister, men forkaster den nærværende sandhed, og jeg så, at de var ved at hensmuldre, og at Herrens hånd var i deres midte for at splitte og sprede dem nu i indsamlingstiden, for at de dyrebare udvalgte, der findes iblandt dem og tidligere har været forført, kan få øjnene op og se deres virkelige stilling. Og nu, når Herrens sendebud fremholder sandheden for dem, er de villige til at høre, beredt til at se dens skønhed og harmoni og til at forlade deres forhenværende omgivelser og vildfarelser, antage den dyrebare sandhed og stille sig der, hvor de kan gøre rede for deres standpunkt.
Jeg så, at de, der modarbejder sabbatten, ikke kunne tage bibelen og påvise, at vort standpunkt er urigtigt, og derfor taler de ilde om dem, som tror og lærer sandheden, og angriber deres karakter. Mange, som engang var samvittighedsfulde og elskede Gud og hans ord, er blevet så forhærdede ved at forkaste sandhedens lys, at de ikke betænker sig på ondskabsfuldt at bagtale og falskelig anklage dem, som har den hellige sabbat kær, hvis de derved kan skade deres Indflydelse, som uforfærdet forfægter sandheden. Men disse ting vil ikke hindre Guds værk. Denne fremgangsmåde fra deres side, der hader sandheden, vil i virkeligheden blive det middel, som åbner øjnene hos nogle. enhver udvalgt vil blive fundet og indsamlet; for Herren har udrakt sin hånd for at sikre sig levningen af sit folk, og han vil fuldbyrde værket i herlighed.
Vi, som tror sandheden, bør være meget forsigtige for ikke at give anledning til, at vort gode bliver bespottet. Vi bør forvisse os om, at hvert eneste skridt, vi tager, er i overensstemmelse med bibelen; thi de, som hader Guds befalinger, vil juble over vore fejltrin og mangler, ligesom de ugudelige gjorde i 1843.
Den 14. maj 1851 så jeg Jesu skønhed og ynde. Når jeg betragtede hans herlighed, faldt den tanke mig ikke ind, at jeg nogensinde skulle skilles fra hans åsyn. Jeg så et lys udgå fra den herlighed, som omgav faderen, og idet den kom nær hen til mig, bævede og rystede mit legeme som et blad. Jeg tænkte, at dersom den kom mig nær, ville jeg ophøre at eksistere; men lyset gik mig forbi. Nu kunne jeg danne mig et begreb om den store og forfærdelige Gud, med hvem vi har at gøre. Jeg indså nu, hvilke dunkle forestillinger nogle har om Guds hellighed, og hvor meget de tager hans hellige og ærværdige navn forfængeligt uden at forstå, at det er Gud, den store og forfærdelige Gud, de taler om. I bøn er der mange, som benytter uforsigtige og uærbødige udtryk, der bedrøver Herrens milde Ånd og medfører, at deres bønner udelukkes fra himlen.
Jeg så endvidere, at mange ikke forstår, hvad de må være for at kunne leve for Herrens åsyn uden en ypperstepræst i helligdommen gennem trængselstiden. Hos dem, der skal modtage den levende Guds segl og blive beskyttet i trængselstiden, må Jesu billede komme helt og fuldt til syne.
Jeg så mange forsømme den beredelse, der er så nødvendig, og se fremad til "vederkvægelsens tider" og den "sildige regn" i forventning om, at disse skulle gøre dem skikkede til at bestå på Herrens dag og til at leve for hans åsyn. O hvor mange jeg så stå uden beskyttelse i trængselstiden! De havde forsømt den nødvendige beredelse, og derfor kunne de ikke modtage den vederkvægelse, som alle må have for at kunne leve for Guds hellige åsyn. De, som ikke vil lade sig tilhugge af profeterne, som forsømmer at rense deres sjæle ved at adlyde hele sandheden, og som er villige til at tro, at deres tilstand er langt bedre, end den i virkeligheden er, vil komme til den tid, da plagerne falder, og da indse, at de behøvede at blive tilhugget og tilpasset til bygningen. Men da vil der ingen tid være til at få dette gjort og ingen midler til at tale deres sag hos Faderen. Før dette tidspunkt er den overmåde højtidelige erklæring udgået: "Lad den, som gør uret, stadigvæk gøre uret, og den urene stadigvæk blive uren, og den retfærdige stadigvæk øve retfærdighed, og den hellige stadigvæk blive helliggjort!" Jeg så, at ingen kan blive delagtig i "vederkvægelsen", medmindre han vinder Sejr over enhver skødesynd, over hovmod, egennytte, kærlighed til verden og over alle urigtige ord og handlinger. Vi bør derfor nærme os Herren mere og mere og alvorligt søge den beredelse, som er nødvendig, for at vi kan bestå i striden på Herrens dag. Lad alle huske på, at Gud er hellig, og at kun hellige væsener nogensinde kan bo i hans nærhed.