Jeg har ofte set, at Herrens børn i alt for stor udstrækning forsømmer bøn, navnlig bøn i lønkammeret, og at mange ikke øver den tro, som det er deres rettighed og pligt at øve, idet de ofte venter på den følelse, som troen alene kan bringe. Følelse er ikke tro; de to er forskellige. Det er vor sag at øve tro, men glade følelser og velsignelser er noget, som Gud giver. Levende tro er det middel, gennem hvilket Guds nåde kommer til sjælen, og det står i vor magt at øve denne tro.
Sand tro griber og tilegner sig den lovede velsignelse, endnu før den erfares og føles. Vi må i tro lade vore bønner trænge inden for det andet forhæng og lade vor tro gribe fat på den forjættede velsignelse og tilegne os den som vor; og så bør vi tro, at vi får velsignelsen, fordi vor tro har, grebet den, og ifølge Guds ord tilhører den os. "Alt, hvad I beder om og begærer, tro, at I har fået det, så skal det ske jer." Dette er tro, nøgtern tro, som er vis på, at vi får velsignelsen, endnu før vi erfarer den. Når man levende fatter den lovede velsignelse og glæder sig ved den, opsluges troen. Men mange mener, at de har megen tro, når de får meget af Helligånden, og at de ikke kan have tro, medmindre de føler Åndens kraft. Sådanne forveksler tro med den velsignelse, som troen bringer. Tiden til at øve tro er netop, når vi føler os blottet for Guds Ånd. Når tykke, mørke skyer synes at hvile over sindet, er det tiden til at lade den levende tro gennemtrænge mørket og sprede skyerne. Sand tro hviler på de løfter, Guds ord indeholder, og kun de, der adlyder dette ord, kan tilegne sig dets herlige Løfter. "Dersom I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, da bed om hvad som helst I vil, og det skal blive jer til del." Joh. 15,7. "Hvad vi end beder om, det får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som er velbehageligt for ham." 1Joh. 3,22.
Vi bør bede meget i lønkammeret. Kristus er vintræet, vi er grenene. Ønsker vi at vokse og blomstre, må vi stadig drage saft og næring fra det levende vintræ; for adskilt fra vintræet har vi ingen kraft.
Jeg spurgte engelen, hvorfor der ikke var mere tro og kraft i Israel. Han sagde: "I slipper Herrens arm for hurtigt. Træd frem for tronen med jeres begæringer og bliv ved i stærk tro. Forjættelserne er sikre. Tro, at I får de ting, I beder om, så skal I få dem." Jeg blev derpå henvist til Elias. Han var underkastet de samme vilkår som vi, og han bad alvorligt. Hans Tro udholdt prøven. Syv gange bad han til Herren, og endelig kom skyen til syne. Jeg så, at vi havde draget de sikre løfter i tvivl og såret Frelseren ved vor mangel på tro. Engelen sagde: "Ifør dig rustningen og grib frem for alt troens skjold, for det vil beskytte hjertet, selve livet, mod den ondes gloende pile." Dersom fjenden kan lede de modløse til at vende blikket bort fra Jesus og til at betragte sig selv og dvæle ved deres egen uværdighed i stedet for at dvæle ved Jesu værdighed, hans kærlighed, hans fortjeneste og hans store barmhjertighed, vil han fratage dem deres tros skjold og opnå sin hensigt; de vil blive udsat for hans heftige fristelser. De svage bør derfor se hen til Jesus og tro på ham; da øver de tro.