Jeg drømte, at jeg så et tempel, hvor mange mennesker strømmede til. Kun de, der søgte tilflugt i dette tempel, ville blive frelst, når Tidens afslutning kom. Alle, der blev udenfor, ville gå evigt fortabt. Skarerne udenfor, som gik deres forskellige veje, spottede og latterliggjorde dem, der gik ind i templet, og sagde til dem, at denne sikkerhedsforanstaltning var et listigt bedrag, og at der i virkeligheden aldeles ikke var nogen fare på færde. De greb endog fat på nogle for at hindre dem i at skynde sig med at komme inden for murene.
Af frygt for at blive udleet og latterliggjort mente jeg, det var bedst at vente, til mængden var spredt, eller til jeg kunne gå ind, uden at de mærkede det. Men antallet blev større i stedet for mindre, og af frygt for at komme for sent forlod jeg hastigt mit hjem og trængte mig frem gennem mængden. I min iver for at komme hen til templet lagde jeg ikke mærke til og brød mig ikke om mængden omkring mig. Da jeg kom ind i huset, så jeg, at det store tempel blev båret oppe af een mægtig søjle, og til denne var der fastbundet et blødende lam, bedækket med sår. Vi, som var til stede, vidste, at dette lam var blevet såret og knust for vor skyld. Alle, der gik ind i templet, måtte komme frem for lammet og bekende deres synder.
Lige foran Lammet var der ophøjede siddepladser, hvorpå der sad en gruppe mennesker, som så meget lykkelige ud. himlens lys syntes at skinne på deres ansigter, og de priste Gud og sang glade lovsange, der syntes at lyde som englemusik. Disse var sådanne, som var kommet frem for Lammet, havde bekendt deres synder og fået forladelse og nu befandt sig i glad forventning om en liflig begivenhed af en eller anden art.
Selv efter at være kommet ind i huset grebes jeg af frygt og en følelse af skamfuldhed over, at jeg måtte ydmyge mig i disse menneskers påsyn. Men det var, som om jeg blev tvungen til at gå videre, og jeg banede mig langsomt vej omkring søjlen for at blive stillet over for lammet, da en basun lød, templet rystede, sejrsråb opsteg fra de forsamlede hellige, og en frygtindgydende klarhed oplyste huset, hvorpå alt blev fuldstændig mørkt. De lykkelige mennesker var alle sammen forsvundet sammen med klarheden, og jeg var alene igen i nattens uhyggelige stilhed.
Jeg vågnede i angst og kunne næppe overbevise mig selv om, at jeg havde drømt. Mig forekom det, som om min dom var beseglet, og at Herrens Ånd havde forladt mig for aldrig at vende tilbage. Min forsagthed blev om muligt endnu større.
Snart derefter havde jeg endnu en drøm. Jeg syntes at sidde hen i den yderste fortvivlelse og med ansigtet skjult i mine hænder, idet jeg tænkte: Dersom Jesus var på jorden, ville jeg gå til ham, kaste mig ned for hans fødder og fortælle ham om alle mine lidelser. Han ville ikke vende sig bort fra mig; han ville forbarme sig over mig, og jeg ville altid elske og tjene ham. Netop da gik en dør op, og et væsen, smuk af skikkelse og ansigt, trådte ind. Han så medlidende på mig og sagde: "Ønsker du at se Jesus? Han er her, og du kan få ham at se, hvis du vil. Tag alt, hvad du ejer, og følg mig."
Med usigelig fryd hørte jeg dette og samlede alle mine små ejendele, hver eneste lille nipsgenstand, og fulgte min fører. Han førte mig til en stejl og tilsyneladende skrøbelig trappe. Da jeg begyndte opstigningen, pålagde han mig at holde blikket opadvendt, for at jeg ikke skulle blive svimmel og falde. Mange andre, der var i færd med at bestige den stejle opgang, faldt, inden de nåede toppen.
Endelig kom vi op til det sidste trin og stod foran døren. Her bød min fører mig at efterlade alle de ting, jeg havde medbragt. Jeg lagde dem med glæde fra mig, hvorpå han åbnede døren og bad mig gå ind. Et øjeblik efter stod jeg foran Jesus. Man kunne ikke tage fejl af dette smukke åsyn. Et så strålende udtryk af godhed og majestæt kunne ikke tilhøre nogen anden. Da hans blik hvilede på mig, vidste jeg straks, at han kendte til hver eneste omstændighed i mit liv og til alle de tanker og følelser, der rørte sig i mit Indre.
Jeg forsøgte at skærme mig for hans forskende blik, som jeg følte mig ude af stand til at udholde, men han trådte nær til med et smil, lagde sin hånd på mit hoved og sagde: "Frygt ikke!" Lyden af hans liflige stemme bragte mit hjerte til at banke af en lykke, som jeg aldrig før havde erfaret. Jeg var alt for fuld af glæde til at kunne sige et ord, men overvældet af usigelig lykke faldt jeg om for hans fødder. Medens jeg lå der hjælpeløs, passerede skønne og herlige scener mit blik, og det var, som om jeg havde opnået himlens tryghed og fred. Efterhånden vendte mine kræfter tilbage, og jeg rejste mig op. Jesu kærlige øjne var stadigvæk fæstet på mig, og hans smil fyldte min sjæl med glæde. Hans nærværelse fyldte mig med hellig ærbødighed og en ubeskrivelig kærlighed.
Min Fører åbnede nu døren, og vi gik begge ud. Han bad mig samle sammen alle de ting, jeg havde efterladt udenfor. Da dette var gjort, gav han mig en grøn snor, som var fast sammenrullet. Denne bad han mig anbringe nærmest mit hjerte, og når jeg ønskede at se Jesus, skulle jeg tage den frem fra min barm og strække den ud til det yderste. Han rådede mig til ikke at lade den ligge sammenrullet ret længe ad gangen, for at den ikke skulle slå knuder og blive vanskelig at strække ud. Jeg anbragte snoren nær mit hjerte og gik med glæde ned af den snævre trappe, idet jeg priste Herren og med glæde fortalte alle dem, jeg mødte, hvor de kunne finde Jesus. Denne drøm gav mig håb. Efter min opfattelse var den grønne snor et symbol på tro, og det skønne og enkle ved tilliden til Gud begyndte at gry over min formørkede sjæl.