Herren har vist os, at man i for høj grad har været bange for menighedsorden og forsømt den. Formvæsen bør undgås, men medens man gør det, må man ikke forsømme orden. Der er orden i himlen. Der var orden i menigheden, da Kristus var på jorden, og efter hans bortgang blev orden strengt overholdt blandt hans apostle. Og nu i disse sidste dage, da Gud fører sine børn til enhed i troen, er nødvendigheden af orden mere påkrævet end nogensinde; for medens Gud forener sine børn, er Satan og hans onde engle stærkt optaget med at forhindre denne enhed og tilintetgøre den. Derfor skynder man sig med at sende mænd ud i missionsarbjdet, som mangler visdom og dømmekraft, mænd, som ikke forestår deres eget hus vel og ikke holder orden på eller styrer de få, som Gud har stillet under deres opsyn i hjemmet; dog føler de sig dygtige til at føre opsyn med hjorden. De gør mange misgreb, og de, der ikke kender vor tro, anser alle budbærerne for at ligne disse selvudsendte mænd. Derved bliver Guds sag vanæret, og mange vantro, der ellers ville være oprigtige og alvorligt søgende, undgår sandheden.
Mænd, som ikke fører en hellig livsførelse, og som er uskikkede til at undervise om den nærværende sandhed, begiver sig ud på virkefeltet uden at være anerkendt af menigheden eller af brødrene i almindelighed, og følgen bliver forvirring og splid. Nogle har sandheden som en teori og kan fremholde argumentere, men mangler åndelighed, skønhed og erfaring. De kommer til kort i mange ting, som det er meget nødvendigt for dem at forstå, før de kan forkynde sandheden. Andre behersker ikke argumenterne, men fordi nogle enkelte brødre hører dem bede smukt og nu og da holde en kraftig formaningstale, iler man med at sende dem ud i arbejdsmarken for at optage en gerning, som Gud ikke har gjort dem skikkede til, og til hvilken de ikke har tilstrækkelig erfaring og skønhed. Åndeligt hovmod trænger sig ind, og de bliver opblæste og handler i den bedragelige formening, at de er arbejdere. De kender ikke sig selv. De mangler sund dømmekraft og evnen til at ræsonnere besindigt, taler brovtende om sig selv og påstår mange ting, som de ikke kan bevise med Guds ord. Dette ved Gud, og derfor kalder han ikke sådanne til at virke i disse vanskelige tider, og brødrene bør være forsigtige og ikke at forivre sig ved at udsende dem, som han ikke har kaldet.
De mænd, som ikke er kaldet af Gud, er i almindelighed netop dem, der er mest overbevist om, at de er dertil kaldet, og at deres gerning er meget vigtig. De går ud i missionen og øver som oftest ingen god indflydelse; dog kan de på nogle pladser have lidt fremgang, og dette leder dem og andre til at tænke, at de sikkert er kaldet af Gud. At de har nogen fremgang, er ikke et afgørende bevis på, at Gud har kaldet dem; for Guds engle påvirker nu hans oprigtige børns hjerter for at oplyse deres forstand angående den nærværende sandhed, for at de kan gribe den og leve. Og om end selvbestaltede mænd stiller sig, hvor Gud ikke stiller dem, og giver sig ud for at være lærere, og sjæle antager sandheden ved at høre dem tale, er dette intet bevis på, at de er kaldet af Gud. De sjæle, der modtager sandheden af dem, antager den for at blive ført ind i prøvelse og trældom, når de senere opdager, at disse samme mænd ikke stod i Guds fortrolige råd. Selv om ugudelige mennesker fremholder sandheden, kan en og anden antage den, men det skaffer ikke dem, der fremholdt den, større velbehag hos Gud. De onde er stadigvæk onde, og deres straf vil svare til det bedrag, de øvede over for dem, som Gud elskede, og efter den forvirring, de indførte i menigheden; deres synder vil ikke vedblive at være skjult, men vil blive åbenbaret på Guds brændende vredes dag.
Disse selvbestaltede udsendinge er en forbandelse for sagen. Oprigtige sjæle sætter lid til dem i den tro, at de handler efter Guds rådslutning, og at de er i overensstemmelse med menigheden, og tillader dem derfor at forrette de anordninger, Herren har indstiftet; og når det senere bliver klart for den, at det er deres pligt at gøre deres første gerninger, lader de sig døbe af disse mænd. Men når så lyset kommer, som det visselig vil, og de finder at disse mænd ikke er, hvad de anså dem for at være, Guds kaldte og udvalgte sendebud, kommer de i prøvelse og tvivl vedrørende den sandhed, som de har taget imod, og de føler, at de må lære det hele om igen; fjenden besværer og plager dem med uvished angående hele deres erfaring, hvorvidt Gud har ledet dem eller ej, og de er ikke tilfredse, før de bliver døbt på ny og begynder forfra igen. Det er langt mere åndsfortærende for Guds sendebud at optage virksomhed på steder, hvor disse mænd har øvet en sådan forkert indflydelse, end det er at begynde på nye pladser. Guds tjenere må optræde bestemt, handle åbent og ikke dække over synder; for de står mellem de levende og de døde og må aflægge regnskab for deres troskab, deres mission og den indflydelse, de øver over hjorden, hvor Herren har sat dem som tilsynsmænd.
De, som antager sandheden og kommer i sådanne prøvelser, ville have fundet sandheden, selv om disse mænd havde holdt sig borte og fyldt den beskedne plads, Herren havde bestemt for dem. Gud havde øjnene fæstet på sine dyrebare, og han ville have sendt dem sine kaldte og udvalgte sendebud mænd, som ville have handlet med forstand. Sandhedens lys ville have skinnet og åbenbaret for disse sjæle deres sande stilling, og de ville have omfattet sandheden med forståelse og glædet sig over dens skønhed og klarhed, og efter som de erfarede dens mægtige virkninger, ville de være blevet stærke og have øvet en hellig indflydelse.
Det farlige ved, at de, som Gud ikke har kaldet, rejser omkring, blev også vist mig. Selv om de har nogen fremgang, vil deres mangler gøre sig gældende. Ukloge skridt vil blive gjort, og ved mangel på visdom kan dyrebare sjæle drives derhen, hvor man aldrig mere kan nå dem. Jeg så, at menigheden bør føle sit ansvar, og at den nøje og opmærksomt bør betragte deres liv, betingelser og hele livsførelse, der udgiver sig for at være forkyndere. Medmindre der gives utvetydige beviser for, at Gud har kaldet dem, og for, at der hviler et "ve" over dem, om de ikke efterkommer dette kald, er det menighedens pligt at handle og gøre det vitterligt, at disse mænd ikke har menighedens anerkendelse som forkyndere. Dette er det eneste standpunkt, menigheden kan indtage, hvis den skal stå uden skyld i denne sag; for ansvaret hviler på den.
Jeg så, at denne dør, hvorigennem fjenden kommer ind for at forvirre og besvære hjorden, kan lukkes. Jeg spurgte engelen, hvorledes den kunne stænges. Han sagde: "Menigheden må fly hen til Guds ord og indrette sig i overensstemmelse med evangelisk menighedsorden, som er blevet overset og forsømt." Dette er uomgængelig påkrævet for at føre menigheden til troens enhed. Jeg så, at på apostlenes tid stod menigheden i fare for at blive forført og bedraget af falske lærere. Derfor valgte brødrene mænd, der havde afgivet gode beviser for, at de var i stand til at forestå deres eget hus vel og opretholde orden i deres egne familier, og som kunne oplyse dem, der var i mørke. Han rådførte sig med Gud angående disse mænd, som derefter i overensstemmelse med menighedens og Helligåndens beslutning blev indviet ved håndspålæggelse. Efter at have modtaget deres kald fra Gud og fået menighedens bifald drog de ud for at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og for at forrette Herrens huses anordninger, idet de ofte tjente de hellige ved at meddele dem symbolerne på den korsfæstede Frelsers brudte legeme og udgydt blod for at holde hans lidelse og død i frisk erindring hos Guds elskelige børn.
Jeg så, at vi ikke er mindre udsatte for falske lærere nu, end man var på apostlenes tid; og dersom vi ikke gør mere, bør vi i det mindste tage lige så særskilte forholdsregler, som de gjorde, for at sikre fred, overensstemmelse og enhed i hjorden. Vi har deres eksempel, og det bør vi følge. Brødre, som besidder erfaring og sund forstand, bør komme sammen, vejledt af Guds ord og med Helligåndens billigelse, og under inderlig bøn lægge hænderne på dem, der har afgivet fuldgyldige beviser for, at de har modtaget deres kaldelse fra Gud, og udkåre dem til at hellige sig helt til hans værk. Denne handling vil vise, at det er med menighedens samtykke, de går ud som sendebud for at forkynde det alvorligste budskab, der nogensinde har lydt iblandt mennesker.
Gud vil ikke betro omsorgen for sin dyrebare hjord til mænd, hvis sind og dømmekraft er blevet svækket ved vildfarelser, som de tidligere har næret, f. eks. spiritisme og den såkaldte fuldkommenhedslære, og som ved deres livsførelse i den tid, de nærede disse vildfarelser, har påført sig selv skam og vanæret sandhedens sag. Selv om de nu måtte føle sig fri for vildfarelse og anse sig for at være skikkede til at gå ud og forkynde dette sidste budskab, vil Gud ikke antage dem. Han vil ikke betro dyrebare sjæle til deres omsorg, for deres dømmekraft blev fordærvet, medens de befandt sig i vildfarelse, og er nu svækket. Den store og hellige Gud er en nidkær Gud, og han vil have hellige mænd til at bære sin sandhed ud. Den hellige lov, som Gud forkyndte fra Sinaj, er en del af ham selv, og kun hellige mænd, der strengt overholder den, kan ære ham ved at fremholde den for andre.
Guds tjenere, der underviser om sandheden, bør være mænd med forstand. De må være mænd, der kan tåle modsigelse uden at blive oprørte; for de, som står sandheden imod, vil være på jagt efter fejl hos dem, der forkynder den, og enhver indvending, der kan skaffes til veje, vil i de værste former blive anvendt imod sandheden. Guds tjenere, som bærer budskabet, må være rede til i ydmyghed og besindighed at gendrive disse indvendinger med sandhedens lys. Ofte tiltaler modstandere Guds tjenere på en udfordrende måde for at aflokke dem noget af den samme art, så at de kan gøre det mest mulige ud af det og fortælle andre, at de, som forkynder Guds bud, har en bitter ånd og er ubehagelige, således som rygtet har fortalt. Jeg så, at vi må være forberedt på indvendinger, og at vi med tålmodighed, forstand og ydmyghed må lade dem have den vægt, de fortjener, og ikke forbigå dem eller affærdige dem med positive påstande for derefter at overvælde den, som siger imod, og være hårde mod ham; vi bør tilstå indvendingerne deres vægt og derpå fremholde sandhedens lys og kraft og lade deri opveje og fjerne vildfarelserne. Dette gør et godt Iidtryk, og oprigtige modstandere vil indrømme, at de er blevet bedraget, og at de, som holder Guds bud, ikke er, hvad man har fremstillet dem for at være.
De, som bekender sig til at være den levende Guds tjenere, må være villige til at være alles tjenere i stedet for at blive ophøjet over brødrene, og de må være besjælet af en venlig, forekommende ånd. Hvis de begår fejl, bør de være rede til at aflægge en grundig bekendelse. En ærlig hensigt udgør ingen undskyldning for ikke at bekende fejltrin. Bekendelse ville ikke svække menighedens tillid til budbæreren, og han ville sætte et godt eksempel; det ville indføre i menigheden en beredvillighed til at bekende, og en liflig enhed ville blive følgen. De, som giver sig ud for at være lærere, bør være mønstre på fromhed, ydmyghed og sagtmodighed og være i besiddelse af et venligt sindelag for at kunne vinde sjæle til Jesus og til bibelens sandhed. En Kristi tjener bør være ren i tale og i handling. Han bør altid huske på, at det er det inspirerede ord, ord fra en hellig Gud, han har i sine hænder. Han må også erindre, at hjorden er blevet betroet til hans omsorg, og at han skal fremlægge deres sag for Jesus og bede for dem, ligesom Jesus beder for os hos Faderen. Jeg blev henvist til Israels børn fordum og så, hvor hellige og rene helligdommens tjenere måtte være, fordi de i deres gerning kom i nær forbindelse med Gud. De, der tjener, må være rene, hellige og uden lyde; i modsat fald vil Gud ødelægge dem. Gud har ikke forandret sig. Han er lige så hellig og ren, lige så nøje, som han altid har været. De, som bekender sig til at være Jesu tjenere, bør være mænd med eefaring og dyb gudsfrygt, og så vil de til alle tider og på alle steder kunne øve en hellig indflydelse.
Jeg har set, at nu er tiden for Herrens sendebud til at rejse ud, hvor som helst der findes en åben dør, og at Gud vil gå foran dem og oplade nogles hjerter til at høre. Arbejde må optages på nye steder, og overalt hvor dette bliver gjort, ville det være godt, om det lod sig gøre, at to og to gik sammen for således at holde hinandens hænder oppe. En plan lig denne blev fremstillet for mig: Det ville være godt for to brødre at gå ud sammen og følges ad til de mørkeste steder, hvor der er megen modstand, og hvor det meste arbejde er påkrævet, for ved forenede bestræbelser og stærk Tro at fremholde sandheden for dem, der sidder i mørket. Og hvis de så kunne udrette mere ved at besøge mange steder, kunne de gå hver for sig, men ofte komme sammen undervejs for at opmuntre hinanden ved deres tro og derved styrke hinanden og holde hinandens hænder oppe. Lad dem tillige rådslå sammen angående de steder, hvortil der åbner sig adgang for dem, og afgøre, hvis evner, der vil være mest påkrævet, og på hvilken måde det bedst vil kunne lykkes dem at påvirke hjertet. Når de så skilles igen, vil de have fået ny frimodighed og styrke til at møde modstand og mørke og til at virke med følsomme hjerter for at frelse fortabte sjæle.
Jeg så, at Guds tjenere ikke bør gå over det samme vekselfelt gang på gang, men at de bør opsøge sjæle på nye steder. De, som allerede er grundfæstet i sandheden, må ikke kræve så meget arbejde af dem; de burde være i stand til at stå alene og til at styrke andre omkring sig, medens Guds sendebud besøger de mørke og ensomme steder og fremholder sandheden for dem, der endnu ikke er blevet oplyst angående den nærværende sandhed.