Besværligheder i menigheden

 Kære brødre og søstre! Eftersom vildfarelse gør hurtig fremgang, bør vi søge at være årvågne i Guds sag og forstå tiden, vi lever i. Mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene. Og da næsten alle omkring os er i færd med at blive indhyllet i vildfarelsens og forførelsens tykke mørke, påhviler det os at afryste sløvhed og leve Gud nær, hvor vi kan hente guddommelige stråler af lys og herlighed fra Jesu åsyn. Efter som mørket tiltager, og vildfarelse forøges, bør vi få grundigere kendskab til sandheden og være beredt til at forsvare vort standpunkt med skriften.

 Vi må helliges ved sandheden, overgive os helt til Gud og således efterleve vor hellige bekendelse, at Herren kan udgyde tiltagende lys over os, og at vi må kunne se lys i hans lys og styrkes med hans kraft. Hvert øjeblik vi ikke er på vagt, udsættes vi for at blive anfægtet af fjenden og står i stor fare for at blive overvundet af mørkets magter. Satan pålægger sine engle at være årvågne og at ødelægge alle, de kan, at finde ud af, hvilken egensindighed og hvilke skødesynder der måtte findes hos dem, som bekender sig til sandheden, og at omgive dem med mørke, for at de må ophøre med at våge, opføre sig på en måde, som vil vanære den sag, de udgiver sig for at elske, og påføre menigheden sorg. Disse vildledte menneskers sjæle bliver formørkede, og himlens lys svinder bort hos dem. De kan ikke opdage deres skødesynder, og Satan spinder sit garn omkring dem, og de fanges i hans snare.

 Gud er vor styrke. Vi må søge visdom og vejledning hos han, og med hans ære, menighedens vel og vor egen frelse for øje må vi sejre over vore skødesynder. Enhver af os bør daglig søge at vinde nye sejre. Vi må lære at stå alene og forlade os helt på Gud. Jo før vi lærer dette, desto bedre. Lad enhver undersøge, hvori han kommer til kort, og derpå trofast våge, for at han ikke skal besejres af sine synder, men at han vinder sejr over dem. Da kan vi have frimodighed for Gud, og menigheden vil spares for store besværligheder.

 Når Guds sendebud forlader deres hjem for at virke for sjæles frelse, anvender de en stor del af deres tid i arbejde for dem, der har været i sandheden i årevis, men som endnu er svage, fordi de uden nødvendighed slapper tøjlerne, ophører med at våge over sig selv, og, som det undertiden forekommer mig, frister fjenden til at friste dem. De kommer i en eller anden ubetydelig vanskelighed og prøvelse, og Herrens tjeneres tid bliver brugt til at besøge dem; de holdes der i timevis, ja endog i dagevis, og det bedrøver og sårer deres sjæl at høre på de små vanskeligheder og prøvelser, idet enhver forstørrer sine egne besværligheder for at få dem til at se så alvorlige ud som muligt af frygt for, at Guds tjenere skal anse dem for at være for ubetydelige til at fortjene opmærksomhed. I stedet for at overlade det til Herrens tjenere at hjælpe dem ud af disse prøvelser, burde de kaste sig i støvet for Gud og bede, indtil prøvelserne er fjernet.

 Nogle synes at mene, at Guds eneste hensigt med at sende budbærere ud i missionsmarken er, at de skal gå efter deres ordre og bære dem på hænderne, og at den vigtigste del af deres gerning består i at ordne de små prøvelser og besværligheder, som de selv har påført sig ved at handle uforstandigt og ved at give efter for fjenden og lægge en stædig, kritisk ånd for dagen over for deres omgivelser. Men hvor er de hungrige får i denne tid? De hungrer efter livets brød. De, som kender sandheden og har været grundfæstet deri, men ikke adlyder den, hvis de gjorde det, ville de have undgået mange af disse prøvelser, lægger beslag på budbærerne, og netop den hensigt, Gud havde med at kalde dem ud i arbejdsmarken, opnås ikke. Sådanne forhold i menigheden bedrøver Guds tjenere og berøver dem modet, medens alle derimod burde bestræbe sig for ikke at føje en fjer til vægten af deres byrde, men søge at hjælpe dem med opmuntrende ord og ved troens bøn. Hvor langt mere fri ville de ikke være, dersom alle, der bekender sig til sandheden, ville have øjnene med sig og søge at hjælpe andre i stedet for selv at kræve så megen hjælp! Når Guds tjenere, som forholdene nu er, kommer til mørke steder, hvor sandheden endnu ikke har været forkyndt, føler de sig såret i ånden på grund af deres brødres unødige prøvelser. Hertil kommer, at de må møde vantro og fordom hos modstandere og blive ringeagtede af nogle.

 Hvor meget lettere det ville være at påvirke hjerterne, og hvor meget mere Gud ville blive æret, dersom hans tjenere var fritaget for mismod og prøvelser, således at de, frie i ånden, kunne fremholde sandheden i dens skønhed! De, som har gjort sig skyldige i at kræve så meget arbejde af Guds tjenere, vil komme til at gøre regnskab hos Gud for al den tid og alle de midler, der er blevet anvendt for at stille dem tilfreds og derved tilfredsstille fjenden. De burde være i den stilling, at de kunne hjælpe deres brødre. De burde aldrig lade deres prøvelser og besværligheder henstå, indtil de optager et helt møde, eller vente, til en af Herrens tjenere kommer for at ordne dem; de burde selv gå lige til Gud, få deres besværligheder bragt helt ud af verden og være beredt til at holde arbejdernes hænder oppe, når de kommer, i stedet for at svække dem.