Kære brødre og søstre! Tror vi af hele vort hjerte, at Kristus snart kommer, og at vi nu har det sidste nådesbudskab, der nogensinde vil lyde for en brødefuld verden? Er vort eksempel, hvad det burde være? Kan vore omgivelser se på vort liv og vor hellige livsførelse, at vi forventer vor herres og frelsers Jesu Kristi herlige åbenbarelse, han, som skal forvandle disse fornedrelses-legemer til at blive ligedannet med hans herligheds-legeme? Jeg frygter for, at vi ikke tror og fatter dette, således som vi burde. De, som tror de betydningsfulde sandheder" vi bekender os til, bør leve i overensstemmelse med deres tro. Der er for megen søgen efter fornøjelse og efter de ting, der lægger beslag på opmærksomheden her i verden; man tænker for meget på klædedragt, og tungen beskæftiger sig for ofte med letsindig og intetsigende tale, der gør vor bekendelse til skamme, fordi vort borgersamfund ikke er i himlen, hvorfra vi forventer frelseren.
Engle våger over os og beskytter os; vi bedrøver ofte disse engle ved at give os af med intetsigende tale, vittigheder og spøg og også ved at henfalde i en ligegyldig, sløv tilstand. Måske forsøger vi nu og da at vinde sejr og opnår den; men dersom vi ikke beholder den, men falder tilbage i den samme ligegyldige, ligeglade tilstand og er ude af stand til at møde fristelse og stå fjenden imod, vil vi ikke kunne udholde prøvelsen af vor tro, som er dyrebarere end guld. Vi lider ikke for Kristi skyld og roser os ikke af vore trængsler.
Der hersker stor mangel på kristelig sjælsstyrke og på en principfast gudstjeneste. Vi bør ikke lægge an på at behage og tilfredsstille os selv, men på at ære og forherlige Gud og have hans ære alene for øje i alt, hvad vi gør og siger. Dersom vi lod følgende betydningsfulde ord gøre indtryk på vore hjerter og altid havde dem i erindring, ville vi ikke så let falde i Fristelse, og vore ord ville blive få og velovervejede: "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, og vi fik lægedom ved hans sår." Es. 53,5. "Menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert utilbørligt ord, som de taler." Matt. 12,36. "Du er en Gud, ..... som ser mig." 1Mos. 16,13.
Vi kan ikke tænke på disse betydningsfulde ord og erindre Jesu lidelser, for at vi arme syndere kunne få forladelse og blive købt til Gud ved hans dyrebare blod, uden at føle et helligt bånd på os og nære et oprigtigt ønske om at lide med ham, som led og tålte så meget for os. Dersom vi dvæler ved disse ting, vil det kære, stolte jeg blive ydmyget, og i dets sted vil der komme en barnlig enfoldighed, som vil tåle dadel fra andres side, og som ikke let bliver stødt. En egenrådighedens ånd vil da ikke komme ind og beherske sjælen.
En sand kristens glæde og trøst må og vil være i himlen. De længselsfulde sjæle hos dem, der har smagt den tilkommende verdens kræfter og har frydet sig over himmelske glæder, vil ikke finde tilfredsstillelse i jordiske ting. Sådanne vil finde nok at tage sig for i deres ledige øjeblikke. Deres sjæle vil hige efter Gud. Hvor skatten er, der vil hjertet også være, plejende et lifligt samfund med Gud, som de elsker og tilbeder. Deres forlystelser vil bestå i at tænke på skatten den hellige stad, den nye jord, deres evige hjem. Og medens de dvæler ved disse ting, som er ophøjede, rene og hellige, vil himlen komme dem nær, og de vil mærke Helligåndens kraft; dette vil bidrage til at drage dem mere og mere bort fra verden og lede til, at de himmelske ting, deres yndige hjem, bliver deres trøst og største glæde. Dragelsen til Gud og himlen vil da blive så stærk, at intet kan aflede deres sind fra den store opgave at sikre sig sjælens frelse og at ære og forherlige Gud.
Når jeg ser, hvor meget der er gjort for at bevare os i det, som er ret, ledes jeg til at udbryde: O, hvilken kærlighed, hvilken underfuld kærlighed Guds Søn har til os arme syndere! Skulle vi være sløve og ligegyldige, når alt bliver gjort, som kan gøres, for vor frelse? Hele himlen interesserer sig for os. Vi burde være levende og vågne til at ære, herliggøre og tilbede den Høje og ophøjede. Kærlighed og taknemmelighed burde strømme ud fra vore hjerter til ham, som har udvist en sådan fylde af kærlighed og medlidenhed mod os. Med vort liv bør vi ære ham og ved en ren og hellig livsførelse vise, at vi er født på ny, at denne verden ikke, er vort hjem, men at vi er pilgrimme og fremmede her, på vandring til et bedre land.
Mange, som bekender Kristi navn og udgiver sig for at forvente hans nær forestående komme, ved ikke, hvad det er at lide for Kristi skyld. Deres hjerter er ikke blødgjorte ved nåden, og de er ikke afdøde fra deres eget Jeg, således som det ofte viser sig på forskellige måder. På samme tid taler de om, at de har prøvelser. Men hovedårsagen til deres prøvelser er et ubøjet hjerte, som gør jeg'et så følsomt, at der ofte kommer det noget på tværs. Hvis sådanne kunne forstå, hvad det vil sige at være en ydmyg Kristi efterfølger, en sand kristen, ville de begynde at arbejde med fuldt alvor. De ville først lade jeg'et dø, dernæst ville de være standhaftige i bøn og undertrykke enhver lidenskab i hjertet. Opgiv jeres selvtillid og selvgodhed, brødre, og følg det ydmyge mønster! Tænk altid på, at Jesus er jeres eksempel, og at I må træde i hans fodspor! Betragt vor tros begynder og fuldender, Jesus, som af hensyn til den glæde, der lå foran ham, udholdt korset uden at agte skændselen. Han udholdt synderes modsigelse imod ham. For vore synders skyld var han engang det sagtmodige, slagtede lam, såret, knust, slagen og gjort elendig.
Lad os derfor med glæde lide noget for Jesu skyld, daglig korsfæste vort Jeg og få del i Kristi lidelser, for at vi kan få del i hans herlighed og blive kronet med herlighed, ære, udødelighed og et evigt liv!