Det er blevet vist mig, at de falske hyrder var drukne uden vin og ravede uden drik. Guds sandhed er forseglet for dem; de kan ikke læse den. Når de bliver spurgt, hvad syvendedags sabbatten er, om den ifølge Bibelen er den rette sabbat eller ej, leder de tankerne hen til eventyr. Jeg så, at disse profeter var som ræve i ørkenen. De har ikke stillet sig i murbruddene, de har ikke bygget muren op, for at Guds folk må kunne stå sig i striden på Herrens dag. Når nogens opmærksomhed bliver vækket, og de begynder at spørge de falske hyrder om sandheden, følger disse den letteste og bedste fremgangsmåde for at opnå deres hensigt og stille de spørgende tilfreds, og med dette for øje skifter de endog selv standpunkt. Lyset har skinnet for mange af disse hyrder, men de ville ikke tage imod det og har skiftet standpunkt gentagne gange for at omgå sandheden og slippe uden om de slutninger, som de måtte komme til, hvis de fastholdt deres tidligere standpunkt. Sandhedens kraft rev deres grundvold bort, men i stedet for at bøje sig for den valgte de et andet grundlag, som de ikke selv var tilfreds med.
Jeg så, at mange af disse hyrder havde fornægtet de lærdomme, Gud tidligere har givet; de havde fornægtet og forkastet de herlige sandheder, som de engang nidkært forfægtede, og havde dækket sig med mesmerisme og alle hånde forførelser. Jeg så, at de var drukne af vildfarelse, og at de førte deres hjord til døden. Mange af disse modstandere optænker ondt i deres hoved på deres leje, og om dagen udfører de deres ugudelige planer for at slå sandheden ned og få noget nyt, der kan interessere folket og aflede deres sind fra den dyrebare og over al måde vigtige sandhed.
Jeg så, at præster, som fører deres hjord ind i døden, snart vil blive standset i deres frygtelige løb. Guds plager kommer, men det vil ikke være nok for disse falske hyrder at pines med een eller to af disse plager. Guds hånd vil på den tid stadigvæk være udrakt i harme og retfærdighed, og han vil ikke tage den tilbage, før hans hensigt er helt fuldbyrdet, og de præstelige lejesvende bringes til at tilbede for de helliges fødder og til at erkende, at Gud har elsket dem, fordi de holdt fast ved sandheden og holdt Guds bud, og førend alle de uretfærdige på jorden er ødelagt.
Hver af de forskellige grupper, der bekender sig til at tro på Kristi tilkommelse, har en smule sandhed; men Gud har givet alle disse sandheder til sine børn, som beredes til Guds dag. Han har også givet dem sandheder, som ingen af disse grupper kender og heller ikke vil forstå. Ting, som er forseglet for disse, har Herren opladt for dem, der vil se og er beredt til at forstå. Dersom Gud har noget nyt lys at meddele, vil han lade sine udvalgte og elskede forstå det, uden at disse går hen og får oplysning ved at høre på dem, der er i mørke og vildfarelse.
Nødvendigheden af, at de, som tror, at vi har det sidste nådesbudskab, skiller sig fra dem, der daglig indsuger nye vildfarelser, blev fremstillet for mig. Jeg så, at hverken ung eller gammel burde besøge deres møder; for det er urigtigt således at opmuntre dem, medens de lærer vildfarelser, som er en dødelig gift for sjælen, og fremholder lærdomme, som er menneskers bud. Sådanne sammenkomster har ingen god Indflydelse. Dersom Gud har udfriet os fra sådant mørke og sådanne vildfarelser, bør vi stå fast i den frihed, han har frigjort os med, og glæde os i sandheden. Vi mishager Gud, når vi uden nødvendighed går for at høre på vildfarelse; for medmindre han sender os til disse møder, hvor vildfarelse pånødes folket gennem viljekraften, vil han ikke bevare os. Englene ophører med at våge over os, og vi overlades i fjendens vold for at blive formørket og svækket af ham og hans onde engles magt, og lyset omkring os bliver besmittet af mørket.
Jeg så, at vi ikke har nogen tid at kaste bort til at høre på eventyr. Vort sind og vore tanker bør ikke afledes på den måde, men beskæftige sig med den nærværende sandhed, idet vi søger efter visdom for at kunne opnå en grundigere forståelse af vort standpunkt, så vi i ydmyghed må kunne aflægge regnskab for vort håb ud fra skriften. Når falske lærdomme og farlige vildfarelser påvirker sindet, kan det ikke dvæle ved den sandhed, der skal berede Israels hus til at bestå på Herrens dag.