Sorg fyldte himlen, da det blev kendt, at mennesket var faldet i synd og at den verden, som Gud havde skabt, ville blive fyldt med dødelige væsener, der var viet til elendighed, sygdom og død. At der ingen udvej var, for at redde de ulydige. Hele Adams slægt måtte dø. Jeg så den elskelige Jesus og lagde mærke til et udtryk af medlidenhed og sorg i hans ansigt. Snart så jeg ham nærme sig det overvældende klare lys, der indhyllede faderen. Min ledsagende engel sagde: Han er i fortrolig samtale med sin fader. Der syntes at råde stor ængstelse blandt englene, medens Jesus talte med sin fader. Tre gange blev han omhyllet af det herlige lys omkring faderen, og den tredje gang han kom fra faderen, kunne hans skikkelse ses. Hans åsyn var roligt, blottet for ethvert spor af bekymring og tvivl og strålede af en velvilje og en ynde, som ord ikke kan beskrive. Han meddelte da engleskaren, at en udvej til redning for det fortabte menneske var fundet. Han meddelte dem, at han havde talt med sin fader og havde tilbudt at give sit liv som en løsepenge, at påtage sig dødsdommen, for at menneskene ved ham kunne få syndsforladelse; at de ved hans blods fortjeneste og ved lydighed mod Guds lov kunne nyde Guds velbehag og blive ført ind i den smukke have og spise frugten af livets træ.
I begyndelsen kunne englene ikke glæde sig. Deres anfører lagde ikke skjul på noget, men oplod for dem frelsens plan. Jesus fortalte dem, at han ville stå imellem faderens vrede og den syndefulde menneskehed. At han ville bære ugudelighed og forhånelse. At kun få, ville modtage ham, som Guds søn. Næsten alle ville hade og forkaste ham. Han ville forlade al sin herlighed i himlen, åbenbare sig på jorden, som et menneske. Fornedre sig som et menneske og ved egen erfaring blive kendt med de forskellige fristelser, som menneskene ville være omgivet af. For at han kunne vide, hvordan han bedst kunne trøste dem, der blev fristet. Og at han til sidst, når hans mission som lærer var fuldbyrdet, ville blive overgivet i menneskers hænder og gennemgå de grusomste lidelser, som Satan og hans engle kunne lede ugudelige mennesker til at plage ham med. At han skulle dø den grusomste død, ophængt mellem himlen og jorden, som en skyldig synder. At han ville gennemgå timelange grusomme kvaler, som ikke engang engle kunne holde ud at se på, de ville skjule deres ansigter for synet. Det var ikke blot legemlige kvaler han ville komme til at lide, men også åndelige kvaler. Åndelige kvaler af en sådan art at de legemlige lidelser på ingen måde kunne sammenlignes med dem. Vægten af hele verdens synder ville hvile på ham. Han meddelte dem, at han ville dø og opstå igen på den tredje dag, og at han ville opstige til sin fader for at bede for genstridige, syndefulde mennesker.
Englene kastede sig ned for ham. De tilbød at ofre deres liv. Jesus sagde til dem, at han ved sin død ville frelse mange, men at en engels liv ikke kunne betale skylden. Hans liv alene ville blive antaget af faderen, som løsesum for menneskene. Jesus meddelte dem også, at de skulle få lov til at være med i frelsesplanen. De skulle være hos ham og til forskellige tider styrke ham. At han skulle påtage sig menneskets faldne natur, og at hans kraft ikke engang ville stå på højde med deres. Han sagde til dem, at de skulle blive vidne til hans fornedrelse og store lidelser, og at de, når de blev vidne til hans lidelser og til menneskenes had imod ham, ville gribes af de stærkeste sindsbevægelser, og i deres kærlighed til ham ønske at befri ham fra hans mordere, men at de ikke måtte gribe ind. De skulle være medvirkende ved hans opstandelse. Han oplyste, at frelsesplanen var lagt, og at hans fader havde godkendt planen.
I helligt vemod trøstede og opmuntrede Jesus englene og meddelte dem, at de, som han forløste, skulle være hos ham og at han ved sin død ville genløse mange og tilintetgøre den, der har dødens vælde. Og at Faderen ville give ham al magt under himlen, og han skulle besidde det til evig tid. Satan og syndere ville blive tilintetgjort og aldrig mere forstyrre himlen eller den rensede nye jord. Jesus bød den himmelske hær forsone sig med den plan, hans Fader havde godkendt, og glæde sig over, at faldne mennesker ved hans død atter kunne blive ophøjet og nyde himlens lykke.
Glæde, usigelig glæde fyldte nu himlen, og det himmelske kor istemte en sang til pris og hyldest. De slog deres harper an og sang en tone højere end før, på grund af den store miskundhed og nåde, som Gud udviste, idet han hengav sin højt elskede søn i døden for en slægt af oprørere. Der lød et væld af pris og hyldest for Jesu selvfornægtelse og opofrelse, fordi han ville samtykke i at forlade Faderens skød og vælge et liv i lidelse og kval og en vanærende død for at give liv til andre.
Engelen sagde: "Tror I, at Faderen uden kamp gav afkald på sin højt elskede søn? Nej, nej! Spørgsmålet om, hvorvidt han skulle lade den skyldige menneskeslægt forgå, eller om han skulle give sin elskede søn i døden for den, kostede endog himlens Gud en kamp." Engle nærede så stor interesse for menneskenes frelse, at der iblandt dem fandtes sådanne, som ville give afkald på deres herlighed og ofre livet for fortabte mennesker. "Men," sagde min ledsagende engel, "det ville intet gavne. Overtrædelsen var så stor, at en engels liv ikke kunne betale skylden. Intet uden hans Søns død og midlergerning ville kunne betale skylden og frelse fortabte mennesker fra en håbløs elendighed og sorg."
Englene fik tildelt de gerninger de skulle udføre. De skulle stige op og ned med styrkende balsam fra Guds herlighed, for at trøste Guds Søn i hans lidelser og tjene ham. Deres gerning bestod tillige i at beskytte og bevare Guds børn fra de onde engle og fra det mørke, som Satan ville sprede omkring dem. Jeg så, at det var umuligt for Gud at omgøre eller forandre sin lov for at frelse de fortabte, og derfor tillod han sin elskede Søn, at dø for menneskets overtrædelse.
Satan frydede sig atter med sine engle over, at han ved at forvolde menneskenes fald kunne bringe Guds Søn ned fra hans ophøjede stilling. Han fortalte sine engle, at når Jesus engang påtog sig faldne menneskers natur, ville han kunne overmande ham og forhindre frelsesplanens gennemførelse.
Satan blev fremstillet for mig, sådan som han engang var, en lykkelig og ophøjet engel. Derpå så jeg ham, som han nu er. Han har stadig en kongelig skikkelse. Hans træk er endnu ædle, men hans ansigtsudtryk vidner om, at han er ulykkelig, og fuld af ængstelse, bekymring, bedrag og allehånde ondt. Den pande, der engang var så ædel, er begyndt at hælde tilbage nede ved øjnene. Jeg så, at han så længe havde hengivet sig til det onde, at hver eneste god egenskab var fordærvet og hvert ondt træk, var veludviklet. Hans blik var lumsk og listigt og røbede stor skarpsindighed. Han var stor af legemsskikkelse, men kødet hang løst omkring hans hænder og ansigt. Da jeg så ham, havde han hagen hvilende i venstre hånd og syntes at være hensunken i dybe tanker. I hans ansigt var der et smil så fuldt af ondskab og djævelsk list, at det bragte mig til at skælve. Dette smil har han, lige før han griber sit bytte, og når han får byttet i sin snare, bliver smilet rædsomt.