Efter at Satan havde afsluttet sine fristelser, veg han fra Jesus til en tid, engle beredte mad til Frelseren i ørkenen og styrkede ham, og Faderens velsignelse hvilede over ham. Satans voldsomste fristelser var mislykkedes, men han så fremad til den tid i Jesu virksomhed, da han ved forskellige lejligheder ville prøve sine rænker imod ham. Han håbede endnu at få overhånd over ham ved at opflamme dem, der ikke ville modtage Jesus, til at hade ham og søge at ødelægge ham. Satan holdt en særskilt rådslagning med sine disciple. De var skuffede og forbitrede over, at de intet havde formået imod Guds Søn. De tog den beslutning, at de skulle være mere listige og bruge deres magt til det yderste for at indgyde vantro i hans eget folks sind angående Jesus som verdens Frelser og således gøre ham modløs i hans mission. Dersom jøderne kunne holdes i blindhed angående profetierne og ledes til at tro, at Messias skulle fremstå som en mægtig jordisk konge, kunne de måske ledes til at foragte og forkaste Jesus, uanset hvor omhyggelige de ellers måtte være med deres ceremonier og ofringer.
Jeg så, at under Jesu virksomhed var Satan og hans engle stærkt optaget med at indgyde vantro, had og foragt hos menneskene. Når Jesus udtalte en rammende sandhed og straffede deres synder, skete det ofte, at folket blev forbitret, og Satan og hans engle tilskyndende dem til at tage Guds Søns liv. Mere end een gang tog de sten op for at stene ham, men engle beskyttede ham, bar ham bort fra den vrede skare og bragte ham i sikkerhed. Undertiden hændte det også, når de tydelige sandheder lød fra hans hellige læber, at mængden greb ham og førte ham hen til randen af en høj i den hensigt at styrte ham ned. Der opstod en strid mellem dem indbyrdes om, hvad de skulle gøre ved ham, og også nu skjulte englene ham for mængdens blik, og Jesus gik midt imellem dem og undslap.
Satan håbede stadigvæk, at frelsens store plan skulle mislykkes. Han øvede al sin magt for at forhærde folkets hjerter og forbitre deres følelser imod Jesus. Han håbede, at så få ville modtage ham som Guds Søn, at han ville betragte sine lidelser og opofrelser som et alt for stort offer at bringe for så få. Men jeg så, at selv om der kun havde været to, der ville modtage Jesus som Guds Søn og tro på ham til deres sjæles frelse, ville han have gennemført planen.
Jesus begyndte sin virksomhed med at bryde Satans magt over de lidende. Han gengav de syge sundheden og gav de blinde syn; han helbredte de halte, så at de sprang af glæde og lovede Gud; dem, som i årevis havde været svage og bundet ved Satans grusomme magt, gengav han deres helbred. Med venlige ord trøstede han de svage, de bævende og de modløse. De skrøbelige og lidende, som Satan havde i sin magt, vristede han ud af hans vold og bragte dem legemlig sundhed og stor glæde og lykke. De døde oprejste han til livet, og de priste Gud for den mægtige åbenbarelse af hans kraft. Han virkede mægtigt for alle, som troede på ham.
Kristi liv var fyldt med ord og handlinger, som var udtryk for velvilje, medlidenhed og kærlighed. Han var altid påpasselig med at høre på andre og med at lindre deres smerter. Skarer af mennesker bar i deres egne legemer beviset på hans guddommelige magt. Men efter at gerningen var blevet udført for dem, var der alligevel mange, der skammede sig ved den ringe og dog mægtige lærer. Fordi rådsherrerne ikke troede på Jesus, ville folket heller ikke tage imod ham. Jesus var en sorgens mand, fuld af pine og kendt med sygdom. De kunne ikke udstå at lade sig lede af hans ædru, selvfornægtende Liv. De ønskede at nyde den ære, som verden giver. Dog var der mange, som fulgte Guds søn, hørte på hans undervisning og frydede sig ved de liflige ord, der lød fra hans læber. Hans ord var fulde af betydning, men dog så klare, at de svageste kunne forstå dem.
Satan og hans engle forblindede jødernes øjne og formørkede deres forstand og opflammede rådsherrerne og folkets ledende mænd til at tage frelserens liv. Andre blev udsendt for at føre Jesus til dem; men når de kom i nærheden af, hvor han var, blev de højlig forbavset. De så, at synet af menneskelig lidelse fyldte ham med sympati og medfølelse. De hørte, hvorledes han i kærlighed og ømhed talte opmuntrende til de skrøbelige og plagede. De hørte ham også med myndig røst true Satan og byde hans fanger gå ud i frihed. De lyttede til de visdomsord, der faldt fra hans læber, og blev betaget deraf; de kunne ikke lægge hånd på ham. De vendte tilbage til præsterne og de ældste uden at have Jesus med. Da de blev spurgt: "Hvorfor har I ikke ført ham herhen?" berettede de om hans undergerninger, som de havde været vidne til, og om de hellige ord, som de havde hørt ham tale i visdom, kærlighed og kundskab, og sluttede med at sige: "Aldrig har noget menneske talt således som dette menneske." Ypperstepræsterne anklagede dem og sagde, at også de var forført, og nogle af de ledende skammede sig over, at man ikke havde grebet ham. Præsterne spurgte hånligt, om nogen af rådsherrerne vel havde troet på ham. Jeg så, at mange af høvedsmændene og de ældste troede på Jesus, men Satan afholdt dem fra at indrømme det; de frygtede folkets hån mere, end de frygtede Gud.
Hidtil havde Satans rænker og had ikke forstyrret frelsens plan. Tiden nærmede sig, da hensigten med Jesu komme til verden skulle fuldbyrdes. Satan og hans engle holdt råd sammen og besluttede at opflamme Jesu eget folk til begærligt at kræve hans blod og overøse ham med grusomhed og hån. De håbede, at Jesus ville modsætte sig en sådan behandling og ikke holde fast ved sin ydmyghed og sagtmodighed. Medens Satan lagde sine planer" gjorde Jesus på en omhyggelig måde disciplene bekendt med de lidelser, han måtte gennemgå at han ville bliv korsfæstet, og at han ville opstå på den tredje dag. Men deres forstand syntes at være sløvet, og de kunne ikke fatte, hvad han meddelte dem.