Guds Søn blev overgivet i folkets hænder til at korsfæstes. Under triumferende råb førte man den kære frelser bort. Han var svag og udmattet af træthed og smerte og af blodtab efter pisk og de slag, han havde fået, men alligevel måtte han bære det tunge kors, han skulle nagles til. Jesus segnede om under byrden. Tre gange blev korset lagt på hans skuldre, og tre gange segnede han om. En af hans tilhængere, en mand, der ikke åbenlyst havde bekendt Kristus, men som dog troede på ham, blev så grebet. På ham blev korset lagt, og han bar det hen til den skæbnesvangre plads. Afdelinger af engle samledes i luften oven over stedet. Flere af hans disciple fulgte ham til Golgatha med sorg og bitter gråd. De erindrede hans sejrstog ind i Jerusalem for blot nogle få dage siden, da de havde ledsaget han under råbet: "Hosianna i det højeste!" og bredt deres klæder og de skønne palmegrene på vejen. De havde ment, at han da skulle overtage riget og herske som en timelig fyrste over Israel. Hvor langt anderledes var alle forholdene nu! Hvor havde ikke deres udsigter slået fejl! Ikke med fryderåb, ikke med lyse forhåbninger, men med hjerter, som var fulde af frygt og fortvivlelse, fulgte de langsomt og bedrøvet efter ham, som var blevet vanæret og ydmyget, og som nu skulle dø.
Jesu moder var til stede. Hendes hjerte gennemboredes af kvaler, som kun en øm moder kan føle; men ligesom disciplene håbede hun endnu, at Kristus ville udføre et eller andet mægtigt under og fri sig fra sine mordere. Hun kunne ikke udholde den tanke, at han skulle lade sig korsfæste. Men forberedelserne blev gjort, og Jesus blev lagt på korset, hammeren og naglerne blev bragt dertil. Disciplenes hjerter blev vanæret inden i dem. Jesu moder knugedes ned af en angst, som næsten ikke var til at udholde. Inden frelseren blev naglet til korset, bar disciplene hende bort fra skuepladsen, for at hun ikke skulle høre den skærende lyd af naglerne, der blev drevet gennem muskler og ben i hans ømme hænder. Jesus klagede ikke, men han stønnede af smerte. Hans ansigt var blegt, og store sveddråber stod på hans pande. Satan frydede sig over de lidelser, Guds Søn gennemgik, men frygtede dog for, at hans forsøg på at tilintetgøre frelsesplanen havde været forgæves, at hans rige var tabt, og at han selv til sidst måtte gå til grunde.
Efter at Jesus var naglet til korset, blev det Iøftet op og med stor kraft stødt ned på den plads, der var beredt for det i jorden, således at musklerne blev sønderrevet, hvad der forårsagede de heftigste smerter. For at gøre Jesu død så vanærende som muligt blev to røvere korsfæstet sammen med ham, een på hver side. Røverne blev taget med magt, og efter megen modstand blev deres arme tvunget bagud og naglet til deres kors. Men den ydmyge Jesus gjorde ingen modstand. Han behøvede ingen til at tvinge sine arme tilbage på korset. Medens røverne forbandede deres bødler, bad Frelseren inderligt for sine fjender: "Fader! forlad dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Det var ikke legemlige kvaler alene, Kristus måtte udstå; hele verdens synder hvilede på ham.
Nogle, der gik forbi, medens Jesus hang på korset, hånede ham og bevægede deres hoveder, som om de bøjede sig for en konge, og sagde til ham: "Du, som nedbryder templet og bygger det op i tre dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af korset!" Satan udtalte de samme ord til Kristus i ørkenen: "Er du Guds Søn." Ypperstepræsterne, de ældste og de skriftkloge sagde spottende: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels konge, så lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Englene, der svævede over stedet, hvor Kristus blev korsfæstet, grebes af harme, da øversterne spottede ham og sagde: "Lad ham redde sig, dersom han er Guds søn!" De ønskede på stedet at befri ham, men de fik ikke tilladelse dertil. Hensigten med hans mission var endnu ikke fuldbyrdet.
Medens Jesus hang på korset i disse lange, kvalfulde timer, glemte han ikke sin moder. Hun var vendt tilbage for at se det rædsomme skue, for hun kunne ikke længere være borte fra sin søn. Den sidste undervisning, Jesus gav, var et udtryk for medlidenhed og menneskelig følelse. Han betragtede sin moders sorgbetyngede ansigt og derpå sin elskede discipel Johannes. Han sagde til sin moder: "Kvinde! se, det er din Søn." Derpå sagde han til Johannes: "Se, det er din moder." Og fra den time tog Johannes hende hjem til sit eget hus.
Jesus tørstede i sine kvaler, og man gav ham eddike og galde at drikke, men da han smagte på den, nægtede han at tage imod den. Englene havde betragtet deres elskede herskers kvaler, indtil de ikke længere kunne se derpå, og de tilhyllede deres ansigter. Solen nægtede at se på det frygtelige skue. Jesus råbte med en høj røst, der fyldte hans morderes hjerter med forfærdelse: "Det er fuldbragt." Nu splittedes forhænget i templet fra øverst til nederst, jorden skjalv, og klipperne revnede. Der blev stort mørke over jorden. Disciplenes sidste håb syntes at være blæst bort, da Jesus døde. Mange af hans efterfølgere var vidne til hans lidelse og død, og for dem var sorgens bæger fuldt.
Nu jublede Satan ikke således som før. Han havde håbet at kunne omstøde Frelsens plan, men den var lagt for dybt; og ved Kristi død vidste han nu, at han selv til sidst måtte dø, og at hans rige ville blive overgivet til Jesus. Han holdt en rådslagning med sine engle. Han havde intet formået imod Guds Søn, og nu måtte de forøge deres anstrengelser og med deres magt og list vende sig mod hans efterfølgere. De måtte afholde så mange som muligt fra at tage imod den frelse, Jesus havde købt for dem. Ved at gøre dette kunne Satan endnu modarbejde Guds herredømme. Det ville også være i hans egen interesse at holde så mange som muligt borte fra Jesus; for deres synder, som bliver genløst ved Kristi blod, vil til sidst falde tilbage på syndens ophavsmand, og han må bære deres straf, medens de, der ikke modtager frelsen ved Jesus, vil lide straffen for deres egne synder.
Kristi liv havde altid været blottet for verdslig rigdom, ære og pragtudfoldelse. Hans ydmyghed og selvfornægtelse havde stået i skarp modsætning til præsternes og de ældstes stolthed og nydelseslyst. Hans uplettede renhed var en stadig irettesættelse for deres synder. De foragtede ham for hans ydmyghed, hellighed og renhed. Men de, der foragtede ham her, vil engang få ham at se i himlens pragt og i faderens uovertrufne herlighed.
I domhuset var han omgivet af fjender, som tørstede efter hans blod; men de forhærdede mennesker, som skreg: "Hans blod komme over os og over vore børn!" vil se ham som en æret konge. Hele den himmelske hærskare vil ledsage ham på hans vej med sange om sejr, højhed og magt til ham, som blev ihjelslået, men lever igen som en mægtig erobrer.
Arme, svage, elendige mennesker spyttede herlighedens konge i ansigtet, medens der fra pøbelhoben opsteg et brutalt triumfråb over den nedværdigende hån. Med slag og grusomhed skæmmede de det ansigt, som fyldte hele himlen med beundring. Dette ansigt vil de atter få at se, skinnende som middagssolen og søge at flygte bort fra det. I stedet for at udstøde det brutale triumfråb vil de udbryde i jammerklage over ham.
Jesus vil fremvise sine hænder med mærkerne efter korsfæstelsen. Mærkerne efter denne grusomhed vil han altid komme til at bære. Hvert spor efter naglerne vil fortælle beretningen om menneskets vidunderlige genløsning og om den høje pris, det har kostet at købe den. De samme mænd, der stak livets Herre i siden med deres sværd, vil se mærkerne efter spydet og i dyb angst beklage den rolle, de udførte for at vansire hans legeme.
Overskriften: "Jødernes konge", som var anbragt på korset oven over Jesu hoved" besværede hans mordere i høj grad; men da vil de blive nødsaget til at se ham i al hans herlighed og kongelige magt. På hans kappe og på hans lænd vil de se, at der med levende bogstaver står skrevet: "Kongers konge og herrers Herre". Da han hang på korset, tilråbte de ham spottende: "Kristus, Israels konge lad ham nu stige ned af korset, for at vi kan se det og tro!" Da vil de få ham at se i kongelig magt og myndighed. De vil ikke kræve noget bevis på, at han er Israels konge, men overvældet af en forståelse af hans majestæt og overvættes herlighed vil de tvinges til at erkende: "Velsignet være den" som kommer i Herrens navn!"
At jorden skjalv, klipperne revnede og mørke indhyllede jorden, og at Jesus råbte med høj røst: "Det er fuldbragt!" idet han opgav ånden, besværede hans fjender og bragte hans mordere til at bæve. Disciplene forundrede sig over disse ejendommelige foreteelser, men deres forhåbninger var knust. De frygtede for, at jøderne også ville søge at ødelægge dem. De følte sig forvissede om, at det had, der var blevet udvist mod Guds søn, ikke ville ende med ham alene. De tilbragte ensomme timer i gråd over deres skuffelser. De havde ventet, at Jesus skulle herske som en timelig fyrste, men deres håb døde med ham. I deres sorg og skuffelse nærede de tvivl om, hvorvidt han ikke havde bedraget dem. Endog hans moder vaklede i sin tro på, at han var Messias.
Til trods for, at disciplene var blevet skuffet i deres forhåbninger angående Jesus, elskede de ham dog og ønskede at give hans legeme en agtværdig begravelse, men de vidste ikke, hvorledes dette kunne lade sig gøre. Josef af Arimathæa, en formuende og indlydelsesrig rådsherre iblandt Jøderne og en sand Jesu discipel, gik hemmeligt, men dog frimodigt til Pilatus og bad ham om frelserens legeme. Han vovede ikke at gå åbenlyst af hensyn til jødernes had. Disciplene frygtede for, at man ville gøre forsøg på at forhindre, at Jesu legeme fik et agtværdigt hvilested. Pilatus efterkom anmodningen, og disciplene tog det livløse legeme ned af korset" medens de i dyb smerte sørgede over deres bristede forhåbninger. Omhyggeligt blev legemet svøbt i et fint linklæde og lagt i Josefs nye grav.
De kvinder, som havde været Jesu ydmyge efterfølgere, medens han levede, ville ikke forlade ham, før de så ham blive lagt i graven og en meget tung sten blive anbragt foran indgangen, for at ikke hans fjender, skulle forsøge at tage hans legeme. Men de havde ikke behøvet at nære frygt, for jeg så, at engleskaren med en usigelig interesse bevogtede Jesu hvilested, ventende ivrigt på befalingen om at udføre deres del for at udfri herlighedens konge af hans fængsel.
Kristi mordere frygtede for, at han endnu kunne komme til live og undslippe. De bad derfor Pilatus om en vagt til at bevogte graven indtil den tredje dag. Deres ønske blev opfyldt, og stenen foran indgangen blev forseglet, for at hans disciple ikke skulle stjæle ham og sige, at han var opstået fra de døde.