Med stor kraft forkyndte disciplene den korsfæstede og genopstandne frelser. I Jesu navn udførte de tegn og undere. De syge fik deres sundhed igen, og en mand, der havde været lam fra fødslen af, blev fuldstændig helbredt og fulgte Peter ind i templet, hvor han gik og sprang og lovede Gud i alt folkets påsyn. Rygtet derom kom ud, og folket begyndte at samles i flok omkring disciplene. Mange kom løbende til, højlig forundrede over den helbredelse, der var sket.
Da Jesus døde, tænkte præsterne, at der ikke ville blive udført flere undergerninger iblandt dem; de tænkte, at bevægelsen snart ville dø hen og folket på ny vende sig til menneskelige overleveringer. Men nej lige midt iblandt dem gjorde disciplene undergerninger, og folket fyldtes med forundring. Jesus var blevet korsfæstet, og de undrede sig over, hvor hans disciple havde fået denne magt fra. Medens han levede, tænkte de, at han meddelte dem kraft, men efter hans død havde de ventet, at undergerningerne ville ophøre. Peter forstod deres forlegenhed og sagde til dem: "I israelitiske mænd! Hvorfor undrer I jer over dette? eller hvorfor stirrer i på os, som om vi af egen magt eller gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, hvem I prisgav og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at en morder måtte skænkes jer. Men livets fyrste slog I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi er vidner. Og i troen på hans navn har hans navn styrket denne, hvem I ser og kender."
Ypperstepræsterne og de ældste kunne ikke tåle disse ord, og på deres befaling blev Peter og Johannes grebet og sat i fængsel. Men tusinder var blevet ledet til troen på Kristi opstandelse og himmelfart blot ved at høre en eneste tale af disciplene. Præsterne og de ældste blev urolige. De havde slået Jesus ihjel for selv at blive genstand for folkets opmærksomhed ; men nu var stillingen værre end før. Disciplene beskyldte dem åbent for at være Guds Søns mordere, og de kunne ikke vide, hvad dette kunne udvikle sig til, eller i hvilket lys de selv ville komme til at stå hos folket. De ville med glæde have slået Peter og Johannes ihjel, men vovede det ikke af frygt for folket.
Den påfølgende dag blev apostlene fremstillet for rådet. De mænd, der begærligt havde råbt og krævet den retfærdiges blod, var selv til stede. De havde hørt Peter med ed og forbandelse fornægte sin herre, da han blev beskyldt for at være en af hans disciple, og de håbede at kunne skræmme ham på ny. Men Peter var blevet omvendt, og nu så han en anledning til at fjerne den plet, som hans overilede, umandige fornægtelse havde sat på ham, og at ophøje det navn, han havde vanæret. Med hellig frimodighed og i åndens kraft erklærede han uforfærdet: "Ved Jesus Kristi nazaræerens navn, hvem i har korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette navn er det, at denne står rask her for jeres øjne. Han er den sten, som blev agtet for intet af jer, I bygningsmænd, men som er blevet til en hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet navn under himlen, givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelst."
Folk forundrede sig over den frimodighed, Peter og Johannes udviste, og forstod, at de havde været med Jesus; for deres noble, uforfærdede optræden mindede om Jesus, da han stod over for sine fjender. Med et eneste, medlidende, bedrøvet blik irettesatte Jesus Peter, da han havde fornægtet ham, og da Peter nu frimodigt bekendte sin Herre, blev han velsignet og vandt Guds velbehag. Som et tegn på, at Jesus fandt behag i ham, blev han fyldt med Helligånden.
Præsterne vovede ikke at åbenbare det had, som de nærede mod disciplene. De bød dem, at de skulle gå uden for rådet, hvorefter de rådførte sig med hverandre og sagde: "Hvad skal vi gøre med disse mennesker? thi at et vitterligt tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det." De var bange for, at rygtet om denne velgerning skulle komme ud iblandt folket. Præsterne mente, at dersom det blev almindelig kendt, ville det være forbi med deres magt, og man ville betragte dem som Jesu mordere. Men det eneste, de turde gøre, var at true apostlene og befale dem ikke mere at tale i Jesu navn, for at de ikke skulle dø. Peter erklærede imidlertid uden frygt, at de ikke kunne andet end tale om det, som de havde set og hørt.
I Jesu kraft vedblev disciplene med at helbrede de syge og de plagede, som blev ført til dem. Hundreder stillede sig daglig under den korsfæstede, genopstandne og himmelfarne frelsers banner. Præsterne og de ældste og de, der i særlig forstand var deres medskyldige, blev forfærdede. Atter satte de apostlene i fængsel i håb om, at uroen ville lægge sig. Satan og hans engle jublede; men Guds engle åbnede fængselets døre, og tvært imod ypperstepræsternes og de ældstes befaling bød de apostlene: "Gå hen og træd frem og tal i helligdommen alle disse livets ord for folket!"
Rådet trådte sammen, og der blev sendt bud efter fangerne. Man åbnede fængselets døre, men de, som man søgte efter, var der ikke. De udsendte mænd vendte tilbage til præsterne og de ældste og sagde: "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og vogterne stående ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde." "Men der kom en og meldte dem: Se, de mænd, som I satte i fængselet, står i helligdommen og lærer folket. Da gik høvedsmanden hen med tjenerne og hentede dem, dog ikke med magt; thi de frygtede for folket, at de skulle blive stenet. Men da de havde hentet dem, stillede de dem for rådet; og ypperstepræsten spurgte dem og sagde: Vi bød jer alvorligt, at I ikke måtte lære i dette navn, og se, I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og vil bringe dette menneskes blod over os!"
Disse ledende mænd blandt jøderne var hyklere; de elskede menneskers ros mere, end de elskede Gud. Deres hjerter var blevet så forhærdede, at de mægtigste gerninger, som apostlene udførte, kun forbitrede dem. De vidste, at dersom disciplene prædikede Kristus, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart, ville det påføre dem skyld som hans mordere. De var ikke så villige til at modtage Jesu blod, som de var, dengang de råbte: "Hans blod komme over os og over vore børn!"
Apostlene hævdede med frimodighed, at de burde lyde Gud mere end mennesker. Peter sagde: "Vore fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et træ og slog ihjel. Ham har Gud ved sin højre hånd ophøjet til en fyrste og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vi er hans vidner om disse ting, ligesom også Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham." Over så uforfærdede ord blev disse mordere rasende og besluttede atter at væde deres hænder med blod ved at slå apostlene ihjel. Det var deres plan at udføre dette, da en engel fra Gud påvirkede Gemaliels hjerte til at give præsterne og rådsherrerne dette råd: "Hold jer fra disse mennesker, og lad dem fare; thi dersom dette råd eller dette værk er af mennesker, bliver det til intet; men er det af Gud, kan I ikke gøre dem til intet. Lad jer dog ikke findes som de, der endog vil stride imod Gud." Onde engle tilskyndede præsterne og de ældste til at slå apostlene ihjel; men Gud sendte sin engel til at afværge dette ved at lade en stemme inden for de jødiske lederes egen kreds tale til forsvar for hans tjenere. Apostlenes virksomhed var endnu ikke fuldført. De skulle fremstilles for konger for at aflægge vidnesbyrd om Jesu navn og for at vidne om det, som de havde set og hørt.
Modstræbende satte præsterne deres fanger i frihed efter at have ladet dem piske og pålagt dem ikke mere at tale i Jesu navn. "Så gik de da glade bort fra rådets åsyn, fordi de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i husene og at forkynde evangeliet om Kristus Jesus." Således voksede Guds ord og udbredtes. Disciplene vidnede med frimodighed om, hvad de havde set og hørt, og ved Jesu navn udførte de mægtige undergerninger. Uforfærdet lagde de skylden for Jesu blod på dem, der havde været så villige til at modtage det, dengang det blev dem tilladt at have magt over Guds søn.
Jeg så, at Guds engle fik den opgave med særlig omhu at våge over de hellige, vigtige sandheder, der skulle tjene som et anker for Kristi disciple ned gennem hvert slægtled. Helligånden hvilede i særlig grad over apostlene, der var vidner om vor Herres korsfæstelse, opstandelse og himmelfart vigtige sandheder, der skulle være Israels håb. Alle skulle se hen til verdens frelser som deres eneste håb og vandre på den vej, han havde åbnet ved at ofre sit eget liv, og holde Guds lov og leve. Jeg så den visdom og godhed, Jesus viste, idet han udrustede disciplene med kraft til at fortsætte den samme gerning, for hvilken jøderne havde hadet ham og slået ham ihjel. I hans navn havde de magt over Satans gerninger. Det tidsafsnit, der omfattede Jesu død og opstandelse, var omgivet af en glorie af lys og herlighed, som udødeliggjorde den sandhed, at han var verdens frelser.