Da Saulus var på vej til Damaskus, udstyret med skriftlig bemyndigelse til at gribe mænd eller kvinder, som prædikede Kristus, og føre dem bundne til Jerusalem, frydede onde engle sig omkring han. Men pludselig blev han omstrålet af et lys fra himlen, hvilket bragte de onde engle til at flygte og medførte, at han hastigt faldt til jorden. Han hørte en røst, der sagde: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" Saulus spurgte: "Hvem er du, Herre?" Og Herren sagde: "Jeg er Jesus, som du forfølger; det bliver dig hårdt at stampe imod brodden." Bævende og forbavset sagde Saulus: "Hvad skal jeg gøre, Herre?" Og Herren sagde: "Stå op og gå ind i byen, og det skal siges dig" hvad du bør gøre."
De mænd, der var med ham, stod målløse, da de vel hørte røsten, men ikke så nogen. Da Lyset forsvandt, og Saulus rejste sig op og åbnede sine øjne, opdagede han, at han fuldstændigt havde mistet synet. Glansen af lyset fra himlen havde gjort ham blind. De ledte ham ved hånden og førte ham til Damaskus, og i tre dage kunne han intet se, ligesom han heller ikke spiste eller drak. Herren sendte nu sin engel netop til en af de mænd, som Saulus havde håbet at kunne fange, og åbenbarede for ham i et syn, at han skulde gå hen i den gade, som kaldtes den lige, og spørge "i Judas' hus efter en Mand ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. Og han har i et syn set en mand, ved navn Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle blive seende".
Ananias frygtede for, at der kunne foreligge en misforståelse, og begyndte at fortælle Herren, hvad han havde hørt om Saulus. Men Herren sagde til Ananias: "Gå; thi denne er mig et udvalgt redskab til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn; thi jeg vil vise ham, hvor meget han bør lide for mit navns skyld." Ananias fulgte Herrens anvisning, gik ind i huset, lagde sine hænder på ham og sagde: "Saul, broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med Helligånden."
Saulus blev øjeblikkelig seende, stod op og blev døbt. Derpå lærte han i synagogerne, at Jesus i sandhed var Guds Søn. Alle, der hørte ham, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?" Men Saulus voksede i kraft og gendrev jøderne, som atter kom i forlegenhed. Alle kendte til, hvorledes Saulus havde stået Jesus imod, og hvorledes han i sin nidkærhed havde efterstræbt alle, som troede på hans navn, og overgivet dem til døden; og hans vidunderlige omvendelse overbeviste mange om, at Jesus var Guds Søn. I Helligåndens kraft fortalte Saulus om sin erfaring. Han havde forfulgt både mænd og kvinder til døden, bundet dem og sat dem i fængsel; men på vejen til Damaskus var han pludselig blevet omstrålet af et stærkt lys fra himlen, og Jesus åbenbarede sig for ham og lærte ham, at han var Guds Søn.
Saulus øvede en mægtig indflydelse, idet han således med frimodighed forkyndte Jesus. Han besad kendskab til skriften, og efter hans omvendelse skinnede der et guddommeligt lys over profetierne om Jesus, og dette satte ham i stand til at fremholde sandheden klart og frimodigt og til at berigtige enhver forvanskning af skriften. Fordi Guds Ånd hvilede på ham, kunne han på en klar og eftertrykkelig måde føre sine tilhængere med sig gennem profetierne ned til tiden for Kristi første komme og vise dem, at de dele af skriften, der henviste til hans lidelse, død og opstandelse, var gået i opfyldelse.