Efter sin omvendelse besøgte Paulus Jerusalem, hvor han forkyndte Jesus og hans nådes undere. Han fortalte om sin mirakuløse omvendelse, hvilket i den grad forbitrede præsterne og de øverste, at de søgte at tage hans Liv. Men for at han kunne blive reddet, åbenbarede Jesus sig på ny for ham i et syn, medens han bad, og sagde til ham: "Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skal ikke af dig modtage vidnesbyrdet om mig." Paulus svarede: "Herre! de ved selv, at jeg fængslede og piskede rundt om i synagogerne dem, som troede på dig, og da dit vidne Stefanus' blod blev udgydt, stod jeg også hos og havde behag deri og vogtede på deres klæder, som slog ham ihjel." Paulus mente, at jøderne i Jerusalem ikke kunne modstå hans vidnesbyrd, og at de ville betænke, at den store forandring, der var foregået med ham, alene kunne ske ved Guds kraft. Men svaret lød endnu mere bestemt end før: "Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til hedninger."
Under sit fravær fra Jerusalem skrev Paulus mange breve til forskellige steder, hvori han fortalte sine erfaringer og aflagde et kraftigt vidnesbyrd. Men nogle søgte at ødelægge indflydelsen af disse breve. De var nødt til at indrømme, at hans breve var vægtige og kraftige, men de påstod, at hans legemlige nærværelse var svag og hans tale intet værd.
Sandheden var, at Paulus sad inde med stor lærdom, og hans visdom og optræden henrev tilhørerne. Lærde mænd fandt behag i hans kundskaber, og mange af dem troede på Jesus. Når han stod over for konger og store forsamlinger, kunne han udfolde en veltalenhed, som fortryllede alle. Dette forbitrede præsterne og de ældste i høj grad. Paulus kunne med lethed indlade sig på dybsindige ræsonnementer, under hvilke han rev folket med sig i den mest ophøjede tankeflugt, stillede Guds Nådes dybe rigdomme til skue og skildrede Kristi betagende kærlighed til dem. Derpå kunne han på en enkel og ligefrem måde stige ned til det, som den jævne befolkning forstod, og med de mest udtryksfulde ord fortælle sin erfaring, der fremkaldte hos dem et brændende ønske om at blive Kristi disciple.
Atter viste Herren sig for Paulus og åbenbarede for ham, at han måtte drage op til Jerusalem, og at han der ville blive bundet og komme til at lide for hans navns skyld. Skønt han i lang tid var en fange, udførte Herren dog sin særskilte gerning ved ham. Apostelens lænker blev et middel til at udbrede kundskaben om Kristus og til derved at herliggøre Gud. Idet han blev sendt fra stad til stad for at forhøres, blev hans vidnesbyrd og hans interessante oplevelser ved hans egen omvendelse fremholdt for konger og landshøvdinger, for at disse skulle være uden undskyldning vedrørende Jesus. Tusinder troede på frelseren og frydede sig i hans navn. Jeg så, at Guds særskilte forsæt blev fuldbyrdet under Paulus' sørejse; han havde til hensigt, at skibsbesætningen på denne måde skulle blive vidne til Guds kraft gennem Paulus, at hedningerne også skulle høre Jesu navn, og at mange kunne blive omvendt ved apostelens undervisning og ved at se de undergerninger, han gjorde. Konger og landshøvdinger følte sig henrevet af de tanker, han fremholdt, og når han med nidkærhed og i Helligåndens kraft forkyndte Jesus og omtalte de interessante tildragelser i sin erfaring, trængte den overbevisning sig ind hos dem, at Jesus var Guds søn. Medens nogle blev betaget af forundring, da de hørte Paulus, var der en, som råbte: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en kristen." Men de fleste af dem, der hørte derpå, tænkte, at de engang senere hen ville overveje, hvad de havde hørt. Satan benyttede sig af udsættelsen, og eftersom de forsømte anledningen, medens deres hjerter var bløde, var den forspildt for stedse. Deres hjerter blev forhærdede.
Efter at Jesus var oprejst fra de døde, føjede jøderne synd til synd" idet de forsøgte at dølge hans opstandelse ved at leje den romerske vagt til at aflægge vidnesbyrd til støtte for en usandhed. Men Jesu opstandelse blev dobbelt bekræftet derved, at en skare af vidner opstod samtidigt. Efter sin opstandelse viste Jesus sig for disciplene og for over fem hundrede på een gang, medens de, der blev oprejst sammen med ham; åbenbarede sig for mange og vidnede, at Jesus var opstanden.
Satan havde formået jøderne til at gøre oprør mod Gud ved at nægte at tage imod hans søn og ved at besudle deres hænder med hans dyrebare blod. Nu havde det intet at betyde, hvor kraftige beviser der blev fremlagt for, at Jesus var Guds Søn, verdens frelser; de havde dræbt ham og ville ikke godkende noget bevis til gunst for ham. Som tilfældet var med Satan efter hans fald, lå deres eneste håb og trøst i forsøget på at få overhånd over Guds Søn. De fortsatte derfor deres oprør ved at forfølge Kristi disciple og slå dem ihjel. Intet lød så skurrende i deres øren som navnet Jesus, hvem de havde korsfæstet, og de var bestemt på ikke at ville høre på noget bevis til støtte for ham. Ligesom tilfældet var, da Helligånden ved Stefanus fremholdt de mægtige beviser på, at Jesus var Guds Søn, stoppede de deres øren til for ikke at blive overbevist. Satan havde Jesu mordere i sin vold. Ved ugudelige gerninger havde de givet sig hen til at være hans villige undergivne, og gennem dem skulle han virke for at besvære og plage dem, der troede på Kristus. Han virkede gennem jøderne for at ophidse hedningerne mod Jesus og mod hans efterfølgere. Men Gud sendte sine engle til at styrke disciplene til deres gerning, for at disse kunne vidne om de ting, de havde set og hørt, og for til sidst ved deres standhaftighed at besegle deres vidnesbyrd med deres blod.
Satan frydede sig over, at jøderne sad trygt i hans snare. De fortsatte stadigvæk med deres unyttige ceremonier, deres ofre og deres anordninger. Da Jesus hang på korset og råbte: "Det er fuldbragt!" splittedes forhænget i templet fra øverst til nederst for at betegne, at Gud ikke længere ville mødes sammen med præsterne i templet og der antage deres ofre og anordninger, og også for at vise, at skillevæggen mellem jøderne og hedningerne var nedbrudt. Jesus havde gjort sig selv til et offer for begge, og dersom de overhovedet skulle blive frelst, måtte begge tro på ham som det eneste offer for synd, som verdens Frelser.
Da stridsmændene gennemborede Jesu side, medens han hang på korset, udflød der to særskilte strømme, den ene af blod, den anden af vand. Blodet skulle aftvætte synderne hos dem, der kom til at tro på hans navn, og vandet skulle fremstille det levende vand, der fås af Jesus og giver den troende liv.