Jeg så engle haste frem og tilbage i himlen, stige ned til jorden og derpå atter stige op til himlen som forberedelse til fuldbyrdelsen af en eller anden vigtig begivenhed. Derefter så jeg en anden mægtig engel blive sendt ned til jorden for at forene sin røst med den tredje engel og give kraft og vægt til hans budskab. Stor magt og herlighed blev tildelt denne engel, og da han steg ned, blev jorden oplyst af hans glans. Det lys, der ledsagede denne engel, trængte ind overalt, idet han med høj røst og et mægtigt råb sagde: "Faldet, faldet er Babylon, og den er blevet dæmoners bolig og et fængsel for alle hånde urene ånder og et fængsel for alle hånde urene og afskyede fugle." Budskabet om Babylons fald, som det blev forkyndt af den anden engel, bliver gentaget, idet der tillige henvises til den fordærvelse, der er kommet ind i menighederne siden 1844. Denne engels gerning indtræffer på det rigtige tidspunkt til at forene sig med det tredje englebudskabs store værk, idet dette udvikler sig til et højt råb. Guds folk sættes således i stand til at bestå i den fristelsens stund, som de snart vil møde. Jeg så et stort lys hvile på dem, og de sluttede sig sammen for uforfærdet at forkynde den tredje engels budskab.
Engle blev sendt for at bistå den mægtige engel fra himlen, og jeg hørte røster, der syntes at lyde overalt: "Gå ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal blive meddelagtige i hendes synder og ikke rammes af hendes plager. For hendes synder er opdyngede indtil himlen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu." Dette budskab syntes at være et tillæg til det tredje budskab og at slutte sig til dette, ligesom midnatsråbet sluttede sig til den anden engels budskab i 1844. Guds herlighed hvilede over de tålmodige, ventende hellige, og frygtløst gav de den sidste højtidelige advarsel, forkyndte Babylons fald og opfordrede Guds folk til at gå ud fra hende, for at de kunne undgå hendes frygtelige skæbne.
Det lys, der blev udgydt over de ventende, trængte igennen overalt, og de inden for de religiøse samfund, som havde lidt lys, og som ikke havde forkastet de tre budskaber" fulgte kaldet og forlod de faldne menigheder. Mange var kommet til den ansvarlige alder, siden disse budskaber lød. Lyset skinnede på dem, og der blev givet dem anledning til at vælge livet eller døden. Nogle valgte livet og stillede sig ved deres side, der forventede Herren og holdt alle hans bud. Det tredje budskab skulle udføre sin gerning; det skulle stille alle på prøve, og de udvalgte skulle kaldes ud fra de religiøse samfund. En tvingende kraft påvirkede de oprigtige, medens åbenbarelsen af Guds kraft indgød frygt hos deres vantro slægtninge og venner og lagde et bånd på dem, således at de ikke turde og heller ikke havde magt til at hindre dem, der følte, at Guds Ånd virkede på dem. Det sidste kald blev bragt endog til de arme slaver, og de fromme iblandt dem lod deres henrykte glædessange lyde ved udsigten til en lykkelig befrielse. Deres herrer kunne ikke hindre dem; frygt og forbavselse fik dem til at tie. Mægtige undergerninger blev udført, syge blev helbredt, og tegn og undere fulgte de troende. Gud var med i værket, og uden frygt for følgerne fulgte enhver af de hellige sin egen samvittigheds overbevisning og forenede sig med dem, der holdt alle Guds bud, og med kraft lod de det tredje budskab lyde viden om. Jeg så, at dette budskab vil afsluttes med en kraft og en styrke, som langt overgår midnatsråbet.
Udrustet med kraft fra det høje og med deres ansigter oplyste og strålende af hellig hengivenhed gik Guds tjenere ud for at forkynde budskabet fra himlen. Spredte sjæle overalt i de religiøse samfund efterkom kaldet, og de udvalgte blev revet ud fra de dømte menigheder, ligesom Lot blev revet ud af Sodoma, før staden gik til grunde. Guds folk blev styrket af den overordentlige herlighed, som i rig fylde hvilede på dem og beredte dem til at bestå i fristelsens stund. Overalt hørte jeg en mangfoldighed af stemmer sige: "Her er de helliges tålmodighed, de, som holder Guds bud og Jesu tro."