Det var ved midnat, det behagede Gud at befri sit folk. Medens de ugudelige bespottede rundt omkring dem, kom solen pludseligt til syne, skinnende i sin kraft, og månen stod stille. De ugudelige betragtede dette skue med forbavselse, medens de hellige med højtidelig glæde så tegnene på deres befrielse. Tegn og undere fulgte i hurtig rækkefølge. Alting syntes at være kommet ud af sit naturlige løb. Strømmene ophørte at flyde. Mørke, tunge skyer steg op og stødte mod hverandre. Men der var een plet af uomskiftelig herlighed, hvorfra Guds røst lød lig mange vandes lyd og rystede himlene og jorden. Der skete et stort jordskælv. Gravene åbnedes, og de, som var døde i troen under den tredje engels budskab og havde holdt sabbaten, stod herliggjorte frem af deres leje i støvet for at høre den fredspagt, som Gud ville gøre med dem, der havde holdt hans lov.
Himlen åbnede og lukkede sig og var i bevægelse. Bjergene rystedes som et siv i vinden og kastede sønderrevne klippestykker rundt omkring. Havet kogte som en gryde og slyngede sten ind på land. Og idet Gud meddelte dagen og timen for Jesu komme og overgav sit folk den evige pagt, udtalte han een sætning og holdt derpå op, medens ordene rullede hen over jorden. Guds Israel stod med opadvendte øjne og hørte på de ord, der udgik fra Jehovas mund og rullede hen over jorden som de kraftigste tordenskrald. Det var overvældende højtideligt. Ved slutningen af hver sætning råbte de hellige: "Ære, halleluja!" Deres ansigter oplystes af Guds herlighed, og herligheden skinnede fra dem, ligesom den skinnede fra Moses' ansigt, da han kom ned fra Sinaj. De ugudelige kunne ikke se på dem på grund af herligheden. Og da den stedsevarende velsignelse blev udtalt over dem, som havde æret Gud ved at helligholde hans Sabbat, lød der et mægtigt råb om sejr over dyret og over dets billede.
Derpå begyndte jubelåret, da landet skulle hvile. Jeg så den gudfrygtige slave rejse sig i sejr og triumf og afryste de lænker, der bandt ham, hvorimod hans ugudelige Herre var forvirret og ikke vidste, hvad han skulle gøre; for de ugudelige kunne ikke forstå ordene i Guds røst.
Snart kom den store, hvide sky til syne, hvorpå Menneskesønnen sad. Da denne sky først viste sig i det fjerne, så den meget lille ud. Engelen sagde, at det var Menneskesønnens tegn. Da den kom jorden nærmere, kunne vi se Jesu overvældende herlighed og majestæt, idet han drog ud til sejr. Et følge af hellige engle med skinnende, funklende kroner på deres hoveder ledsagede ham på hans færd. Intet sprog kan skildre herligheden af dette skue. Den levende sky, majestætisk og af uovertruffen herlighed, kom endnu nærmere, og vi kunne tydeligt se Jesu elskelige skikkelse. Han bar ikke en tornekrans, men en herligheds-krone sad på hans hellige pande. På hans kappe og lænd var et navn skrevet: kongers Konge og herrers Herre. Hans ansigt lyste som middagssolen, han øjne var som ildslue, og hans fødder havde udseende som fint kobber. Hans røst lød som mange musikinstrumenter. Jorden bævede for ham, himlene veg bort ligesom en bog, der sammenrulles, og hvert bjerg og hver ø flyttedes fra deres steder. "Og kongerne på jorden og stormændene og krigsøversterne og de rige og de vældige og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes kløfter, og de sagde til bjergene og klipperne: Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommen; og hvem kan bestå?" De, som for kort tid siden ville have udryddet Guds trofaste børn af jorden, var nu vidne til Guds herlighed, der hvilede over dem. Og midt i al deres forfærdelse hørte de de helliges stemmer råbe med frydefulde strofer: "Se, her er vor Gud, som vi biede på, og han frelste os!"
Jorden rystede voldsomt, da Guds Søns røst kaldte de sovende hellige frem. De hørte kaldet og kom frem iførte herlig udødelighed, idet de råbte: "Sejr, sejr over døden og graven! Død, hvor er din brod? Grav, hvor er din sejr?" De levende hellige og de opstandne opløftede nu deres stemmer i et langt henrykkelsens sejrsråb. De legemer, som blev lagt i graven med mærkerne af sygdom og død, opstod i udødelig sundhed og kraft. De levende hellige forvandles i hast, i et øjeblik, og rykkes hen tillige med de opstandne, og i forening møder de deres herre i luften. O hvilket herligt møde! Venner, som døden havde adskilt, forenedes for aldrig mere at skilles.
På hver side af skyvognen var der vinger og nedenunder levende hjul; og idet vognen rullede opad, råbte hjulene: "Hellig!" og idet vingerne bevægede sig, råbte de: "Hellig!" og det hellige englefølge omkring skyen råbte: "Hellig, hellig, hellig er Herren Gud den almægtige!" Og de hellige i skyen råbte: "Ære! halleluja!" Og vognen rullede opad til den hellige stad. Før indtoget i staden blev de hellige ordnet i en fuldkommen firkant med Jesus i midten. Hans hoved og skuldre ragede op over de hellige og over englene. Hans majestætiske skikkelse og hans elskelige åsyn kunne ses af alle i firkanten.