En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag! Han svarede og sagde: Ja, herre! men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville? De svarer: Den sidste."
I bjergprædikenen sagde Jesus: "Ikke enhver der siger til mig Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje." Prøven på et menneskes oprigtighed vises ikke i ord, men i gerninger Jesus spørger ikke nogen om, hvad særligt de siger men: "Hvad særligt gør I?" Der ligger en dyb betydning i hans ord: "Når I ved dette, er I salige, om I gør det." Ord er intet værd, hvis de ikke følges af gerninger der svarer til dem. Det er hvad lignelsen om de to sønner lærer os.
Denne lignelse fortalte Kristus, da han besøgte Jerusalem for sidste gang før sin død. Han havde uddrevet dem, der købte og solgte i templet. Hans stemme havde talt til deres hjerter med kraft fra Gud. Forbavsede og forfærdede havde de adlydt hans befaling uden at gøre indvendinger eller at øve modstand.
Da præsterne og de ældste var kommet over deres forskrækkelse, vendte de tilbage til templet og fandt Jesus i færd med at helbrede de syge og døende. De havde hørt de glade stemmer og lovsangen. Børnene, der havde fået deres sundhed tilbage, var inde i templet og viftede med palmegrene, idet de sang hosianna til Davids Søn. Små børn pludrede deres tak til den store læge. Men alt dette var ikke nok til at overvinde præsternes og de ældstes fordom og misundelse.
Da Kristus var ved at undervise i templet den næste dag, kom ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham og sagde: "Med hvad ret gør du dette, og hvem har givet dig denne ret?"
Præsterne og de ældste havde haft umiskendelige beviser på Kristi magt. Da han rensede templet, havde de set den guddommelige myndighed lyse i hans ansigt. De kunne ikke modstå den kraft, som han talte med. Han havde også besvaret deres spørgsmål med sine forunderlige helbredelser Han havde givet dem beviser på sin magt og myndighed, som ikke kunne modsiges. Men det var ikke beviser de ønskede. Præsterne og de ældste længtes efter at Jesus skulle forkynde, at han var Messias, for at de kunne fordreje hans ord og vække folket til modstand imod ham. De ønskede at ødelægge den indflydelse, som han udøvede, og slå ham ihjel.
Jesus vidste, at hvis de ikke kunne se Gud i ham eller se beviser på hans guddommelige karakter i hans gerninger ville de ikke tro hans eget udsagn om, at han var Kristus. I sit svar undgår han at komme med den udtalelse, som de venter og håber på, og vender fordømmelsen mod dem.
"Jeg vil også stille jer et spørgsmål, og hvis I svarer mig på det, skal jeg sige jer med hvad ret jeg gør dette. Johannes dåb, hvor stammede den fra? Fra Himmelen eller fra mennesker?"
Præsterne og rådsherrerne blev forvirrede. "De talte indbyrdes om det og sagde: Svarer vi: Fra Himmelen, så vil han spørge os: Hvorfor troede I ham da ikke? Og svarer vi: Fra mennesker så må vi frygte for folkeskaren; thi de holder alle Johannes for en profet. Og de svarede Jesus og sagde: Vi ved det ikke. Da sagde han til dem: Så siger jeg heller ikke jer med hvad ret jeg gør dette"
"Vi ved det ikke." Dette svar var en usandhed. Men præsterne var klar over at de var i knibe, og løj for at komme ud af forlegenheden. Johannes Døber var kommet for at vidne om ham, hvis magt og myndighed de nu var ved at stille i tvivl. Han havde peget på ham og sagt: "Se Guds lam, som bærer verdens synd!" Han havde døbt ham, og da Jesus bad efter dåben, åbnedes Himlene, og Guds Ånd dalede ned som en due over ham, og man hørte en røst fra Himmelen, der sagde: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag."
Præsterne og rådsherrerne, der huskede, hvorledes Johannes havde gentaget profetierne om Messias, og hvad der havde fundet sted ved hans dåb, turde ikke sige, at Johannes dåb var fra Himmelen. Hvis de indrømmede, at Johannes var profet og det troede de, at han var hvordan kunne de da nægte at tro på hans vidnesbyrd om, at Jesus fra Nazaret var Guds Søn? Og for folkets skyld, der troede, at Johannes var profet, kunne de ikke sige, at Johannes dåb var fra mennesker Derfor sagde de: "Vi ved det ikke."
Derpå fortalte Jesus lignelsen om faderen og de to sønner Da faderen gik til den første søn og sagde: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag," svarede sønnen straks: "Ja, herre," men gik ikke derhen.
Faderen gik til den anden søn med samme befaling: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag," men han svarede: "Nej, jeg vil ikke." Han nægtede at adlyde og fulgte sine lyster sammen med dårlige kammerater Men senere fortrød han det og adlød opfordringen.
I denne lignelse er faderen et billede på Gud, og vingården er menigheden. Med de to sønner fremstilles to klasser mennesker Den søn, der nægtede at adlyde og sagde: "Jeg vil ikke," fremstillede dem, der levede i åbenlys synd, som ikke gav sig ud for at være gudfrygtige, og som åbent og ærligt nægtede at bære det evangeliets og lydighedens åg, som Guds lov pålægger Men mange af disse fortrød det senere og adlød Guds kald. Da evangeliet kom til dem i Johannes Døbers budskab: "Omvend jer thi Himmeriget er kommet nær" omvendte de sig og bekendte deres synder.
Den søn, som sagde: "Ja, herre," og ikke gik, åbenbarede farisæernes karakter de jødiske ledere var ligesom denne søn ubodfærdige og selvtilfredse. Det jødiske folks religiøse liv var blevet et udvortes skin af hellighed. Da loven blev forkyndt på Sinaj bjerg, lovede hele folket, at de ville adlyde Guds røst. De sagde: "Ja, Herre," men de gjorde det ikke. Da Kristus selv kom og fremlagde lovens principper for dem, forkastede de ham. Kristus havde givet sin samtids jøder utallige beviser på sin magt og guddommelige kraft, men selv om de var overbeviste, ville de ikke antage beviserne. Kristus havde vist dem, at de vedblev at vægre sig ved at tro, fordi de ikke var i besiddelse af den ånd, der leder til lydighed. Han havde sagt til dem: "I har sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld ..... Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud."
Blandt dem, der var forsamlede foran Jesus, var der skriftkloge og farisæere, præster og rådsherrer og efter at Jesus havde fortalt lignelsen om de to sønner stillede han tilhørerne spørgsmålet: "Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?" Idet farisæerne glemte sig selv svarede de: "Den sidste." Dette sagde de uden at være klar over at de udtalte en dom over sig selv. Derpå lød følgende anklage fra Jesu læber: "Sandelig siger jeg eder: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I. Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter så I troede ham."
Johannes Døber kom og prædikede sandheden, og syndere blev overbevist og omvendt ved hans forkyndelse. Disse ville gå ind i Himmeriget før dem, der i deres selvretfærdighed modstod advarslen. Tolderne og skøgerne var uvidende, hvorimod disse lærde mænd kendte sandhedens vej. Men de ville alligevel ikke gå på den sti, der fører til Guds rige. Den sandhed, der skulle have været en livets duft til liv for dem, blev en dødens duft til død. Mennesker som havde levet i åbenlys synd, og som hadede sig selv for det, var blevet døbt af Johannes, men disse lærere var hyklere. Deres egne forstokkede hjerter hindrede dem i at tage imod sandheden. De modstod Helligåndens overbevisning. De nægtede at lyde Guds bud.
Kristus sagde ikke til dem: "I kan ikke komme ind i Himmeriget," men han viste dem, at det, der hindrede dem i at komme derind, var de selv skyld i. Døren stod stadig åben for disse jødiske ledere, indbydelsen gjaldt stadig. Kristus længtes efter at se dem overbevist og omvendt.
Israels præster og ældste tilbragte livet med at tage del i religiøse ceremonier som de regnede for at være for hellige til at kunne sættes i forbindelse med verdslige foretagender Derfor mente man, at deres liv var fuldkommen helligt. Men de udførte deres ceremonier så de kunne ses af mennesker, så at alle kunne få den tanke, at de var fromme og gudhengivne. Medens de foregav at adlyde, nægtede de dog i virkeligheden at være lydige mod Gud. De var ikke den sandheds gørere, som de foregav at lære.
Jesus sagde, at Johannes Døber var en af de største af profeterne, og han viste sine tilhørere, at de havde haft tilstrækkelige beviser på, at Johannes var sendt af Gud. Hans forkyndelse i ørkenen var fyldt med kraft. Han fremførte sit budskab uden omsvøb, idet han irettesatte præsterne og rådsherrerne for deres synder og pålagde dem at udføre de gerninger der var omvendelsen værdige. Han viste dem deres syndige tilsidesættelse af Faderens autoritet, når de nægtede at udføre den gerning, der var blevet dem pålagt. Han gik ikke på akkord med synden, og mange vendte om fra deres ugudelige liv
Hvis de jødiske lederes bekendelse havde været oprigtig, ville de have taget imod Johannes vidnesbyrd og antaget Jesus som Messias. Men de viste ikke angerens og retfærdighedens frugter Netop de mennesker som de foragtede, fandt vej ind i Guds rige før dem.
Den søn i lignelsen, som sagde: "Ja, herre," foregav at være tro og lydig, men tiden viste, at hans bekendelse ikke var ægte. Han havde ingen oprigtig kærlighed til sin fader På samme måde roste farisæerne sig af at være hellige, men når de blev vejet, fandt man, at de var for lette. De gjorde lovens krav meget strenge, når det var i deres egen interesse, men når lydigheden krævedes af dem selv, bortforklarede de Guds buds gyldighed ved at benytte spidsfindigheder Jesus sagde om dem: "Deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke." De havde ingen sand kærlighed til Gud eller mennesker Gud kaldte dem til at være sine medarbejdere til velsignelse for verden, og de tog vel imod kaldet i ord, men i gerning nægtede de lydighed. De stolede på sig selv og var stolte af deres godhed, men de trodsede Guds bud. De nægtede at udføre den gerning, som Gud havde betroet dem, og på grund af deres overtrædelser var Herren i begreb med at skille sig fra det ulydige folk.
Egenretfærdighed er ikke sand retfærdighed, og de, der holder fast ved den, vil blive overladt til at tage følgerne af et skæbnesvangert bedrag. Der er mange i dag, der hævder at adlyde Guds bud, men de ejer ikke Guds kærlighed i hjertet, som kan tilflyde andre. Kristus kalder dem til at forene sig med ham i arbejdet for at frelse verden, men de nøjes med at sige: "Ja, herre." De går ikke. De samarbejder ikke med dem, der arbejder for Gud. De står ledige. Ligesom den utro søn giver de Gud falske løfter Idet de selv har indgået en højtidelig pagt med menigheden, har de lovet at ville lyde Guds ord og hengive sig i tjeneste for ham, men de gør det ikke. De bekender at de er Guds sønner men i deres liv og karakter benægter de slægtskabet. De overgiver ikke deres vilje til Gud. Deres liv er en løgn.
Løftet om lydighed opfylder de tilsyneladende, når det ikke kræver noget offer men når der fordres selvfornægtelse og selvopofrelse, når de ser at korset skal løftes og bæres, trækker de sig tilbage. På denne måde bortviskes overbevisningen om pligtfølelse, og det bliver en vane at overtræde Guds lov bevidst. Øret hører vel Guds stemme, men den åndelige evne til at opfatte den er gået tabt. Hjertet er forhærdet og samvittigheden sløvet.
Fordi vi ikke viser åbenlyst fjendskab mod Kristus, må vi ikke mene, at vi tjener ham. På den måde bedrager vi os selv. Ved at tilbageholde det, Gud har givet os til brug for hans tjeneste, det være sig tid eller penge eller andre betroede gaver arbejder vi mod ham.
Satan bruger de såkaldte kristnes ligegyldige, søvnige magelighed til at styrke sin magt og vinde mennesker for sin sag. Mange der mener at selv om de ikke udfører nogen virkelig gerning for Kristus, er de dog på hans side, og sætter derved fjenden i stand til at vinde fodfæste og opnå fordele. Ved at undlade at være flittige arbejdere for Mesteren, ved ikke at udføre deres pligter eller tale et ord i rette tid, har de tilladt Satan at få magten over mange, som kunne have været vundet for Kristus.
Vi kan aldrig blive frelst i magelighed og uvirksomhed. Et virkelig omvendt menneske lever ikke et unyttigt liv og uden at hjælpe andre. Det er umuligt for os at komme sovende ind i Himmelen. Ingen doven og efterladende person kan komme der Hvis vi ikke gør os flid for at få indgang i Guds rige, hvis vi ikke alvorligt søger at lære dets love at kende, er vi ikke skikkede til at få del i det. De, der ikke ønsker at samarbejde med Gud her på jorden, vil heller ikke ønske at gøre det i Himmelen. Det ville ikke være godt at tage dem til Himmelen.
Der er mere håb for toldere og syndere end for dem, der kender Guds ord, men nægter at adlyde det. Den, der ser sig selv som en synder der ikke har noget at dække sig med, som ved, at han ødelægger både legeme, sjæl og ånd for Herrens åsyn, bliver forfærdet og frygter for at han skal blive adskilt fra Guds rige for evigt. Han er klar over sin sygelige tilstand og søger lægedom hos den store læge, der sagde: "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Disse mennesker kan Herren bruge som arbejdere i sin vingård.
Den søn, der en tid ikke ville lyde sin faders befaling, blev ikke fordømt af Kristus, men han blev heller ikke rost. De, der handler ligesom den anden søn ved at nægte at adlyde, fortjener ingen ros for at indtage et sådant standpunkt. Deres frimodighed må ikke regnes for en dyd. Når mennesker helliges ved sandheden, vil de frimodigt vidne for Kristus; men når synderen står frimodigt frem, er det forhånende og udfordrende og grænser til gudsbespottelse. Det, at et menneske ikke er hykler gør ham ikke til en mindre synder af den grund. Når Helligånden taler til hjertet, er det vor eneste redning at adlyde uden at tøve. Når kaldet kommer: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag," må vi ikke undlade at tage imod indbydelsen. "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter" Det er farligt at vente med at adlyde. Måske vil du aldrig mere høre kaldet.
Og lad ingen glæde sig over tanken, at de synder som man hengiver sig til en tid, let kan aflægges senere. Det er ikke tilfældet. Enhver synd, som næres svækker karakteren og styrker vanen, og resultatet bliver fysisk, åndelig og moralsk fordærvelse. Du kan fortryde det onde, du har gjort, og slå ind på de rette stier men de indtryk, du har modtaget, og din fortrolighed med synden, vil gøre det vanskeligt for dig at skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Satan vil den ene gang efter den anden angribe dig på de punkter hvor du har fået forkerte vaner
I befalingen: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag," findes prøven på hvert eneste menneskes oprigtighed. Vil der blive gerning såvel som ord? Vil den, der kaldes, benytte alle sine evner og kræfter og arbejde trofast og uegennyttigt for vingårdens ejer?
Apostelen Peter underviser os med hensyn til, hvorledes vi skal arbejde. Han siger: "Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft, og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær og få del i guddommelig natur Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle."
Dersom du trofast dyrker dit hjertes vingård, gør Gud dig til sin medarbejder og da vil du ikke blot have en gerning at udføre for dig selv, men også for andre. Idet Kristus lader vingården være et billede på menigheden, lærer han ikke, at vi kun skal lade vor sympati og gerning gælde vore egne. Herrens vingård skal udvides. Han ønsker at den skal strække sig til alle egne på jorden. Ligesom vi modtager undervisning og nåde af Gud, skal vi lade andre få del i kundskaben om, hvorledes de skal drage omsorg for de dyrebare planter På denne måde kan vi udvide Guds vingård. Gud venter at se beviser på vor tro, kærlighed og tålmodighed. Han ser efter om vi benytter enhver anledning til at blive dygtige arbejdere i hans vingård på jorden, så vi kan gå ind i Guds paradis, det Edenhjem, som Adam og Eva blev lukket ude af på grund af overtrædelse.
Gud står som en fader for sit folk, og som en fader kan han kræve, at vi tjener ham trofast. Tænk på Kristi liv. Som repræsentant for menneskeheden og i Faderens tjeneste er han et eksempel på, hvad enhver søn skulle og kunne være. Den samme lydighed, som Kristus udviste, fordrer Gud af menneskene i dag. Han tjente sin Fader i kærlighed af egen fri vilje. "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst," sagde han, "og din lov er i mit indre." For Kristus var intet offer for stort, intet arbejde for svært, når det gjaldt af fuldende den gerning, som han var kommet for at udføre. Da han var tolv år gammel, sagde han:" Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Han havde hørt kaldet og var begyndt på sin gerning. Han sagde: "Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning."
På samme måde skal vi tjene Gud. Kun den tjener Gud, som adlyder helt og fuldt. Alle, der ønsker at være Guds sønner og døtre, må vise, at de er medarbejdere med Gud, Kristus og de hellige engle. Det er prøvestenen for alle. Herren siger om dem, som tjener ham trofast: "Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, ..... og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham."
Guds hensigt med alt, hvad han lader ske, er at prøve menneskene og give dem anledning til at udvikle karakteren. På denne måde prøver han, om de er lydige eller ulydige mod hans bud. Gode gerninger kan ikke købe Guds kærlighed, men de viser at vi er i besiddelse af denne kærlighed. Hvis vi overgiver viljen til Gud, vil vi ikke arbejde for at fortjene Guds kærlighed. Vi vil modtage hans kærlighed i hjertet som en fri gave, og vi vil finde glæde i at lyde hans befalinger fordi vi elsker ham.
Der findes kun to klasser mennesker i verden i dag, og der vil kun være to klasser i dommen de, der overtræder Guds lov, og de, der adlyder den. Kristus stiller prøven, som skal vise, om vi er tro eller utro. Han siger: "Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! ..... Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham
...Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." "Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed."