Efter lignelsen om de to sønner fortalte Jesus lignelsen om vingården. I den første havde Jesus fremstillet betydningen af at vise lydighed for de jødiske lærere, i den anden henviste han til de rige velsignelser som var blevet jødefolket til del, og at de derfor burde vise lydighed mod Gud. Han fremstillede for dem Guds store og herlige plan, som de kunne have fuldbyrdet, dersom de havde været lydige. Idet han trak tæppet til side, som skjulte fremtiden, viste han dem, hvorledes hele nationen var ved at miste velsignelsen og bringe ødelæggelse over sig selv, fordi de havde undladt at fuldbyrde hans hensigt.
"Der var en husbond" sagde Jesus, "som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands."
Der gives en beskrivelse af denne vingård af profeten Esajas. "Jeg vil synge en sang om min ven, en kærlighedssang om hans vingård: Min ven, han havde en vingård på en frugtbar høj. Han grov den, rensed den for sten og plantede ædle ranker; han bygged et vagttårn deri og huggede også en perse. Men den bar vilde druer skønt han ventede høst af ædle."
Husbonden vælger et stykke jord i ødemarken. Han sætter et gærde omkring det, rydder det og graver det og tilplanter det med udsøgte vinstokke og venter at få en rig høst. Han venter at dette stykke jord i modsætning til de uopdyrkede områder vil bringe ham anerkendelse ved at bære frugt og vise resultat af hans omhu og arbejde med at opdyrke det. Således havde Gud udvalgt et folk i verden for at lade det oplære og uddanne af Kristus. Profeten siger: "Thi Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning." I sin uendelige godhed havde Gud skænket dette folk store forrettigheder og velsignet det i rigt mål. Han ventede, at de ville ære ham ved at bære frugt. De skulle åbenbare hans riges principper De skulle fremvise Guds karakter midt i en falden og ond verden.
Som Herrens vingård skulle de bære frugt, der var helt anderledes end de hedenske nationers. Disse folk der dyrkede afguder havde helt hengivet sig til ondskab. Voldshandlinger og forbrydelser begærlighed, undertrykkelse og de mest fordærvede laster fik uhindret lov at finde sted. Forbrydelser nedværdigende handlinger og elendighed var det fordærvede træs frugter De frugter som Guds vinranke bar skulle stå i skarp modsætning til dem.
Det var jødefolkets forret at åbenbare Guds karakter som den var blevet fremstillet for Moses. Som svar på Moses bøn: "Lad mig dog skue din herlighed," lovede Herren: "Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig." "Og Herren gik forbi ham og råbte: Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder som tilgiver brøde, overtrædelse og synd!" Det var den slags frugt, Herren ønskede, at hans folk skulle bære. Med deres rene karakter i deres hellige liv og med deres barmhjertighed, kærlighed og medlidenhed skulle de vise, at "Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen"
Det var Guds hensigt at lade rige velsignelser tilflyde alle folkeslag gennem jødefolket. Gennem Israel skulle vejen beredes, så at lyset fra ham kunne spredes til hele verden. Folkeslagene i verden havde mistet kundskab om Gud på grund af deres syndige vaner men i sin barmhjertighed udslettede Gud dem alligevel ikke. Det var hans hensigt at give dem anledning til at komme til at kende ham gennem hans menighed. Han bestemte, at de principper som blev åbenbaret gennem hans folk, skulle være et middel til at genoprette Guds billede i mennesket.
Det var for at fuldbyrde denne hensigt, at Gud kaldte Abraham ud fra hans afguderiske slægt og bad ham bo i Kanaans land. "Så vil jeg gøre dig til et stort folk," sagde han, "og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse."
Abrahams efterkommere, Jakob og hans sønner blev ført til Ægypten, for at de kunne åbenbare Guds riges principper midt i denne store og ugudelige nation. Josefs retskaffenhed og hans vidunderlige gerning, da han reddede hele det ægyptiske folk fra hungersnøden, varen fremstilling af Jesu liv Moses og mange andre var Guds vidner.
Da Herren førte Israel ud af Ægypten, viste han igen sin magt og nåde. Hans underfulde gerninger da han udfriede dem fra trældom, og hans handlemåde med dem på vandringen gennem ørkenen skete ikke for deres skyld alene, De skulle tjene som anskuelsesundervisning for de omboende folk. Herren åbenbarede sig som en Gud, der er ophøjet over al menneskelig myndighed og storhed. De tegn og undere, som han udførte til gavn for sit folk, viste, at han havde magt over naturen og over de mægtigste blandt dem, der tilbad naturen. Gud drog gennem det stolte Ægypten, som han vil drage frem over jorden i de sidste dage. Med ild og storm, jordskælv og død udfriede den store Jeg Er sit folk. Han førte dem ud af trælles hus. Han førte dem gennem "den store, grufulde ørken med dens giftslanger og skorpioner og vandløse ødemarker" Han gav dem vand fra klippen og sendte dem "himmelkorn". Som Moses sagde: "Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værned det med vågent øje og vogted det som sin øjesten. Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger Herren var dets eneste fører ingen fremmed gud var hos ham." Således ledte han dem til sig, for at de kunne bo under den Højestes skygge.
Kristus var Israels børns leder under deres vandring i ørkenen. Indhyllet i en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten førte og vejledende han dem. Han beskyttede dem mod ørkenens farer han førte dem ind i det forjættede land, og for øjnene af alle de nationer der ikke troede på Gud, indsatte han Israel som sit eget udvalgte folk, Herrens vingård.
Dette folk betroede Gud sit ord. De blev værnet af forskrifterne i hans lov, sandhedens, retfærdighedens og renhedens evige principper Lydighed mod disse principper skulle være deres værn; for det ville bevare dem fra at tilintetgøre sig selv ved syndige handlinger Og midt i landet satte Gud sit hellige tempel ligesom tårnet i vingården.
Kristus var deres lærer Ligesom han havde været med dem i ørkenen, skulle han fremdeles være deres lærer og leder Hans herlighed hvilede over nådestolen i tabernaklet og i templet, og han åbenbarede stadig sin store kærlighed og tålmodighed over for dem.
Gud ønskede at gøre Israel til et prisværdigt og herligt folk. De fik tildelt enhver åndelig fordel. Gud nægtede dem intet, der kunne hjælpe at danne den karakter der ville gøre dem til hans sande repræsentanter.
Deres lydighed mod Guds lov ville give dem en fremgang og velstand, som ville vække forundring blandt nationerne i verden. Han, som kunne give dem visdom og dygtighed til al slags kunstfærdigt arbejde, ville vedblive at være deres lærer og ville forædle og højne dem, når de adlød hans love. Hvis de var lydige, ville de også blive skånet for de sygdomme, som plagede andre folk, og blive velsignet med gode forstandsevner Herrens herlighed, hans majestæt og kraft skulle åbenbares i alt, hvad der hørte til deres fremgang og velstand. De skulle være et rige af præster og fyrster Gud udrustede dem med alt, hvad der krævedes, for at de kunne blive den største nation på jorden.
Så klart og tydeligt, som det kunne gøres, havde Kristus ved Moses forelagt dem Guds plan og forklaret betingelserne for deres fremgang og lykke. "Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud," sagde han, "dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden ..... Så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud .....
Derfor skal du omhyggeligt handle efter det bud, de anordninger og lovbud, jeg i dag giver dig! Når I nu hører disse lovbud og holder dem og handler efter dem, så skal Herren din Gud til løn derfor holde fast ved den pagt og den miskundhed, han tilsvor dine fædre. Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han skal velsigne frugten af dit moderliv og frugten af din jord, dit korn, din most og din olie, tillægget af dine okser og dine fårs yngel i det land, han tilsvor dine fædre at ville give dig! Velsignet skal du være frem for alle andre folk. ..... Og Herren vil holde alle sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens onde farsoter som du jo kender vil han påføre dig."
Gud lovede dem, at hvis de ville holde hans bud, ville han give dem den fineste hvede og bringe dem honning fra klippen. Han ville mætte dem med et langt liv og lade dem se sin frelse.
Adam og Eva havde mistet deres hjem i Edens Have ved ulydighed mod Gud, og hele jorden var blevet forbandet på grund af synden, men dersom Guds folk ville følge hans undervisning, ville deres land få sin frugtbarhed og skønhed tilbage. Gud selv gav dem anvisning med hensyn til jordens dyrkning, og de skulle samarbejde med ham i at forbedre den. På denne måde ville hele landet under Guds ledelse blive en anskuelsesundervisning i åndelige sandheder Ligesom jorden ville frembringe sine rigdomme i lydighed mod naturlovene, således skulle folkets hjerter i lydighed mod moralloven genspejle hans karakters egenskaber Selv hedningerne ville anerkende deres overlegenhed, som tjente og tilbad den levende Gud.
"Se," sagde Moses, "jeg har lært eder anordninger og lovbud, således som Herren min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i besiddelse; hold dem og følg dem! Thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger skal de sige: Sandelig, det er et viist og klogt folk, dette store folk! Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud, som hele denne lov jeg forelægger eder i dag?"
Israel skulle tage hele det område i besiddelse, som Gud viste dem. De folk, der nægtede at tjene og tilbede den sande Gud, skulle fordrives. Men det var Guds hensigt, at menneskene skulle drages til ham ved, at Israel åbenbarede hans karakter for dem. Evangeliets indbydelse skulle gives til hele verden. Gennem offersystemet skulle folkene undervises om Kristus, og alle, der ville se hen til ham, skulle leve. Alle, der ligesom kanaanitten Rahab og moabitten Rut vendte sig bort fra afgudsdyrkelsen for at tjene den sande Gud, skulle forene sig med Guds udvalgte folk. Efter som tallet på Israel blev større, skulle de udvide deres landemærker indtil deres rige omfattede hele verden.
Det var Guds ønske at lægge alle folkeslag ind under sit nådige og barmhjertige herredømme. Han ønskede, at jorden skulle fyldes med glæde og fred. Han havde skabt mennesket til at være lykkeligt, og han længes efter at fylde menneskers hjerter med Himmelens fred. Han ønsker at familierne her nede skal være et forbillede på den store familie oventil.
Men Israel opfyldte ikke Guds hensigt. Herren sagde: "Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke?" "Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde druer skønt jeg ventede høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: nedrive dens hegn, så den ædes op, nedbryde dens mur så den trampes ned! Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn. ..... Han vented på retfærd se, der kom letfærd, han vented på lov se, skrig over rov!"
Herren havde ved Moses fremholdt resultatet af utroskab for folket. Ved at nægte at holde hans pagt ville de afskære sig fra livet i Gud, og hans velsignelser kunne da ikke tilflyde dem. "Vogt dig " sagde Moses, "for at glemme Herren din Gud, så du ikke holder hans bud, lovbud og anordninger som jeg i dag pålægger dig. Når du da spiser dig mæt og bygger gode huse og bor i dem, og dit hornkvæg og småkvæg øges, og dit sølv og guld øges, og alt, hvad du ejer øges, lad så ikke dit hjerte blive hovmodigt, så du glemmer Herren din Gud. ..... Og sig ikke ved dig selv: Det er min egen kraft og min egen hånds styrke, der har skaffet mig den rigdom. ..... Men hvis du glemmer Herren din Gud og holder dig til andre guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i dag, at I skal gå til grunde. Som de folk, Herren lader gå til grunde for eder skal I gå til grunde, til straf for at I ikke vil adlyde Herren eders Gud!"
Jødefolket agtede ikke på denne advarsel. De glemte Gud og tabte deres store forret at være hans repræsentanter af syne. De velsignelser som de havde modtaget, blev ikke til velsignelse for verden. Alle de fortrin, de havde, blev benyttet til deres egen forherligelse. De berøvede Gud den tjeneste, han forventede, at de skulle yde ham, og de berøvede deres medmennesker åndelig vejledning og et helligt eksempel. Ligesom de mennesker der levede før syndfloden, fulgte de deres hjerters higen og tragten, som kun var ond. På denne måde latterliggjorde de hellige ting ved at sige: "Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel" medens de på samme tid misrepræsenterede Guds karakter vanærede hans navn og vanhelligede hans tempel.
De vingårdsmænd, som var sat til at varetage Herrens vingård, viste utroskab i deres betroede hverv. Præsterne og lærerne var ikke tro i gerningen som folkets lærere. De fremholdt ikke Guds godhed og barmhjertighed for dem, og at han krævede, at de skulle elske og tjene ham. Disse vingårdsmænd søgte deres egen fordel. De ønskede at tilegne sig vingårdens frugt. De grundede over hvorledes de kunne tiltrække sig opmærksomhed og blive rost og æret.
Disse israelitiske lederes skyld var ikke som almindelige synderes skyld. Disse mænd havde påtaget sig et helligt ansvar over for Gud. De havde højtideligt lovet at lære folket: "Så siger Herren," og at vise streng lydighed i det daglige liv, men i stedet for at gøre det fordrejede de skrifterne. De pålagde menneskene tunge byrder og påtvang dem ceremonier der greb ind i alle livets forhold. Folket levede i stadig angst, for de kunne ikke opfylde de krav, som rabbinerne stillede. Når de indså det umulige i at holde disse menneskebud, blev de ligegyldige med hensyn til at holde Guds bud.
Herren havde lært sit folk, at han var vingårdens ejer og at alt, hvad de ejede, var blevet betroet dem, for at de skulle forvalte det for ham. Men præsterne og lærerne udførte ikke deres hellige gerning, som om det var Guds ejendom, de forvaltede. De berøvede ham regelmæssigt midler og gaver der var betroet dem til hans værks fremme. Deres begærlighed og havesyge var årsag til, at de blev foragtet endog af hedningerne og således fik den hedenske verden anledning til at mistyde Guds karakter og hans riges love.
Med en faders hjerte bar Gud over med sit folk. Han talte indtrængende til dem ved at skænke dem sine rige gaver eller ved at tilbageholde dem. Med tålmodighed foreholdt han dem deres synder og ventede langmodigt på, at de skulle indrømme dem. Han sendte profeter og budbærere for at vise dem, hvad han krævede af dem som vingårdsmænd, men i stedet for at blive budt velkommen blev de behandlet som fjender Vingårdsmændene forfulgte og dræbte dem. Gud sendte atter andre sendebud, men de fik samme skæbne som de første, kun med den forskel, at vingårdsmændene viste endnu større had.
Som den sidste udvej sendte Gud sin Søn, idet han sagde: "De vil undse sig for min søn." Men deres modstand havde gjort dem hævngerrige, og de sagde til hverandre: "Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv" Vi vil da få vingården og kan gøre med dens frugter som vi synes.
De jødiske rådsherrer elskede ikke Gud, derfor ville de ikke have noget med ham at gøre og afslog alle tilbud om en retfærdig afgørelse. Kristus, Guds elskede Søn, kom for at gøre vingårdens ejers ret gældende, men vingårdsmændene behandlede ham med åbenbar foragt og sagde: "Vi vil ikke have denne mand til at herske over os." De misundte Kristus for hans smukke karakter Hans undervisningsmetode stod langt over deres, og de var bange for den fremgang, han havde. Han gik i rette med dem, afslørede deres hykleri og viste dem, hvad der ville blive følgen af deres fremgangsmåde. Dette gjorde dem rasende. De følte sig krænket over de irettesættelser som de ikke kunne bringe til tavshed. De hadede den retfærdighed, som Kristus altid satte som målet her i livet. De indså, at hans undervisning havde til følge, at deres egenkærlighed ville blive afsløret, og de besluttede sig til at dræbe ham. De hadede hans mønsterværdige sandhedskærlighed og fromhed og ædelmodige sindelag, som åbenbaredes i alt, hvad han foretog sig. Hele hans liv var en irettesættelse af deres egenkærlighed, og da den sidste prøve kom, den prøve, som betød lydighed til evigt liv eller ulydighed til evig død, forkastede de Israels Hellige. Da de blev bedt om at vælge mellem Kristus og Barabbas, råbte de: "Lad os få Barabbas løsladt!" Og da Pilatus spurgte: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus?" råbte de vredt: "Lad ham blive korsfæstet!" "Skal jeg korsfæste jeres konge?" spurgte Pilatus, og præsterne og rådsherrerne svarede: "Vi har ingen anden konge end kejseren." Da Pilatus vaskede sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i dennes blod," forenede præsterne sig med den uvidende pøbel hob og erklærede opbragt: "Hans blod komme over os og vore børn!"
På denne måde foretog jødernes ledere deres valg. Deres afgørelse blev nedtegnet i bogen, som Johannes så i hånden på ham, der sad på tronen, den bog, som intet menneske kunne åbne. I al sin gru vil denne afgørelse møde deres blik den dag, da Løven af Judas stamme tager seglet af denne bog.
Jødefolket nærede den anskuelse, at de var særligt begunstiget af Gud, og at de altid skulle nyde den ære at være Guds menighed. De erklærede, at de var Abrahams børn, og grundlaget for deres fremgang og velstand syntes for dem at være så befæstet, at de vovede at påstå, at hverken himmel eller jord turde fratage dem deres rettigheder; men deres troløse liv og vandel gjorde dem kun rede til at møde Himmelens fordømmelse og evig adskillelse fra Gud.
Efter at Jesus i lignelsen om vingården havde fremstillet højdepunktet i præsternes ondskab for dem, stillede han dem spørgsmålet: "Når nu vingårdens ejer kommer hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?" Præsterne havde fulgt beretningen med stor interesse, og uden at tænke på den forbindelse, emnet havde med dem selv, svarede de sammen med folket: "Et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er"
Uden at vide det havde de udtalt dommen over sig selv Jesus så på dem, og af hans gennemtrængende blik kunne de se, at han læste hjertets skjulte tanker Hans guddommelighed lyste for dem med en kraft, der ikke var til at tage fejl af. De så i vingårdsmændene en beskrivelse af sig selv og udbrød uvilkårligt: "Det ske aldrig!"
Med alvor og sorg i stemmen spurgte Jesus dem: "Har I aldrig læst skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne Der for siger jeg jer at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse."
Kristus ville have afværget dommen over jødefolket, hvis de havde taget imod ham, men misundelse og skinsyge gjorde dem uforsonlige. De besluttede, at de ikke ville tage imod Jesus af Nazaret som Messias. De forkastede Verdens Lys, og herefter var deres liv omgivet af mørke som mørket ved midnatstide. Den forudsagte dom ramte jødefolket. Deres egne heftige lidenskaber som ikke blev behersket, var skyld i deres fald. I deres blinde raseri var de skyld i hinandens undergang. Deres oprørske, hårdnakkede stolthed nedkaldte de romerske sejrherrers vrede over dem. Jerusalem blev ødelagt, templet lagt i grus og pladsen, hvor det havde ligget, pløjet som en mark. Judas børn omkom på den mest grusomme måde. Millioner blev solgt for at arbejde som slaver i hedningelande.
Som et folk var jøderne kommet til kort med hensyn til at opfylde Guds hensigt, og vingården blev taget fra dem. De forrettigheder de havde misbrugt, og den gerning, de havde ringeagtet, blev betroet andre.
Lignelsen om vingården gælder ikke jødefolket alene. Den rummer også en lærdom for os. Gud har skænket menigheden i vor tid store forrettigheder og velsignelser og han forventer tilsvarende frugter
Vi er blevet løskøbt med en uendelig høj pris. Kun ved at betragte denne løsesums størrelse kan vi fatte, hvad det vil have til følge. På denne klode, hvis jord er blevet vædet med Guds Søns tårer og blod, skal Paradisets dyrebare frugter modnes. Guds ords store og herlige sandheder skal åbenbares i hans folks liv og gennem sit folk vil Kristus vise sin karakter og sit riges principper
Satan søger at modarbejde Guds værk, og han tilskynder hele tiden menneskene til at antage hans principper Han fremstiller Guds udvalgte folk som et bedraget folk. Han er brødrenes anklager og hans stærke anklage rettes mod dem, der øver retfærdighed. Herren ønsker at besvare Satans beskyldninger gennem sit folk, idet han viser resultaterne af lydighed mod de rette principper
Disse principper skal kunne ses tydeligt og klart i den enkelte kristnes liv i familien, i menigheden og i enhver institution, der er oprettet til tjeneste for Gud. De skal alle være tegn på, hvad der kan gøres for verden. De skal være eksempler på evangeliets sandheders frelsende kraft. De hjælper alle til med at opfylde Guds store hensigt med menneskeslægten.
Jødernes ledere betragtede med stolthed deres storslåede tempel, og gudstjenestens imponerende ceremonier men retfærdighed, barmhjertighed og Guds kærlighed fandtes ikke hos dem. Templets herlighed og deres pragtfulde gudstjeneste kunne ikke skaffe dem Guds velbehag, for de frembar ikke det, der alene har værdi i hans øjne. De bragte ham ikke som offer en ydmyg og sønderbrudt ånd. Det er når Guds riges livsvigtige principper tabes af syne, at ceremonier bliver talrige og overdrevne. Det er når karakterens udvikling forsømmes, når den indre prydelse mangler når man taber gudfrygtighedens enfoldighed af syne, at stolthed og kærlighed til udvortes glans stiller krav om storslåede kirkebygninger prægtige udsmykninger og imponerende ceremonier Men Gud æres ikke med alt dette En formfuldent religion, der består af ceremonier foregiven hellighed og ydre pragt, er ikke antagelig for ham. Dens gudstjenester vinder ingen genklang hos de himmelske sendebud.
Menigheden er meget dyrebar i Guds øjne. Han værdsætter den, ikke for dens ydre fordele, men for den oprigtige fromhed, der skiller den ud fra verden. Han vurderer den efter medlemmernes vækst i kundskaben om Kristus og deres fremgang i åndelig erfaring.
Kristus længes efter at modtage hellighedens og uegennyttighedens frugter fra sin vingård. Han søger efter kærlighedens og godhedens principper Al kunstens skønhed tåler ikke sammenligning med sindets og karakterens skønhed, der skal åbenbares hos dem, der er Kristi repræsentanter. Det er den hellige indflydelse, som omgiver den troende, Helligånden, der taler til sind og hjerte, der gør ham til en duft af liv til liv og sætter Gud i stand til at velsigne hans gerning.
En forsamling af troende kan være den fattigste i landet, den kan være blottet for al ydre tiltrækning, men dersom medlemmerne ejer Kristi karakters principper vil de eje hans glæde. Engle vil forene sig med dem, når de tilbeder Taksigelse og pris vil stige op til Gud som liflig røgelse fra taknemmelige hjerter
Herren ønsker at vi skal tale om hans godhed og kundgøre hans kraft. Han bliver æret, når vi udtrykker vor tak og pris til ham. Han siger: "Den, der ofrer taksigelse, ærer mig." Medens Israels folk rejste gennem ørkenen, sang de salmer til Guds pris. Der blev sat musik til Herrens bud og løfter og de blev sunget af pilgrimmene under hele rejsen, og når de siden mødtes ved deres hellige fester i Kanaan, skulle Guds vidunderlige gerninger omtales igen og tak og pris opstige til hans ære. Det var Guds ønske, at hele hans folks liv skulle være et liv levet i tak og pris. Således skulle hans vej "kendes på jorden" hans "frelse blandt alle folk".
Det skulle også være sådan i vore dage. Menneskene i verden tilbeder falske guder. De skal ledes bort fra deres falske tilbedelse ved at se noget bedre og ikke ved at høre, at man fordømmer deres afguder Man skal fortælle om Guds godhed." I er mine vidner lyder det fra Herren. Jeg er fra evighed Gud."
Herren ønsker at vi skal sætte pris på den store forløsningsplan, forstå vor store forret som Guds børn og vandre i lydighed for hans åsyn med taknemmelige hjerter Han ønsker at vi skal tjene ham og vandre i et nyt levned med glæde hver dag. Han længes efter at se taknemmeligheden vælde frem i vore hjerter fordi vore navne er skrevet i Lammets livets bog, og fordi vi kan kaste al vor sorg på ham, som har omsorg for os. Han byder os at være glade, fordi vi er Herrens arvelod, fordi Kristi retfærdighed er hans helliges hvide klædning, fordi vi har det salige håb om vor Frelsers snare genkomst.
Det er lige så meget vor pligt at prise Gud af et oprigtigt hjerte, som det er at bede. Vi skal vise verden og de hellige engle, at vi værdsætter Guds store kærlighed til faldne mennesker og at vi forventer at modtage større og endnu større velsignelser fra ham, som er alle gode gavers giver Vi burde tale langt mere, end vi gør om de gode erfaringer vi har haft i livet. Når vi har erfaret en særlig udgydelse af Helligånden, ville vor glæde i Herren og vor dygtighed i hans tjeneste forøges meget, hvis vi talte om hans godhed og underfulde gerninger for sine børn.
Disse vidnesbyrd modvirker Satans magt. De fordriver utilfredshed og klager og Fristeren må vige. De hjælper til med at opelske de karaktertræk, der gør jordens beboere skikkede til at bo i de himmelske sale.
Et sådant vidnesbyrd vil have indflydelse over andre. Der kan ikke benyttes mere virksomme midler til at vinde dem for Kristus.
Vi skal prise Gud med aktiv tjeneste, ved at gøre alt, hvad vi formår for at fremme hans navns ære. Gud skænker os sine gaver for at vi også kan give og på den måde gøre verden bekendt med hans karakter I den jødiske husholdning havde gaver og ofre en fremtrædende plads i gudstjenesten. Israelitterne fik undervisning om at hellige en tiendedel af alle deres indtægter til helligdommens tjeneste, og foruden den skulle de bringe syndofre, frivillige gaver og takofre. Det var disse midler der opretholdt evangeliets tjeneste på den tid. Gud forventer ikke mindre af os, end han forventede af sit folk i fordums dage. Den store og betydningsfulde gerning med at frelse mennesker må fremmes, og han har sørget for midler til dette arbejde gennem tienden, gaver og ofre. Det er hans hensigt, at prædikegerningen skal opretholdes på den måde. Han gør krav på tienden som sin, og vi burde altid betragte den som helliget ham og bringe den til hans forrådshus til gavn for hans værk. Han beder os også om frivillige gaver og takofre. Alle disse midler skal benyttes til at bringe evangeliet til de fjerneste egne på jorden.
Tjenesten for Gud indbefatter også personligt arbejde. Vi skal samarbejde med ham ved personlige anstrengelser for at frelse verden. Kristi befaling: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen," siges til hver eneste af hans efterfølgere. Alle, der har fået del i Kristi liv, har fået del i gerningen med at frelse deres medmennesker De vil have nøjagtig det samme sindelag som Kristus. De vil vise den samme længsel efter dem, som han har vist. Ikke alle kan fylde den samme plads i gerningen, men der er en plads og en gerning til alle.
I fordums tid havde Abraham, Isak, Jakob, Moses med sin ydmyghed og visdom og Josua med sine forskellige evner alle del i tjenesten for Gud. Mirjams musik, Deboras mod og fromhed, Ruts kærlighed til Noomi, Samuels lydighed og trofasthed, Elias urokkelige troskab, Elisas stille og blide indflydelse alt var nødvendigt. Således skal også alle i vor tid, som er blevet velsignet af Gud, tage aktiv del i hans tjeneste, enhver nådegave skal benyttes til at fremme hans riges sag og hans navns ære.
Alle, der tager imod Kristus som deres personlige frelser skal være levende eksempler på evangeliets sandheder og dets kraft til at frelse. Gud stiller ingen krav uden at han gør det muligt for os at opfylde dem. Ved Kristi nåde kan vi udrette alt, hvad Gud fordrer af os. Guds folk skal fortælle om alle Himmelens rigdomme. Jesus sagde: "Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple."
Gud gør krav på hele verden som sin vingård. Selv om den nu er i Oprørerens hænder tilhører den Gud. Den tilhører ham, fordi han både er dens skaber og dens genløser Kristi store offer blev ydet for verdens skyld. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne." Det er i kraft af den ene gave, at menneskene får del i alle andre. Hele verden modtager daglig velsignelse fra Gud. Enhver regndråbe, enhver solstråle, der falder på vor utaknemmelige slægt, ethvert blad, enhver blomst og frugt vidner om Guds uendelige langmodighed og store kærlighed.
Og hvad skænker vi den store Giver til gengæld? Hvorledes stiller menneskene sig til Guds krav? Hvem yder folkemængden sin tjeneste gennem livet? De er mammons tjenere. Rigdom, anseelse og fornøjelse i denne verden er deres mål, og rigdommen fås ved at røve både fra Gud og mennesker Menneskene bruger hans gaver til at tilfredsstille sig selv. Alt, hvad de kan tilegne sig, benyttes til at tjene deres begærlighed og egenkærlige fornøjelser
Den synd, som findes i verden i dag, er den samme, som bragte undergangen til Israel. Utaknemmelighed mod Gud, forsømmelse af anledninger og velsignelser egennyttig tilegnelse af Guds gaver det var disse synder der bragte Guds vrede over Israel, og de vil også bringe ødelæggelsen over verden i vore dage.
De tårer som vædede Jesu kinder på Oliebjerget, da han stod og så ud over den udvalgte by, randt ikke for Jerusalem alene, for han så verdens undergang i den skæbne, der ventede Jerusalem.
"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne."
"På denne dag." Dagen er ved at være til ende. Nådens og anledningernes tid er næsten omme. Hævnens skyer er ved at trække op. De, der forkaster Guds nåde, står over for at skulle gå deres hurtige og uigenkaldelige undergang i møde. Og alligevel sover verden. Folk kender ikke deres besøgelsestid.
Hvor står menigheden i denne krise? Opfylder dens medlemmer Guds krav? Fuldbyrder de hans befaling og fremstiller hans karakter for verden? Gør de alt for at henlede deres medmenneskers opmærksomhed på det sidste nådige advarselsbudskab?
Menneskene er i fare Mangfoldige omkommer men hvor få er der ikke af bekendende kristne, som har en byrde for disse mennesker En verdens skæbne ligger på vægtskålen, men det berører næsten ikke selv dem, der hævder at de tror på den mest vidtrækkende sandhed, som nogensinde er blevet skænket dødelige mennesker. Der er ikke nok af den kærlighed, som fik Jesus til at forlade sit hjem i Himmelen og påtage sig menneskets natur for at han som menneske kunne komme i berøring med menneskene og derved drage dem til Gud. Der er en sløvhed, en ligegyldighed over Guds folk, som hindrer dem i at forstå, hvad tiden kræver af dem.
Da israelitterne drog ind i Kanaan, opfyldte de ikke Guds hensigt, at de skulle tage hele landet i besiddelse. Efter at de havde erobret en del af det, slog de sig ned for at nyde frugten af deres sejre. Fordi de var vantro og elskede at leve i ro og mag, bosatte de sig i de egne, der allerede var indtaget, i stedet for at gøre nye fremstød og indtage andre dele af landet. På denne måde begyndte de at skille sig fra Gud. Ved at undlade at gennemføre Guds plan gjorde de det umuligt for ham at opfylde løftet om, at han ville velsigne dem. Forholder det sig ikke på samme måde med menigheden i dag? Selv om hele verden behøver evangeliet, flytter de, der giver sig ud for at være kristne, til steder hvor de kan glæde sig over de goder som evangeliet fører med sig. De føler ikke nødvendigheden af at bosætte sig på nye steder og bringe budskabet om frelse til fjerne egne. e nægter at opfylde Kristi befaling: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" Er de mindre skyldige, end den jødiske menighed var?
De, der bekender sig til at følge Kristus, er på prøve overfor den himmelske verden, men deres lunkenhed og mangel på nidkærhed i Gudstjeneste viser at de er utro. Hvis det, de udfører var det bedste, de formåede, ville der ikke hvile nogen fordømmelse over dem; men hvis deres hjerter var med i gerningen, kunne de gøre meget mere. Både de og verden ved, at de for en stor del har mistet selvforsagelsens ånd og ikke vil tage korset op. Der er mange, ved hvis navne der vil blive skrevet i Himmelens bøger: "Bærer ikke frugt, nyder kun goderne." Mange, der bærer Kristi navn, fordunkler kun hans herlighed, tilslører hans skønhed og undlader at ære ham.
Der er mange, hvis navne står i menighedens bøger men som ikke lader Kristus lede og styre deres liv. De giver ikke agt på hans undervisning eller udfører hans gerning. Derfor står de under fjendens ledelse. De gør ikke noget virkelig godt, derfor gør de uberegnelig skade Fordi deres indflydelse ikke er en duft af liv til liv er den en duft af død til død.
Herren siger: "Skal jeg ikke hjemsøge sligt?" Israels børn blev forkastet og Guds indbydelse givet til andre folkeslag, fordi de undlod at opfylde Guds hensigt. Men hvis disse også viser sig at være troløse, vil de da ikke også blive forkastet?
I lignelsen om vingården var det vingårdsmændene, som Kristus erklærede for skyldige. Det var dem, der havde nægtet at give deres herre afgrøden fra hans jord. Hos jødefolket var det præsterne og lærerne, der ved at vildlede folket havde berøvet Gud den tjeneste, han fordrede. Det var dem, der ledede nationen bort fra Gud.
Kristus fremholdt Guds lov uden menneskers tilføjelser og overleveringer som den store målestok for lydighed, og dette vakte rabbinernes vrede. De havde sat menneskers undervisning højere end Guds ord og havde draget folket bort fra hans forskrifter De ville ikke give afkald på deres egne bud og forordninger for at adlyde Guds ords krav. De ville ikke ofre deres stolthed og menneskers ros for sandhedens skyld. Da Kristus kom og fremholdt Guds krav for nationen, benægtede præsterne og de ældste hans ret til at trænge sig ind mellem dem og folket. De ville ikke anerkende hans irettesættelser og advarsler og besluttede at vende folket mod ham og lagde planer for at ombringe ham.
Det var dem, der havde ansvaret for forkastelsen af Jesus og det, der skete som følge deraf. En nations synd og en nations undergang skyldtes de religiøse ledere.
Gør ikke den samme indflydelse sig gældende i vore dage? Er der ikke mange af arbejderne i Herrens vingård, som følger i de jødiske lederes fodspor? Er der ikke religiøse ledere, som leder menneskene bort fra Guds ords tydelige krav? Underviser de dem ikke i at overtræde Guds lov i stedet for at lære dem lydighed mod den? Fra mange prædikestole lærer man folk, at Guds lov ikke er bindende for dem. Man stiller menneskers overleveringer anordninger og skikke i højsædet. Stolthed og selvtilfredshed over Guds rige gaver næres i hjertet, medens man tilsidesætter Guds krav.
Menneskene ved ikke, hvad de gør når de tilsidesætter Guds lov. Guds lov er et udtryk for hans karakter Den indeholder principperne for hans rige. Den, der nægter at tage imod disse principper stiller sig uden for det område, hvor Guds velsignelser findes.
De rige muligheder, som blev beskrevet for Israel, kunne kun virkeliggøres ved lydighed mod Guds befalinger Den samme ophøjede karakter den samme velsignelses rige goder, velsignelser til ånd, sjæl og legeme, velsignelser til hjem og mark, velsignelser i dette liv og i det tilkommende, kan vi kun opnå ved lydighed.
Både på det åndelige område og i naturens verden er lydighed mod Guds love en betingelse for at der skal kunne frembringes frugt, og når de, som lærer folk at ringeagte Guds befalinger forhindrer dem i at bære frugt til hans ære, bliver de skyld i, at Herren berøves frugterne fra sin vingård.
Guds sendebud kommer til os ifølge Mesterens befaling. De kommer og kræver lydighed mod Guds ord, ligesom Kristus gjorde. De fremfører hans krav på vingårdens frugt: kærlighedens, ydmyghedens og selvopofrelsens frugter Men bliver ikke mange af vingårdsmændene vrede ligesom jødernes ledere? Benytter ikke disse lærere deres indflydelse til at lede folk til at forkaste Guds lovs krav når de fremstilles for dem? Sådanne lærere kalder Gud utro tjenere.
Guds budskab til det gamle Israel rummer en alvorlig advarsel til kirken og dens ledere i vor tid. Om Israel sagde Herren: "Jeg skriver ham mange love, han regner dem ikke," og til præsterne og lærerne sagde han: "Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig .....; du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer jeg og dine sønner "
Skal advarslerne fra Gud gå upåagtet hen? Skal anledningerne til at virke for Herren ikke udnyttes? Skal verdens foragt, stolthed, sæder og skikke og menneskers overleveringer hindre dem, der bekender sig til at følge Kristus, i at tjene ham? Vil de forkaste Guds ord, ligesom de jødiske ledere forkastede Kristus? Følgerne af Israels synd står klart for os. Vil menigheden på vor tid agte på advarslen?
"Men om nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig ..... De blev brudt af på grund af deres vantro, og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt! Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig."