Blandt den skare, der lyttede til Kristi undervisning, var der mange farisæere. Disse lagde med foragt mærke til, hvor få der var af hans tilhørere, som anerkendte ham som Messias, og de undredes, hvorledes denne fordringsløse lærer kunne ophøje Israel til at regere over hele verden. Hvorledes skulle han kunne oprette det nye rige uden rigdom, magt og ære? Kristus læste deres tanker og svarede:
"Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det?" Blandt rigerne på jorden var der intet, som det kunne lignes med. Der var intet borgerligt samfund, som han kunne sammenligne det med. "Det er som et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himmelens fugle kan bygge rede i dets skygge."
Kimen i frøet vokser på grund af den spirekraft, som Gud har nedlagt. Dets udvikling beror ikke på nogen menneskelig magt. Sådan er det også med Kristi rige. Det er et nyt skaberværk. De principper der ligger til grund for det, står i modsætning til dem, der er de ledende i denne verdens riger Jordiske regeringer hersker ved hjælp af fysisk magtanvendelse; de bevarer deres herredømme ved krig, men det nye riges grundlægger er Fredsfyrsten. Helligånden bruger frygtelige rovdyr som symboler for at fremstille rigerne i denne verden, men Kristus er "Guds lam, som bærer verdens synd". I planen for hans regering bruges der ikke magt til at tvinge samvittigheden. Jøderne ventede, at Guds rige ville blive grundlagt efter de samme retningslinjer som rigerne på jorden. De tog deres tilflugt til ydre midler for at fremme retfærdighedens sag. De opfandt metoder og udtænkte planer Men Kristus nedlægger et princip. Han indpoder sandhed og retfærdighed, og derved modvirker han synd og vildfarelse.
Da Jesus fremkom med denne lignelse, kunne man se sennepsplanten både fjern og nær idet den ragede op over græsset og kornet, og dens grene bøjede sig let i vinden. Fugle fløj fra gren til gren og sang mellem de grønne blade, og dog var frøet, som denne kæmpeplante spirede frem af, blandt de mindste af alle frø. Først sendte det en spæd, lille spire op af jorden, men den var i besiddelse af stor levedygtighed, så den voksede og udfoldede sig, indtil den nåede den nuværende størrelse. Således syntes Kristi rige også at have en ringe og ubetydelig begyndelse. Når man sammenlignede det med jordiske riger syntes det at være det mindste af alle. Kristi fordring på at være konge blev latterliggjort af denne verdens herskere. Men i de store og dybe sandheder som han betroede sine efterfølgere, ejede evangeliet om Riget et guddommeligt livsprincip. Og hvor hurtig var ikke dets vækst, hvor vidtrækkende ikke dets indflydelse! Da Kristus fortalte denne lignelse, var der kun nogle få galilæiske mænd, som repræsentanter for det nye rige. Deres fattigdom og fåtal blev gang på gang fremholdt som en grund til, at man ikke skulle slutte sig til disse enfoldige fiskere, der fulgte Jesus. Men sennepsfrøet skulle vokse og brede sine grene ud i hele verden. Når rigerne på jorden, hvis herlighed optog menneskenes tanker på den tid, gik til grunde, ville Kristi rige bestå og dets magt nå ud over hele verden.
Nådens gerning har også en ringe begyndelse. Man siger et par ord, et lysglimt når hjertet, og der øves en indflydelse, som er begyndelsen til det nye liv, og hvem kan bedømme det virkning?
Det er ikke alene Kristi riges vækst, der belyses af lignelsen med sennepsfrøet, men den udvikling, som lignelsen fremstiller gentages på hvert trin i dets vækst. For Gud har en særskilt sandhed og en særskilt gerning for sin menighed i hvert slægtled. Den sandhed, der er skjult for de vise og forstandige, er åbenbaret for de umyndige og ydmyge. Der kræves selvopofrelse. Der er kampe at udkæmpe og sejre at vinde. Til at begynde med har sandheden kun få forkæmpere. De møder modstand og bliver foragtet af verdens store og af en menighed, der følger verden. Læg mærke til Johannes Døber forløberen for Jesus, hvorledes han står alene for at irettesætte den jødiske nation for dens stolthed og formalisme. Betragt de mænd, der først bragte evangeliet til Europa. Hvor ubetydelig, hvor håbløs syntes ikke de to teltmageres, Paulus og Silas gerning at være, da de sammen med deres ledsagere gik om bord i skibet i Troas for at sejle til Filippi. Se "den gamle Paulus" i lænker forkynde Kristus i Cæsarernes stærke borg. Se de små grupper af slaver og bønder i strid med det kejserlige Roms hedenskab. Betragt Martin Luther hvorledes han går imod den mægtige kirke, der er verdslig visdoms mesterværk. Se ham holde fast ved Guds ord trods kejser og pave, idet han erklærer: "Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig." Hør John Wesley prædike Kristus og hans retfærdighed i formalismens, sanselighedens og vantroens tid. Læg mærke til en, der har en byrde for de stakkels formørkede hedninger hvorledes han tigger om at få lov til at bringe budskabet om Kristi kærlighed til dem, og hør hvad gejstligheden svarer: "Sæt dig ned, unge mand. Når Gud ønsker at omvende hedningerne, vil han gøre det uden både din og min hjælp."
De store religiøse ledere i vor tid lovpriser og bygger mindesmærker til ære for de mænd, der såede sandhedens sæd for århundreder siden. Men er der ikke mange af dem, som efter at have gjort dette giver sig til at nedtræde den plante, der spirer frem af det samme frø i vore dage? Det, man sagde dengang, bliver gentaget nu: "Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her (Kristus i skikkelse af det sendebud, han udvælger) er fra, det ved vi ikke." Ligesom det var i tidligere tider, findes de sandheder, der er specielle for vor tid, ikke hos de gejstlige myndigheder men hos mænd og kvinder der ikke er for lærde eller for kloge til at tro Guds ord.
"Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet," "for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft."
Og i denne sidste slægt skal lignelsen om sennepsfrøet nå til en enestående og herlig opfyldelse. Det lille frø vil blive til et stort træ. Den sidste advarsel og det sidste budskab om nåde skal bringes til "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" "for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn" Og jorden skal blive oplyst af hans herlighed.