Berøa og Athen

 Dette kapitel er bygget op over Apg 17,11-34
I Berøa fandt Paulus jøder, der var villige til nærmere at undersøge de sandheder, han lærte. I Lukas beretning siges der herom: "Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd. Men da jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte ligeledes dér røre og uro blandt skarerne."

 Berøas indbyggere var ikke snæversindede og fordomsfulde. De var villige til at undersøge, hvorvidt den lære, apostlene prædikede, var sandfærdig. De granskede Bibelen ikke af nysgerrighed, men for om muligt at opdage, hvad der var blevet skrevet angående Messias. Daglig forskede de i de inspirerede beretninger, og når de sammenlignede det ene skrift med det andet, stod himmelske engle ved deres side og oplyste deres tanker og påvirkede deres sind.

 Hvor end i verden evangeliets sandheder bliver forkyndt, påvirkes de, som af et ærligt hjerte ønsker at gøre det rette, til flittigt studium af skrifterne. Hvis i de sidste dage af denne verdens historie de, for hvem der forkyndes principielle sandheder, ville følge Berøas indbyggeres eksempel og daglig granske skrifterne og sammenligne Guds ord med det budskab, der bringes dem, ville der i dag være en mængde mennesker, der adlød Guds love, hvor der nu er forholdsvis få. Men når nogen fremkommer med uønskede bibelske sandheder, er der mange, der nægter at undersøge dem nærmere. Skønt de ikke er i stand til at modbevise skriftens tydelige lærdomme, udviser de den største modvilje mod at granske de beviser, man giver dem. Nogle er af den mening, at selv om disse lærdomme virkelig er sande, så har det kun ringe betydning, om de modtager det nye lys eller ej; og de klamrer sig til tiltalende opdigtede historier, som fjenden benytter til at lede sjæle på vildspor. På denne måde forblindes deres sind af vildfarelser, som skiller dem fra Himmelen.

 Alle skal dømmes i forhold til det lys, de har fået. Herren udsender sine sendebud med et frelsesbudskab, og han vil gøre dem, som hører, ansvarlige for, på hvilken måde de behandler hans tjeneres ord. De, som oprigtigt søger efter sandheden, vil i lyset af Guds ord grundigt granske de lærdomme, man giver dem.

 De vantro jøder i Tessalonika, som var fulde af skinsyge og had mod apostlene, og som ikke var tilfredse med at have fordrevet dem fra deres egen by, fulgte med til Berøa og vakte dér den lavere klasses letbevægelige lidenskaber. Af frygt for, at der skulle blive øvet vold mod Paulus, hvis han blev der, sendte brødrene ham til Athen under ledsagelse af nogle af brødrene i Berøa, der nylig havde antaget troen.

 Således fulgte forfølgelsen sandhedens forkyndere fra by til by. Kristi fjender kunne ikke hindre evangeliets fremtrængen, men det lykkedes dem at gøre apostlenes tjeneste overordentlig vanskelig. Men skønt Paulus stadig var stillet overfor modstand og strid, hastede han altid fremad, fast besluttet på at udføre Guds vilje, sådan som den var blevet ham åbenbaret ved synet i Jerusalem: "Gå, thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte." Apg. 22,21.

 Paulus hastige bortrejse fra Berøa berøvede ham den lejlighed til at besøge brødrene i Tessalonika, han havde glædet sig til.

 Ved ankomsten til Athen sendte Paulus brødrene fra Berøa tilbage med besked til Silas og Timoteus om straks at slutte sig til ham. Timoteus var kommet til Berøa før Paulus afrejse derfra, og sammen med Silas var han blevet der for at videreføre arbejdet, som var så godt i gang, og for at undervise de nyomvendte i troens grundsætninger.

 Byen Athen var hedenskabets hovedsæde. Her traf Paulus ikke en uvidende, lettroende befolkning som i Lystra, men et folk, der var berømt for sin intelligens og dannelse. Alle vegne mødtes blikket af statuer af deres guder og af historiens og digtekunstens helte, der dyrkedes som guder, mens pragtfulde bygninger og malerier gav udtryk for folkets berømmelse eller for den almindelige dyrkelse af hedenske guder. Folkets sanser var som tryllebundne af kunstens skønhed og pragt. Alle vegne hævede helligdomme og templer, der havde kostet uhyre summer, deres svære mure. Militære sejre og berømte mænds dåd blev bevaret for erindringen ved billedhuggerværker, altre og mindetavler. Alt dette bevirkede, at Athen lignede et vældigt kunstgalleri.

 Mens Paulus betragtede al den skønhed og pragt, der omgav ham, og så, at hele byen udelukkende hengav sig til afgudsdyrkelse, oprørtes hans sjæl ved at tænke på Gud, som han alle vegne så blive vanæret; og han følte den dybeste medlidenhed med Athens indbyggere, som trods deres intellektuelle kultur var uvidende om den sande Gud.

 Apostlen lod sig ikke blænde af det, han så i dette lærdommens arnested. Hans åndelige natur var så betaget af de himmelske ting, at glæden og herligheden ved de rigdomme, som er uforgængelige, i hans øjne fik al denne pomp og pragt til at synes værdiløs. Når han betragtede Athens herligheder, blev han klar over dens fortryllende magt over kunstens og videnskabens elskere, og han blev tung om hjertet ved tanken om det betydningsfulde arbejde, der lå foran ham.

 Mens Paulus ventede på Silas og Timoteus, spildte han ikke tiden. "Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på." Men hans hovedopgave i Athen bestod i at bringe frelsens budskab til dem, som ikke havde nogen fornuftig opfattelse af Gud og hans formål med at hjælpe den faldne menneskeslægt. Apostlen skulle snart komme til at møde hedenskabet i dets mest underfundige, forlokkende skikkelse.

 Det varede ikke længe, før Athens betydelige mænd hørte, at der i deres by fandtes en mærkelig lærer, der fremkom med nye og forunderlige lærdomme. Nogle af disse mænd opsøgte Paulus og indlod sig i samtale med ham. Nogle af dem var indstillet på at latterliggøre apostlen som en, der både socialt og intellektuelt stod langt under dem selv, og de sagde hånligt til hinanden: "Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?" Andre sagde, "fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen," "Han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme."

 Blandt dem, der traf Paulus på torvet, var der "nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer." Men både de og alle andre, der kom i berøring med ham, opdagede snart, at han sad inde med endnu flere kundskaber end de selv! Hans forstand og ånd tiltvang sig de lærdes agtelse, mens hans alvorlige, logiske tankegang og hans mægtige veltalehed holdt opmærksomheden fangen hos alle hans tilhørere. Disse anerkendte den kendsgerning, at han ikke var nogen nybegynder, men i stand til at imødegå alle med overbevisende argumenter til støtte for de lærdomme, han forkyndte. Således stod apostlen og mødte uforfærdet sine modstandere på deres egen grund, idet han besvarede logik med logik, filosofi med filosofi og veltalenhed med veltalenhed.

 Hans hedenske modstandere mindede ham om den skæbne, der ramte Sokrates, der blev dømt til døden, fordi han forkyndte fremmede guder, og de tilrådede Paulus ikke at sætte sit liv i vove på samme måde. Men apostlens tale fangede folkets opmærksomhed, og hans ukunstlede visdom tiltvang sig deres agtelse og beundring. Han lod sig ikke bringe til tavshed ved filosoffernes videnskab og ironi, og da det stod dem klart, at han var fast besluttet på at udrette sit ærinde iblandt dem og, koste hvad det ville, at fortælle, hvad han ønskede, bestemte de sig til at give ham en retfærdig chance.

 Af denne grund førte de ham op på Areopagos. Dette var et af Athens mest hellige steder og havde sådanne fortidsminder og traditioner, at de fik folk til at betragte det med en overtroisk ærbødighed, der hos nogle grænsede til frygt. Det var på dette sted, at ting, der stod i forbindelse med religionen, ofte blev omhyggeligt diskuteret af mænd, der så afsagde en afgørende dom angående alle de mere vigtige moralske såvel som borgerlige spørgsmål.

 Her langt borte fra de befærdede gaders larm og tummel og støjen af tilfældig samtale kunne apostlen blive hørt uden at af brydes. Rundt omkring ham forsamledes digtere, kunstnere og filosoffer Athens videnskabsmænd og lærde der rettede denne henvendelse til ham: "Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om? Du fortæller os jo ting, der lyder fremmede i vore øren; derfor vil vi gerne vide, hvad dette skal betyde."

 I denne højtidelige og ansvarsfulde stund var apostlen rolig og fattet. Et vigtigt budskab tyngede hans sjæl, og de ord, der lød fra hans mund, overbeviste tilhørerne om, at hans tale ikke var tom snak. "Athenere," sagde han, "jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: "For en ukendt gud." Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer." Trods al deres klogskab og viden om mange ting var de uvidende om den Gud, som havde skabt verden. Dog var der nogle, der længtes efter mere lys. De higede efter det evige.

 Med hånden udrakt mod templet, der var fuldt af afgudsbilleder, udøste Paulus det, der tyngede hans sjæl, og påpegede urigtighederne i athenernes religion. De klogeste blandt tilhørerne undredes, mens de lyttede til hans forklaringer. Han viste dem, at han var bekendt med deres kunst, deres litteratur og deres religion. Han pegede på deres statuer og afguder og erklærede, at Gud ikke kunne lignes ved skikkelser, der var skabt ved menneskers snilde. Disse udskårne billeder kunne ikke i ringeste grad fremstille Jehovas herlighed. Han mindede dem om at disse billeder var uden liv,kun beherskede af menneskelig kraft, så de kun bevægede sig ved menneskehænders hjælp; og derfor stod de, som tilbad dem, i enhver henseende over det, de tilbad.

 Paulus drog sine afgudsdyrkende tilhøreres sind ud over grænserne for deres falske religion til et ærligt syn på den guddom, som de havde kaldt "den ukendte gud". Denne var, som han nu forklarede dem, uafhængig af mennesker og trængte ikke til menneskehænders hjælp for at føje noget til sin magt og herlighed.

 Forsamlingen blev grebet af beundring over Paulus alvor og hans logiske fremstilling af den sande Guds væsen, af hans skabende kraft og tilstedeværelsen af et altbeherskende forsyn. Med alvorlig og glødende veltalenhed erklærede apostlen: "Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet." Himlene var ikke store nok til at rumme Gud; hvor meget mindre så de templer, der var bygget af menneskehænder.

 I denne kasteprægede tid, da menneskerettighederne tit ikke blev anerkendt, fremsatte Paulus den store sandhed om det menneskelige fællesskab og erklærede, at Gud "lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade." I Guds øjne er vi alle lige, og et hvert menneske skylder Skaberen ubetinget lydighed. Så påviste apostlen, hvorledes Guds nåde og barmhjertighed løber som en gylden tråd gennem hele Guds handlemåde med mennesker. "Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os."

 Idet han henvendte sig til de ædle repræsentanter for menneskeheden, som omgav ham, skildrede han den evige Gud som deres Fader med ord, der var lånt fra en af deres egne digtere: "I ham lever og røres og er vi" erklærede han, "sådan som nogle af jeres digtere har sagt: "Thi vi er også af hans slægt." Når vi nu er Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde."

  "Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig." I de mørke tider, der var gået forud for Kristi komme, havde den guddommelige hersker set gennem fingre med hedningernes afgudsdyrkelse; men nu havde han ved sin Søn sendt sandhedens lys til mennesker, og han ventede omvendelse til frelse af alle, ikke blot de fattige og ringe, men også af verdens stolte filosoffer og jordens fyrster. "Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde." Da Paulus talte om opstandelse fra de døde, "spottede nogle; men andre sagde: Det vil vi høre dig tale om en anden gang."

 Hermed endte apostlens virksomhed i Athen, midtpunktet for den hedenske videnskab; thi athenerne, der stædigt klamrede sig til deres afgudsdyrkelse, vendte sig fra den sande religions lys. Når et folk er helt og fuldt tilfreds med, hvad det selv har opnået, kan man kun forvente lidt af dem. Skønt athenerne pralede af deres lærdom og dannelse, blev de stadig mere fordærvede og slog sig mere og mere til ro med afgudsdyrkelsens tågede mysterier.

 Blandt dem, der lyttede til Paulus ord, var der nogle, der lod sig overbevise ved de sandheder, de hørte; men de ville ikke ydmyge sig til at erkende Gud og tage imod hans frelse. Ingen veltalenhed og selv ikke de kraftigste argumenter kan omvende en synder. Kun ved Guds kraft kan hjertet tage imod sandheden. Den, som bestandig vender sig bort fra denne kraft, kan man ikke nå. Grækerne søgte visdom, men dog var korsets budskab for dem en dårskab, fordi de satte deres egen visdom højere end den visdom, som kommer fra det høje.

 I athenernes hovmod over deres forstand og menneskelige visdom kan man finde årsagen til, at evangeliet mødte så forholdsvis ringe forståelse hos dem. De verdsligt vise mennesker, som kommer til Kristus som fattige fortabte syndere, vil blive vise til salighed; men de, der kommer som udmærkede mennesker, der priser deres egen visdom, vil ikke være modtagelige for det lys og den kundskab, som kun Gud kan give.

 Sådan mødte Paulus sin tids hedenskab. Hans arbejde i Athen var dog ikke helt forgæves. Dionysius, en af de betydeligste borgere, samt nogle andre tog imod evangeliet og sluttede sig helt til de troende.

 Ved Åndens hjælp har vi fået dette indblik i athenernes liv,de, som med al deres lærdom, dannelse og kunst dog var nedsunket i laster, for at vi skal kunne se, hvorledes Gud ved sin tjener irettesatte afgudsdyrkere og et hovmodigt, selvsikkert folk for deres synder. Apostlens ord og beskrivelsen af hans optræden og omgivelser, således som inspirationens pen har nedskrevet den, skulle overgives til alle de kommende generationer som vidnesbyrd om hans urokkelige tillid, hans mod trods ensomheden og modgangen, og den sejr, han vandt for kristendommen i selve hedenskabets hjerte.

 Paulus ord rummer en skat af lærdom for menigheden. Han var i en situation, hvor han let kunne have sagt netop det, som ville have ophidset hans hovmodige tilhørere og bragt ham selv i vanskeligheder. Hvis hans tale havde været et direkte angreb på byens guder og stormænd, ville han have risikeret at møde samme skæbne som Sokrates. Men med en takt, som stammede fra guddommelig kærlighed, bortledte han forsigtigt deres tanker fra de hedenske guddomme ved at åbenbare dem den Gud, de ikke kendte.

 I dag bør skriftens sandheder forkyndes for denne verdens store mænd, for at de kan få mulighed for at vælge mellem lydighed mod Guds lov og lydighed mod det ondes fyrste. Gud forelægger dem evige sandheder, sandheder, som vil gøre dem vise til salighed, men han tvinger dem ikke til at erkende dem. Hvis de vender dem ryggen, overlader han det til dem selv at mættes med deres egne gerningers frugt.

  "Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft. Thi der står skrevet:

  "Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og deres klogskab vil jeg gøre til intet."

  "Det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme; og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet." 1Kor. 1,18-19. og 27-28. Mange af de største videnskabsmænd og statsmænd, verdens mest fremragende mænd, vil i disse sidste dage vende sig fra lyset, fordi verden på grund af visdom ikke kender Gud. Alligevel bør Guds tjenere udnytte enhver lejlighed til at meddele disse mænd sandheden. Nogle af dem vil erkende deres uvidenhed om Guds riges ting og finde deres plads som ydmyge disciple ved Jesu fødder, han, som er den store lærer.

 Ved hver bestræbelse for at nå de højere klasser har den, som tjener Gud, brug for en stærk tro. Hindringerne kan synes uoverstigelige, men i det dybeste mørke er der dog lys fra oven! De, som elsker og tjener Gud, vil dag for dag få ny styrke. Den evige Guds visdom står til deres rådighed, så de ikke griber fejl, når de vil gøre hans vilje. Måtte disse arbejdere bevare deres første tillid indtil enden og huske på, at Guds sandheds lys skal skinne midt i det mørke, som indhyller verden. Modløshed bør ikke findes i forbindelse med tjenesten for Gud! Den hellige arbejders tro bør kunne stå for enhver prøve, den bliver stillet overfor. Gud både kan og vil skænke sine tjenere al den styrke, de behøver, og han vil give dem den visdom, som deres vekslende behov kræver. Han vil mere end opfylde de største forventninger hos dem, som sætter deres lid til ham.