Guds Hensigt med at byde Abraham drage bort fra sin slægt, som var afgudsdyrkere, og bosætte sig i Kanaans land var at skænke alle jordens folk Himmelens bedste gaver. "Så vil jeg gøre dig til et stort folk," sagde Herren, "og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse!" 1Mos. 12,2. Abraham blev kaldet til en meget ærefuld stilling. Han skulle være stamfader til det folk, som i århundreder skulle tage vare på Guds sandhed til verden det folk, gennem hvilket alle jordens nationer ville blive velsignet ved den lovede Messias komme.
Menneskene havde næsten glemt den sande Gud. Deres tanker var formørkede af afgudsdyrkelse. De forsøgte at erstatte de guddommelige love, som er hellige, retfærdige og gode (Rom. 7,12), med love, som stemte med deres eget grusomme, egoistiske hjertes planer. Men i sin nåde tilintetgjorde Gud dem ikke. Han ville give dem anledning til at lære ham at kende gennem sin menighed. Gud besluttede, at mennesket skulle genskabes moralsk i hans billede ved hjælp af de principper, som hans folk åbenbarede.
Guds lov skulle ophøjes og den guddommelige autoritet hævdes, og denne store og ædle opgave overdrog han til Israels hus. Gud udskilte dem fra verden for at kunne betro dem en hellig arv. Han betroede dem at opbevare sin lov, og det var hans hensigt, at Israel skulle hjælpe menneskene at have kundskaben om ham i frisk erindring. Således skulle Himmelens lys skinne i en verden, som henlå i mørke, og der skulle lyde en røst, som opfordrede alle mennesker til at opgive deres afguderi og tjene den levende Gud.
Gud førte sit udvalgte folk ud af Ægypten "med vældig kraft og stærk hånd". 2Mos. 32,11. "Da sendte han Moses, sin tjener, og Aron, sin udvalgte mand; han gjorde sine tegn i Ægypten og undere i kananitternes land." Han truede Det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem dybet som gennem en ørk." Sl. 105,26-27; 106,9. Han udfriede dem af slaveriet for at føre dem til et godt land et land, som han i sit forsyn havde beredt til dem for at give dem ly for deres fjender. Nu ville han tage dem til sig og omslutte dem med sine evige arme. Til gengæld for hans godhed og nåde skulle de ophøje hans navn og herliggøre det på jorden.
"Men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værnede det med vågent øje og vogtede det som sin øjesten. Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løftede han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. Herren var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham." 5Mos. 32,9-12. Således tog han Israel til sig, for at de kunne bo i den Almægtiges skygge. De var blevet bevaret fra ørkenvandringens farer på en mirakuløs måde og Havde nu endelig bosat sig i det forjættede Land som en begunstiget nation.
Esajas har i en lignelse givet en gribende skildring af Israels kaldelse og den uddannelse, de gennemgik, for at kunne være Guds repræsentanter i verden, bære frugt og vokse i al god gerning: "Jeg vil synge en sang om min ven, en kærlighedssang om hans vingård: Min ven, han havde en vingård på en frugtbar høj. Han grov den, rensede den for sten og plantede ædle ranker; han byggede et vagttårn deri og huggede også en perse. Men den bar vilde druer, skønt han ventede høst af ædle." Es. 5,1-2.
Gud havde besluttet at velsigne hele menneskeheden ved hjælp af det udvalgte folk. Profeten sagde: "Thi Hærskarers Herres vingård er Israels hus." Es. 5,7. Dette folk fik Guds ord betroet. Guds lovs forskrifter sandhedens, retfærdighedens og renhedens evige principper dannede et gærde om dem. Lydighed imod disse principper skulle være deres værn, for hvis de var lydige, ville de blive skånet for at ødelægge sig selv med syndige vaner. Vingårdens tårn var det hellige tempel, som Gud anbragte midt i landet.
Kristus var deres lærer. Han havde været hos dem i ørkenen og skulle fortsat undervise og vejlede dem. I tabernaklet og templet dvælede hans herlighed i den hellige Shekinah over sonedækket, og han åbenbarede til stadighed sin kærligheds og tålmodigheds rigdomme for deres skyld.
Med Moses som mellemmand gjorde Gud dem bekendt med sin hensigt og forelagde dem klart og tydeligt vilkårene for deres fremgang. "Du er et folk, der er helliget Herren din Gud," sagde han; "dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden." 5Mos. 7,6.
"Du har i dag ladet Herren tilsige dig, at han vil være din Gud, og at han vil sætte dig højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære. og Herren har i dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage vare på alle hans bud, og at du vil gå på hans veje og holde hans anordninger, bud og lovbud og høre hans røst, og at du vil være Herren din Gud et helligt folk, som han har sagt." 5Mos. 26,17-19.
Israels børn skulle tage hele det landområde, som Gud anviste dem, i besiddelse. De folk, som ikke ville tilbede og tjene den sande Gud, skulle fordrives, men det var Guds hensigt, at menneskene skulle drages til ham, når de lærte hans karakter at kende ved Israels hjælp. Evangeliets indbydelse skulle gå ud til hele verden. Kristus skulle ophøjes for alle nationer gennem den undervisning, som blev givet ved hjælp af offertjenesten, og alle de, der ville tage imod ham, skulle leve. Alle de mennesker, der ligesom kananæer kvinden Rahab og moabitterinden Rut ville forkaste afgudsdyrkelsen og tilbede den sande Gud, skulle forene sig med hans udvalgte folk. Efterhånden som Israels folk voksede, skulle de udvide deres grænser, til deres rige omfattede hele verden.
Men det gamle Israel gjorde ikke Guds vilje. Herren sagde: "Som en ædel ranke plantede jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke?" "Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvorfor bar den vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: nedrive dens hegn, så den ædes op, og nedbryde dens mur, så den trampes ned! Jeg lægger dem øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn ..... Han ventede på retfærd se, der kom letfærd, han ventede på lov se, skrig over rov!" Jer. 2,21; Es. 5,3-7.
Herren havde ved Moses meddelt folket, hvad der ville blive følgen af troløshed. Hvis de nægtede at holde hans pagt, ville de afbryde livsforbindelsen med Gud og miste hans velsignelse. I visse perioder rettede folket sig efter disse advarsler med det resultat, at både den jødiske nation og nabofolkene blev rigt velsignet. Men Israels historie viser, at folket i de fleste tilfælde glemte Gud og deres høje kald som hans repræsentanter. De forholdt ham den tjeneste, han forlangte af dem, undlod at yde deres medmennesker åndelig vejledning og viste dem ikke et helligt eksempel. De ville selv have frugterne af den vingård, som de var blevet sat til at passe. På grund af deres begærlighed og gridskhed blev de endog foragtet af hedningerne, som derved fik en forkert forståelse af Guds karakter og hans riges love.
Gud bar over med sit folk med en faders tålmodighed. Han søgte at tale dem til rette, dels ved at skænke dem sine velsignelser, og dels ved at tage dem tilbage igen. Han foreholdt dem tålmodigt deres synder og ventede på, at de skulle bekende dem. Han sendte sine profeter og sendebud til dem for at gøre sine krav gældende over for vingårdsmændene, men i stedet for at tage godt imod disse mænd, om var udrustet med indsigt og åndelig kraft, behandlede vingårdsmændene dem som fjender og forfulgte og dræbte dem. Gud sendte stadig nye sendebud, men de fik samme behandling som de første, blot med den forskel, at vingårdsmændene lagde et endnu mere indgroet had for dagen.
Under fangenskabet, da Gud forholdt det jødiske folk sin gunst, var der mange, som blev tilskyndet til at angre, men da folket var vendt tilbage til Det forjættede Land, gentog de forfædrenes fejltagelser og indlod sig i politiske stridigheder med nabofolkene. De profeter, som Gud sendte for at rette de fremherskende onder, blev mødt med den samme mistro og foragt som de tidligere sendebud. Således forøgede vingårdsmændene deres skyld fra århundrede til århundrede.
Israelitterne foragtede den gode vinstok, som den guddommelige Vingårdsmand havde plantet på Palæstinas høje, og kastede den til sidst over vingårdens mur. De brækkede den og trådte den under fod i den tro, at de havde ødelagt den for bestandig. Vingårdsmanden fjernede vinstokken og skjulte den for deres blik. Han plantede den atter, men på den anden side af muren, så stammen ikke længer var synlig. Grenene hang ind over muren, og der kunne også indpodes kviste i vinstokken, men selve stammen blev flyttet så langt bort, at menneskene ikke længer kunne nå den eller beskadige den.
De råd og formaninger, som er givet ved de profeter, der har forklaret Guds evige hensigt med menneskeheden, er af særlig værdi for Guds menighed på jorden i dag. Nu er den hans vingårds vogter. Hans kærlighed til den fortabte menneskeslægt og den plan, han har lagt til dens frelse, kommer tydeligt til udtryk i profeternes budskaber. Beretningen om Israels kaldelse, sejre og nederlag, generhvervelse af Guds gunst, forkastelse af vingårdens Herre og frelsesplanens gennemførelse ved hjælp af en gudfrygtig lille flok, som alle pagtens løfter skal opfyldes på, har været grundtonen i Guds tjeneres budskaber til hans menighed i de forløbne århundreder. og Guds budskab til sin menighed i dag til dem, der passer hans vin.gård som trofaste vingårdsmænd er akkurat det samme som det, der blev givet ved profeten fordum:
"På hin dag skal man sige: Syng om en liflig vingård! Jeg, Herren, er den vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den nat og dag." Es. 27,2-3. Lad Israel fæste lid til Gud. Vingårdens Mester er netop i færd med at samle de dyrebare frugter, som han så længe har ventet på, blandt mennesker af alle nationer og folk. Han vil snart besøge sit folk, og på denne lykkelige dag får hans evige hensigt med Israels hus sin endelige opfyldelse. "På hin dag skal Jakob slå rod, Israel skyde og blomstre og fylde verden med frugt." 6. vers.