Dette kapitel er bygget op over Dan 3
Drømmen om den store billedstøtte gav Nebukadnezar indblik i begivenheder, som nåede helt ned til verdens ende. Den blev givet for at vise ham hans plads i verdenshistorien samt forholdet mellem hans rige og Himmelens rige. Ved drømmens udlægning blev det klart tilkendegivet over for ham, at Gud ville oprette sit evige rige. Daniel havde sagt: "Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i, evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; ..... drømmen er sand og tydningen troværdig." Dan. 2,44-45.
Kongen anerkendte Guds magt, da han sagde til Daniel: "I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes Herre, og han kan åbenbare hemmeligheder." 47. vers. Nebukadnezar frygtede Gud i nogen tid, men hans hjerte var endnu ikke renset for verdslig ærgerrighed og tilbøjeligheden til selvophøjelse. Hans store fremgang som konge gjorde ham stolt. Da der var gået nogen tid, holdt han op med at ære Gud og gav sig til at dyrke afguder med en større nidkærhed og fanatisme end nogensinde.
Ordene: "Du er hovedet, som var af guld," gjorde et dybt indtryk på kongen. 38. vers. Dette udnyttede rigets vise mænd. De benyttede sig også af, at han var gået tilbage til afgudsdyrkning, og foreslog nu, at han skulle lave en billedstøtte i lighed med den, han havde set i drømmen, og lade den opstille et sted, hvor alle kunne se guldhovedet, som ifølge udtydningen repræsenterede hans eget rige.
Dette forslag smigrede kongen. Han besluttede at gennemføre det, men ville gå et skridt videre. Han ville ikke blot lave en afbildning af den billedstøtte, som han havde set, men overgå den. Hans billedstøtte skulle ikke gradvis forringes fra hovedet og nedefter. Den skulle være af guld helt igennem og symbolisere et evigt, uforgængeligt, mægtigt Babylon, som skulle knuse alle andre riger og bestå for evigt.
Tanken om at grundfæste riget og grundlægge et dynasti, som skulle fortsætte for evigt, appellerede stærkt til den store kone, hvis våben havde besejret jordens nationer. Med en overvældende begejstring, som fik næring i hans bundløse ærgerrighed og selviske stolthed, drøftede han forslagets gennemførelse med sine vise mænd. Kongen og hans embedsmænd glemte, hvorledes forsynet havde ledet begivenhederne i forbindelse med drømmen om den store billedstøtte. De glemte også, at Israels Gud havde forklaret betydningen af billedstøtten ved sin tjener Daniel, og at rigets stormænd var blevet skånet for en vanærende død, da drømmen blev tydet. De glemte alt dette og tænkte kun på at befæste deres egen magt og overhøjhed. De besluttede, at de ville benytte ethvert tænkeligt middel til at skaffe Babylon førerstillingen i verden, så alle folk så op til dette rige.
Nu ville man bruge det symbol, som Gud havde benyttet til at vise kongen og folket sin hensigt med jordens nationer, til at forherlige menneskets magt. Daniels udtydning af drømmen skulle forkastes og glemmes, og sandheden skulle fordrejes og benyttes til at tjene et forkert formål. Himmelen havde besluttet at benytte dette symbol for at gøre menneskene bekendt med betydningsfulde fremtidige begivenheder, men nu ville det i stedet blive brugt til at hindre, at verden fik den kundskab, som Gud ønskede at give den. Således søgte Satan at krydse Guds plan med menneskeheden ved hjælp af ærgerrige menneskers ideer. Menneskehedens fjende vidste, at den uforfalskede sandhed har en vældig frelsende kraft. Hvis den derimod misbruges til at ophøje mennesket og fremme dets planer, bliver den brugt i ondes tjeneste.
"Nebukadnezar lod nu fremstille et stort guldbillede af sine vældige rigdomme. I hovedtrækkene skulle det ligne det billede, som han havde set i synet; det skulle blot afvige på ét punkt, nemlig med hensyn til materialet. Kaldæerne var vant til at fremstille prægtige billeder af deres hedenske guder, men de havde aldrig før lavet en billedstøtte, der var så imponerende og majestætisk som denne gyldne stabe med sine tresindstyve alens højde og sine seks alens bredde. Afgudsdyrkelsen var almindeligt udbredt i det babyloniske rige, og der er ikke noget usædvanligt i, at man ville indvie dette smukke og uvurderlige billede på dalsletten Dura og gøre det til genstand for tilbedelse. Billedstøtten var jo et symbol på Babylons herlighed, storhed og magt. Man traf nu de nødvendige forberedelser til billedets indvielse. Der blev udsendt et dekret om, at alle de, som var til stede på indvielsesdagen, skulle vise deres ubetingede troskab mod Babylons magt ved at kaste sig ned for billedstøtten.
På den fastsatte dag strømmede en vældig skare fra alle "folk, stammer og tungemål" til Durasletten. Da de hørte musikinstrumenterne klinge, faldt den store forsamling ned "og tilbad guldbilledstøtten" i overensstemmelse med kongens befaling. Det så ud, som om mørkets magter vandt en afgørende sejr på denne begivenhedsrige dag. Udviklingen tydede på, at tilbedelsen af guldbilledstøtten ville blive gjort til en fast bestanddel af de former for afgudsdyrkelse, som udgjorde statsreligionen. Satan håbede, at det på denne måde se lykkes ham at krydse Guds planer, så at de israelitiske fanger i Babylon alligevel ikke blev til velsignelse for alle de hedenske nationer.
Men Gud ville det anderledes. Det var ikke alle, der havde bøjet knæ for dette afgudsbillede, som skulle symbolisere menneskets magt. Midt i den vældige skare, som tilbad billedet, var der tre mænd, som var fast besluttede på, at de ikke ville vanære Himmelens Gud. Deres Gud var kongernes Konge og herrernes Herre, og de ville ikke tilbede andre end ham.
Midt i sejrsrusen fik Nebukadnezar bud om, at der var nogle af hans undersåtter, der havde vovet at trodse hans befaling. Nogle af de vise mænd var misundelige over de høje embeder, som Daniels trofaste medbrødre havde modtaget, og de indberettede nu for kongen, at disse mænd havde handlet i åbenlys strid med hans ønsker. De sagde: "Kongen leve evindelig! ..... Nu er her nogle jødiske mænd, som du har overdraget at styre landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse mænd ænser ikke dit påbud, o konge; de dyrker ikke din gud og tilbeder ikke guldbilledstøtten, som du har ladet opstille."
Kongen befalede, at mændene skulle føres frem for ham, og spurgte dem: "Er det oplagt råd ..... at I ikke dyrker min gud eller tilbeder guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?" Han forsøgte at true dem til at gøre som den øvrige forsamling. Idet ham pegede på den gloende ovn, mindede ham dem om den straf, som ventede dem, hvis de vedblev at modsætte sig hans vilje. Men hebræerne var urokkelige. De sagde, at de ville være tro imod Himmelens Gud, og at de stolede på, at han havde magt til at frelse dem. Alle betragtede det som en form for tilbedelse at bøje sig for billedet, og de ville kun tilbede Gud alene.
Da de tre hebræere stod foran kongen, følte han sig overbevist om, at de var i besiddelse af noget, som de øvrige vise mænd i hans rige ikke havde. De havde varetaget alle deres pligter med troskab. Han ville give dem endnu en chance. Der skulle ikke ske dem noget, hvis de blot ville tilkendegive, at de var villige til at tilbede billedstøtten sammen med den øvrige forsamling, "Men gør I det ikke," tilføjede han, "skal I på stedet kastes i den gloende ovn." Derpå løftede han hånden i trods og sagde: "Og hvilken gud er der, som kan fri eder af mine hænder?"
Kongens trusler var forgæves. Han kunne ikke få disse mænd til at afsværge deres troskab til universets Konge. Deres fædres historie havde lært dem, at følgerne af ulydighed imod Gud er vanære, ulykke og død, og at Herrens frygt er visdoms begyndelse og grundlaget for al sand fremgang. De vendte roligt ansigtet i retning af ovnen og sagde: "Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge." Deres tro blev styrket, da de sagde, at Gud ville blive herliggjort ved at befri dem. Deres ubetingede tillid til Gud gav dem en levende fortrøstning, og de udbrød: "Men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!"
Kongen blev ude af sig selv af raseri. Han opfyldtes af harme, "og hans ansigtsudtryk ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed Nego", der repræsenterede et folk af foragtede fanger. Han befalede, at ovnen skulle gøres syv gange hedere end ellers og bød nogle håndfaste mænd i sin hær at binde de mænd, der tilbad Israels Gud, for at dommen kunne blive fuldbyrdet omgående.
"Så blev mændene bundet i deres kapper, underklæder, huer og andre klædningsstykker og kastet i den gloende ovn. Og eftersom kongens bud var skarpt og ovnen ophedet til overmål, brændte luen de mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego op på ovnen."
Men Herren glemte ikke dem, der tilhørte Ham. Da hans vidner blev kastet ind i ovnen, viste Frelseren sig for dem i egen person, og de vandrede sammen midt i ilden. Flammerne mistede evnen til at fortære, da han, som er herre over varme og kulde, kom til stede.
Kongen fulgte begivenhederne fra sin trone for at se de mænd, som havde foragtet ham, blive tilintetgjort. Men pludselig skete der et omslag i hans overmodige følelser. De fyrster, som stod nærmest tronen, så ham blegne, forlade sin trone og gå hen og stirre stift ind i flammehavet. Kongen blev slået af rædsel og spurgte sine rådsherrer: "Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden? ..... Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn."
Hvordan kunne denne hedenske konge vide, hvordan Guds Søn så ud? A jo, de hebraiske fanger, som beklædte ansvarsfulde stillinger i Babylon, havde i deres liv og karakter åbenbaret sandheden for ham. Når de blev bedt om at gøre rede for deres tro, svarede de altid uden tøven. De havde jævnt og stilfærdigt gjort rede for retfærdighedens principper og fortalt deres omgangskreds om den Gud, som de tjente. De havde også fortalt dem om Kristus, den ventede forløser, og nu genkendte kongen Guds Søn og var klar over, at han var den fjerde, der gik midt i ilden.
Nebukadnezar glemte sin storhed og værdighed. Han steg ned af tronen, gik hen til den gloende ovns dør og råbte: "I, den højeste Guds tjenere. kom ud!"
Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego trådte nu frem for den vældige skare. De var fuldstændig uskadte. De var blevet beskyttet, fordi deres frelser var hos dem, og kun de reb, som de var bundet med, var brændt. "Og satraperne, landshøvdingerne, statholderne og kongens rådsherrer samlede sig, og så, at ilden ikke havde haft nogen magt over hine mænds legemer, at deres hovedhår ikke var svedet, at deres kapper var uskadte, og at der ikke var brandlugt ved dem."
Nu havde man glemt det store guldbillede, som var blevet opstillet med pomp og pragt. Menneskene frygtede og skælvede i den levende Guds nærværelse. Kongen var blevet ydmyget og blev nu tvunget til at udbryde: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin engel og friede sine tjenere, som i tillid til ham overtrådte kongens bud og hengav deres legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden gud end deres egen!"
Dagens begivenheder tilskyndende Nebukadnezar til at udstede dette dekret: "Hermed påbyd den, der i noget folk, nogen stamme og noget tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans hus skal gøres til en skarndynge." Han begrundede dekretet med disse ord: "Thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse. "
Babylons konge forsøgte i disse og lignende vendinger at give til kende over for alle jordens folkeslag, at det var hans overbevisning, at den magt og myndighed, som hebræernes Gud besad, fortjente den højeste tilbedelse. Det behagede Gud, at kongen bestræbte sig på at vise ham ærbødighed og gøre sin indrømmelse af den guddommelige overhøjhed kendt i hele det babyloniske rige. Det var rigtigt af kongen at give offentligt udtryk for sin tro på Gud og at søge at ophøje Himmelens Gud over alle andre guder; men da Nebukadnezar besluttede at tvinge sine undersåtter til at bekende deres tro og vise deres ærbødighed på samme måde, overskred han sine beføjelser som jordisk konge. Han havde ikke mere ret hverken borgerligt eller moralsk til at true mennesker med døden, fordi de ikke tilbad Gud, end han havde til at befale, at alle de, som nægtede at tilbede guldbilledstøtten, skulle kastes i flammerne. Gud tvinger ikke nogen, men han overlader det til den enkelte at afgøre, hvem han vil tjene.
Da Gud befriede sine trofaste tjenere, viste han, at han står på de undertryktes side og irettesætter alle de jordiske magter, der sætter sig op imod Himmelens myndighed. De tre hebræere bekendte deres tro på Gud over for hele det babyloniske rige. De stolede på Gud. I prøvelsens time erindrede de løftet: "Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke." Es. 43,2. Deres tro på det levende ord blev belønnet på en vidunderlig måde i alles påsyn. De forskellige landes, repræsentanter, som Nebukadnezar havde indbudt til at overvære billedstøttens indvielse, fortalte ved deres hjemkomst om hebræernes vidunderlige befrielse, og begivenheden blev på denne måde kendt i mange lande. Gud blev herliggjort på jorden, takket være sine børns trofasthed.
Der kan drages betydningsfulde lærdomme af de unge hebræeres oplevelser på Durasletten. I vor tid vil mange af Guds tjenere til trods for deres uskyld blive ydmyget og mishandlet af misundelige og fanatiske mennesker, som handler efter Satans tilskyndelse. Menneskenes vrede vil særlig blive rettet imod dem, der holder sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud, og til sidst vil der blive udstedt et verdensomspændende dekret om, at disse mennesker fortjener døden.
Den trængselstid, som ligger foran Guds folk, kræver en urokkelig tro. Hans børn skal gøre det klart, at de tilbeder Herren alene, og at intet selv døden kan få dem til at give efter og tilbede falske guder. Den trofaste vil regne syndige, dødelige menneskers befalinger for intet i sammenligning med den evige Guds ord. De vil adlyde sandheden, selv om det skal koste dem fængsel, landsforvisning eller selve livet.
Herren vil gøre lige så store ting for dem, der står fast på rettens side i den sidste tid af jordens historie, som han gjorde for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Han, der gik omkring i den gloende ovn sammen med de trofaste hebræere, vil være hos sine efterfølgere, uanset hvor de måtte befinde sig. Han vil trøste og styrke dem ved sin nærværelse. Midt i trængselstiden en trængselstid, som der aldrig har været magen til, så længe der har været folkeslag til vil hans udvalgte stå urokkelige. Satan og hele ondskabens hær kan ikke dræbe selv det svageste af Guds børn. Vældige engle beskytter dem, og Herren vil for deres skyld give sig til kende som "gudernes Gud" der fuldt ud er i stand til at frelse dem, som stoler på ham.