Henved halvtreds tusind af de israelitiske fanger havde benyttet sig af den tilladelse, som Kyros gav dem til at vende hjem. Dette var dog kun et fåtal i sammenligning med de hundredtusinder, der var spredt i Medo-Persiens provinser. Det store flertal af israelitterne valgte at blive boende i det land, hvor de havde levet i udlændighed, frem for at foretage den besværlige hjemrejse for at genopbygge deres ødelagte byer og huse.
En snes år senere udstedte kong Darius Hystaspes et nyt dekret, der var lige så gunstigt som det første. Takket være dette nye udslag af Guds nåde fik jøderne i Medo-Persien endnu en anledning til at rejse hjem til deres fædres land. Herren forudså, at der ville komme modgangstider under Xerxes regering han kaldes Ahasverus i Esters bog og derfor fremkaldte han ikke blot en sindelagsændring hos de mænd, der havde den øverste myndighed, men tilskyndende også Zakarias til indtrængende at anmode de landflygtige om at rejse hjem.
"Op, op, fly bort fra Nordlandet," lød budskabet til de adspredte israelitiske stammer, som havde bosat sig fjernt fra deres tidligere hjem. "Fra himmelens fire vinde samler jeg eder, lyder det fra Herren. Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels datter! Thi så siger Hærskarers Herre, hvis herlighed sendte mig til folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min øjesten. Thi se, jeg svinger min hånd imod dem, og de skal blive til bytte for dem, som nu er deres trælle; og I skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig." Zak. 2,10-13.
Det havde været Guds vilje lige fra begyndelsen, at hans folk skulle være til pris på jorden og en ære for hans navn. Under fangenskabets lange år havde han givet dem rig anledning til at forny deres pagt med ham. Nogle lyttede og tog ved lære, og en del af folket fandt frelsen midt under prøvelserne. Mange af disse taltes med blandt den rest, der rejste hjem. Det inspirerede ord sammenlignede dem med "en gren af cederens top", som skulle plantes "på et højt, knejsende bjerg. På Israels høje bjerg". Ez. 17,22-23.
Der hentydedes her til dem, "hvis ånd Gud vakte" (Ezra 1,5), og som rejste hjem, da Kyros udstedte sit dekret. Men Gud vedblev at appellere til dem, der frivilligt blev boende i deres udlændigheds land. Han benyttede mange midler for at gøre det muligt for dem at rejse. Flertallet af dem, der ikke benyttede sig af Kyros tilladelse, lod sig heller ikke påvirke senere hen. De reagerede ikke engang, da Zakarias opfordrede dem til at flygte ufortøvet fra Babylon.
I mellemtiden skete der store forandringer i det medo-persiske rige. Darius Hystaspes, der havde vist jøderne megen velvilje, blev efterfulgt af Xerxes den Store. Det var under hans regering, at der opstod en frygtelig krise for de jøder, der ikke havde efterkommet opfordringen til at flygte. De ville ikke rejse, da Gud beredte vejen for dem, og nu blev de stillet ansigt til ansigt med døden.
Satan benyttede agagitten Haman, som var en højtstående, men skruppelløse medo-persisk embedsmand, til at krydse Guds planer. Haman nærede et brændende had til jøden Mordokaj. Denne havde ikke gjort Haman fortræd, han ville blot ikke kaste sig på knæ for ham. Haman var "ikke tilfreds med kun at lægge hånd på Mordokaj, men satte sig til mål at få alle jøderne i hele Ahasverus rige udryddet, fordi det var Mordokajs folk". Est. 3,6.
Xerxes blev ført bag lyset af Haman og gik med til at udstede en befaling om, at alle de jøder, som boede spredt og levede for sig selv iblandt folkene i alle rigets dele, skulle udryddes. 8. vers. Der blev fastsat en dag, da jøderne skulle slås ihjel og deres ejendom konfiskeres. Kongen var ikke til fulde klar over, hvilke vidtrækkende følger det ville få at gennemføre denne plan i hele sin udstrækning. Det var Satan, der stod bagved, og han forsøgte at udrydde de mennesker, som besad kundskaben om den sande Gud.
"I hver eneste landsdel, overalt, hvor kongens bud og forordning nåede hen, var der blandt jøderne stor sorg og faste, gråd og klage, og mange af dem redte sig et leje af sæk og aske." Est. 4,3. Medernes og persernes befaling kunne ikke tilbagekaldes. Alt håb var tilsyneladende ude. Alle israelitterne var dømt til at udryddes.
Men fjendens anslag blev kuldkastet af en magt, som råder over menneskenes anliggender. Gud havde forordet det således, at Ester, en jødisk kvinde, som frygtede den Allerhøjeste, var blevet dronning i Medo-Persien. Hun var en nær slægtning af Mordokaj. I deres nød besluttede de at tale deres folks sag for kong Xerxes. Ester skulle træde frem for kongen og gå i forbøn for sit folk. Mordokaj sagde til hende: "Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed!" 14. vers.
Den krise, som Ester befandt sig i, krævede en hurtig og beslutsom indsats. Både hun og Mordokaj var klar over, at deres egne anstrengelser var spildte, hvis ikke Gud gjorde et stort mirakel for at hjælpe dem. Ester tog derfor tid til at tale med Gud og hente styrke hos ham. Hun sagde til Mordokaj: "Gå hen og kald alle Susans jøder sammen og hold faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker dag eller nat i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine terner faste; og derefter vil jeg gå ind til kongen, skønt det er imod loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!" 16. vers.
Nu tog begivenhederne fart. Det er velkendt, at Ester gik ind til kongen og fandt nåde for hans øjne, at kongen og dronningen holdt fest med Haman som den eneste gæst, at kongen tilbragte en søvnløs nat, at Mordokaj blev offentligt æret, og at Haman blev ydmyget og styrtet, da hans onde plan blev afsløret. Gud gjorde vidunderlige ting for sit angrende folk. Kongen lod udstede et nyt dekret, som gav jøderne ret til at værge deres liv. Befalingen blev hurtigt sendt ud til alle dele af riget ved hjælp af ridende ilbud, som "på kongens bud" skyndte sig af sted "så hurtigt, de kunne". "Og i hver eneste landsdel og i hver eneste by, hvor kongens bud og forordning nåede hen, var der fryd og glæde blandt jøderne med gæstebud og fest. Og mange af hedningerne gik over til jødedommen, thi frygt for jøderne var faldet på dem." Est. 8,14. 17.
På den dag, da jøderne skulle være udryddet, sluttede de "sig sammen i deres byer i alle kong Ahasverus lande for at lægge hånd på dem, der ville dem ondt; og ingen holdt stand imod dem, thi frygt for dem var faldet på alle folkene". Gud havde befalet engle, som er vældige i styrke, at beskytte sit folk, mens de "værgede deres liv". Est. 9,2. 16.
Mordokaj fik den ærefulde stilling, som Hamam havde tidligere. Han "havde den højeste værdighed efter kong Ahasverus, og han stod i høj anseelse hos jøderne og var elsket af sine mange landsmænd". Est. 10,3. Israels velfærd lå ham stærkt på sinde. På denne måde skaffede Gud endnu engang sit udvalgte folk velvilje ved det medopersiske hof, og der var atter skabt mulighed for, at de kunne drage hjem til deres land, som han havde besluttet. Der gik dog endnu adskillige år, før der drog et større antal israelitter tilbage til Jerusalem. Det skete under ledelse af Ezra i Xerxes den Stores efterfølger Artaxerxes den Førstes syvende regeringsår.
Guds folk gennemgik store prøvelser på Esters tid, men forfølgelsens tid er ikke forbi endnu. Åbenbaringens forfatter, som fik lov at se ind i fremtiden, har sagt: "Dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Åb. 12,17. Disse ord vil gå i opfyldelse, mens nogle af de mennesker, der lever på jorden i dag, endnu er i live. Det samme had, som fik mennesker til at forfølge den sande menighed i fortiden, vil atter blive optændt imod dem, der tjener Gud. Der er allerede ved at blive truffet forberedelser til den sidste store kamp.
Det dekret, som til slut vil blive udstedt imod Guds sidste menighed, har meget tilfælles med den befaling, som Ahasverus gav med henblik på jøderne. På vor tid betragter den sande menigheds fjender den lille skare, der holder sabbatsbuddet, som en Mordokaj i porten. De, der ikke frygter Herren, men træder hans sabbat under fod, betragter det som en stadig irettesættelse, at Guds folk ærer hans lov.
Satan vil vække menneskenes vrede imod det mindretal, som ikke vil følge de populære skikke og traditioner. Højtstående og ansete personer vil alliere sig med de lovløse elementer i samfundet og lægge planer, som er rettet imod Guds folk. Velhavende, begavede og højt uddannede mennesker vil slutte sig sammen og overøse dem med foragt. Intolerante regenter, præster og menighedsmedlemmer vil slutte sig sammen imod dem. Man vil forsøge at kuldkaste deres tro både i tale og skrift ved pral, trusler og latterliggørelse. Deres fjender vil ophidse masserne ved falske anklager og hadske angreb. Da de, der holder den bibelske sabbat, ikke kan gendrives med bibelske argumenter, søger man at ramme dem ad lovgivningens vej. For at sikre sig folkets yndest vil lovgiverne give efter for kravet om indførelse af søndagslove. Men de, der frygter Gud, kan ikke godkende en forordning, som krænker et af de ti bud. Det er på denne valgplads, at den sidste store kamp i striden mellem sandhed og vildfarelse vil blive udkæmpet. Vi behøver ikke at være tvivlrådige med hensyn til udfaldet, for Herren vil forsvare sin sandhed og sit folk i dag, ligesom han gjorde på Esters og Mordokajs tid.