Nehemias hjælper de fattige

 Dette kapitel er bygget op over Neh 5
Inden Jerusalems mur var bygget færdig, blev Nehemias opmærksom på den fattige befolknings usle kår. Der var endnu ikke blevet indført ordnede forhold i landet, og jorden var ikke taget under ploven i fuld udstrækning. Hertil kom, at Herren ikke kunne velsigne landet på grund af den egenkærlighed, som nogle af de tilbagesendte judæere lagde for dagen. Der var også mangel på korn.

  For at skaffe føde til deres familier var de fattige nødt til at købe på kredit til urimelige priser. De var også tvunget til at låne penge til høje renter for at kunne betale de store skatter, som perserkongerne krævede. De fattiges lod blev endnu mere bitter, fordi de velhavende jøder udnyttede situationen i berigelsesøjemed.

  Herren havde befalet Israel ved Moses, at der hvert tredje år skulle indbetales en tiende, som skulle benyttes til de fattige. Der blev også taget hensyn til dem på anden måde. Hvert syvende år skulle israelitterne ikke dyrke jorden, men skænke det, som voksede af sig selv, til de fattige. Hvis folket samvittighedsfuldt havde bragt disse ofre og skænket midlerne til de fattige og til andre velgørende formål, ville de have haft den sandhed i frisk erindring, at Gud ejer alt, og at de skulle være kanaler, hvorigennem velsignelserne strømmede ud til andre. Det var Herrens hensigt at give israelitterne en uddannelse, som tog sigte på at udrydde egenkærligheden hos dem og udvikle en ædel karakter.

  Gud havde også sagt til dem ved Moses: "Når du låner penge til en fattig mand af mit folk i dit nabolag, må du ikke optræde som en ågerkarl over for ham. I må ikke tage renter af ham." Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, fødevarer eller andet, som man kan tage rente af." 2Mos. 22,25; 5Mos. 23,19. Herren sagde videre: "Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte etsteds i dit land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til." "Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land." 5Mos. 15,7-8. og 11.

  Efter hjemkomsten fra Babylon havde de velhavende jøder til tider handlet i direkte strid med denne befaling. Når de fattige var nødt til at låne penge for at kunne svare kongen skat, lånte de rige dem pengene til høje renter. Ved at pantsætte deres jord var de ulykkelige skyldnere efterhånden sunket ned i den dybeste armod. Mange var blevet tvunget til at sælge deres sønner og døtre som slaver, og der syntes ikke at være håb om, at forholdene ville forbedres, og at de kunne få deres børn og deres jord tilbage. Det så snarere ud til, at elendigheden ville blive større, og at de måtte leve i nød og trældom resten af livet. Og dog tilhørte de den samme nation og levede under den samme pagt som deres mere velstillede brødre.

  Til sidst gjorde folket Nehemias bekendt med de forhold, som de levede under. "Vi er nødt til at give vore sønner og døtre hen til at blive trælle," sagde de, "ja, nogle af vore døtre er det allerede, og det stod ikke i vor magt at hindre det, eftersom vore marker og vingårde tilhører andre!"

  Nehemias blev fyldt af harme" da han hørte om denne grusomme undertrykkelse. Han siger: "Da jeg hørte deres klager og disse deres ord, blussede vreden heftigt op i mig." Han var klar over, at det var nødvendigt at forsvare retten med hård hånd, hvis han skulle komme dette onde til livs. Med sin karakteristiske energi og beslutsomhed gik han i gang med at hjælpe sine brødre.

  Nehemias tog ikke et øjeblik hensyn til, at undertrykkerne var rigmænd, og at han havde hårdt brug for deres støtte ved genopbygningen af byen. Han gik skarpt i rette med de store og forstanderne, og efter at have kaldt en stor folkeforsamling sammen gjorde han dem bekendt med, hvad Gud krævede i denne sag.

  Han henviste til de begivenheder, der havde fundet sted under kong Akaz regering. Han gentog de ord, som Gud på det tidspunkt talte til Israel for at irettesætte dem for deres grusomhed og undertrykkelse. På grund af afgudsdyrkelse var Judas børn faldet i det israelitiske folks hænder. Israelitterne var endnu større afgudsdyrkere end judæerne. Israelitterne viste deres fjendskab ved at dræbe mange tusinde judæiske mænd i slaget og tage alle kvinderne og børnene til fange for at gøre dem til slaver eller sælge dem til hedningerne.

  Herren forhindrede ikke slaget, fordi Juda havde syndet, men han sendte profeten Oded hen for at irettesætte den sejrrige hær for dens onde planer: "Og nu tænker I på at få magten over folkene fra Juda og Jerusalem og gøre dem til eders trælle og trælkvinder! Har I da ikke også selv nok på samvittigheden over for Herren eders Gud!" 2Krøn. 28,10. Oded lod Israels folk forstå, at de havde pådraget sig Herrens glødende vrede, og at han ville straffe dem for deres uretfærdighed og grusomhed. Da krigerne hørte disse ord, gav de slip på fangerne og byttet i øversternes og hele forsamlingens påsyn. Derefter tog nogle af efraimitternes overhoveder "sig af fangerne, gav alle de nøgne iblandt dem klæder af byttet, forsynede dem med klæder og sko, gav dem mad og drikke, salvede dem, lod dem, der ikke kunne gå, ride på æsler og bragte dem til Jeriko, Palmestaden, hen i nærheden af deres brødre". 15. vers.

  Nehemias og flere andre havde frikøbt nogle af de jøder, der var blevet solgt til hedningerne. Dette påpegede han over for dem, der havde gjort deres, brødre til slaver for verdslig vindings skyld. Han sagde til dem: "Det er ikke ret af eder at handle således ! Skulle I ikke vandre i frygt for vor Gud af hensyn til hedningerne, vore fjenders spot?"

  Nehemias foreholdt dem, at han selv kunne have krævet store summer i kraft af den stilling, som perserkongen havde givet ham. Det havde han ikke gjort, ja, han havde ikke engang krævet det, som med rette tilkom ham, men havde givet rundhåndede gaver for at hjælpe de fattige. Han opfordrede de jødiske forstandere, som havde udbyttet deres landsmænd, til at ophøre hermed samt give de fattige deres jord tilbage, tilbagebetale de renter, som de havde taget af dem, og låne dem, hvad de behøvede, uden at kræve pant eller tage renter.

  Alt dette sagde han i hele forsamlingens påhør. Hvis forstanderne ville retfærdiggøre sig, havde de anledning til at gøre det; men der var ingen, der sagde noget til deres egen undskyldning. De svarede: "Ja, I vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre!" Nu lod Nehemias forstanderne "sværge på, at de ville handle således" mens præsterne var vidner. "Da sagde hele forsamlingen: "Amen!" Og de lovpriste Herren; og folket handlede efter sit løfte. "

  Denne tildragelse rummer en alvorlig lære. "Kærlighed til penge er en rod til alt ondt." 1.Tim. 6,10. I denne slægt overskygger begæret efter vinding alt andet. Menneskene erhverver sig ofte rigdom ved bedrageri. Der er mangfoldige mennesker, der kæmper med fattigdom. De er tvunget til at arbejde hårdt for en lille løn og er ude af stand til at skaffe endog de nødvendigste livsfornødenheder. Nød og afsavn gør deres byrde tung, og de har ikke noget bedre i udsigt. De er forgræmmede og undertrykte og ved ikke, hvor de skal gå hen og finde hjælp. Disse tilstande eksisterer, for at de velhavende kan skaffe sig penge til at leve i overdådighed eller tilfredsstille deres ubændige trang til at ophobe rigdomme.

  Kærlighed til penge og luksus har gjort denne verden til en røverkule. Bibelen har givet en levende beskrivelse af den begærlighed og undertrykkelse, som vil råde i verden lige før Kristi andet komme. "Og nu, I rige!" skriver Jakob, "I har samlet jer skatte i de sidste tider. Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker, den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots øren. I har levet højt og nydt livet på jorden; I har af hjertets lyst gjort jer til gode på "slagtedagen". I har dømt den retfærdige skyldig og myrdet ham; han sætter sig ikke til modværge imod jer." Jak. 5,1. 3-6.

  Selv mennesker, der bekender sig til at frygte Herren, bærer sig ad ligesom de store i Israel. De benytter sig af deres magtstilling til at kræve mere, end der tilkommer dem, og gør sig derved skyldige i undertrykkelse. Mennesker, som tager Kristi navn på deres læber, gør sig skyldige i begærlighed og bedrageri; menighedens protokoller indeholder navne på mennesker, som har erhvervet sig rigdom ved uretfærdighed, og som følge heraf er kristendommen blevet bragt i miskredit. Ødselhed, bedrageri og udbytning fordærver manges tro og ødelægger deres åndelighed. Menigheden er for en stor del ansvarlig for sine medlemmers synder. Den samtykker i synden, hvis den ikke fordømmer den.

  Verdens skikke er ingen målestok for den kristne. En kristen skal ikke benytte den samme hårde kurs, den samme list og den samme udbytning som verden. Enhver uretfærdig handling, som begås imod et andet menneske, er en krænkelse af den gyldne regel. Al den uret, der begås imod Guds børn, begås imod Kristus selv i hans børns skikkelse. Ethvert forsøg på at drage fordel af et andet menneskes uvidenhed, svaghed eller ulykke, betegnes som bedrageri i Himmelens hovedbog. Det menneske, som frygter Gud af et ærligt hjerte, vil hellere slide dag og nat og spise fattigmands brød end lade sig opsluge sådan af jag efter vinding, at han undertrykker enken og den faderløse eller forhindrer den fremmede i at få det, der retmæssigt tilkommer ham.

  Selv den mindste afvigelse fra rettens slagne vej bevirker, at gærdet langs vejen nedtrampes, og at hjertet bliver indstillet på at begå endnu større uret. Jo mere tilbøjeligt et menneske er til at skaffe sig fordele på et andet menneskes bekostning, jo mindre følsomt er det over for Guds Ånds påvirkning. Vinding, som opnås for en sådan pris, er et frygteligt tab.

  Vi var alle sammen skyldnere over for den retfærdige Gud, men vi havde intet at betale gælden med. Guds Søn fik medlidenhed med os og betalte, hvad vor forløsning kostede. Han blev fattig, for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom. Vi kan vise vor oprigtige taknemmelighed over den nåde, som han viste os, ved at være rundhåndede over for de fattige. Apostlen Paulus siger: "Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro." Gal. 6,10. Disse ord stemmer overens med Frelserens ord: "De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel imod dem." Derfor, alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne." Mark. 14,7; Matt. 7,12.