Guds menighed på jorden opfylder den gamle profeti: "På hin dag skal..... Israel skyde og blomstre og fyld jorden med frugt, ved at forkynde det evige evangeliums sandheder for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Es. 27,6. I samarbejde med himmelske engle tager Jesu efterfølgere hurtigt jordens tomter i besiddelse, og deres arbejde indbringer en rig sjælehøst. Takket være det arbejde, som en trofast menighed udfører for at forkynde Bibelens sandhed, nyder menneskene i højere grad end nogensinde før godt af de velsignelser, som blev lovet for århundreder siden i de ord, som blev talt til Abraham og hele Israel til Guds menighed på jorden i alle tidsafsnit "Jeg vil velsigne dig, ..... og vær en velsignelse!" 1Mos. 12,2.
Det var hensigten, at løftet om denne velsignelse skulle have fået sin delvise opfyldelse i de århundreder, som fulgte efter israelitternes tilbagevenden fra fangenskabet. Det var Guds vilje, at hele jorden skulle forberedes til Kristi første komme, ligesom verden i dag beredes for hans andet komme, Da det ydmygende fangenskab var til ende, gav Gud i sin nåde sit folk, Israel, denne forsikring ved Zakarias: "Jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste by, og Hærskarers Herres bjerg det hellige bjerg." Med henblik på sit folk sagde Herren: "Se, ..... jeg vil være deres Gud i trofasthed og retfærd." Zak. 8,3. og 7-8.
Opfyldelsen af disse løfter var betinget af lydighed. Israelitterne måtte ikke begå de samme synder som før fangenskabet. Herren gav dem, der var beskæftiget med genopbygningsarbejdet, denne formaning: "Fæld redelig dom, vis miskundhed og barmhjertighed mod hverandre, undertryk ikke enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre!" "Tal sandhed hver med sin næste, fæld i eders porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred." Zak. 7,9. 10,8. og 16.
De mennesker, der ville efterleve disse retfærdige principper, ville blive belønnet rigt både timeligt og åndeligt. Herren sagde: "Jeg udsår fred, vinstokken skal give sin frugt, jorden sin afgrøde: og himmelen sin dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette folk det alt sammen i eje. Og som I, både Judas og Israels hus, har været et forbandelsens tegn blandt folkene, således skal I, når jeg har frelst eder, blive et velsignelsens." Zak. 8,12-13.
Under fangenskabet i Babylon blev israelitterne grundigt kureret for deres tilbøjelighed til at tilbede udskårne billeder. Da de var kommet tilbage fra fangenskabet, var de meget lydhøre over for undervisning i religiøse emner, og de studerede flittigt det, der var skrevet i loven og hos profeterne om, hvorledes de burde tilbede den sande Gud. Da templet var blevet genopbygget, kunne tempeltjenesten gennemføres efter forskrifterne. Under Zerubbabels, Esras og Nehemias' ledelse lovede de gentagne gange, at de ville holde alle Herrens bud og forskrifter. Den velstand, som de nød i visse perioder, var et tydeligt bevis på, at Gud var villig til at tage dem til sig igen og tilgive dem. Til trods herfor viste de et skæbnesvangert snæversyn. De svigtede gang på gang den herlige opgave, som de havde fået betroet, og tilegnede sig egenkærligt de velsignelser, som ville være blevet til lægedom og åndeligt liv for utallige skarer.
På Malakias' tid var Israel meget langt fra det guddommelige mål. Herrens tjener gik strengt i rette med de onder, som berøvede Israel deres timelige velstand og åndelige kraft. Profeten sparede hverken præsterne eller folket, når han gik i rette med overtræderne. "Herrens ord til Israel ved Malakias" var, at de ikke måtte glemme, hvad de havde lært i fortiden, og at de trofast skulle holde den pagt, som Herren havde sluttet med Israels hus. Mal. 1,1. De kunne kun opnå Guds velsignelse ved at angre af hele deres hjerte.
Frelsesplanen skulle dog ikke slå fejl, fordi Israel midlertidigt svigtede. Selv om profetens tilhørere ikke gav agt på, hvad han sagde, ville de planer, Herren havde lagt, blive gennemført støt og sikkert, og hans vilje ville blive opfyldt til fuldkommenhed. Herren sagde ved sit sendebud: "Fra stedet, hvor solen står op, til stedet, hvor den går ned, er mit navn stort iblandt folkene, og alle vegne bringes der mit navn røgoffer og rene offergaver; thi mit navn er stort iblandt folkene." Mal. 1,11.
Den pagt, som Gud havde indgået med Levis sønner om at give dem "liv og fred" en pagt, som ville have bragt uendelige velsignelser tilbød han nu at forny med dem, der engang var åndelige ledere, men var blevet "ringeagtede og oversete af alt folket" på grund af deres synder.
Lovovertræderne blev i højtidelige vendinger advaret om, at der ville komme en dommedag, og at det var Guds vilje at udrydde hver eneste lovovertræder i hast. Al håb blev dog ikke slukket for dem. Malakias forudsigelser om en kommende dom indeholdt også appeller, som opfordrede de ubodfærdige til at slutte fred med Gud. Herren sagde: "Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder." Mal. 3,7.
Man skulle synes, at hvert eneste hjerte ville efterkomme en sådan opfordring. Himmelens Gud beder sine vildfarende børn om at komme tilbage til ham og genoptage samarbejdet for at fremme hans værk på jorden. Herren rækker sin hånd ud for at gribe Israels hånd og lede dem ind på selvfornægtelsens og forsagelsens snævre vej og gøre dem til Guds medarvinger. Er de villige til at komme? Ser de det som deres eneste håb?
Hvor er det tragisk, at israelitterne på Malakias' tid var så uvillige til at give Gud deres stolte hjerte. De burde omgående have vist ham deres kærlighed ved at adlyde ham og samarbejde med ham af hele deres sjæl. Deres svar viser deres selvretfærdighed. "Hvorledes skal vi vende os?"
Herren gør nu sit folk opmærksom på en af deres mest fremtrædende synder. "Skal et menneske bedrage Gud?" spørger han. "I bedrager mig jo" Det ulydige folk er endnu ikke overbevist om deres synd og spørger: "Hvorved har vi bedraget dig?"
Herrens svar er ikke til at tage fejl af: "Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskarers Herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger Hærskarers Herre." Mal. 3,7-12.
Gud velsigner menneskenes hænders gerning for at sætte dem i stand til at give ham det tilbage, som tilkommer ham. Han skænker dem solskin og regn og får afgrøderne til at vokse. Han skænker dem sundhed og evner, så de kan erhverve sig midler. Alle velsignelser kommer fra hans gavmilde hånd, og han ønsker, at mænd og kvinder skal vise deres taknemmelighed ved at bringe ham en gave i form af tiende og offerydelser i form af takofre, frivilligofre og syndofre. De skal hellige deres midler til hans tjeneste, for at hans vingård ikke skal ligge øde hen. De skal søge at blive klar over, hvad Herren ville gøre, hvis han var i deres sted. De skal drøfte alle deres vanskelige problemer med ham i deres bønner. De skal vise uselvisk interesse for hans værks fremme i alle dele af verden.
Israelitterne lærte til sidst dels af den type budskaber, som Malakias, den sidste af Det gamle Testamentes profeter, bragte, dels af de vanskeligheder, som deres hedenske fjender forårsagede at virkelig fremgang er en følge af lydighed imod Guds lov. Men for mange israelitters vedkommende havde lydigheden ikke sit udspring i tro og kærlighed. Deres motiver var egenkærlige. De, tjente kun Gud formelt, for at opnå national storhed. Det udvalgte folk blev ikke verdens, men isolerede sig fra verden for at udgå at blive forledt til afgudsdyrkelse. De forbud, som Gud havde udstedt hans folk måtte ikke gifte sig med hedningerne, og israelitterne måtte ikke deltage i nabofolkenes afgudsdyrkelse blev fordrejet og benyttet som et påskud til at bygge en mur imellem israelitterne og alle andre folk med det resultat, at andre gik glip af netop de velsignelser, som Gud havde befalet Israel at skænke verden.
Samtidig afbrød jøderne forbindelsen med Gud på grund af deres synder. De kunne slet ikke fatte den dybe åndelige betydning af deres symbolske tjeneste. I deres selvretfærdighed stolede de på deres egne gerninger og på ofrene og forordningerne i stedet for at sætte deres lid til ham, som alle disse ting pegede hen til. Idet de søgte at opstille deres egen retfærdighed, forskansede de sig bag en selvtilstrækkelig formalisme. De var ikke i besiddelse af Helligånden og Guds nåde, og for at råde bod på denne mangel søgte de at overholde de religiøse ceremonier og forskrifter meget strengt. De var end ikke tilfredse med de forskrifter, som Gud selv havde givet dem, men gjorde de guddommelige bud vanskeligere ved at tilføje utallige krav, som de selv havde fundet på. Jo længere de kom bort fra Gud, jo strengere overholdt de disse former.
Det var umuligt for folket at holde loven, da alle disse detaljerede og besværlige krav var blevet føjet til. Retfærdighedens store principper, som var fremsat i de ti bud, og de herlige sandheder, som var skildret i den symbolske tjeneste, blev fordunklet og begravet under en dynge menneskelige traditioner og love. De mennesker, der virkelig ønskede at tjene Gud og prøvede at holde hele loven ifølge præsternes og forstandernes forskrifter, stønnede under den tunge byrde.
Det israelitiske folk længtes efter, at Messias skulle komme, men nationen som helhed var i hjerte og liv så fremmed over for Gud, at de slet ikke havde nogen virkelig forståelse af den lovede forløsers karakter eller mission. Det burde have været deres store ønske at blive frelst fra synden og komme i besiddelse af hellighedens fred og herlighed, men i stedet satte de deres hu til at blive befriet for landets fjender og til at få deres verdslige storhed tilbage. De ventede, at Messias skulle komme som en erobrer, der ville sønderbryde alle åg og give Israel herredømmet over alle andre nationer. På denne måde lykkedes det Satan at påvirke folkets hjerte således, at de forkastede Frelseren, da han kom. De var ikke i stand til at foretage en korrekt bedømmelse af vidnesbyrdene om, at han var Messias, fordi deres hjerte var stolt og deres opfattelse af hans karakter og mission forkert.
Det jødiske folk havde ventet på den lovede frelsers komme i over tusind år. Deres lyseste forhåbninger var knyttet til denne begivenhed. I tusind år havde hans navn haft den centrale plads i sang og profeti, i templet og i bønnerne i hjemmet. Men da han kom, forstod de ikke, at han var den Messias, som de havde ventet på. "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." Joh. 1,11. Kærlighed til verden fyldte deres hjerte i en sådan grad, at de betragtede ham, som hele Himmelen elskede, som "et rodskud af udtørret jord". I deres øjne var uden skønhed og pragt, uden ydre, så de syntes om ham. Es. 53,2.
Den måde, hvorpå Jesus af Nazaret levede blandt jødefolket, var i sig selv en irettesættelse til dem for den egenkærlighed, som kom til syne, da de nægtede at anerkende de retfærdige krav, som vingårdens herrer stillede. De hadede hans sandhedskærlige og gudfrygtige eksempel, og da de blev stillet på den endelige prøve og skulle vise, om de ville være lydige og vælge det evige liv eller være ulydige og vælge den evige død, forkastede de Israels Hellige og blev skyld i hans korsfæstelse på Golgatas kors.
Ved slutningen af sin gerning på jorden fortalte Kristus lignelsen om vingården for at henlede de jødiske læreres opmærksomhed på de rige velsignelser, som Israel havde modtaget, og for at vise, at Gud med rette kunne forlange, at de viste ham lydighed. Han viste dem klart og tydeligt Guds herlige planer, som de kunne have bragt til udførelse, hvis de havde været lydige. Han løftede det slør, der skjulte fremtiden, og viste dem, at hele folket forspildte hans velsignelser og bragte ulykke over sig selv, fordi de ikke gjorde hans vilje.
Kristus sagde: "Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands." Matt. 21.
Med disse ord henviste Frelseren til "Hærskarers Herres vingård", som profeten Esajas for flere århundreder siden havde sagt var Israels hus. Es. 5,7.
Kristus fortsatte: "Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham. Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, da han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: der er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv! Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel."
Da Kristus havde foreholdt præsterne deres største forbrydelse, spurgte han dem: "Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?" Præsterne havde lyttet til fortællingen med stor interesse, og uden at tænke over, at det gik dem selv, sagde de ligesom folket: "Et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er."
Uden at tænke over det havde de fældet dommen over sig selv. Jesus fæstede sine øjne på dem, og da de så hans ransagende blik, blev de klar over, at han læste deres hjertes lønlige tanker. De så hans guddommelighed lyne med en kraft, som ikke var til at tage fejl af. De var klar over, at vingårdsmændene var et billede på dem selv, og udbrød imod deres vilje: "Det ske aldrig!"
Med sorg i sit sind stillede Kristus dem det højtidelige spørgsmål: "Har I aldrig læst i skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne. Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse." Matt. 21,34-44.
Kristus kunne have tilbagekaldt dommen over det jødiske folk, hvis de havde taget imod ham, men deres misundelse og skinsyge havde gjort dem uforsonlige. De traf den beslutning, at de ikke ville anerkende Jesus af Nazaret som Messias. De forkastede Verdens Lys, og fra det øjeblik blev de indhyllet i det sorteste mørke. Den dom, som var forudsagt, blev fuldbyrdet på det jødiske folk. Det var deres egne heftige, ukontrollerede lidenskaber, der voldte deres ulykke. I deres blinde raseri dræbte de hinanden. Deres utæmmelige stolthed vakte deres romerske sejrherrers vrede. Jerusalem blev ødelagt, templet lagt i ruiner og tempelpladsen pløjet som en mark. Judas børn blev dræbt ved de frygteligste metoder, og millioner blev solgt som slaver i hedenske lande.
Herren vil benytte sin menighed på jorden i dag til at fuldbyrde den plan, som han ville have gennemført med Israels hjælp. Han har lejet "sin vingård ud til andre vingårdsmænd" nemlig det folk, som holder hans pagt og samvittighedsfuldt "giver ham frugterne, når tid er". Der har aldrig været et tidspunkt i denne jords historie, hvor Herren ikke har haft trofaste repræsentanter, har gjort hans sag til deres. Disse vidner udgør det åndelige Israel, og alle de løfter, som findes i Herrens pagt med det gamle Israel, vil blive opfyldt på dem.
I dag har Guds menighed frihed til at "fuldbyrde den guddommelige plan til den fortabte menneskeheds frelse. I mange hundrede år har Guds folk lidt under, at deres frihed var begrænset. Det var forbudt at forkynde evangeliet i dets renhed, og de, der vovede at overtræde de forbud, som var udstedt af mennesker, blev straffet hårdt. Følgen var, at Herrens store åndelige vingård næsten slet ikke blev passet. Folket blev berøvet Guds ord lys. Vildfarelsens og overtroens mørke truede med at udslette den sande religion. I denne lange tidsperiode, hvor forfølgelsen rasede ubarmhjertigt, var Guds menighed på jorden lige så bogstaveligt i fangenskab som Israels børn, da de var fanger i Babylon.
Men lovet være Gud: hans menighed er ikke i fangenskab længer! Det åndelige Israel har fået de samme privilegier som Guds folk, da de blev udfriet fra Babylon. Overalt på jorden lytter mænd og kvinder til det "himmelske budskab, som Johannes, forfatte af Åbenbaringens bog, forudsagde ville blive forkyndt før Kristi andet komme: Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet." Åb. 14,7.
Ondskabens hære har ikke længer magt til at holde menigheden i fangenskab, for faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin". Og nu lyder dette budskab til det åndelige Israel: "Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes, af hendes plager." Åb. 14,8; 18,4. De landflygtige israelitter efterkom opfordringen: "Fly ud af Babel" (Jer. 51,6) og vendte hjem til Det forjættede Land. På samme måde giver de mennesker, der frygter Gud i dag agt på opfordringen til at trække sig tilbage fra det åndelige Babylon, og inden længe vil de stå på den nye jord. Det himmelske Kana'an, som levende beviser på, hvad Guds nåde kan udrette.
På Malakias' tid blev de gudløses hånlige spørgsmål: "Hvor er ellers dommens Gud?" besvaret med disse alvorlige ord: "Til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel. ..... Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne. Han er jo som metalsmelterens ild og trætternes lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Herren i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være Herren liflig som i fordums dage, i henrundne år." Mal. 2,17; 3,1-4.
Umiddelbart før den lovede Messias kom, forkyndte Kristi forløber dette budskab: Omvend jer, toldere og syndere; omvend jer, farisæere og saddukæere, "thi Himmeriget er kommet nær". Matt. 3,2.
Guds udvalgte tjenere arbejder også i Elias' og Johannes Døbers ånd og kraft i dag og søger at få en verden, som venter på sin dom, til at give agt på de alvorlige begivenheder, som snart vil finde sted i forbindelse med Jesu Kristi komme som kongers Konge og herrers Herre. Hvert eneste menneske vil snart blive dømt for de gerninger, som det har gjort ved legemet. Guds doms time er kommet, og der påhviler medlemmerne af hans menighed på jorden det højtidelige ansvar at advare dem, der så at sige står på randen af den evige fortabelse. Hvert eneste lydhørt menneske i verden skal gøres bekendt med de principper, der kæmpes om i den store kamp principper, som afgør hele menneskehedens skæbne.
Vi lever i de sidste timer af menneskenes prøvetid, og hvert eneste menneskes skæbne vil snart blive afgjort for evigt. I denne tid forventer Himmelens og jordens Herre, at hans menighed arbejder som aldrig før. Herren Jesus betragter de mennesker, som er blevet frigjort i Kristus ved kendskab til den dyrebare sandhed, som sine udvalgte; de er begunstiget frem for alle andre mennesker på jorden. Han venter, at de skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørke til sit underfulde lys. De skal gøre andre delagtige i de velsignelser, som de selv har fået så rigeligt del i. Frelsens gode budskab skal forkyndes for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.
De gamle profeter så i deres syner, at herlighedens Herre skænkede sin menighed ekstra meget lys i dagene forud for sit komme, hvor mørke og vantro ville være særlig fremherskende. Han ville opgå over sin menighed som Retfærdighedens sol "med lægedom under sine vinger" (Mal. 4,2), og alle hans sande disciple ville øve en indflydelse, som spredte liv, mod, hjælpsomhed og sand lægedom.
Kristus vil komme igen i den mørkeste periode af denne jords historie. Forholdene i verden lige før Menneskesønnens komme vil være ligesom i Noas og Lots dage. Skriften siger med henblik på denne tid, at Satan vil arbejde med al sin kraft "og med al uretfærdighedens forførelse". 2Tess. 2, 9-10. Det tiltagende mørke, som hastigt breder sig, og den mangfoldighed af vildfarelser, falske læresætninger og forførende teorier, som findes i disse sidste dage, viser, at Satan er på færde. Han er ikke blot ved at tage verden til fange, men hans falsknerier gennemsyrer også de kirkesamfund, som bekender sig til vor Herre Jesus Kristus. Det store frafald vil blive som det tætte midnatsmørke. For Guds folk vil det blive en nat med kamp, gråd og forfølgelse for sandhedens skyld, men Guds lys vil skinne i dette nattemørke.
Gud lader lys skinne frem af mørke. 2Kor. 4,6. Da "jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet" svævede "Guds Ånd ..... over vandene. Og Gud sagde: "Der blive lys!" Han siger til sit folk: "Gør dig rede, blive lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig." Es. 60,1.
Skriften siger: "Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Herren oprinde, over dig skal hans herlighed ses." 2. vers. Kristus, der afspejler Faderens herlighed, kom herned som verdens lys. Han kom for at åbenbare Gud for menneskene, og der står om ham, at han blev salvet "med Helligånd og kraft" og at han "drog omkring og gjorde vel". Apg. 10,38. I synagogen i Nazaret sagde han: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren." Luk. 1,18-19. Det var dette arbejde, han overdrog til sine disciple. Han sagde: "I er verdens lys." "Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene." Matt. 5,14. og 16.
Det er denne gerning, profeten Esajas beskriver med disse ord: "At bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser,j nægter at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår, foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget." Es. 58,7-8.
I det åndelige nattemørke skal Guds her" bryde frem, ved at hans menighed løfter de faldne op og trøster de sørgende.
Overalt omkring os høres en fortvivlet verdens gråd. Alle vegne findes der mennesker, som lider mangel og er i nød. Det er vor pligt at bidrage til at lindre og formilde den hårdhed og elendighed, som mennesker lever i. Intet andet end Kristi kærlighed kan stille sjælens behov. Hvis Kristus bor i os, vil vort hjerte være fyldt af guddommelig medfølelse, og da vil der blive åbnet for Kristi stærke kærligheds kildespring, som før var tilstoppet.
Mange har fuldstændig mistet håbet. Skaf dem solskinnet tilbage. Mange har mistet modet. Tal opmuntrende til dem. Bed for dem. Der er nogle, der trænger til livets " brød. Læs Guds ord for dem. Mange er syge til sjælen, og ingen jordisk balsam eller læge kan helbrede dem. Bed for disse sjæle. Før dem til Jesus. Fortæl dem, at der er balsam i Gilead, og at der findes en Læge der.
Lyset er en velsignelse en universel velsignelse, som strømmer ud til en utaknemmelig, vanhellig og demoraliseret verden. Det samme er tilfældet med det lys, som udgår fra Retfærdighedens Sol. Hele verden, som er indhyllet i syndens, sorgens og smertens mørke, skal oplyses med kundskaben om Guds kærlighed. Det lys, der skinner fra Himmelens trone, skal nå alle sekter, rang klasser og befolkningslag.
Håbets og nådens budskab skal bringes til jordens yderste grænser. Alle de, der selv vil, kan række hænderne ud for at til sig Guds styrke og slutte fred med ham og så vil han skænke dem sin fred. Hedningerne skal ikke lære indhyllet i midnatsmørke. Det sorte mørke skal fordrives af Retfærdighedens Sols stråler.
Kristus har gjort alt, for at hans menighed skal fremtræde som en forvandlet organisation, der får sit lys fra Verdens Lys sin herlighed fra Immanuel, Det er hans vilje, at hver eneste kristen skal være omgivet af en åndelig indflydelse af lys og fred " Han ønsker, at vi skal lade hans glæde " komme til syne i vort liv.
"Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig" Es. 60,1. Kristus kommer med kraft og megen herlighed. Han kommer i sin egen og i sin Faders herlighed, og de hellige engle ledsager ham. Mens hele verden befinder sig i mørke, er der lys i alle de helliges boliger. De får øje på de første lysstråler, når han kommer igen. Når han kommer i sin herlighed, udgår der et uforfalsket lys fra ham, og Kristus, forløseren, vil blive beundret af alle dem, der har tjent ham. Mens de gudløse flygter, glæder Kristi efterfølgere sig i hans nærværelse.
På dette tidspunkt modtager de forløste den arv, som Herren har lovet dem. Således opfyldes Guds hensigt med Israel bogstaveligt. Menneskene formår ikke at tilintetgøre Guds planer. Midt under ondskabens kræfters raseri har Gud støt og sikkert gennemført sin hensigt. Sådan var det igennem Israels historie, da kongeriget var delt, og sådan er det i det åndelige Israel i dag.
Da seeren på Patmos kastede blikket ned gennem tiderne og så Israel få den nye jord i arv, sagde han:
"Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet."
Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: "Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen."
"Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: "Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og flyde os og give ham æren." "Det er herrernes Herre og kongernes Konge," og Lammet skal sejre sammen med dem, "som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste." Åb. 7,9-12; 19,6-7; 17,14.