Dette kapitel er bygget op over 1. mos 9,23-27; 11,1-9
For atter at befolke den øde jord, som syndfloden netop havde renset for moralsk fordærvelse, havde Gud kun bevaret een familie, Noas husstand. Gud havde sagt til Noa: "Dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt." 1. Mos.7, 1. Men hos Noas tre sønner udviklede der sig snart den samme store forskel, som sås i verden før syndfloden. I Sem, Kam og Jafet, der skulle være grundlæggere af den nye slægt, varsledes eftertidens karakter.
Noa forudsagde under guddommelig inspiration, hvorledes fremtiden ville forme sig for de tre store slægter, som ville blive efterkommere af disse tre. Da han så Kams efterkommere, sagde han, idet han sigtede mere til sønnen end til faderen: "Forbandet være Kanaan, trælles træl blive han for sine brødre!" Kams unaturlige forbrydelse viste, at hans sjæl forlængst var blottet for sønlig ærbødighed, og hans handling åbenbarede ugudelighed og en lav karakter. Disse slette karaktertræk blev videreført i Kanaan og hans efterkommere, hvis fortsatte synd nedkaldte Guds dom over dem.
På den anden side gav den ærbødighed, som Sem og Jafet viste over for deres fader og derved for Guds love, løfte om en lysere fremtid for deres efterkommere. Om disse sønner blev der sagt: "Lovet være Herren, Sems Gud, og Kanaan blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kanaan blive hans træl!" Sems efterkommere skulle blive det udvalgte folk, de skulle have Guds pagt, og den lovede forløser skulle være af Sems slægt. Herren var Sems Gud. Fra ham skulle Abraham og Israels folk nedstamme og gennem dem Kristus. "Saligt det folk, hvis Gud er Herren!" Sl. 144, 15. Jafet skulle bo i Sems telte. Hans efterkommere skulle få særlig andel i evangeliets velsignelser.
Kanaans efterkommere sank ned til de mest nedværdigende former for hedenskab. Skønt den profetiske forbandelse havde dømt dem til slaveri, blev dommen holdt tilbage i århundreder. Gud bar over med deres ugudelighed og fordærvelse, indtil de overskred grænsen for hans tålmodighed. Så blev de gjort arveløse og blev trælle hos Sems og Jafets efterkommere.
Noas profeti var ikke en egenmægtig nedkaldelse af Guds vrede eller forjættelse om hans gunst. Den fastsatte ikke sønnernes karakter eller skæbne på forhånd. Men den viste, hvad resultatet ville blive af den livsbane, de hver især havde valgt, og af den karakter, de havde udviklet. Den var et udtryk for Guds hensigt med dem og deres efterkommere under hensyn til deres karakter og opførsel. Som regel arver børn deres forældres tilbøjeligheder og anlæg og efterligner deres eksempel, så at forældrenes synder øves af børnene fra slægt til slægt. Således øvedes Kams ondskab og uærbødighed af hans efterkommere og bragte forbandelse over dem i mange slægtled. "En eneste synder kan ødelægge meget godt." Præd. 9, 18.
Hvor blev Sem derimod rigt belønnet for sin ærbødighed over for sin fader, og hvilken enestående række hellige mænd finder vi ikke blandt hans efterkommere! "Herren kender de uskyldiges dage," "og hans afkom er til velsignelse." Sl. 37, 18. og 26. "Så skal du vide, at Herren din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud." 5. Mos. 7, 9.
I nogen tid blev Noas efterkommere boende mellem de bjerge, hvor arken sad fast. Da deres antal voksede, førte frafald snart til adskillelse. De, der ønskede at glemme deres skaber og afkaste hans lovs bånd, følte sig stadig generet af deres gudfrygtige medmenneskers lære og eksempel, og efter nogen tids forløb besluttede de at skilles fra dem, der tilbad Gud. Derfor rejste de til Sinears slette ved bredden af Eufratfloden. De følte sig tiltrukket af den smukke egn og jordens frugtbarhed, og på denne slette besluttede de at bosætte sig.
Her ville de bygge en by med et tårn af en så kolossal højde, at det blev verdens vidunder. Alt dette blev planlagt for at forhindre folket i at spredes i kolonier. Gud havde befalet, at menneskene skulle sprede sig over hele verden, opfylde og underlægge sig den; men disse Babelbyggere besluttede at bevare deres samfund forenet i een gruppe og at grundlægge et kongedømme, som til sidst skulle omfatte hele jorden. Således ville deres by blive hovedstaden i et verdensomspændende rige. Dets herlighed ville tiltvinge sig hele verdens beundring og hyldest og gøre dets grundlæggere berømte. Det mægtige tårn, der skulle nå til himmelen, var tænkt som et monument over dets bygmestres magt og visdom, og det skulle forevige deres ry til fjerne slægter.
Beboerne af Sinearsletten troede ikke på Guds løfte om, at han ikke ville bringe en vandflod over jorden mere. Mange af dem benægtede Guds eksistens og tilskrev syndfloden naturlige årsager. Andre troede på, at der eksisterede et almægtigt væsen, og at han havde tilintetgjort den verden, der var før syndfloden, og ligesom Kain gjorde de oprør imod ham. Et af deres mål med bygningen af tårnet var at sikre sig i tilfælde af en ny syndflod. Ved at gøre bygningen meget højere, end flodens vand var nået, mente de, at de kunne komme uden for enhver fare. Og når de nåede op til skyerne, håbede de at finde årsagen til syndfloden. Hele foretagendet havde til hensigt at ophøje mestrenes stolthed yderligere og vende fremtidige slægters sind bort fra Gud og lede til afgudsdyrkelse.
Da tårnet var delvis færdigt, blev en del af det brugt til bolig for bygmestrene; andre dele blev prægtigt møbleret og udsmykket og viet til deres afguder. Folket jublede over deres fremgang, priste deres guder af sølv og guld og satte sig op mod himmelens og jordens hersker.
Pludselig standsedes arbejdet, der var skredet så rask fremad. Engle blev sendt ned for at gøre bygmestrenes hensigt til intet. Tårnet havde nået en anselig højde, og det var umuligt for arbejderne på toppen at komme i direkte forbindelse med dem nede ved jorden. Derfor var der på forskellige steder placeret mænd, der skulle modtage besked og lade den gå videre til den næste, når der behøvedes materiale, eller når der skulle gives direktiver med hensyn til byggearbejdet. Mens meddelelserne således gik fra den ene til den anden, blev deres sprog forvirret, så at der blev bestilt materialer, der ikke var brug for; og de meddelelser, der nåede frem, var ofte stik modsat dem, der oprindelig blev givet. Forvirring og fortvivlelse fulgte. Alt arbejde gik i stå. Der kunne ikke mere blive harmoni eller samarbejde. Bygningsmændene kunne ikke forklare de mærkelige misforståelser indbyrdes, og i deres raseri og skuffelse begyndte de at bebrejde hinanden. Deres forbund endte i strid og blodsudgydelse. Som et bevis på Guds mishag slog lyn ned fra himmelen og ødelagde den øverste del af tårnet og kastede den til jorden. Menneskene fik at føle, at der er en Gud, som hersker i Himmelen.
Indtil da havde alle mennesker talt samme sprog. Nu samledes de, som forstod hinanden, i grupper. Nogle drog den ene vej, andre den anden. "Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden." Adspredelsen var et middel til at befolke jorden, og på denne måde blev Herrens hensigt nået netop ved de midler, hvorved menneskene havde forsøgt at forhindre dens opfyldelse.
Men hvilket tab betød det ikke for dem, der havde sat sig op mod Gud! Det var hans hensigt, at menneskene skulle drage ud og grundlægge nationer på forskellige steder i verden og bringe kundskaben om hans vilje med sig, så sandhedens lys kunne skinne ufordunklet for kommende slægter. Noa, retfærdighedens tro forkynder, levede i tre hundrede og halvtreds år efter syndfloden, Sem i fem hundrede. Deres efterkommere fik derved anledning til at gøre sig bekendt med Guds krav og beretningen om hans handlemåde med deres fædre. Men de var uvillige til at lytte til disse ubehagelige sandheder. De nærede intet ønske om at bevare kendskabet til Gud, og ved sprogforvirringen blev de i stor udstrækning udelukket fra forbindelse med dem, der kunne have bragt dem lys.
Babels bygmestre havde næret utilfredshed over for Gud. I stedet for i taknemmelighed at mindes hans barmhjertighed over for Adam og hans nådige pagt med Noa klagede de over hans strenghed, da han uddrev de første mennesker fra Edens have og ødelagde verden ved syndfloden. Men samtidig med, at de anklagede Gud for at være vilkårlig og streng, valgte de den grusomste tyrans herredømme. Satan søgte at få menneskene til at foragte ofringerne, der viste frem til Kristi død, og efterhånden som folkets sind blev formørket af afguderi, ledte han dem til at forfalske disse ofringer og bringe deres egne børn som ofre på deres guders altre. Idet menneskene vendte sig fra Gud, blev de guddommelige egenskaber retfærdighed, renhed og kærlighed erstattet af undertrykkelse, vold og brutalitet.
Menneskene i Babel havde besluttet at oprette en regering uafhængigt af Gud. Der var imidlertid nogle iblandt dem, der frygtede Herren, men som var blevet ført bag lyset af de ugudeliges påstande og draget med ind i deres planer. For disse trofastes skyld udsatte Herren sine straffedomme og gav folket tid til at vise deres sande karakter. Mens den udvikledes, arbejdede Guds sønner på at få dem til at opgive deres forehavende; men folket var fuldstændig enige om at gennemføre deres formastelige foretagende. Hvis de havde fået lov til at fortsætte uhindret, ville de have demoraliseret verden, mens den endnu var i sin barndom. Forbundet var grundlagt på oprør. Det var et rige, der var oprettet med selvophøjelse for øje, og hvor Gud ikke skulle have nogen medbestemmelsesret eller ære. Var dette forbund blevet tilladt, ville en stormagt have fået herredømmet, og den kunne have forjaget retfærdigheden fuldstændig fra jorden og dermed freden, lykken og sikkerheden. I stedet for de guddommelige love, der er hellige, retfærdige og gode (Rom. 7, 12), prøvede menneskene at indføre love, der tjente deres eget egenkærlige og grusomme hjertes hensigt.
De, der frygtede Herren, råbte til ham om at skride ind. Og "Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede". 1. Mos. 11, 5. I sin barmhjertighed over for verden gjorde han tårnbyggernes hensigt til intet og kuldkastede mindesmærket over deres dristighed. Af nåde forvirrede han deres sprog og standsede på den måde formålet med deres oprør. Gud bærer længe over med menneskenes trodsighed og giver dem rigelig anledning til omvendelse, men han mærker sig alle deres planer om at trodse sin retfærdige og hellige lovs myndighed. Fra tid til anden udrækkes den usynlige hånd, der holder sceptret, for at standse uretfærdigheden. Der gives umiskendelige beviser på, at universets skaber, der alene besidder uendelig visdom, kærlighed og sandhed, er den øverste hersker over himmel og jord, og at ingen ustraffet kan trodse hans magt.
Babelstårnets bygmestres planer endte i skam og nederlag. Mindesmærket over deres stolthed blev til et mindesmærke over deres tåbelighed. Og alligevel følger menneskene altid samme kurs de stoler på sig selv og forkaster Guds lov. Det er det princip, Satan prøvede at gennemføre i Himmelen, og som ledede Kain, da han bragte sit offer.
Der er også mennesker, der bygger tårne i dag. Vantro mennesker bygger deres teorier på videnskabens formodninger og slutninger og forkaster Guds åbenbarede ord. Og "fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde". Præd. 8, 11.
I den bekendende kristne verden er der mange, der vender sig bort fra Bibelens ligefremme lære og opbygger en tro på menneskelige spekulationer og behagelige fabler, og de henviser til deres tårn som et middel til at nå op til himmelen. Menneskene hænger med beundring ved veltalenhedens læber, når de lærer, at overtrædere ikke skal dø, og at frelsen kan sikres uden lydighed mod Guds lov. Hvis de, der foregiver at følge Kristus, ville anerkende Guds målestok, ville det føre til enighed; men så længe menneskelig visdom er hævet over hans hellige ord, vil der være splittelse og splid. Den forvirring, der findes mellem stridende trosretninger og sekter, er passende karakteriseret ved ordet "Babel" som profetien (Åb. 14, 8; 18, 2) anvender om de sidste dages verdsligsindede kirker.
Mange søger at skabe en himmel for sig selv ved at skaffe sig rigdom og magt. "I det dybe taler de ondt, i det høje fører de urettens tale," nedtræder menneskerettigheder og ringeagter den guddommelige myndighed. Sl. 73, 8. De stolte kan for en tid have stor magt og tilsyneladende have fremgang i alt, hvad de foretager sig; men til sidst vil de kun få skuffelse og elendighed.
Gud vil snart iværksætte en undersøgelse. Den Højeste vil komme ned for at se det, som menneskenes børn har bygget. Hans suveræne magt vil blive åbenbaret, og menneskenes stolte værk vil blive omstyrtet. "Herren skuer fra Himmelen, ser på alle menneskenes børn; fra sit højsæde holder han øje med alle, som bor på jorden." Herren kuldkasted folkenes råd, gjorde folkeslags tanker til intet; Herrens råd står fast for evigt, hans hjertes tanker fra slægt til slægt," Sl. 33, 13-14. og 10-11.