Dette kapitel er bygget op over 2 Mos 11; 12,1-32
Da kravet om Israels frigivelse blev fremsat over for Ægyptens konge første gang, blev han samtidig advaret om den frygteligste af alle plagerne. Moses havde fået befaling om at sige til Farao: "Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!" 2. Mos. 4, 22-23. Skønt israelitterne blev foragtet af ægypterne, havde Gud æret dem ved at vælge dem til at opbevare sin lov. De særlige velsignelser og forrettigheder, der var tildelt dem, indbefattede, at de havde samme forrang frem for andre folk, som den førstefødte havde frem for sine brødre.
Den straf, som ægypterne var blevet advaret om først, skulle falde sidst. Gud er langmodig og rig på barmhjertighed. Han har øm omsorg for de væsener, der er skabt i hans billede. Hvis tabet af høsten, hornkvæget og småkvæget havde fået ægypterne til at angre, ville deres børn ikke være blevet dræbt; men folket havde hårdnakket modstået Guds befaling, og nu skulle det sidste slag falde.
Moses var blevet truet med dødsstraf, hvis han atter viste sig for Farao; men et sidste budskab fra Gud skulle bringes til den oprørske monark, og Moses trådte frem for ham med den frygtelige meddelelse: "Så siger Herren: Ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder ved håndkværnen, og alt det førstefødte af kvæget. Da skal der i hele Ægypten lyde et klageskrig så stort, at dets lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. Men end ikke en hund skal bjæffe ad nogen af israelitterne, hverken ad folk eller fæ, for at du kan kende, at Herren gør skel mellem ægypterne og Israel. Da skal alle dine tjenere dér komme ned til mig og kaste sig til jorden for mig og sige: Drag bort med alt det folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort!"
Før denne doms fuldbyrdelse lod Herren Moses give israelitterne anvisning på, hvorledes de skulle afrejse fra Ægypten, og især, hvordan de skulle undgå den kommende straf. Hver familie skulle enten alene eller sammen med andre slagte et "lydefrit" lam eller kid og med en ysopkost stryge blodet deraf "på de to dørstolper og overliggeren" i huset, for at ødelæggelsens engel, der ville komme ved midnat, ikke skulle gå ind i boligen. De skulle spise kødet samme nat, stegt over ilden, og de skulle spise usyret brød og bitre urter dertil. Moses sagde: "Når I spiser det, skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren."
Herren sagde: "I denne nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt folk og fæ; og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Men for Eder skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå Eder forbi; intet ødelæggende slag skal ramme Eder, når jeg slår Ægypten."
Til minde om denne store befrielse skulle der hvert år holdes en fest i Israel i alle kommende slægtled. "Denne dag skal være Eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for Herren, slægt efter slægt; som en evig gyldig ordning skal I fejre den." Når de i de kommende år fejrede denne fest, skulle de fortælle deres børn om denne store befrielse, som Moses bød dem: "Det er påskeoffer for Herren, fordi han gik israelitternes huse forbi i Ægypten, dengang han slog ægypterne, men lod vore huse urørte!"
Endvidere skulle den førstefødte både blandt mennesker og dyr tilhøre Herren, og de skulle kun kunne udløses imod erstatning i erkendelse af, at Israels førstefødte - skønt de nådigt blev reddet, da de førstefødte i Ægypten omkom - med rette ville have lidt den samme straf, hvis der ikke var blevet bragt et forsoningsoffer. "Mig tilhører alt det førstefødte," sagde Herren. "Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af mennesker og dyr; mig Herren skal de tilhøre." 4. Mos. 3, 13. Efter indstiftelsen af tabernakeltjenesten valgte Herren Levis stamme til arbejdet i helligdommen i stedet for de førstefødte i folket. "De er skænket mig som gave af israelitternes midte," sagde Herren. "I stedet for alt, hvad der åbner moders liv, alle førstefødte hos israelitterne, har jeg taget mig dem til ejendom." 4. Mos. 8, 16. Men hele folket skulle dog stadig som tak for Guds nåde betale en løsesum for den førstefødte. 4. Mos. 18, 15-16.
Påsken skulle både være et minde og et forbillede. Den skulle ikke alene pege tilbage til befrielsen fra Ægypten, men også fremad til den større befrielse, som Kristus skulle fuldbyrde ved at befri sit folk fra syndens trældom. Offerlammet repræsenterer "Guds Lam", der er vort eneste håb om frelse. Apostlen siger: "Vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus." 1. Kor. 5, 7. Det var ikke nok, at påskelammet blev slagtet; dets blod skulle stryges på dørstolperne. På samme måde må Kristi fortjeneste tilegnes af sjælen. Det er ikke tilstrækkeligt at tro, at han døde for verden; vi må tro, at han døde for os personligt. Vi må enkeltvis tilegne os forsoningsofferets kraft.
Ysoppen, der brugtes til at stryge blodet på med, var et symbol på renselse. Den blev brugt til at rense de spedalske og de mennesker, der havde været i berøring med de døde. I Salmistens bøn ser man også dens betydning: "Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne." Sl. 51, 9. Lammet skulle tilberedes helt, ikke et ben måtte knuses. På samme måde skulle der ikke knuses et ben på Guds Lam, der skulle dø for os. Joh. 19, 36. Derved blev der også givet et billede på Kristi offers fuldkommenhed.
Kødet skulle spises. Det er ikke nok, at vi tror på Kristus for at få tilgivet vor synd; ved tro må vi stadig modtage åndelig styrke og næring fra ham gennem hans ord. Kristus sagde: "Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv." Joh. 6, 53-54. Og for at forklare, hvad han mente, sagde han: "De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv." 63. vers. Jesus anerkendte sin Faders lov, opfyldte dens principper i sit liv, åbenbarede dens ånd og viste dens velgørende kraft i hjertet. Johannes siger: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1, 14. Kristi efterfølgere må have del i hans erfaring. De må modtage og tilegne sig Guds ord sådan, at det bliver drivkraften til liv og handling. Ved Kristi kraft må de forandres, så de ligner ham og genspejler Guds egenskaber. De må spise Guds Søns kød og drikke hans blod, ellers er der intet liv i dem. Kristi ånd og gerning må blive hans disciples ånd og gerning.
Lammet skulle spises med bitre urter for at minde om trældommens bitterhed i Ægypten. Således bør vi, når vi henter næring hos Kristus, gøre det med hjertets anger på grund af vore synder. Brugen af usyret brød havde også stor betydning. Det var udtrykkeligt påbudt i loven om påsken, at ingen surdej matte findes i deres huse under festen, og jøderne overholdt det strengt. På samme måde bør syndens surdej fjernes fra alle, som vil modtage liv og næring fra Kristus. Således skriver Paulus til korintermenigheden: "Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej; ..... thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød." 1. Kor. 5, 7-8.
Inden trællene kunne opnå friheden, måtte de vise deres tro på den forestående befrielse. Blodets tegn skulle anbringes på deres huse og både de selv og deres familier skulle skille sig ud fra ægypterne og samles i deres egne boliger. Hvis israelitterne på noget punkt havde tilsidesat den vejledning, de havde fået, f. eks. ved at undlade at skille deres børn ud fra ægypterne, ved ikke at stryge blodet på dørstolperne, når de havde slagtet lammet eller ved at gå ud af deres huse, ville de ikke være blevet reddet. Det kunne godt tænkes, at nogle ærligt mente at de havde gjort alt, hvad der var nødvendigt; men deres oprigtighed ville ikke have frelst dem. Alle, der ikke fulgte Herrens vejledning, ville miste deres førstefødte, når ødelæggeren kom.
Folket skulle bevise deres tro ved lydighed. På samme måde bør alle, som håber at blive frelst ved Kristi blods fortjeneste, indse at de selv skal gøre noget for at sikre sig frelsen. Selv om Kristus alene kan frelse os fra overtrædelsens straf, skal vi selv tage skridtet fra synd til lydighed. Mennesket frelses ved tro, ikke ved gerninger, men denne tro må give sig udslag i gerninger. Gud har givet sin søn hen for at dø som en forsoning for synd, han har ladet sandhedens lys skinne, åbnet livets vej og givet anledninger, forskrifter og forrettigheder, og nu må mennesket benytte sig af disse frelsesmidler; det må værdsætte og bruge de hjælpemidler, Gud har tilvejebragt det må tro og adlyde alle de guddommelige krav.
Da Moses gentog Guds bestemmelser for Israel, "bøjede folket sig og tilbad". Det glade håb om frihed, den frygtelige viden om den dom, der ventede deres undertrykkere, de bekymringer og forberedelser, der var forbundet med deres hurtige afrejse - alt sammen kom i dette øjeblik til udtryk i taknemmelighed over for deres nådige befrier. Mange af ægypterne var kommet til at anerkende hebræernes Gud som den eneste sande Gud, og de bad nu om at måtte søge tilflugt i israelitternes huse, når ødelæggelsens engel gik gennem landet. De blev med glæde budt velkommen og lovede, at de herefter ville tjene Jakobs Gud og drage ud af Ægypten sammen med hans folk.
Israelitterne adlød den vejledning, Gud havde givet. I al hemmelighed skyndte de sig at træffe forberedelser til afrejsen. Deres familier blev samlet, påskelammet slagtet, kødet stegt over ild og det usyrede brød og de bitre urter tilberedt. Faderen, familiens præst, strøg blodet på dørstolperne og sluttede sig derefter til familien inde i huset. I tavshed skyndte de sig at spise påskelammet. Folket vågede og bad i ærefrygt, mens den førstefødtes hjerte bankede i ubeskrivelig frygt, hvad enten han var en voksen mand eller et lille barn. Fædre og mødre knugede deres elskede førstefødte i deres arme ved tanken om det frygtelige slag, der skulle falde den nat. Men intet israelitisk hjem blev hjemsøgt af dødsengelen. Blodets tegn - tegnet på en frelsers beskyttelse - var på deres døre, og ødelæggeren gik ikke ind.
Ved midnat lød der "et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død". Alle de førstefødte i landet lige fra Faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte af kvæget, var blevet ramt af ødelæggeren. I hvert eneste hjem i hele det vidtstrakte Ægypten var familiens stolthed blevet dræbt. De sørgendes skrig og gråd fyldte luften. Konge og hofmænd stod blege og skælvende, forfærdede over den overvældende rædsel. Farao huskede, hvordan han engang havde sagt: "Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse. Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse." Nu, da hans himmelstormende stolthed var lagt i støvet, lod han "Moses og Aron kalde om natten og sagde: "Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israelitterne, og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt ..... Drag bort; og bed også om velsignelse for mig!" Både de kongelige rådgivere og folket trængte på folket for at påskynde deres afrejse fra landet thi de sagde: "Vi mister alle livet!"