Dette kapitel er bygget op over 2 Mos 15,22-27; 16-18
Fra Det røde Hav drog Israels hærskarer videre på deres rejse under skystøttens ledelse. Landskabet omkring dem var meget trist: nøgne golde bjerge, øde sletter og et vidtstrakt hav, hvis bredder var dækket af deres fjenders lig. Men bevidstheden om friheden fyldte dem med glæde, og al misfornøjelse blev bragt til tavshed.
De rejste nu tre dage uden at finde vand. Det forråd, de havde taget med sig, var sluppet op. De havde intet at slukke deres brændende tørst med, mens de trætte slæbte sig hen over de ophedede sletter. Moses var kendt med disse egne og vidste i modsætning til de andre, at vandet ved Mara, hvor de nærmeste kilder fandtes, var udrikkeligt. Han iagttog med den største bekymring skyen, som ledede dem. Modet sank, da han hørte det glade råb: "Vand! Vand!" gå fra mand til mand. Mænd, kvinder og børn skyndte sig glade hen til kilden, men snart lød der et fortvivlet råb fra skarerne, for vandet var bittert.
I deres rædsel og fortvivlelse bebrejdede de Moses, fordi han havde ledet dem den vej. De glemte, at det var Gud, der i den mystiske sky havde vejledet både Moses og dem. I sin sorg over deres nød gjorde Moses det, som de havde glemt at gøre; han råbte alvorligt til Gud om hjælp. "Og da viste Herren ham en bestemt slags træ; og da han kastede det i vandet, blev vandet drikkeligt." Her blev løftet givet til Israel gennem Moses: "Hvis du vil høre på Herren din Guds røst og gøre, hvad der er ret i hans øjne, og lytte til hans bud og holde dig alle hans bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over ægypterne, men jeg Herren er din læge!"
Fra Mara rejste folket til Elim, hvor de fandt tolv vandkilder og halvfjerdsindstyve palmetræer. Her blev de flere dage, inden de gik ind i Sins ørken. Da de havde været borte fra Ægypten en måned, slog de lejr i ørkenen for første gang. Deres forråd var nu ved at slippe op. Der var ikke ret meget grønt i ørkenen, og deres hjorde svandt ind. Hvordan skulle disse store menneskemængder få føde? Tvivl fyldte deres hjerte, og de begyndte igen at knurre. Selv øversterne og folkets ældste sluttede sig til klagerne imod Guds udvalgte ledere: "Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød! Thi I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult."
De havde endnu ikke lidt sult. Deres daglige behov blev dækket, men de frygtede for fremtiden. De kunne ikke forstå, hvordan denne menneskemængde skulle kunne klare sig under rejsen gennem ørkenen, og de så i fantasien deres børn sulte ihjel. Herren tillod, at de kom ud for vanskeligheder, og at deres forråd slap op, for at de skulle søge hjælp hos ham, der hidtil havde været deres befrier. Hvis de ville råbe til ham i deres nød, ville han give dem endnu flere tydelige tegn på sin kærlighed og omsorg. Han havde lovet, at de ikke ville blive syge, hvis de adlød hans befalinger, og det var syndig vantro fra deres side at frygte, at de eller deres børn ville dø af sult.
Gud havde lovet at være deres Gud, at antage dem som sit folk og lede dem til et stort og godt land. Men de var ved at give op, hver eneste gang de mødte en hindring på vejen til dette land. Gud havde på en vidunderlig måde udfriet dem fra trældommen i Ægypten for at ophøje og forædle dem og gøre dem til en lovprisning på jorden. Men det var nødvendigt at udsætte dem for vanskeligheder og savn. Gud ville løfte dem op fra deres nedværdigende kår og gøre dem skikket til at udfylde en ærefuld plads mellem nationerne og modtage vigtige hellige hverv. Hvis de havde troet på ham på grund af alt det, han havde udrettet for dem, ville de frejdigt have tålt ubehageligheder, afsavn, ja endog virkelige lidelser; men de var kun villige til at stole på Herren, så længe de kunne se beviser på hans magt. De glemte deres bitre lod i Ægypten. De glemte den godhed og magt, som Gud åbenbarede for at udfri dem fra trældommen. De glemte, hvordan deres børn var blevet sparet, da dødens engel slog alle Ægyptens førstefødte ihjel. De glemte den vidunderlige åbenbarelse af Guds magt ved Det røde Hav. De glemte, at mens de selv var gået trygt på den vej, der var dannet til dem, var deres fjenders hær blevet opslugt af vandet, da de forsøgte at forfølge dem. De så og følte kun deres øjeblikkelige besværligheder og prøvelser, og i stedet for at sige: "Gud har gjort store ting for os; vi var slaver, men nu gør han os til et stort folk," talte de om vejens besværligheder og spekulerede på, hvordan deres trættende pilgrimsrejse ville ende.
Beretningen om Israels ørkenvandring blev nedskrevet til gavn for Guds Israel lige til verdens ende. Guds handlemåde med israelitterne, mens de rejste frem og tilbage i ørkenen, hvor de var udsat for sult, tørst og træthed, men hvor de også var vidne til de slående åbenbarelser af hans magt for at hjælpe dem, er fuld af advarsler og lærdomme til hans folk gennem alle tider. Hebræernes forskellige erfaringer var en skole, som de måtte igennem, før de kunne bosætte sig i det lovede hjem i Kanaan. Gud ønsker, at hans folk i vor tid med ydmygt hjerte og modtageligt sind skal læse om de prøvelser, som det gamle Israel måtte gennemgå, for at tage ved lære deraf og blive beredt til det himmelske Kanaan.
Mange undrer sig over israelitternes vantro og knurren, når de læser Israels historie, og mener, at de ikke ville have været så utaknemmelige selv, hvis de havde været i deres sted. Men når deres tro bliver sat på prøve, selv i småting, udviser de ikke mere tro eller tålmodighed end det gamle Israel. Når de kommer ud for vanskeligheder knurrer de over de midler, som Gud benytter til at lutre dem. Skønt deres øjeblikkelige behov tilfredsstilles, er der mange, der er uvillige til at stole på Gud i fremtiden. De er til stadighed ængstelige for, at de skal blive fattige, og at deres børn skal komme til at lide mangel. Nogle går i en stadig frygt for ondt eller gør vanskelighederne større, end de er, med det resultat, at de ikke ser alle de velsignelser, de burde være taknemmelige for. Deres vanskeligheder skiller dem fra Gud, fordi de skaber uro og utilfredshed hos dem, i stedet for at søge hjælp hos ham der er den eneste kilde til styrke.
Er det rigtigt af os at være så vantro? Har vi grund til at være utaknemmelige og mistroiske? Jesus er vor ven, hele Himmelen er interesseret i vor velfærd, og vor ængstelse og frygt bedrøver Guds Helligånd. Vi bør ikke bekymre os, for det irriterer og trætter os blot, men hjælper os ikke at udholde prøvelser. Vi bør ikke nære en sådan mistillid til Gud, at vi gør det til vor hovedopgave at sikre os imod at komme til at lide nød, som om vor lykke bestod i jordiske ting. Det er ikke Guds vilje, at hans folk skal tynges af bekymringer. Men vor Herre siger ikke, at der ikke er nogen farer på vejen. Han har ikke i sinde at tage sit folk ud af den syndige og onde verden, men han henviser os til et tilflugtsted, der aldrig svigter. Han giver dem, der er trætte og tyngede af bekymringer, denne indbydelse: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Læg det åg af ængstelse og jordiske bekymringer bort, som I har lagt på jeres egen nakke, og "tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; "så skal I finde hvile for jeres sjæle."" Matt. 11, 28-29. Vi kan finde hvile og fred i Gud, hvis vi kaster alle vore bekymringer på ham; for han har omsorg for os. 1. Pet. 5, 7.
Apostlen Paulus siger: "Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud." Heb. 3, 12. I betragtning af alt, hvad Gud har gjort for os, burde vor tro være stærk, handlekraftig og udholdende. I stedet for at knurre og klage burde vi sige i hjertet: "Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger." Sl. 103, 1-2.
Gud var ikke ligegyldig over for Israels trang. Han sagde til deres leder: "Jeg vil lade brød regne ned fra Himmelen til Eder." Der blev også givet forskrifter om, at folket skulle samle forråd til hver dags forbrug og en dobbelt portion den sjette dag for at de fortsat kunne holde sabbatten hellig.
Moses forsikrede folket om, at deres behov ville blive dækket. "Det skal ske, når Herren i aften giver Eder kød at spise og i morgen brød at mætte Eder med." Og han tilføjede: "Thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren." Han bød endvidere Aron sige til dem: "Træd frem for Herrens åsyn, thi han har hørt Eders knurren!" Og mens Aron talte, "vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen". En herlighed, som de aldrig før havde set, var et symbol på Guds nærværelse. Gennem åbenbarelser, som de kunne opfatte med deres sanser, skulle de få kundskab om Gud. De skulle lære, at den Højeste, og ikke blot Moses, var deres leder, og de skulle frygte hans navn og lyde hans røst.
Om aftenen blev lejren omgivet af så store flokke af vagtler, at der var nok til alle. Om morgenen var jorden dækket af "noget fint, skælagtigt noget, noget fint, der lignede rim". "Det lignede hvide korianderfrø." Folket kaldte det manna. Moses sagde: "Det er det brød, Herren har givet Eder til føde." Folket samlede mannaen og opdagede, at der var rigeligt til alle. De malede den "i håndkværne eller stødte den i mortere; så kogte de den i gryder og lavede kager deraf". 4. Mos. 11, 8. Den "smagte som honningkager". De fik besked på at samle en omer om dagen til hver, og de måtte ikke gemme den til næste morgen. Der var nogle, der prøvede at gemme lidt til næste dag, men de opdagede, at den var uspiselig. Det daglige forbrug skulle samles om morgenen, for alt, hvad der blev tilbage på jorden, smeltede i solen.
Da man samlede mannaen, fik nogle mere og andre mindre end det fastsatte kvantum, men da de målte det med omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt. Apostlen Paulus giver en forklaring på dette skriftsted og en praktisk lærdom i 2. Kor. 8, 13-15: "Det er jo ikke meningen, at andre skal have det let og I svært; nej der skal være ligelighed. Nu for tiden må I med jeres overflod hjælpe de andre, som trænger til det, for at de engang med deres overflod kan hjælpe jer, når I trænger til det, for at der kan blive ligelighed, som der står skrevet: "Den, der samlede meget, fik ikke for meget, og den, der samlede lidet, fik ikke for lidt.""
På den sjette dag samlede folket to omer til hver. Menighedens øverster skyndte sig at fortælle Moses det. Hans svar var: "Det er netop, som Herren har sagt. I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til side for at gemme det til i morgen!" Det gjorde de, og det viste sig, at det ikke fejlede noget. "Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i dag, thi i dag er det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks dage skal I samle det, men på den syvende dag, sabbatten, er der intet at finde."
Gud kræver, at hans hellige dag skal holdes lige så ærbødigt nu som på Israels tid. Alle kristne burde tage det bud, der blev givet til hebræerne, til indtægt. Dagen før sabbatten bør være en forberedelsesdag, hvor man bringer alt i orden til sabbattens hellige timer. Vort eget arbejde bør aldrig få lov til at gøre indgreb i de hellige timer. Gud har befalet, at der skal sørges for de syge og lidende. Det arbejde, der er nødvendigt for at pleje dem, er en barmhjertighedsgerning, og det er ikke en overtrædelse af sabbatten; men alt unødvendigt arbejde bør undgås. Mange venter skødesløst til sabbattens begyndelse med at gøre småting, som kunne have været gjort på beredelsesdagen. Sådan bør det ikke være. Arbejde, som man ikke har nået inden sabbattens begyndelse, bør vente, til den er forbi. En sådan fremgangsmåde kan måske hjælpe de glemsomme at huske bedre og få dem til at være omhyggelige med at gøre deres eget arbejde på de seks hverdage.
Hver uge under det lange ophold i ørkenen overværede israelitterne et tredobbelt mirakel, der havde til hensigt at indprente dem sabbattens hellighed: der faldt en dobbelt portion manna den sjette dag, der faldt intet på sabbatten, og endelig holdt det, der var brug for på sabbatten, sig frisk, mens det, der blev gemt på andre tidspunkter, blev uspiseligt.
I de omstændigheder, der er knyttet til folkets forsyning med manna, har vi et afgørende bevis på, at sabbatten ikke som mange hævder blev indstiftet, da loven blev givet på Sinaj. Før israelitterne kom til Sinaj, forstod de, at de havde pligt til at holde sabbatten. De var nødt til at samle en dobbelt portion manna øm fredagen for at have noget til sabbatten, da der intet faldt, og herved blev hviledagens hellige karakter til stadighed indskærpet dem. Da nogle af folket alligevel gik ud for at samle manna om sabbatten, spurgte Herren: "Hvor længe vil I vægre Eder ved at holde mine bud og love?"
Israelitterne spiste manna i fyrretyve år, indtil de kom til beboede egne; de spiste manna, indtil de kom til grænsen af Kanaans land. I fyrre år mindede dette mirakel dem daglig om Guds usvigelige omsorg og ømme kærlighed. Salmisten siger, at Gud gav dem himmelkorn; mennesker spiste englebrød (Sl. 78, 24-25); det vil sige mad, som englene skaffede dem. Mens de levede af himmelkorn erfarede de daglig, at med Guds løfte i eje var de lige så trygge mod mangel, som hvis de havde været omgivet af de frugtbare bølgende kornmarker i Kanaan.
Mannaen, der faldt fra himmelen for at holde Israel i live, var et forbillede på ham, der kom fra Gud for at give verden liv. Jesus sagde: "Jeg er livets brød. Jeres fædre spise manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen ..... Om nogen spiser af det brød, skal han leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden." Joh. 6, 48-51. Og med henblik på de velsignelser, der er lovet Guds folk i det kommende liv, står der skrevet: "Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna." Åb. 2, 17.
Da israelitterne havde forladt Sins ørken, slog de lejr i Refidim. Her fandtes intet vand, og atter nærede de mistillid til Guds forsyn. I deres blindhed og formastelse kom folket til Moses med kravet: "Skaf os vand at drikke!" Men hans tålmodighed fornægtede sig ikke. "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I Herren?" De råbte i vrede: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde dø af tørst?" Når de blev forsynet rigeligt med føde, skammede de sig over deres vantro og knurren og lovede at stole på Herren for fremtiden; men de glemte snart deres løfte og svigtede ved den første trosprøve. Skystøtten, der ledede dem, syntes at rumme et frygteligt mysterium. Og Moses - hvem var han? spurgte de. Og hvad var hans hensigt med at føre dem ud af Ægypten? Mistanke og mistro fyldte deres hjerte, og i deres formastelse anklagede de ham for at ville dræbe dem og deres børn med afsavn og besværligheder, for at han kunne tilegne sig deres ejendele. I deres raseri og harme var de ved at stene ham.
I sin nød råbte Moses til Herren: "Hvad skal jeg gøre med dette folk?" Han fik befaling om at tage den stav, hvormed han havde udført mirakler i Ægypten, og træde frem for folket sammen med de ældste i Israel. Og Herren sagde til ham: "Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folkene kan få noget at drikke." Han adlød, og vandet brød frem i en levende strøm, så hele lejren fik rigeligt at drikke. I stedet for at befale Moses at løfte staven og ligesom i Ægypten nedkalde en frygtelig plage over dem, der var begyndt på denne onde knurren, benyttede Herren i sin store nåde staven til deres redning.
Han kløvede klipper i ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af strømme, han lod bække rinde af klippen og vand strømme ned som floder. Sl. 78, 15-16. Moses slog på klippen, men det var Guds Søn, der skjult i skystøtten stod ved siden af ham og fik det livgivende vand til at flyde. Både Moses, de ældste og hele menigheden, der stod i nogen afstand, så Guds herlighed; men hvis skyen var blevet fjernet, ville de være blevet fortæret af den frygtelige stråleglans fra ham, som opholdt sig i den.
Da folket tørstede, fristede de Gud og sagde: "Er Herren iblandt os eller ej?" "Hvis Gud har ført os hertil, hvorfor giver han os så ikke vand såvel som brød?" Den vantro, de derved udviste, var formastelig, og Moses frygtede, at Guds straf ville falde på dem. Og han kaldte stedets navn Massa, "fristelse" og Meriba, "kiv" til minde om deres synd.
Nu truede en ny fare dem. På grund af deres knurren imod Herren tillod han, at de blev angrebet af deres fjender. Amalekitterne, en vild krigerstamme, der boede i den egn, drog ud og dræbte dem, der på grund af træthed ikke kunne følge med. Moses vidste, at flertallet af folket ikke var beredt til kamp. Han bød derfor Josua udvælge nogle soldater fra de forskellige stammer og føre dem mod fjenden næste morgen, mens han selv ville stille sig på en høj i nærheden med Guds stav i hånden. Næste dag angreb Josua og hans folk så fjenden, mens Moses, Aron og Hur stod på en høj, hvorfra de kunne se ud over valpladsen. Med armene rakt op imod himmelen og Guds stav i højre hånd bad Moses om sejr for Israels hære. Under slaget så man, at så længe hans hænder var rakt opad, havde Israel fremgang, men når hans hænder sænkedes, fik fjenden overtaget. Da Moses blev træt, støttede Aron og Hur hans hænder indtil solnedgang, da fjenden blev slået på flugt.
Ved at støtte Moses hænder viste Aron og Hur folket, at dette havde pligt til at støtte ham i hans vanskelige arbejde med at viderebringe Guds ord til dem. Moses handling var også betydningsfuld, for den viste, at Gud holdt deres skæbne i sin hånd. Når de satte deres lid til ham, ville han kæmpe for dem og besejre deres fjender; men når de slap deres tag i ham og stolede på deres egen kraft, ville de blive svagere end dem, der ikke kendte Gud, og fjenderne ville få overhånd over dem.
Ligesom hebræerne sejrede, når Moses rakte sine hænder op mod himmelen og gik i forbøn for dem, således vil Guds Israel vinde sejr, når de i tro griber fat i deres mægtige hjælper. Men den guddommelige kraft må forenes med menneskenes egne anstrengelser. Moses troede ikke, at Gud ville besejre fjenderne, mens Israel selv var uvirksomme. Mens deres store leder bad til Herren, gjorde Josua og hans tapre ledsagere deres yderste for at slå Guds Israels fjender tilbage.
Efter amalekitternes nederlag sagde Gud til Moses: "Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitternes minde under himmelen!" Lige før sin død pålagde den store leder sit folk en højtidelig forpligtelse: "Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede efternølere ned, da du var træt og mødig." Han skulle "udrydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!" 5. Mos. 25, 17-19. Om dette onde folk sagde Gud: "Der er en udrakt hånd på Herrens trone! Herren har krig med Amalek fra slægt til slægt!" 2. Mos. 17, 16.
Amalekitterne var ikke uvidende om Guds karakter eller om hans overherredømme, men i stedet for at frygte ham havde de besluttet at trodse hans magt. Amalekitterne spottede de mirakler, Moses havde udført over for Ægypterne, og gjorde nar af de omboende folks frygt. De havde svoret ved deres guder, at de ville tilintetgøre hebræerne, så ingen undslap, og pralede med, at Israels Gud ikke havde magt til at standse dem. Israelitterne havde hverken voldt dem skade eller truet dem. Deres angreb var ganske umotiveret. Det var for at vise deres had og trods mod Gud, at de søgte at tilintetgøre hans folk. Amalekitterne havde længe været forhærdede syndere, og deres forbrydelser havde råbt til Gud om hævn, men i sin barmhjertighed havde han stadig tilskyndet dem til at omvende sig. Da amalekitterne imidlertid overfaldt de trætte og forsvarsløse israelitter, beseglede de deres nations skæbne. Gud har omsorg for sine svageste børn. Ingen grusomhed mod dem undgår Himmelens opmærksomhed. Guds hånd udrækkes som et skjold over alle dem, der elsker og frygter ham. Menneskene bør være varsomme med at slå til denne hånd, for den svinger retfærdighedens sværd.
Ikke langt fra det sted, hvor israelitterne nu havde slået lejr, boede Moses' svigerfader Jetro. Han havde hørt om hebræernes befrielse og begav sig nu af sted for at besøge dem og bringe Moses' hustru og to sønner tilbage til ham. Da den store leder fik bud om, at de nærmede sig, drog han med glæde ud for at møde dem, og efter de første hilsener førte han dem til sit telt. Han havde sendt sin familie hjem igen, da han begav sig ud på sin farefulde rejse til Ægypten for at føre Israel ud, men nu kunne han igen nyde samværet med dem. Han fortalte Jetro om Guds vidunderlige handlemåde med Israel, og patriarken glædede sig og priste Herren og forenede sig med Moses og de ældste i at ofre og holde en højtidelig fest til minde om Guds barmhjertighed.
Jetro havde ikke været i lejren ret længe, før han så, hvor tunge byrder der hvilede på Moses. Det var i sandhed en overvældende opgave at holde ro og orden i denne store, uvidende, udisciplinerede menneskemængde. Moses var deres anerkendte leder og dommer, og han tog sig ikke alene af folkets almindelige anliggender og pligter, men afgjorde også de stridigheder, der opstod iblandt dem. Han indvilligede i dette for at få anledning til at undervise folket. Han kundgjorde dem "Guds anordninger og love". Men Jetro gjorde indvendinger imod dette og sagde: "Det arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene." Han ville blive "ganske udmattet". Jetro rådede Moses til at udvælge dygtige mænd som øverster over tusinde, hundrede, halvtreds og ti. Det skulle være "dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding". De skulle dømme i alle mindre sager, mens de vanskeligste og vigtigste sager stadig skulle forebringes Moses, der, som Jetro sagde, skulle træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldende sager; og du skal indskærpe dem anordningerne og lovene og lære dem den vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre". Dette råd fulgte Moses, og resultatet var, at han ikke blot blev aflastet men at der blev bedre orden blandt folk
Herren havde vist Moses megen ære og gjort mirakler ved hans hånd; men selv om han var blevet valgt til at undervise andre, troede han ikke, at han ikke selv trængte til undervisning. Israels udvalgte leder lyttede med glæde til de råd, han fik af Guds præst i Midjan. Han kunne se, at hans plan var klog, og gennemførte den.
Fra Refidim fortsatte folket deres rejse under skystøttens ledelse. Deres vej havde ført dem over nøgne sletter, op ad stejle skråninger og gennem klippefulde pas. Når de rejste over sandstrækningerne, havde de ofte set forrevne bjerge hæve sig som høje fæstninger midt på vejen foran dem, så al videre fremmarch syntes umulig. Men når de kom nærmere, så de, at der var åbninger her og der i bjergvæggen, og på den anden side udbredte nye sletter sig for deres blik. De blev nu ført gennem et af disse dybe pas. Overgangen var et storslået og imponerende skue. Mellem bjergtoppene, der hævede sig hundreder af meter til begge sider, gled Israels hærskare med deres kvæghjorde i en levende strøm, så langt øjet rakte. Og nu hævede Sinaj bjergs massive væg sig foran dem i højtidelig majestæt. Skystøtten hvilede over bjergets top, og folket opslog deres telte på sletten nedenfor. Her skulle deres hjem være i næsten et år. Om natten forsikrede ildstøtten dem om Guds beskyttelse, og mens de sov, faldt himmelbrødet stille over lejren.
Dagningen forgyldte de mørke bjergrygge, og når solens gyldne stråler trængte ned i de dybe kløfter, forestillede de trætte rejsende sig, at det var stråler af nåde fra Guds trone. Til alle sider syntes de mægtige, forrevne bjerge i deres ensomme storladenhed at tale om uforgængelighed og majestæt. Her fyldtes menneskesindet af en højtidelig ærefrygt. Mennesket følte sin egen uvidenhed og afmagt i nærværelse af ham, der "vejer bjerge med bismer eller i vægtskål høje". Es. 40, 12. Her skulle Israel modtage den vidunderligste åbenbaring, der nogensinde er givet mennesker fra Gud. Her havde Herren samlet sit folk for at give dem et indtryk af sine kravs hellighed ved at forkynde sin lov for dem med sin egen røst. Der skulle ske store, gennemgribende forandringer med dem; for trældommens nedværdigende indflydelse og den langvarige berøring med afgudsdyrkelsen havde præget deres vaner og deres karakter. Gud var i færd med at løfte dem op på et højere moralsk plan ved at give dem kundskab om ham selv.