Dette kapitel er bygget op over 1 Sam 3-7
Elis hus skulle have endnu en advarsel. Gud kunne ikke tale til ypperstepræsten og hans sønner, fordi deres synder var som en tæt sky, der skilte dem fra Helligånden. Men til trods for al den ondskab, som barnet Samuel var omgivet af, blev han ved med at vise Himmelen troskab, og han fik nu betroet den opgave at overbringe Elis hus domsbudskabet i sin egenskab af den Allerhøjestes profet.
Herrens ord var sparsomt i de dage, et syn var sjældent. Ved den tid - engang da Eli, hvis øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se, lå på sin vante plads, og Guds lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i Herrens helligdom, hvor Guds ark stod - kaldte Herren: Samuel, Samuel! Barnet troede, at det var Elis stemme, det hørte, og skyndte sig hen, hvor han lå, og sagde: Her er jeg, du kaldte på mig! Eli svarede: Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen! Der blev kaldt på Samuel tre gange, og hver gang svarede han på samme måde. Nu var Eli overbevist om, at den mystiske stemme var Guds. Herren havde forbigået sin udvalgte tjener, den hvidhårede, gamle mand, og i stedet talt til et barn. Dette var i sig selv en alvorlig, men velfortjent irettesættelse til Eli og hans hus.
Eli blev dog ikke misundelig eller skinsyg. Han sagde til Samuel, at han skulle svare således, hvis der blev kaldt på ham igen: "Tal, Herre, din tjener hører!" Stemmen lød endnu engang, og barnet svarede: "Tal, din tjener hører!" Han var så overvældet ved tanken om, at den store Gud ville tale til han, at han ikke kunne huske nøjagtigt, hvad Eli bød ham at sige.
"Så sagde Herren til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge ører på enhver, som hører derom. På den dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. Derfor har jeg svoret over Elis hus: Visselig, Elis hus' brøde skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre!"
Samuel havde "endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens ord var endnu ikke åbenbaret ham", før han fik dette budskab fra Gud. Det vil sige, at han endnu ikke var kendt med, at Gud åbenbarede sin nærværelse så direkte, som han gjorde over for profeterne. Herren havde til hensigt at åbenbare sig ganske uventet, for at den unge mand skulle blive overrasket og spørge Eli, hvad det betød.
Samuel blev fyldt af frygt og bestyrtelse ved tanken om, at han havde modtaget et så frygteligt budskab. Den næste morgen passede han sine pligter som sædvanlig, men den unge mand bar på en tung byrde. Herren havde ikke sagt, at han skulle fortælle Eli den frygtelige dom. Han forholdt sig derfor tavs og undgik så vidt muligt at komme i nærheden af ham. Han skælvede ved tanken om, at Eli kunne stille ham et spørgsmål, så at han blev nødt til at røbe Guds dom over det menneske, som han elskede og ærede. Eli var overbevist om, at Samuel havde fået et budskab, som forudsagde en eller anden stor ulykke over ham og hans hus. Han kaldte på Samuel og sagde, at han skulle fortælle netop, hvad Herren havde åbenbaret for ham. Den unge mand adlød, og oldingen underkastede sig ydmygt den forfærdelige dom. "Han er Herren," sagde han, "han gøre, hvad ham tykkes bedst!"
Eli bar dog ikke den ægte angers frugter. Han indrømmede sin skyld, men afstod ikke fra synden. Herren ventede flere år med at fuldbyrde den dom, han havde fældet. I denne tid kunne der være gjort meget for at råde bod på fortidens fejltagelser, men den gamle præst traf ingen effektive forholdsregler for at rette de onder, som besmittede Herrens helligdom og førte i tusindvis af israelitter i ulykke. Guds tålmodighed havde til følge, at Hofni og Pinehas forhærdede deres hjerte og syndede endnu grovere end før. Eli lod hele nationen få kendskab til den advarsel og irettesættelse, som hans hus havde fået. Han håbede, at han derved i nogen grad kunne modvirke de ulykker, der var sket i fortiden på grund af hans pligtforsømmelse. Men folket lod hånt om disse advarsler, ligesom præsterne tidligere havde gjort. De omkringboende folkeslag var ikke uvidende om de synder, som åbenlyst gik i svang i Israel, og afgudsdyrkelse og forbrydelse greb også om sig i disse lande. De havde ingen skyldfølelse. Det ville de have haft, hvis israelitterne var blevet ved med at være tro imod Gud. Men gengældelsens dag nærmede sig. Israelitterne havde ladet hånt om Guds myndighed, de havde vist foragt for gudstjenesten, og nu blev han nødt til at gribe ind for sit navns skyld.
"Og israelitterne rykkede ud til kamp imod filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, mens filisterne lejrede sig ved Afek." Israelitterne begyndte denne krig uden at spørge Gud til råds og uden at opnå ypperstepræstens eller profetens bifald. "Filisterne stillede sig op til kamp mod Israel, og kampen blev hed; Israel blev slået af filisterne, og de dræbte i slaget på åben mark omtrent 4000 mand." Da den slagne og modløse hær vendte tilbage til lejren, "sagde Israels ældste: "Hvorfor lod Herren os i dag bukke under for filisterne?" Nationen fortjente i allerhøjeste grad Guds straf, men folket kunne ikke se, at det var deres egne synder, der var skyld i den frygtelige ulykke, som havde ramt dem. De sagde nu: "Lad os hente vor Guds ark i Silo, for at han kan være i vor midte og fri os af vore fjenders hånd!" Herren havde ikke givet befaling om, at arken skulle bæres ud til hæren; han havde heller ikke givet tilladelse dertil, men israelitterne var sikre på sejren og brød ud i et vældigt jubelråb, da Elis sønner bar arken ind i lejren.
Samuel blev fyldt af frygt og bestyrtelse ved tanken om, at han havde modtaget et så frygteligt budskab. Den næste morgen passede han sine pligter som sædvanlig, men den unge mand bar på en tung byrde. Herren havde ikke sagt, at han skulle fortælle Eli den frygtelige dom. Han forholdt sig derfor tavs og undgik så vidt muligt at komme i nærheden af ham. Han skælvede ved tanken om, at Eli kunne stille ham et spørgsmål, så at han blev nødt til at røbe Guds dom over det menneske, som han elskede og ærede. Eli var overbevist om, at Samuel havde fået et budskab, som forudsagde en eller anden stor ulykke over ham og hans hus. Han kaldte på Samuel og sagde, at han skulle fortælle netop, hvad Herren havde åbenbaret for ham. Den unge mand adlød, og oldingen underkastede sig ydmygt den forfærdelige dom. "Han er Herren," sagde han, "han gøre, hvad ham tykkes bedst!"
Eli bar dog ikke den ægte angers frugter. Han indrømmede sin skyld, men afstod ikke fra synden. Herren ventede flere år med at fuldbyrde den dom, han havde fældet. I denne tid kunne der være gjort meget for at råde bod på fortidens fejltagelser, men den gamle præst traf ingen effektive forholdsregler for at rette de onder, som besmittede Herrens helligdom og førte i tusindvis af israelitter i ulykke. Guds tålmodighed havde til følge, at Hofni og Pinehas forhærdede deres hjerte og syndede endnu grovere end før. Eli lod hele nationen få kendskab til den advarsel og irettesættelse, som hans hus havde fået. Han håbede, at han derved i nogen grad kunne modvirke de ulykker, der var sket i fortiden på grund af hans pligtforsømmelse. Men folket lod hånt om disse advarsler, ligesom præsterne tidligere havde gjort. De omkringboende folkeslag var ikke uvidende om de synder, som åbenlyst gik i svang i Israel, og afgudsdyrkelse og forbrydelse greb også om sig i disse lande. De havde ingen skyldfølelse. Det ville de have haft, hvis israelitterne var blevet ved med at være tro imod Gud. Men gengældelsens dag nærmede sig. Israelitterne havde ladet hånt om Guds myndighed, de havde vist foragt for gudstjenesten, og nu blev han nødt til at gribe ind for sit navns skyld.
"Og israelitterne rykkede ud til kamp imod filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, mens filisterne lejrede sig ved Afek." Israelitterne begyndte denne krig uden at spørge Gud til råds og uden at opnå ypperstepræstens eller profetens bifald. "Filisterne stillede sig op til kamp mod Israel, og kampen blev hed; Israel blev slået af filisterne, og de dræbte i slaget på åben mark omtrent 4000 mand." Da den slagne og modløse hær vendte tilbage til lejren, "sagde Israels ældste: "Hvorfor lod Herren os i dag bukke under for filisterne?" Nationen fortjente i allerhøjeste grad Guds straf, men folket kunne ikke se, at det var deres egne synder, der var skyld i den frygtelige ulykke, som havde ramt dem. De sagde nu: "Lad os hente vor Guds ark i Silo, for at han kan være i vor midte og fri os af vore fjenders hånd!" Herren havde ikke givet befaling om, at arken skulle bæres ud til hæren; han havde heller ikke givet tilladelse dertil, men israelitterne var sikre på sejren og brød ud i et vældigt jubelråb, da Elis sønner bar arken ind i lejren.
Filisterne betragtede arken som Israels gud. De troede, at alle de vældige undergerninger, som Gud havde gjort for sit folk, skyldtes arken. Da de hørte israelitternes jubelråb ved arkens ankomst, sagde de: "Hvad er det for et vældigt jubelråb i hebræernes lejr?" Og de fik at vide, at Herrens ark var kommet til lejren. Da blev filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før! Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds hånd? Det er den Gud, som slog ægypterne med alle hånde plager og pest. Tag Eder nu sammen og vær mænd, filistre, for at I ikke skal komme til at trælle for hebræerne, som de har trællet for Eder; vær mænd og kæmp!"
Filisterne foretog nu et kraftigt angreb, og Israel blev slået med store tab. 30.000 mand lå dræbt på slagmarken. Guds ark var taget, og Elis to sønner var faldet, mens de forsøgte at forsvare arken. Ved denne lejlighed blev der givet endnu et historisk vidnesbyrd til alle fremtidige slægter om, at Herren ikke vil lade de synder, som begås af det folk, der bekender sig til at tilhøre ham, være ustraffede. Jo bedre mennesker kender Guds vilje, jo større er deres synd, når de ringeagter den.
Israel var blevet ramt af den største ulykke, som de kunne komme ud for. Guds ark var blevet taget og var nu i fjendens besiddelse. Efter at symbolet på Guds nærværelse og kraft var blevet fjernet fra deres midte, var herligheden i sandhed veget bort fra Israel. De mest vidunderlige åbenbarelser af Guds sandhed og magt var knyttet til denne hellige kiste. Israelitterne havde tidligere vundet mirakuløse sejre, når arken var med dem. Den gyldne kerub udbredte sine vinger over den, og i det allerhelligste havde den uudsigelige herlighed fra Gud, den allerhøjeste Guds synlige symbol, hvilet over den. Men ved denne lejlighed bragte den ikke sejr. Den havde ikke været folkets forsvar, og der var sorg i hele Israel.
De var ikke klar over, at deres tro kun var formel, og at de derfor ikke kunne vente at blive bønhørt af Gud. Guds lov, som lå i arken, var også et symbol på Guds nærværelse, men de havde foragtet hans bud, ladet hånt om hans lovbud og bedrøvet Herrens Ånd, så at han var veget bort fra dem. Når folket adlød de hellige bud i Guds lov, var Herren med dem, og så arbejdede han for dem med sin ubegrænsede kraft, men når de ikke satte arken i forbindelse med Gud og ikke ærede hans åbenbarede vilje ved at være lydige imod hans lov, kunne arken ikke bringe dem mere hjælp end en almindelig trækasse. De betragtede arken på samme måde, som de afgudsdyrkende nationer betragtede deres guder, som om den i sig selv kunne frelse og hjælpe dem. De overtrådte den lov, som lå i arken, for deres tilbedelse af arken førte til formalisme, hykleri og afgudsdyrkelse. Deres synd havde skilt dem fra Gud, og han kunne ikke skænke dem sejren, før de havde angret og afstået fra deres skyld.
Det var ikke tilstrækkeligt, at Israel havde arken og helligdommen i deres midte. Det hjalp heller ikke, at præsterne bragte ofre, og at folket blev kaldt Guds børn. Herren bønhører ikke de mennesker, som gemmer på synd i deres hjerte. Der står skrevet, at "den, der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru". Ord. 28, 9.
Den gamle, blinde Eli blev i Silo, da hæren drog ud til kamp. Det var med bange anelser, at han ventede på kampens udfald, "thi hans hjerte var uroligt for Guds ark". Han tog plads ved indgangen til tabernaklet og sad her ved vejen dag efter dag og ventede på, at der skulle komme et sendebud fra slagmarken. Til sidst kom der løbende en benjaminit op ad bakken, der førte til byen. Han havde "sønderrevne klæder og jord på sit hoved". Han løb forbi den gamle mand ved vejen uden at lægge mærke til ham og skyndte sig videre til byen, hvor han fortalte de ivrige indbyggere om nederlaget og Israels tab.
Befolkningens gråd og klage nåede den gamle mand, der sad ved siden af tabernaklet. Sendebudet blev ført frem for ham og sagde til Eli: "Israel flygtede for filisterne, og folket led et stort nederlag; også begge dine sønner, Hofni og Pinehas, er faldet." Alt dette kunne Eli holde til at høre, selv om det var frygteligt, for han havde ventet det, men da sendebuddet tilføjede: "Og Guds ark er taget," fortrak hans ansigt sig i uudsigelig smerte. Tanken om, at han havde kastet vanære over Gud ved sin synd og fået Gud til at drage sin nærværelse tilbage fra Israel, var mere, end han kunne bære. Hans kræfter ebbede ud, og han faldt ned, "brækkede halsen og døde".
Til trods for Pinehas' ugudelighed frygtede hans hustru Herren. Budskabet om, at hendes svigerfader og hendes mand var døde, og frem for alt om, at Guds ark var erobret af filisterne, voldte hendes egen død. Hun følte, at Israels sidste håb var svundet bort, og kaldte det barn, hun fødte i denne mørke time, Ikabod eller Ikke-Herlighed. Inden hun udåndede, gentog hun med sorg; "Borte er Israels herlighed, thi Guds ark er taget!"
Herren havde dog ikke forkastet sit folk fuldstændig, og han tillod heller ikke, at hedningernes jubel blev af lang varighed. Han havde benyttet filisterne til at straffe Israel, og nu benyttede han arken til at straffe filisterne. Guds nærværelse havde tidligere ledsaget arken, og dengang var den hans lydige folks styrke og herlighed. Hans usynlige nærværelse ville stadig ledsage den og bringe rædsel og ødelæggelse over hans hellige lovs overtrædere. Han benytter ofte sine bitreste fjender til at straffe troløsheden hos det folk, der bekender sig til at tjene ham. De gudløses jubel over Israels straf varer kun til en tid, så er det dem selv, der får en hellig Guds straf at føle. Guds domme falder hurtigt og ufejlbarligt, hvor som helst synden går i svang.
Filisterne bragte under jubel arken til Asdod, som var en af deres fem største byer, og stillede den ind i deres gud Dagons hus. De troede, at den kraft, som hidtil havde ledsaget arken, nu ville blive overført til dem, og at de ville blive uovervindelige, når arkens og Dragons kraft blev forenet. Men da de gik ind i deres tempel dagen efter, så de et syn, som fyldte dem med bestyrtelse. Dagon var faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark. Præsterne løftede ærbødigt afguden op og stillede den på plads igen, men den næste morgen lå den igen på jorden foran arken, og denne gang var den slået i stykker. Den øverste del af afguden lignede et menneske, og den nederste del var formet ligesom en fisk. De dele, der var formet i et menneskes skikkelse, var slået af, og den del, der havde fiskefacon, stod tilbage. Både folket og præsterne blev slået med rædsel. De betragtede denne mærkelige begivenhed som et varsel om, at både de selv og deres afguder ville blive tilintetgjort af hebræernes Gud. Nu bar de arken ud af templet og stillede den ind i et tomt hus. Asdods indbyggere blev ramt af en pinefuld og alvorlig sygdom. Folket mindedes de plager, som Israels Gud lod komme over Ægypten, og satte deres lidelser i forbindelse med arken. De besluttede nu at flytte den til Gat, men nu ramte plagen denne by, og indbyggerne her sendte den til Ekron. Befolkningen her modtog den med rædsel og råbte: "De har flyttet Israels Guds ark over til mig for at bringe død over mig og mit folk!" De råbte til deres gud om at beskytte dem, ligesom Gats og Asdods indbyggere havde gjort, men ødelæggelserne fortsatte, indtil "klageråbet fra byen nåede op til himmelen". Folket turde ikke længer lade arken stå i nærheden af deres huse og anbragte den derfor på åben mark; men nu blev de hjemsøgt af mus, som ødelagde afgrøderne både i forrådshusene og på marken. Landet truedes af fuldstændig ødelæggelse på grund af sygdom og hungersnød.
Arken stod i filisternes land i syv måneder, uden at israelitterne gjorde sig nogen som helst anstrengelser for at få den tilbage. Men nu var filisterne blevet lige så ivrige efter at blive af med den, som de havde været efter at få fat i den. Den bragte dem ikke den styrke, som de havde ventet, men var en stor byrde og en hård forbandelse for dem. De vidste dog ikke, hvad de skulle stille op, for Guds straf fulgte den overalt. Folket sammenkaldte nu landets fyrster, sammen med præsterne og sandsigerne og spurgte: "Hvad skal vi gøre med Herrens ark? Lad os få at vide, hvorledes vi skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!" De fik det råd, at de skulle sende den tilbage med en stor sonegave. "Så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans hånd ikke vil vige fra Eder," svarede præsterne.
Når hedningerne i gamle dage ville befri sig for en plage, lavede de en efterligning af det, der havde voldt dem smerte, eller af den legemsdel, som var mest medtaget. Hertil benyttede de guld, sølv eller et andet materiale. De anbragte nu den genstand, som de havde fremstillet, på en søjle eller et iøjnefaldende sted og troede, at den ville yde dem beskyttelse imod det, den forestillede. Der eksisterer stadig en lignende skik blandt visse hedenske folk. Når et menneske, som lider af en sygdom, går hen i sin afguds tempel for at blive helbredt, medbringer det en model af den syge legemsdel og ofrer den til guden.
Det var på grund af denne overtro, at filisterfyrsterne sagde, at folket skulle lave afbilleder af det, der havde plaget dem, nemlig "fem guldbylder og fem guldmus svarende til tallet på filisterfyrsterne; thi," sagde de "det er en og samme plage, der har ramt Eder og Eders fyrster".
Disse vise mænd var klar over, at der var knyttet en mystisk magt til arken en magt, som de ikke kunne besejre med deres visdom. Men til trods herfor rådede de ikke folket til at opgive afgudsdyrkelsen og begynde at tjene Herren. De var blevet tvunget til at underkaste sig Israels Guds myndighed på grund af de hårde straffe, han havde sendt over dem, men de hadede ham stadigvæk. Guds straffedomme kan overbevise syndere om, at det er håbløst at kæmpe imod ham. De bliver måske tvunget til at underkaste sig hans magt, men i hjertet fortsætter de med at gøre modstand imod ham. En sådan underkastelse kan ikke frelse synderen. Gud anerkender først et menneskes anger, når det har givet ham sit hjerte og ladet hans guddommelige nåde gøre det stille.
Hvor er Guds langmodighed over for de gudløse stor! Både de afgudsdyrkende filistre og de troløse israelitter havde nydt godt af Guds gaver. Disse utaknemmelige og oprørske mennesker havde modtaget i tusindvis af nådegaver fra Himmelen uden at lægge mærke til dem. Hver eneste velsignelse talte til dem om giveren, men de brød sig ikke om hans kærlighed. Gud viste menneskene uendelig stor tålmodighed, men da de stadig nægtede at angre, holdt han ikke længer sin beskyttende hånd over dem. De nægtede at lytte til Guds røst, når den talte til dem gennem hans skaberværk og gennem de advarsler, råd og irettesættelser, han har givet i sit ord, og til sidst blev han nødt til at tale til dem gennem sine straffedomme.
Nogle af filisterne ville modsætte sig, at arken blev sendt tilbage. En sådan indrømmelse af Israels Guds magt ville være en ydmygelse for filisterland. Men "præsterne og sandsigerne" advarede folket imod at forhærde sig, ligesom Farao og ægypterne havde gjort, og derved udsætte sig for endnu større lidelser. Der blev nu stillet et forslag, som vandt alles bifald, og man gik straks i gang med at gennemføre det. Arken og sonegaven af guld blev anbragt på en ny vogn. Man ville derved undgå faren for besmittelse. Derefter spændte man to køer, som aldrig havde båret åg, for vognen. Kalvene blev lukket inde, og køerne fik lov at gå, hvorhen de ville. Hvis arken kørte tilbage til israelitterne ad vejen til Bet-Sjemesj, som var den nærmeste af levitternes byer, ville filisterne betragte det som et bevis på, at det var Israels Gud, der havde voldt dem ulykke. "I modsat fald," sagde de, "ved vi, at det ikke var hans hånd, som ramte os, men at det var en hændelse!"
Da køerne var blevet sluppet løs, forlod de deres kalve og fulgte den slagne vej ad Bet-Sjemesj til under ustandselig brølen. Skønt de trofaste dyr ikke blev ledet af menneskehånd, fulgte de støt den rette vej. Guds nærværelse fulgte med arken, og denne nåede bestemmelsesstedet i god behold. Det var på hvedehøstens tid, og mændene fra Bet-Sjemesj var ved at høste i dalen. Da de "så op og fik øje på arken, løb de den glade i møde; og da vognen var kommet til Bet-Sjemesjitten Johosjuas mark, standsede den. Der lå en stor sten. De huggede da træet af vognen i stykker og ofrede køerne som brændoffer til Herren". Filisterfyrsterne var fulgt med arken "til Bet-Sjemesjs landemærke". Da de så israelitterne tage imod den, vendte de tilbage til Ekron. Plagen var ophøret, og de var nu overbevist om, at deres ulykker var en straf fra Israels Gud.
Mændene i Bet-Sjemesj var ikke sene til at fortælle, at arken var i deres besiddelse, og folk fra omegnen strømmede til for at byde den velkommen tilbage. Arken var blevet stillet på den sten, der først tjente som alter, og folket bragte nu flere ofre, hvor den stod. Hvis disse mennesker havde angret deres synd, ville Herren have velsignet dem, men de adlød ikke hans lov til fulde. Skønt de glædede sig over, at arken var kommet tilbage, og troede, at det varslede lykke, havde de ikke den rette forståelse af dens hellighed. I stedet for at skaffe et passende sted til den lod de den blive stående på marken. De blev ved med at gå og se på den og tale om den vidunderlige måde, hvorpå de havde fået den tilbage, og til sidst begyndte de at gisne om, hvad der kunne være hemmeligheden ved dens særegne kraft. Til sidst tog nysgerrigheden overhånd, de fjernede tæpperne omkring den og vovede at åbne den.
Hele Israel havde lært, at arken skulle betragtes med ærbødighed. Levitterne måtte ikke engang se på den, når den blev flyttet. Ypperstepræsten fik kun lov at se Guds ark een gang om året. Selv de hedenske filistre havde ikke vovet at fjerne tæpperne uden om den. Usynlige engle fra Himmelen ledsagede den på alle dens rejser. Bet-Sjemesjs befolkning blev omgående straffet for deres dristighed og mangel på ærbødighed. Mange blev pludselig dræbt.
De øvrige indbyggere angrede dog ikke deres synd, men begyndte blot at nære en overtroisk frygt for arken. Bet-Sjemesjitterne var ivrige efter at blive af med arken, men da de ikke selv turde flytte den, sendte de bud til indbyggerne i Kirjat Jearim og bad dem hente den. Mændene i denne by bød den hellige kiste velkommen med glæde. De vidste, at den var pantet på Guds gunst for de lydige og trofaste. De bar den med højtidelig glæde til deres by og anbragte den i levitten Abinadabs hus. Denne mand satte sin søn Elazar til at passe på den, og her blev den stående i mange år.
I de år, der var forløbet, siden Herren åbenbarede sig for Hannas søn første gang, havde hele nationen anerkendt Samuels kaldelse til profetembedet. Samuel havde trofast overbragt den guddommelige advarsel til Elis hus, selv om det var en tung pligt, og havde derved bevist sine kvalifikationer som Guds sendebud. "Og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden. Og hele Israel fra Dan til Beersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til Herrens profet."
Den israelitiske nation vedblev at være irreligiøs og afguderisk, og som straf blev den til stadighed knægtet af filistrene. I dette tidsrum aflagde Samuel besøg i alle landets byer og landsbyer og søgte at vende folkets hjerte til deres fædres Gud. Hans anstrengelser var ikke resultatløse. Israelitterne "sukkede efter Herren" da de havde været udsat for fjendernes undertrykkelse i tyve år. Samuel sagde til dem: "Hvis I vil omvende Eder til Herren af hele Eders hjerte, skil Eder så af med de fremmede guder og astarterne; vend Eders hu til Herren og dyrk ham alene." Heraf ser vi, at Samuel underviste folket i praktisk gudsfrygt og opfordrede dem til at tjene Gud af hjertet, ligesom Kristus gjorde, da han var på Jorden. De religiøse ceremonier havde ingen værdi for Israel uden Kristi nåde. Det samme er tilfældet for det nye Israels vedkommende.
Vi trænger lige så hårdt til en tilbundsgående, religiøs vækkelse i dag som det gamle Israel. Anger er det første skridt på vejen tilbage til Gud. Alle må tage dette skridt. Ingen kan tage det på en andens vegne. Vi må ydmyge vor sjæl over for Gud enkeltvis og skaffe vore afguder bort. Når vi har gjort alt, hvad vi kan gøre, vil Herren åbenbare sin frelse for os.
Med stammeoverhovedernes hjælp blev der sammenkaldt en stor skare israelitter i Mizpa. Her blev der holdt en højtidelig faste. Folket ydmygede sig dybt og bekendte deres synder, og som et udtryk for, at de var besluttede på at rette sig efter den undervisning, de havde fået, gav de Samuel dommermagt. Filisterne troede, at israelitterne var ved at holde krigsråd, og drog ud med en hær for at splitte dem ad, inden de nåede at føre deres planer ud i livet. Da israelitterne hørte, at filisterne nærmede sig, blev de meget bange og sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af filisternes hånd!"
Mens Samuel var i færd med at bringe et lam som brændoffer, rykkede filisterne frem til kamp. Nu åbenbarede den Almægtige, som var steget ned på Sinaj midt i ild og røg og torden, og som havde skilt Det røde Hav og dannet en vej for Israels børn midt gennem Jordan, atter sin magt. Der brød et vældigt tordenvejr løs over den fremtrængende hær, og inden længe var jorden dækket af døde soldater.
Israelitterne stod tavse og ærbødige og skælvede af håb og frygt. Da de så fjenderne blive dræbt, var de klar over, at Gud havde godkendt deres anger. Skønt de ikke var forberedt til krig, tog de våbnene fra de dræbte filistre og forfulgte den flygtende hær lige til Bet-Kar. Denne afgørende sejr blev vundet på den selv samme slagmark, hvor Israel var blevet slået af filisterne, præsterne dræbt og Guds ark taget 20 år før. Det gælder for nationer såvel som for enkelte mennesker, at det bringer tryghed og lykke at være lydig imod Gud og ulykke og nederlag at krydse hans vilje. Filisterne var nu slået så grundigt, at de gav israelitterne de befæstede byer tilbage, som de havde taget fra dem, og afholdt sig fra fjendtlige handlinger i mange år. De andre nationer fulgte deres eksempel, og israelitterne havde fred, så længe Samuel regerede over dem,.
For at denne begivenhed aldrig skulle gå i glemme, rejste Samuel en mindesten mellem Mizpa og Jesjana. Han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde til folket: "Hidtil har Herren hjulpet os!"