Dette kapitel er bygget op over 2 Sam 5,6-25; 6; 7; 9; 10
Lige så snart David havde besteget Israels trone, begyndte han at se sig om efter en mere velegnet hovedstad. Han valgte en by ca. 30 kilometer fra Hebron til rigets fremtidige hovedstad. Før Josua førte Israels hære over Jordan, hed byen Salem. Det var i nærheden af dette sted, at Abraham bestod sin store troskabsprøve over for Gud. 800 år før David blev kronet, boede Melkisedek, Gud den Allerhøjestes præst, i denne by. Den lå højt og centralt og var indhegnet af bjerge. Den var beliggende på grænsen mellem Benjamin og Juda, ikke ret langt fra Efraim, og var let tilgængelig for alle de øvrige stammer.
Hebræerne kunne imidlertid ikke tage byen i besiddelse, før de havde fordrevet de sidste af kanaanæerne, som havde forskanset sig på Zions og Morijas Bjerg. Deres fæstning hed Jebus, og indbyggerne her kaldtes jebusitterne. Jebus var i århundreder blevet anset for at være uindtagelig, men hebræerne belejrede og indtog den under anførsel af Joab, der som belønning for sin tapperhed blev gjort til øverstbefalende for Israels hære. Nu blev Jebus gjort til nationens hovedstad, og byens hedenske navn blev ændret til Jerusalem.
Kong Hiram i den rige by Tyrus ved Middelhavet sluttede nu forbund med kong David af Israel og hjalp ham med at opføre et palads i Jerusalem. Der rejste sendebud, ledsaget af arkitekter og håndværkere fra Tyrus til Jerusalem foruden store karavaner belæsset med kostbart træ, cedre og andre værdifulde materialer.
Det forenede israelitiske riges tiltagende magt under Davids regering, indtagelsen af fæstningen Jebus og Davids pagt med kong Hiram af Tyrus fik filisternes fjendskab til at blusse op igen, og de gjorde atter indfald i landet med en stærk hær og tog opstilling i Befaimdalen ikke ret langt fra Jerusalem. David og hans soldater trak sig tilbage til fæstningen Zion for at afvente nærmere ordrer fra Gud. "David rådspurgte da Herren: "Skal jeg drage op mod filisterne? Vil du give dem i min hånd?" Og Herren svarede David: "Drag op, thi jeg vil give filisterne i din hånd!"
David rykkede omgående imod fjenden; han slog dem og tilintetgjorde dem og tog deres guder, som de havde bragt med for at sikre sejren. I deres forbitrelse over dette ydmygende nederlag samlede filisterne en endnu større hær og drog atter i krig. Og de "bredte sig på ny i Refaimdalen". David rådspurgte atter Herren, og den store Jeg Er overtog ledelsen af Israels hære.
Gud sagde til David: "Drag ikke imod dem, men omgå dem og fald dem i ryggen ud for bakabuskene. Når du da hører lyden af skridt i bakabuskenes toppe, skal du skynde dig, thi så er Herren draget ud foran dig for at slå filisternes hær!" Hvis David havde handlet på egen hånd ligesom Saul, ville han ikke have haft lykken med sig, men han gjorde, som Herren befalede ham, og han "slog filisternes hær fra Gibeon til hen imod Gezer. Og Davids ry bredte sig i alle lande, idet Herren lod frygt for ham komme over alle hedningefolkene" 1. Krøn. 14, 16-17.
Da Davids kongedømme var sikret, og de fremmede fjender var holdt op med at gøre indfald i landet, følte han, at tiden var inde til at opfylde et længe næret ønske, nemlig at føre Guds ark til Jerusalem. Arken havde i flere år stået i Kirjat-Jearim, som lå ca. 15 kilometer borte, men det var kun rimeligt, at nationens hovedstad nød den ære at være hjemby for symbolet på Guds nærværelse.
David samlede 30.000 ledende israelitter, for det var hans hensigt at flytte arken under stor jubel og pragtudfoldelse. Folket efterkom med glæde hans opfordring, og ypperstepræsten og hans embedsbrødre samt fyrsterne og de ledende mænd fra Israels stammer samledes i Kirjat-Jearim. David var opfyldt af hellig begejstring. Arken blev båret ud af Abinadabs hus og anbragt på en ny vogn, som blev trukket af okser, og to af Abinadabs sønner ledsagede den.
Israelitterne fulgte efter dem med jubelråb og glædessange, og tusindvis af stemmer blandede sig med musikken. "David og hele Israel legede af alle kræfter for Herrens åsyn til sang og til citre, harper, pauker, bjælder og cymbler." Det var længe, siden der havde været en sådan jubel i Israel. Med højtidelig glæde bevægede den vældige procession sig af sted langs høje og dale imod den hellige by.
Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza hånden ud og greb fat i Guds ark, fordi okserne snublede. Da blussede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte hånden ud mød arken, og han døde på stedet ved siden af Guds ark. Den jublende skare blev pludselig grebet af rædsel. David blev højlig forfærdet og betvivlede i sit hjerte Guds retfærdighed. Han havde bestræbt sig på at hædre Guds ark, fordi den var symbolet på Guds nærværelse. Hvorfor skulle denne frygtelige ulykke så have lov til at vende glæden til sorg? David kom til det resultat, at det var farligt at anbringe arken i sin nærhed, og besluttede at lade den blive, hvor den var. Man fandt et sted til den i nærheden, i gatittens Obed-Edoms hus.
Gud straffede Uzza, fordi han havde overtrådt en utvetydig befaling. Herren havde gennem Moses givet nøje instrukser om, hvorledes arken skulle transporteres. Ingen andre end præsterne, Arons efterkommere, måtte røre ved den eller se på den, når den var utildækket. Guds befaling lød således: "..... skal kehatitterne træde til og bære dem (de hellige ting, men de må ikke røre ved de hellige ting; thi gør de det, skal de dø." 4. Mos. 4, 15. Præsterne skulle først tilhylle arken, og derpå skulle kehatitterne løfte den ved hjælp af de stænger, som var stukket ind i ringe på begge dens sider, og hvorfra de aldrig blev fjernet. Moses lod gersonitterne og meraritterne, som havde ansvaret for tæpperne, brædderne og pillerne, få vogne og okser til at transportere de ting på, som de havde ansvaret for. "Derimod gav han ikke kehatitterne noget, thi dem var arbejdet med de hellige ting overdraget, og de skulle bære dem på skuldrene." 4. Mos. 7, 9. Da arken blev flyttet fra Kirjat-Jearim, havde man vist en åbenlys og utilgivelig ligegyldighed over for en af Herrens befalinger.
David og hans folk var kommet sammen for at udføre et helligt arbejde, og de var gået glade og helhjertede ind for opgaven, men Herren kunne ikke billige det, de gjorde, fordi de ikke rettede sig efter hans anvisninger. Da filisterne sendte arken tilbage til Israel, anbragte de den på en vogn, fordi de ikke kendte Guds lov, og Herren anerkendte deres bestræbelser. Israelitterne, derimod, havde en bog, som klart og tydeligt gav oplysning om, hvad der var Guds vilje i disse spørgsmål, og det var en hån imod Gud at tilsidesætte den givne vejledning. Uzzas skyld var større, fordi han havde handlet i formastelse. Han havde overtrådt Guds lov og havde derved mistet forståelsen af lovens hellighed, og nu dristede han sig til at overtræde det guddommelige forbud ved at berøre symbolet på Guds nærværelse, inden han havde bekendt sine synder. Gud forlanger ubetinget lydighed og vil ikke tolerere, at man behandler hans bud skødesløst. Han straffede Uzza for at vise hele Israel, hvor vigtigt det er at opfylde hans krav til fuldkommenhed. Som følge af denne ene mands død blev folket tilskyndet til anger, og tusinde blev reddet fra en truende dom.
David følte, at han heller ikke havde gjort sin sag helt op med Gud, og da han så Uzza blive dræbt, blev han bange for arken, fordi han frygtede for, at også han ville blive straffet for en eller anden synd. Skønt Obed-Edoms glæde var blandet med frygt, bød han det hellige symbol velkommen, fordi han betragtede det som et pant på Guds velsignelse til de lydige. Nu rettede hele Israel opmærksomheden imod gatitten og hans hus for at se, hvordan det ville gå dem. "Og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus." Guds irettesættelse havde den tilsigtede virkning på David. Han kom som aldrig før til at indse, hvor hellig Guds lov er, og hvor betydningsfuldt det er at vise streng lydighed. Da David så, at Obed-Edoms hus blev velsignet, gav det ham fornyet tro på, at arken ville blive til velsignelse for ham og hans folk.
Tre måneder efter besluttede han at gøre et nyt forsøg på at flytte arken, og denne gang fulgte han Herrens anvisninger i mindste detalje. Han sammenkaldte atter nationens ypperste mænd, og der samledes en vældig skare mennesker omkring gatittens hus. Denne gang blev arken ærbødigt anbragt på skuldrene af de mænd, som Gud havde udpeget; den store skare tog opstilling bagved, og med skælvende hjerte satte den vældige procession sig i bevægelse. Da processionen havde gået seks skridt, gav trompeten signal til, at man skulle standse. På Davids befaling blev der ofret "en okse og en fedekalv". Nu blev der glæde, hvor der før havde været frygt og angst. Kongen havde afført sig sine kongelige klæder og iført sig en enkel linned efod af samme slags, som præsterne bar. Det var ikke hans hensigt at tilkendegive hermed, at han ville forrette præstetjeneste, for efoden blev også ved visse lejligheder båret af andre end præsterne. Men mens han deltog i denne hellige handling, ville han for Guds åsyn stille sig på samme trin som sine undersåtter. I dag skulle al ære og pris tilfalde Herren alene.
Den lange procession satte sig atter i bevægelse, og et kor af stemmer, ledsaget af musik fra harper, bjælder, horn og cymbler, hævede sig imod himmelen. "Og David dansede af alle kræfter for Herrens åsyn" i takt med sangen.
Forlystelsessyge mennesker har forsvaret den moderne dans med, at David dansede for Herrens åsyn af ærbødig glæde, men et sådant argument er ganske grundløst. I vore dage følger der dårskab og nattesvir med dansen. Man ofrer sundheden og moralen på forlystelsernes alter. Balsalens stamgæster har ikke Gud i tanke og viser ham ingen ærbødighed, og bøn og lovsang ville ikke blive anset for at høre hjemme sådanne steder. Dette alene burde afgøre sagen. Kristne mennesker bør ikke gå til underholdning, som formindsker deres kærlighed til det hellige og deres glæde ved at tjene Gud. Der er ikke den ringeste lighed mellem den musik, der blev spillet, og de danse, der blev opført som et udtryk for folkets glæde og tak til Gud, da arken blev flyttet, og den tøjlesløse, moderne dans. De førstnævnte danse ledte tankerne hen på Gud og bidrog til at ophøje hans hellige navn, mens den anden form for dans er et middel, som Satan har fundet på for at få menneskene til at glemme Gud og vanære ham.
Triumftoget nærmede sig hovedstaden med den usynlige konges hellige symbol i spidsen. Nu brød et kor af stemmer ud i sang og forlangte af vægterne på murene, at den hellige bys porte skulle åbnes:
Løft Eders hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
at ærens konge kan drage ind!
En gruppe sangere og musikere spurgte:
Hvo er den ærens konge?
En anden gruppe svarede:
Herren, stærk og vældig,
Herren, vældig i krig!
Derpå forenede i hundredvis af stemmer sig i dette sejrsudbrud:
Løft Eders hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
at ærens konge kan drage ind!
Atter engang hørtes det glædesfyldte udbrud: Hvo er han, den ærens konge? Og nu lød det begejstrede svar fra den vældige menneskemængde, som en brusen af mange vande Herren, hærskarers Herre, han er ærens konge! Sl. 24, 7-10.
Nu blev portene slået vidt op, processionen drog ind, og med den største ærbødighed blev arken anbragt i det telt, som var blevet opført til den. Foran den hellige indhegning var der blevet bygget altre, og nu steg røgen fra takofre og brændofre og skyer af røgelse op mod himmelen sammen med Israels lovsange og bønner. Da gudstjenesten var forbi, lyste kongen selv velsignelsen over sit folk. Derpå uddelte han med kongelig gavmildhed mad og vin til alle de tilstedeværende.
Alle stammerne var repræsenteret ved denne gudstjeneste, som var den helligste begivenhed, der endnu havde fundet sted i Davids regeringstid. Den guddommelige inspirations ånd havde hvilet over kongen, og idet den nedgående sols sidste stråler omstrålede tabernaklet med et helligt lys, opløftede han sin sjæl i taknemmelighed til Gud, fordi det hellige symbol på hans nærværelse nu var blevet anbragt så nær ved Israels trone.
I disse tanker gik David hjem "for at velsigne sit hus". Men glædesfesten var blevet overværet af et menneske, som havde en helt anden indstilling end David. "Men da Herrens ark kom til Davidsbyen, så Sauls datter Mikal ud af vinduet; og da hun så kong David springe og danse for Herrens åsyn, ringeagtede hun ham i sit hjerte." Hun var så vred, at hun ikke kunne vente, til han kom hjem til paladset. Hun gik ham i møde, og som svar på hans venlige hilsen overøste hun ham med en strøm af hårde ord. Hun talte med en bidende ironi:
Hvor ærbart Israels konge opførte sig i dag, da han blottede sig for sine undersåtters trælkvinders øjne, som letfærdige mennesker plejer at gøre!
David følte, at Mikal havde foragtet gudstjenesten, og svarede alvorligt: "For Herrens åsyn vil jeg lege, så sandt Herren lever, som udvalgte mig frem for din fader og hele hans hus, så han satte mig til fyrste over Herrens folk Israel; jeg vil lege for Herrens åsyn, selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine øjne; men hos trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde ære!" Herren understregede den irettesættelse, som David gav Mikal. Der står om den stolte og hovmodige kvinde, at hun "fik til sin dødedag intet barn".
De hellige ceremonier, som fandt sted, da arken blev flyttet, gjorde et varigt indtryk på Israels folk. De stimulerede folkets interesse for helligdomstjenesten og fik dem til at tjene Herren med ny begejstring. David søgte på enhver mulig måde at forstærke disse indtryk. Han gjorde sang til en fast bestanddel af gudstjenesten og skrev ikke blot salmer med henblik på præsternes arbejde i helligdommen, men også sange som folket kunne synge på deres rejse til den nationale helligdom under de årlige fester. Disse salmer og sange øvede en vidtrækkende indflydelse og værnede nationen mod afgudsdyrkelse. Da nabofolkene så Israels velstand, fik mange af dem en velvillig indstilling over for Israels Gud, der havde gjort så store ting for sit folk.
Det tabernakel, som Moses havde bygget, og de forskellige dele, som hørte til helligdomstjenesten, med undtagelse af arken, var stadig i Gibea. David havde til hensigt at gøre Jerusalem til nationens religiøse midtpunkt. Han havde ladet opføre et palads til sig selv og fandt det upassende, at Guds ark stod i et telt. Han besluttede at bygge et tempel til den og at gøre det så prægtigt, at det var et værdigt udtryk for Israels glæde over den ære, som Herren, deres konge, viste dem ved at bo iblandt dem. Da han fortalte profeten Natan sine planer, gav denne ham følgende opmuntrende svar: "Gør alt, hvad din hu står til, thi Herren er med dig!"
Samme nat modtog Natan et budskab fra Herren til kongen. David måtte ikke bygge et hus til Gud, men han fik et løfte om, at Gud ville være med ham, hans slægt og det israelitiske rige. "Så siger hærskarers Herre: Jeg tog dig fra græsgangen, fra din plads bag småkvæget til at være fyrste over mit folk Israel, og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine fjender foran dig; jeg vil skabe dig et navn som de størstes på jorden og skaffe mit folk Israel en hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit sted uden mere at skulle forstyrres i sin ro, og uden at voldsmænd mere skal plage det som tidligere."
David havde ønsket at bygge et hus til Gud, og nu fik han dette løfte: "Så kundgør Herren dig nu: Et hus vil Herren bygge dig! ..... Jeg vil efter dig oprejse din sæd ..... Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig."
David fik også at vide, hvorfor han ikke måtte bygge templet, "Du har udgydt meget blod og ført store krige; du må ikke bygge mit navn et hus. ..... Se, en søn skal fødes dig; han skal være en fredens mand, og jeg vil skaffe ham fred for alle hans fjender. ..... thi hans navn skal være Salomo (fredelig), og jeg vil give Israel fred og ro i hans dage. Han skal bygge mit navn et hus." 1. Krøn. 22, 8-10.
Skønt David ikke fik sit store ønske opfyldt, modtog han dette budskab med taknemmelighed. "Hvem er jeg, Herre, Herre," udbrød han, "og hvad er mit hus, at du har bragt mig så vidt? Men end ikke det var dig nok, Herre, Herre, du gav også din tjeners hus forjættelser for fjerne tider." Derpå fornyede han sin pagt med Gud.
David vidste, at det ville kaste hæder og glans over hans navn og hans regeringstid, hvis han fik lov til at opføre den bygning, som han havde planlagt, men han var villig til at underkaste sig Guds vilje. Det er sjældent at møde et sådant sindelag, selv blandt kristne. Hvor har mennesker, som er kommet over deres bedste alder, ofte svært ved at opgive deres ønskedrømme, selv om de ikke egner sig til at løse de store opgaver, som de har sat deres hu til. Gud taler måske til dem gennem sit forsyn, ligesom han talte til David gennem sin profet, for at få dem til at forstå, at den opgave, som de absolut vil løse, ikke er betroet dem. De skal blot berede vejen for den, som skal gøre arbejdet. Men i stedet for villigt at underkaste sig Guds beslutning bliver mange fornærmede og indtager det standpunkt, at hvis de ikke kan få lov til at gøre det, som de ønsker, vil de overhovedet ikke have noget med sagen at gøre. Mange kæmper desperat for at beholde en stilling, som de ikke kan udfylde, og forsøger forgæves at løse opgaver, som de ikke magter, men nægter at gøre det arbejde, som passer til deres evner. På grund af deres mangel på samarbejdsvilje hindres eller mislykkes de store opgaver, som kunne have været gennemført.
Da David sluttede pagt med Jonatan, lovede han at vise Sauls hus godhed, når han havde fået fred for alle sine fjender. Nu, da kongen havde lykken med sig, kom han i tanker om dette løfte og spurgte: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls hus? Så vil jeg vise godhed imod ham for Jonatans skyld!" Man fortalte ham, at Jonatan havde en søn ved navn Mefibosjet, som havde været lam fra barn af. Da filisterne slog Saul ved Jizreel, forsøgte fostermoderen at flygte med barnet, men hun tabte det, så at det blev krøbling for livstid. David sendte nu bud efter den unge mand og tog meget venligt imod ham. Han gav ham Sauls private ejendom tilbage for at sætte ham i stand til at underholde sin familie, men Jonatans søn skulle altid være kongens gæst og daglig sidde ved kongens bord. Fjenderne havde fortalt så meget om David, at Mefibosjet nærede en stærk modvilje mod ham og betragtede ham som en tronraner, men den venlige og høflige modtagelse, som kongen gav ham, og den godhed, som David viste ham, vandt den unge mands hjerte, og han blev knyttet til David med stærke bånd og følte, at han ligesom sin fader Jonatan havde fælles interesser med den konge, som Gud havde udvalgt.
Da David havde besteget Israels trone, oplevede nationen en lang fredsperiode. Nabofolkene så, at riget stod stærkt og enigt, og fandt det klogest at afholde sig fra åbent fjendskab. David havde på sin side travlt med at opbygge og styrke sit rige og afholdt sig fra angrebskrige. Til sidst drog han dog imod Israels gamle fjender filisterne og moabitterne, og det lykkedes ham at besejre dem begge og gøre dem til sine skatskyldige undersåtter. Nu dannede nabofolkene et vældigt forbund imod Davids rige. Som følge heraf blev han inddraget i de største krige i hele sin regeringstid, men han vandt også sine største sejre og opnåede sin største magt. David havde overhovedet ikke generet fjenderne, men den egentlige årsag til deres alliance var, at de var skinsyge over Davids voksende magt. De nærmere omstændigheder var følgende:
I Jerusalem fik man meddelelse om, at ammonitternes konge Nahasj var død. Denne monark havde været venlig imod David, da han flygtede for Sauls vrede. Som et udtryk for sin taknemmelighed over den venlighed, som denne konge havde vist ham i hans store nød, lod David sine sendebud overbringe ammonitterkongens søn og efterfølger, Hanun, et kondolencebudskab. "Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanan, Nahasjs søn, venlighed, ligesom hans fader viste mig venlighed."
Men Davids venlighed blev opfattet forkert. Ammonitterne hadede den sande Gud og var israelitternes bitre fjender. Nahasjs tilsyneladende venlighed over for David skyldtes udelukkende hans fjendskab til Israels konge Saul. Hanuns rådgivere misforstod fuldstændig Davids budskab. De sagde "til deres herre Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din fader, at David sender bud og viser dig deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og udspejde byen og ødelægge den, at David sender sine folk til dig?" Det var på sine rådgiveres foranledning, at Nahasj et halvt århundrede tidligere havde stillet så frygtelige betingelser til befolkningen i Jabesj i Gilead, da ammonitterne havde belejret byen, og indbyggerne bad om fred. Ved den lejlighed betingede Nahasj sig ret til at stikke det højre øje ud på alle indbyggerne. Ammonitterne havde endnu i frisk erindring, hvorledes Israels konge krydsede deres onde plan og reddede de mennesker, som de ville have ydmyget og gjort fortræd. De var stadig opfyldt af det samme had til Israel. Det faldt dem slet ikke ind, at Davids motiver var ædle. Når Satan overtager kontrollen over menneskesindet, skaber han had og vækker mistanke, så at menneskene misforstår selv de bedste motiver. Hanun stolede på sine rådgivere, betragtede Davids sendebud som spioner og overøste dem med hån og foragt.
Ammonitterne havde fået lov til at løbe linen ud, for at David kunne se deres sande væsen. Gud ønskede ikke, at Israel skulle slutte forbund med dette forræderiske, hedenske folk. Ambassadører var også fredhellige i oldtiden, og deres person var sikret imod overlast ved international lov. Ambassadøren repræsenterede sin konge, og enhver hån imod ham blev øjeblikkelig hævnet. Ammonitterne var udmærket klar over, at deres hån imod Israel ville blive hævnet, og forberedte krig. "Men da ammonitterne så, at de havde lagt sig for had hos David, sendte Hanun og ammonitterne 1.000 talenter sølv for at leje vogne og ryttere i Aram-Naharajim, Aram-Maaka og Zoba; og de lejede 32.000 vogne. ..... Imidlertid havde ammonitterne samlet sig fra deres byer og rykkede ud til kamp." 1. Krøn. 19, 6-7.
Det var et vældigt forbund, Israel stod over for. Befolkningen i egnen mellem Eufratfloden og Middelhavet havde sluttet sig sammen med ammonitterne. Det nordlige og østlige Kanaan var indesluttet af bevæbnede fjender, som havde sluttet sig sammen for at knuse det israelitiske rige.
Hebræerne forholdt sig ikke passive, indtil fjenderne havde gjort indfald i deres land. Under anførsel af Joab satte deres hære over Jordan og rykkede imod ammonitternes hovedstad. Da den hebraiske hærfører drog i kamp med sine soldater, søgte han at opildne dem ved at sige: "Tag mod til dig og lad os tappert værge vort folk og vor Guds byer, så får Herren gøre, hvad ham tykkes godt!" 1. Krøn. 19, 13. Fjendernes forenede hære blev besejret i det allerførste slag, men de var stadig ikke tilbøjelige til at opgive krigen og rykkede ud til kamp igen året efter. Nu samlede Syriens konge sine styrker og truede Israel med en vældig hær. David var fuldt ud klar over, hvor meget der stod på spil i denne krig, og overtog selv kommandoen over hæren. Takket være Guds hjælp tilføjede han fjenderne et så eftertrykkeligt nederlag, at syrerne lige fra Libanon til Eufratfloden ikke blot sluttede fred, men blev Israel skatskyldige. David fortsatte energisk krigen mod ammonitterne, til deres fæstninger faldt, og hele egnen kom i Israels besiddelse.
Ved Guds forsyns styrelse tjente de farer, som havde truet nationen med fuldstændig udslettelse, til at gøre den mægtigere end nogensinde. David mindedes sin vidunderlige befrielse i disse strofer: Herren lever, højlovet min klippe,
ophøjet være min frelses Gud,
den Gud, som giver mig hævn,
tvinger folkeslag under min fod
og frier mig fra mine vrede fjender!
Du ophøjer mig over mine modstandere,
fra voldsmænd frelser du mig.
Herre, derfor priser jeg dig blandt folkene
og lovsynger dit navn,
du, som kraftig hjælper din konge
og viser din salvede miskundhed,
David og hans æt evindelig.
Sl. 18, 47-51.
I alle sine sange mindede David folket om, at Herren var deres styrke og befrier:
Ej frelses en konge ved sin store stridsmagt,
ej fries en helt ved sin store kraft;
til frelse slår stridshesten ikke til,
trods sin store styrke redder den ikke."
Sl. 33, 16-17.
Du, du er min konge, min Gud,
som sender Jakob sejr.
Ved dig nedstøder vi fjenden,
modstandere træder vi ned i dit navn;
thi ej på min bue stoler jeg,
mit sværd kan ikke give mig sejr;
men du gav os sejr over fjenden,
du lod vore avindsmænd blive til skamme.
Sl. 44, 5-8.
Nogle stoler på heste, andre på vogne,
vi sejrer ved Herrens vor Guds navn.
Sl. 20, 8.
Israels rige havde nu nået den udstrækning, som Herren havde lovet Abraham og senere Moses: "Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden." 1. Mos. 15, 18. Israel var blevet en mægtig nation, respekteret og frygtet af alle de omkringboende folk. David havde opnået en vældig magt i sit eget rige. Et folk har sjældent vist deres konge en sådan hengivenhed og troskab, som det israelitiske folk viste David. Han havde æret Gud, og nu ærede Gud ham. Men midt i sin glansperiode mødte han en skjult fare. Da David udadtil stod på sin magts tinde, blev han udsat for sin største fare og led sit mest ydmygende nederlag.