Dette kapitel er bygget op over 2 Sam 11; 12
Bibelen ofrer ikke mange ord på at rose mennesker. Selv de bedste karakterer får kun en meget kort omtale. Men der er en hensigt med dette. Alle menneskenes gode egenskaber er en gave fra Gud, og alle deres gode gerninger skyldes Guds nåde gennem Kristus. Menneskene skylder Gud alt, og derfor tilkommer al æren for det, de er eller gør, ham alene. Menneskene er blot hans redskaber. Hertil kommer, at det er farligt at rose eller ophøje mennesker. Det bærer hele Bibelen vidnesbyrd om. Hvis et menneske glemmer, at det slet ikke kan gøre noget uden Guds hjælp, og forsøger at klare sig på egen hånd, kan det ikke andet end snuble. Menneskene kæmper mod overmægtige fjender. "Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." Ef. 6, 12. Vi kan umuligt kæmpe denne kamp i vor egen styrke, og alt, hvad der afleder vor opmærksomhed fra Gud og får os til at ophøje os selv og stole på os selv, vil berede vejen for vort nederlag. Bibelen søger atter og atter at svække vor tillid til menneskers magt og at styrke vor tillid til Guds magt.
Det var selvsikkerhed og selvophøjelse, som beredte vejen for Davids fald. Smiger, magt og luksus gik ikke sporløst hen over ham. Nabofolkene havde også en dårlig indflydelse på ham. Blandt Østens regenter var det blevet praksis, at kongen var straffri, selv om han begik forbrydelser, som ikke blev tålt blandt hans undersåtter. Kongen var ikke forpligtet til at vise den samme selvkontrol som sine undersåtter. Alt dette bidrog til at sløve Davids sans for syndens gru. I stedet for at bevare sin ydmyghed og stole på Guds kraft begyndte han at fæste lid til sin egen kløgt og styrke. Når Satan kan se sit snit til at skille sjælen fra Gud, som er menneskets eneste tilflugt, går han straks i gang med at opflamme menneskets kødelige lyster. Fjenden kommer ikke overraskende og sætter ikke ind med et pludseligt og uventet angreb. Han søger i hemmelighed at undergrave princippernes fæstning. I begyndelsen foregår alt i det små - man tjener ikke Gud så trofast mere og nærer ikke så megen tillid til ham, men er tilbøjelig til at følge verdens sæder og skikke.
Inden ammonitterkrigen var forbi, overlod David Joab kommandoen over hæren og vendte tilbage til Jerusalem. Syrerne havde allerede overgivet sig, og det var kun et tidsspørgsmål, hvornår ammonitterne var besejret. Nu kunne David nyde sejrens frugter og glæde sig over de hædersbevisninger, han modtog, takket være sit kloge og dygtige styre. Det var, mens der var fred og ingen fare, at fristeren benyttede lejligheden til at lægge beslag på hans opmærksomhed. David burde have gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at bevare sin karakter ren og uplettet, fordi Gud havde knyttet ham så nært til sig og været så god imod ham. Men David gav efter for Satan og besmittede sin sjæl med synd, fordi han i sin tryghed og selvsikkerhed havde givet slip på Gud. Den mand, som Himmelen havde udpeget til at stå i spidsen for riget, og som Gud havde valgt til at håndhæve sin lov, nedtrampede selv dens forskrifter. Den mand, som skulle have været lovovertrædernes skræk, gav dem selv vind i sejlene.
Under alle de farer, David mødte som ung, kunne han roligt lægge sin sag i Guds hånd i bevidstheden om sin uskyld. Dengang førte Herren ham trygt forbi de utallige snarer, som blev lagt for hans fødder. Men ved denne lejlighed angrede han ikke sin synd; han bad heller ikke Gud om hjælp, men forsøgte selv at redde sig ud af de farer, som synden havde indviklet ham i. Batseba, hvis skæbnesvangre skønhed kongen ikke kunne modstå, var gift med hetitten Urias, som var en af Davids mest tapre og trofaste soldater. Det var umuligt at beregne følgerne, hvis forbrydelsen blev opdaget. Guds lov krævede dødsstraf over horkarle, og den stolte soldat, der var blevet krænket så dybt, ville måske hævne sig ved at dræbe kongen eller lave revolution.
David gjorde alt for at skjule sin synd, men forgæves. Han havde givet sig i Satans vold, var truet af farer til alle sider og kunne vente en skandale, som var værre end døden. Der syntes kun at være een udvej, og i sin fortvivlelse besluttede han at føje mord til hor. Han, der havde forårsaget Sauls ulykke, forsøgte også at komme David til livs. Fristelserne var forskellige, men de havde det tilfælles, at de implicerede tilskyndedes til at overtræde Guds lov. David gik ud fra, at ingen ville finde på at mistænke kongen for andel i drabet, hvis Urias blev dræbt af fjenderne i krigen. Så kunne han roligt tage Batseba til hustru, og æren ville være reddet.
Urias blev sendt af sted med sin egen dødsdom. Kongen lod ham overbringe Joab et brev med følgende befaling: "Sæt Urias dér, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt!" Joab, der allerede havde begået eet overilet mord, betænkte sig ikke på at efterkomme kongens befaling, og Urias faldt for ammonitternes sværd.
Indtil dette tidspunkt havde David regeret så eksemplarisk, at få konger er kommet op på siden af ham. Der står om ham, at han "øvede ret og retfærdighed mod hele sit folk". 2. Sam. 8, 15. Hele nationen havde tillid til ham, fordi han var så retskaffen. Men da han forlod Gud og overgav sig i den ondes vold, blev han for en tid Satans redskab. Han beholdt dog stadig den stilling og den myndighed, som Gud havde givet ham, og det var ikke ufarligt at vise ham ulydighed. For Joabs vedkommende gik hensynet til kongen foran hensynet til Gud, og han betænkte sig ikke på at overtræde Guds lov på kongens befaling.
Det var Gud, der lod David komme til magten, men hans myndighed skulle udelukkende udøves i overensstemmelse med Guds lov. Når han udstedte befalinger, som stred imod Guds lov, syndede man, hvis man adlød ham. "Der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud," men vi skal ikke adlyde øvrigheden, hvis den handler i strid med Guds lov. (Rom. 13, 1). Apostlen Paulus anviser de principper, som vi bør følge, i sit brev til korinterne. Han siger: "Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!" 1. Kor. 11, 1.
David fik meddelelse om befalingens fuldbyrdelse, men rapporten var affattet i sådanne vendinger, at hverken Joab eller kongen var nævnt. Joab "gav sendebuddet den befaling: "Når du har givet kongen beretning om hele slagets gang, kan det være, at kongen bruser op i vrede ..... Så skal du sige: Også din træl hetitten Urias faldt!" Så drog budet af sted og kom og meldte David alt, hvad Joab havde pålagt ham."
Kongen svarede: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig over den ting; thi sværdet fortærer snart den ene, snart den anden; fortsæt med kraft kampen mod byen og riv den ned ! Med de ord skal du sætte mod i ham!"
Batseba holdt dødeklage over sin ægtefælle, som det var skik, og "da sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit hus, og hun blev hans hustru". Den mand, der havde haft en så følsom samvittighed og så høje æresbegreber, at han ikke ville løfte sin hånd imod Herrens salvede, selv om han selv var i livsfare, var faldet så dybt, at han forurettede og myrdede en af sine mest trofaste soldater og nærede det forfængelige håb, at han uforstyrret kunne nyde frugten af sin synd. Ak! Hvor var det fine guld blevet mat! Og hvor havde det forandret sig!
Satan har lige fra begyndelsen henledt menneskenes opmærksomhed på de fordele, som de kunne opnå ved at overtræde Guds lov. Det var på den måde, han førte englene på vildspor. Han benyttede den samme fremgangsmåde, da han fristede Adam og Eva til at synde, og han bruger stadig den samme metode for at få menneskene til at være ulydige imod Gud. Han får overtrædelsens vej til at se tiltalende ud, men dens ende er dog "dødens veje". Ord. 14, 12. Lykkelige de mennesker, som bliver klar over, hvor giftige syndens frugter er, når de har vovet sig ud på denne vej, og vender om i tide! Gud var nådig imod David og tillod ikke, at syndens falske løn lokkede ham i den bundløse afgrund.
Gud var også nødt til at gribe ind for Israels skyld. Som tiden gik, blev det afsløret, at David havde ledet Batseba i synd, og folk begyndte at få mistanke om, at David havde sendt Urias i døden med vilje. Skammen faldt tilbage på Herren. Gud havde været god imod David og givet ham hans høje embede, og da David syndede, stillede han Guds karakter i et falsk lys og vanærede hans navn. Davids synd havde til følge, at gudfrygtigheden i Israel aftog. Mange betragtede ikke synden med så stor afsky mere, og de, der ikke elskede og frygtede Herren, syndede endnu dristigere.
Profeten Natan fik befaling om at give David en irettesættelse. Den var frygtelig streng. I de allerfleste tilfælde ville det være den visse død, hvis et menneske gav en konge en sådan irettesættelse. Natan forkyndte uforfærdet Guds dom over kongen, men han gjorde det med så megen himmelsk visdom, at den vakte kongens sympati, talte til hans samvittighed og fik ham til at fælde sin egen dødsdom. Profeten appellerede til David som den guddommeligt indsatte beskytter af folkets rettigheder og fortalte ham om en grov uret, som burde straffes.
Der boede to mænd i samme by, sagde profeten, en rig og en fattig. Den rige havde småkvæg og hornkvæg i mængde, mens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans børn; det åd af hans brød, drak af hans bæger og lå i hans skød og var ham som en datter. Men da den rige mand engang fik besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget småkvæg eller hornkvæg og tillave det til den vejfarende mand, som var kommet til ham, men tog den fattige mands lam og tillavede det til sin gæst!
Denne beretning vakte kongens vrede, og han udbrød: "Så sandt Herren lever: Den mand, som gjorde det, er dødsens, og lammet skal han erstatte firefold, fordi han handlede så hjerteløst!" 2. Sam. 12, 5-6.
Natan fæstede blikket på kongen. Derpå løftede han sin højre hånd imod himmelen og sagde: "Du er manden!" "Hvorfor" fortsatte han, "har du da ringeagtet Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne?" De skyldige kan forsøge at skjule deres forbrydelse for mennesker, ligesom David gjorde. De kan søge at hindre, at mennesker ser eller nogensinde får at vide, hvad de har gjort, "men alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab". Heb. 4, 13. "Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt." Matt. 10, 26.
Natan sagde: "Så siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls hånd ..... Hvorfor har du da ringeagtet Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hetitten Urias har du dræbt med sværdet; hans hustru har du taget til ægte, og ham har du slået ihjel med ammonitternes sværd. Så skal nu sværdet aldrig vige fra dit hus ..... Se, jeg lader ulykke komme over dig fra dit eget hus, og jeg tager dine hustruer bort for øjnene af dig og giver dem til en anden ..... Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette ord i hele Israels påsyn og ved højlys dag!"
Profetens irettesættelse greb Davids hjerte. Hans samvittighed blev vakt, og han så sin skyld i al dens hæslighed. Han angrede dybt for Gud. Med skælvende læber sagde han: "Jeg har syndet mod Herren!" Alt det forkerte, som vi gør over for andre, falder tilbage på Gud. David havde begået en frygtelig synd mod både Urias og Batseba, og det pinte ham, men han havde syndet langt mere imod Gud.
Skønt der ikke fandtes nogen i hele Israel, som kunne fuldbyrde dødsdommen over Herrens salvede, frygtede David for, at Gud ville straffe ham, inden Han nåede at få syndstilgivelse. Men Herrens profet sagde: "Så har Herren også tilgivet dig din synd; du skal ikke dø." Retfærdigheden kunne dog ikke tilsidesættes. Dødsdommen blev overført fra David til det barn, som var frugten af hans synd. Herved fik kongen lejlighed til at angre, men han sørgede langt mere over barnets lidelse og død, som var en del af hans straf, end han ville have gjort, hvis han selv skulle have lidt døden. Profeten sagde: "Men fordi du ved denne gerning har vist foragt for Herren, skal sønnen, som er født dig, visselig dø!"
Da barnet blev sygt, fastede David og ydmygede sig dybt og bønfaldt Gud om at frelse dets liv. Han afførte sig sine kongelige klæder, tog sin krone af og lagde sig på jorden nat efter nat, mens han i den dybeste fortvivlelse gik i forbøn for det uskyldige barn, som led på grund af hans synd. "De ældste i hans hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han ville ikke." Den evige, barmhjertige Gud havde i flere tilfælde tilbagekaldt dommen over personer eller byer og sendt dem et fredens budskab, når de ydmygede sig og angrede. David klyngede sig til dette håb og blev ved med at bede for barnets liv, så længe det var i live. Da han fik at vide, at det var død, underkastede han sig stille og roligt Guds dom. David havde selv udtalt, at denne straf var retfærdig, og nu faldt det første slag, men han stolede på Guds nåde og var ikke trøstesløs.
Der er mange, der har spurgt, når de har læst om Davids fald: "Hvorfor er dette blevet offentliggjort? Hvorfor lod Gud verden få kendskab til dette mørke kapitel i den mands liv, som Himmelen havde æret så højt?" I sin irettesættelse til David sagde profeten med henblik på hans synd: "Men fordi du ved denne gerning har vist foragt for Herren ....." Ned gennem tiderne har de vantro peget på den mørke plet, som David satte på sin karakter, og sagt med tilfredshed og foragt: "Her er manden efter Guds hjerte!" Derved er religionen blevet bragt i miskredit, Gud og hans ord er blevet spottet, sjæle er blevet forhærdet i deres vantro, og mange har fået mod til at synde under fromhedens kappe.
Men Davids erfaring er ingen undskyldning for at synde. Det var, mens han vandrede med Gud, at han var manden efter Guds hjerte. Han var det ikke, da han syndede, og blev det først igen, da han havde angret og omvendt sig til Gud. Guds ord siger klart og tydeligt: "Men det, som David havde gjort, var ondt i Herrens øjne." 2. Sam. 11, 27. Desuden sagde Herren til David gennem sin profet: "Hvorfor har du da ringeagtet Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? ..... Så skal nu sværdet aldrig vige fra dit hus, fordi du ringeagtede mig." Skønt David angrede sin synd, og Herren tilgav ham og tog imod ham igen, høstede han selv de frygtelige frugter af sin synd. Dommen over ham og hans hus er et vidnesbyrd om Guds afsky for synden.
Hidtil havde Gud skånet David for at blive et bytte for fjendernes onde planer og grebet direkte ind for at hindre Saul i at dræbe ham; men da David syndede, ændredes hans forhold til Gud. Gud kunne ikke billige synden. Han kunne ikke udøve sin magt for at beskytte David imod følgerne af hans egen synd på samme måde, som han havde værnet ham imod Sauls fjendskab.
Der skete også en stor forandring med David selv. Bevidstheden om hans synd og dens vidtrækkende følger tyngede ham dybt. Han følte også, at han var sunket i sine undersåtters øjne. Hans indflydelse var blevet svækket. Hidtil havde folk sat hans store fremgang i forbindelse med hans samvittighedsfulde overholdelse af Guds bud, men nu ville synden få mere tag i befolkningen, fordi hans undersåtter vidste besked med hans synd. Hans myndighed i hans eget hjem og hans krav på lydighed og respekt fra sønnernes side havde også fået et knæk. Hans egen skyldfølelse fik ham til at tie, når han burde have irettesat dem, der syndede, og hindrede ham i at håndhæve retten i sit eget hjem. Hans opførsel øvede en dårlig indflydelse på hans sønner, og Gud ville ikke gribe ind for at forhindre de onde følger. Gud lod tingene gå deres gang, og derved fik David en frygtelig straf.
David levede i tilsyneladende tryghed et helt år efter sit fald, og udadtil var der intet, som tydede på, at Gud var vred. Men Guds dom hang over hovedet på ham. Dommens og gengældelsens dag nærmede sig hurtigt og sikkert. Han kunne ikke undgå den ved at angre, og han ville komme til at føle en smerte og skam, som ville formørke resten af hans liv her på Jorden. De mennesker, der forsøger at undskylde deres egen synd ved at henvise til David, burde lære af Bibelen, at syndens vej er hård. Skønt de ophører med at gøre det onde ligesom David, vil de erfare allerede her i livet, at syndens følger er frygtelige.
Gud havde til hensigt at lade Davids fald tjene som en advarsel til menneskene. Han vil derigennem vise, at selv de mennesker, som han har velsignet og begunstiget mest, ikke kan føle sig sikre og undlade at våge og bede. Og denne beretning har virkelig været til værn for dem, som i ydmyghed har søgt at tilegne sig den lektie, som Gud havde til hensigt at lære dem. Tusinder er herigennem kommet til at indse, at de selv stod i fare for at blive overvundet af fristeren. Når de har set, at en mand, som var så højt æret af Herren som David, kunne falde, har de fået mistillid til sig selv, og er blevet klar over, at Gud alene har magt til at bevare dem gennem tro. I bevidstheden om, at deres styrke og sikkerhed fandtes i ham, er de veget tilbage fra at tage det første skridt på Satans vej.
David begyndte allerede at høste frugten af sin overtrædelse, inden Guds dom blev fældet over ham. Han havde dårlig samvittighed. De sjælekvaler, han gennemgik, er skildret i den 32. Salme:
Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult;
saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld,
og i hvis ånd der ikke er svig.
Mine ben svandt hen, så længe jeg tav,
under jamren dagen igennem,
thi din hånd lå tungt på mig både dag og nat,
min livskraft svandt som i sommerens tørke.
Sl. 32, 1-4.
Den 51. Salme giver udtryk for Davids anger, da Gud irettesatte ham:
"Gud, vær mig nådig efter din miskundhed,
udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed,
tvæt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd!
Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje. . .
Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne;
mæt mig med fryd og glæde,
lad de ben, du knuste, juble;
skjul dit åsyn for mine synder,
udslet alle mine misgerninger;
skab mig, O Gud, et rent hjerte,
giv en ny, en stadig ånd i mit indre;
kast mig ikke bort fra dit åsyn,
tag ikke din hellige ånd fra mig;
glæd mig igen med din frelse,
giv mig til støtte en villig ånd!
Da vil jeg lære overtrædere dine veje,
og syndere skal vende om til dig.
Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så skal min tunge lovsynge din retfærd."
Sl. 51, 3-16.
Israels konge skildrede således sin synd, sin anger og sit håb om tilgivelse ved Guds nåde i en salme, som skulle synges i hans folks offentlige forsamlinger og i overværelse af hoffet - præster og dommere, fyrster og soldater - og denne salme ville til Jordens sidste slægt holde mindet om hans fald ved lige. Han forsøgte ikke at skjule sin skyld, men ønskede, at andre skulle tage ved lære af den sørgelige beretning om hans fald.
Davids anger var oprigtig og dybtfølt. Han forsøgte ikke at undskylde sin forbrydelse. Han bad heller ikke, fordi han ville forsøge at undgå de straffe, som truede ham. Han indså klart, hvor groft han havde syndet imod Gud. Han så, hvorledes han havde besmittet sin sjæl, og han afskyede sin synd. Han bad ikke blot om tilgivelse, men om et rent hjerte. Han opgav ikke kampen i fortvivlelse. Han fik tillid til, at Gud ville tilgive ham og tage imod ham, ved at læse Guds løfter til angrende syndere.
Thi i slagtoffer har du ikke behag,
og gav jeg et brændoffer, vandt det dig ikke.
Offer for Gud er en sønderbrudt ånd;
et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
Sl. 51, 18-19.
Men Herren løftede David op igen. Han levede mere i harmoni med Gud og forstod sine medmennesker bedre efter sit fald end før. I sin glæde over sin befrielse skrev han:
Min synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min skyld;
jeg sagde: Mine overtrædelser vil jeg bekende for Herren!
Da tilgav du mig min syndeskyld. .....
Du er mit skjul, du frier mig af trængsel,
med frelsesjubel omgiver du mig.
Sl. 32, 5-7.
Mange mennesker har i tidens løb kaldt Gud uretfærdig, fordi han sparede Davids liv trods hans store synd, mens han forkastede Saul på grund af en synd, som i deres øjne var langt mindre. Men David ydmygede sig og bekendte sin synd, mens Saul lod hånt om den irettesættelse, han fik, og forhærdede sit hjerte.
Dette afsnit af Davids liv rummer en stor lærdom for den angrende synder. Det er et af de stærkeste eksempler, vi overhovedet har, på de kampe og fristelser, som menneskeheden bliver udsat for, og på sand anger over for Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. Det har til alle tider været en kilde til opmuntring for sjæle, som er faldet i synd og har kæmpet i bevidstheden om deres brøde. Tusinder af Guds børn, som er blevet overrumplet af synden og har været lige ved at fortvivle, har fået mod til at angre og forsøge at vandre på Guds buds veje igen ved at tænke på David, hvis oprigtige anger blev godkendt af Gud, skønt han måtte lide på grund af sin synd.
Det menneske, der tager imod Guds irettesættelse, og som ydmyger sig og angrer, som David gjorde, kan være forvisset om, at der er håb for det. Den, der i tro tager imod Guds løfter, vil få tilgivelse. Herren vil aldrig bortvise en eneste sjæl, som angrer oprigtigt. Han har givet dette løfte; "Lad ham gribe fat i min styrke, for at han kan slutte fred med mig, og han skal slutte fred med mig" Es. 27, 5. (eng. overs.). "Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade." Es. 55, 7.