Dette kapitel er bygget op over 2 Sam 13-19
Lammet skal han erstatte firefold. Således lød den dom, som David uforvarende fældede over sig selv, da han havde hørt profeten Natans lignelse, og nu ville han blive straffet i overensstemmelse med sin egen dom. Fire af hans sønner skulle dø, og i hvert enkelt tilfælde var faderens synd årsagen.
Davids førstefødte søn Amnon blev hverken straffet eller irettesat af sin fader, da han havde begået sin skændige forbrydelse. Loven krævede dødsstraf over horkarle, og Amnon havde pådraget sig dobbelt skyld ved sin unaturlige forbrydelse. Men David havde dårlig samvittighed på grund af sin egen synd og straffede ikke overtræderen. Absalom, der var sin dybt krænkede søsters retmæssige beskytter, skjulte i to samfulde år sine hævnplaner, men blot for at slå så meget hårdere til, når tiden var inde. Under en fest, som blev holdt for kongesønnerne, blev Amnon, som havde gjort sig skyldig i blodskam, under beruselse dræbt på sin broders befaling.
David var nu blevet straffet tvefold. Han modtog denne frygtelig meddelelse: ""Absalom har hugget alle kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!" Da stod kongen op, sønderrev sine klæder og lagde sig på jorden; også alle hans folk, som stod hos, sønderrev deres klæder." Kongens sønner red rædselsslagne tilbage til Jerusalem og fortalte deres fader sandheden. Amnon var blevet dræbt. "Og de brast i gråd; også kongen og alle hans folk brast i heftig gråd." Men Absalom flygtede til sin morfader, kong Talmaj af Gesjur.
Både Amnon og Davids øvrige sønner havde altid fået deres egenkærlige ønsker opfyldt. Amnon havde søgt at tilfredsstille alle sit hjertes begæringer uden hensyn til Guds bud. Gud bar længe over med ham til trods for hans store synd. I to år havde han haft anledning til at angre, men han fortsatte med at synde, og mens hans syndeskyld endnu hvilede på hans hoved, blev han dræbt og skal nu stå til regnskab for evighedens frygtelige domstol.
David svigtede sin pligt ved at lade Amnons forbrydelse forblive ustraffet, og da landets konge og prinsens fader lagde en sådan ligegyldighed for dagen, ville Herren ikke hindre Absalom i at øve sin dåd, men lod begivenhederne gå deres gang. Når forældre og myndigheder undlader at gøre deres pligt og straffe synden, tager Gud sagen i sin egen hånd. Han giver ondskabens kræfter friere tøjler, så at der udløses en kæde af begivenheder med det resultat, at synd straffes med synd:
Davids forkastelige eftergivenhed over for Amnon ophørte ikke med at bære sine giftige frugter her men gav stødet til Absaloms uvilje mod sin fader. David syntes, at hans søns forbrydelse burde straffes på en eller anden måde, og nægtede at lade Absalom vende hjem fra Gesjur. Derved bidrog kongen til at forøge de store og frygtelige problemer, som han selv havde været skyld i. Absalom var energisk, ærgerrig og principløs, og da han var udelukket fra at beskæftige sig med rigets anliggender på grund af sin landflygtighed, gav han sig snart til at lægge farlige planer.
Da der var gået to år, besluttede Joab at få en forsoning i stand imellem fader og søn. For at opnå sin hensigt sendte han bud til Tekoa efter en kvinde, som var berømt for sin klogskab. På Joabs tilskyndelse søgte kvinden foretræde hos kongen og foregav at være en enke, hvis to sønner havde været hendes eneste trøst og støtte. Under et klammeri havde den ene dræbt den anden, og nu krævede hele slægten, at den overlevende søn skulle udleveres til blodhævneren. "Således siger de," sagde kvinden, "for at slukke den sidste glød, jeg har tilbage, så at min mand ikke får eftermæle eller efterkommere på Jorden!" Disse ord talte til kongens hjerte, og han lovede kvinden at beskytte hendes søn.
Da hun gentagne gange havde fået kongen til at love, at han ville garantere for den unge mands sikkerhed, bønfaldt hun ham om at vise mildhed og sagde, at han havde talt som et skyldigt menneske, fordi han ikke ville lade sin forstødte søn vende tilbage. "Thi," sagde hun, "vi skal visselig alle dø, vi er som vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på jorden; men Gud vil ikke tage det menneskes liv, der omgås med den tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse." Denne gribende skildring af Guds kærlighed til synderen - og det var den barske kriger Joab, som stod bagved - er et slående vidnesbyrd om, at israelitterne var bekendt med forløsningens sandheder. Kongen, som følte sit eget behov for Guds nåde, kunne ikke afslå denne bøn. Han gav Joab denne befaling: "Gå hen og bring den unge mand, Absalom, tilbage!"
Absalom fik lov at komme tilbage til Jerusalem, men han måtte ikke vise sig ved hoffet og blev heller ikke stedt for sin faders åsyn. David var begyndt at indse de onde følger af sin eftergivenhed over for sønnerne, og selv om han elskede sin smukke og begavede søn højt, anså han det for nødvendigt at vise sin afsky for den forbrydelse, der var begået, både af hensyn til Absalom og folket. Absalom boede i sit eget hus i to år, men fik ikke lov at komme op til hoffet. Hans søster boede hos ham, og derved blev han til stadighed mindet om den ubodelige uret, som hun havde lidt. I offentlighedens øjne var prinsen snarere en helt end en forbryder, og dette drog han fordel af og besluttede at vinde folkets hjerte. Han var så smuk, at han blev beundret af alle, der så ham. "Men ingen mand i hele Israel blev beundret så højt for sin skønhed som Absalom; fra fodsål til isse var der ikke en lyde ved ham." Det var ikke klogt al kongen at lade en mand med Absaloms karakter - han var ærgerrig, impulsiv og heftig - gå og ruge over, hvad han betragtede som en personlig forurettelse, i to år. Da David lod ham vende tilbage til Jerusalem, men nægtede at lade ham blive stedt for sit åsyn, fik folket blot endnu mere sympati for Absalom.
David kunne aldrig glemme, at han selv havde overtrådt Guds lov, og han syntes at være moralsk lammet. Der, hvor han før havde været modig og beslutsom, var han nu svag og vaklende. Han øvede heller ikke så stor indflydelse over folket længere, og alt dette bidrog til at fremme hans unaturlige søns onde planer.
Ved Joabs mellemkomst blev Absalom atter stedt for kongen, men skønt de var blevet forsonet udadtil, arbejdede Absalom videre med sine ærgerrige planer. Nu optrådte han næsten som konge. Han skaffede sig vogne og heste og havde halvtreds mand til at løbe foran sig. Mens kongen omgikkes med planer om at trække sig tilbage, sikrede Absalom sig ved list folkets gunst.
Davids ligegyldighed og ubeslutsomhed kunne også spores blandt hans undersåtter, og retsplejen var præget af slaphed og langsomhed. Absalom forstod at få hver eneste retstrætte til at falde ud til sin egen fordel. Dag efter dag sås den smukke kongesøn i byens port, hvor der var samlet en stor skare mennesker for at få deres sager behandlet. Absalom gik ind og ud imellem dem, hørte på deres klager, viste dem deltagelse i deres lidelser og udtalte sin beklagelse over, at regeringen var så svag. Når prinsen havde hørt på en af israelitternes klager, plejede han at sige: "Din sag er god og retfærdig; men hos kongen finder du ikke øre!" Derpå tilføjede han: "Ville man blot sætte mig til dommer i landet! Da måtte enhver, der har en retssag eller retstrætte, komme til mig, og jeg ville hjælpe ham til hans ret." Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham."
Prinsens listige insinuationer gav utilfredsheden med regeringen rig næring Alle var fulde af lovord om Absalom. Han blev betragtet som tronarving, folket var stolt af ham og anså ham for at være fuldt ud værdig til denne høje stilling, og efterhånden opstod et stærkt ønske om, at han blev konge. "Og Absalom stjal Israels mænds hjerte." Kongen nærede blind kærlighed til sin søn og anede ikke uråd. Han troede, at Absalom optrådte så fyrsteligt for at kaste glans over hoffet og betragtede det som et udtryk for hans glæde over, at han var blevet forsonet med sin fader.
Folket var allerede forberedt på, hvad der skulle ske, og Absalom sendte nu i hemmelighed udvalgte mænd rundt til stammerne for at forberede en opstand. Han benyttede religionen som en kappe til at dække over sine forræderiske planer. Han skulle rejse til Hebron for at indfri et løfte, som han havde aflagt, da han var landflygtig, og han sagde nu til kongen: "Lad mig få lov til at gå til Hebron og indfri et løfte, jeg har aflagt Herren; thi mens din træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det løfte: Hvis Herren lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil jeg ære Herren i Hebron!" Den stolte fader følte sig trøstet over dette vidnesbyrd om sin søns gudfrygtighed og gav ham en velsignelse med på vejen. Nu var sammensværgelsen en kendsgerning. Formålet med Absaloms fantastiske hykleri var ikke blot at føre kongen bag lyset, men også at vinde folkets tillid, så prinsen kunne få dem til at gøre oprør imod den konge, som Gud havde udvalgt.
Da Absalom drog mod Hebron, var han ledsaget af "200 mænd, som han havde indbudt, og som drog med i god tro uden at vide af noget". De anede ikke, at deres kærlighed til sønnen ville drage dem ind i et oprør imod faderen. Da Absalom ankom til Hebron, sendte han øjeblikkelig bud efter Akitofel, som var en af Davids ypperste rådgivere. Denne mand var vidt berømt for sin visdom, og hans råd blev anset for at være lige så værdifulde som et orakelsvar. Akitofel sluttede sig til de sammensvorne. Med hans støtte syntes Absaloms sejr at være sikret, og mange indflydelsesrige mænd fra alle dele af landet samlede sig under kongesønnens banner. Da oprørssignalet blev givet, udbredte prinsens folk det rygte i hele landet, at Absalom var blevet konge, og flere og flere af folket gik over til ham.
I mellemtiden fik kongen i Jerusalem meddelelse om oprøret. Det kom som et chok for David, at der var udbrudt oprør lige ved hans trone. Hans egen søn - den søn, som han havde elsket og stolet på - havde lagt planer om at fravriste ham kronen og ville uden tvivl også dræbe ham.
Da David stod ansigt til ansigt med denne store fare, overvandt han den nedtrykthed, som han havde ligget under for så længe. Hans gamle beslutsomhed vendte tilbage, og han gik omgående i gang med at træffe modforholdsregler. Absalom var i færd med at mønstre sine styrker i Hebron, som kun lå ca. 30 kilometer borte, og oprørene kunne stå ved Jerusalems porte når som helst.
David stod i sit palads og så ud over sin hovedstad "al Jordens fryd ..... den store konges by". Sl. 48, 2. Han gøs ved tanken om, at den skulle være slagmark. Skulle han sende bud efter de undersåtter, der endnu var ham tro, og kæmpe for at beholde sin kære by? Skulle han give sit samtykke til, at Jerusalem kom til at svømme i blod? Han havde allerede taget sin beslutning. Den udvalgte by skulle ikke opleve krigens rædsler. Han ville forlade Jerusalem og derefter stille sine undersåtters troskab på prøve ved at give dem anledning til at komme ham til undsætning. I denne krisetime skyldte han både Gud og sit folk at hævde den myndighed, som himmelen havde givet ham. Kampens udfald ville han lægge i Guds hånd.
David gik ydmyget og bedrøvet ud igennem Jerusalems port. Han var drevet bort fra sin trone, sit palads og Guds ark, fordi hans forkælede søn havde gjort oprør. Folket fulgte bedrøvet efter ham i en lang procession, som mindede om et begravelsestog. Kongen var ledsaget af sin livvagt - kreterne og pleterne samt 600 mand fra Gat, som stod under kommando af Ittaj. Men Davids uselviskhed fornægtede sig ikke. Han ville ikke tillade, at disse fremmede, som havde bedt om hans beskyttelse, blev udsat for overlast på grund af hans ulykke. Han udtrykte sin overraskelse over, at de var villige til at bringe dette offer for hans skyld. Kongen sagde til gatitten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos kongen; thi du er udlænding og er vandret ud fra din hjemstavn; i går kom du, og i dag skulle jeg tage dig med på vor omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine landsmænd med; Herren vise dig miskundhed og trofasthed!"
Ittaj svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du, herre konge, lever: Hvor du, herre konge, er, der vil din træl være, hvad enten det bliver liv eller død!" Disse mænd var blevet omvendt fra hedenskabet og var begyndt at tjene Herren, og nu viste de deres troskab mod deres Gud og deres konge. David var dem dybt taknemmelig over, at de viste ham troskab på et tidspunkt, hvor hans stjerne tilsyneladende var ved at dale, og hele skaren gik nu over Kedrons bæk på vej mod ørkenen.
Processionen standsede atter. Nogle mænd, som var iført hellige klæder, kom hen imod dem. "Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds pagts ark, kom til stede." Davids tilhængere anså dette for at være et lykkeligt varsel. De betragtede arkens tilstedeværelse som en garanti for, at de ville blive reddet og sejre til sidst. Den ville give folket mod til at samles om kongen, og Absaloms tilhængere ville blive slået med rædsel, når de opdagede, at arken ikke var i Jerusalem.
Da David fik øje på arken, gennemstrømmede hans hjerte et øjeblik af glæde og håb, men kort efter besindede han sig. Han var konge over Guds udvalgte folk og havde et stort ansvar. Israels konge skulle ikke først og fremmest tænke på sine personlige interesser, men på Guds ære og folkets bedste. Gud, der dvælede mellem keruberne, havde sagt om Jerusalem: "Her er for evigt mit hvilested" (Sl. 132, 14), og hverken præst eller konge havde ret til at flytte symbolet på Guds nærværelse uden Guds tilladelse. David var udmærket klar over, at både hans hjerte og hans vandel skulle være i harmoni med de guddommelige forskrifter, for ellers ville arken bringe ulykke i stedet for lykke. Hans store synd stod ham altid for øje. Han betragtede denne sammensværgelse som Guds retfærdige dom. Nu var det sværd, som aldrig skulle vige fra hans hus, blevet draget af skeden. Han vidste ikke, hvad kampens udfald ville blive, men han kunne ikke fjerne de hellige vedtægter, som rummede Israels guddommelige konges vilje, som var rigets grundlov og grundlaget for nationens fremgang, fra nationens hovedstad.
Han gav Zadok denne befaling: "Bring Guds ark tilbage til byen! Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne, fører han mig tilbage og lader mig stedes for ham og hans bolig; siger han derimod: Jeg har ikke behag i dig! se, da er jeg rede; han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
David tilføjede: "Se, du og Ebjatar skal med fred vende tilbage til byen tillige med Eders to sønner, din søn Ahimaaz og Ebjatars søn Jonatan! Se, jeg bier ved vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får bud fra Eder med efterretning." Præsterne kunne være ham til stor nytte i byen ved at skaffe oplysninger om oprørenes bevægelser og planer og hemmeligt meddele kongen dem gennem deres sønner Ahimaaz og Jonatan.
Da præsterne drog tilbage til Jerusalem, var det, som om der sænkede sig en endnu mørkere sky over den bortdragende skare. Deres konge var flygtning, de var selv udstødt, Guds ark var ikke hos dem, og fremtiden var truende mørk. "Men David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet hoved og bare fødder, og alle krigerne, som fulgte ham, havde tilhyllet deres hoveder og gik grædende opefter. Da David fik at vide, at Akitofel var blandt de sammensvorne, som holdt med Absalom. ....." Atter engang måtte David se i øjnene, at hans ulykker skyldtes hans egen synd. Akitofel, der var den dygtigste og en af de mest snu af de politiske ledere, svigtede kongen, fordi han ville hævne den vanære, som familien var blevet udsat for; Batseba var nemlig hans sønnedatter.
Nu bad David denne bøn: "Gør Akitofels råd til skamme, Herre!" Da kongen havde nået bjergets top, bøjede han sig og tilbad. Han kastede den byrde, som tyngede hans sjæl, på Herren, og bad ydmygt om nåde. Hans bøn syntes at blive besvaret øjeblikkelig, for nu kom arkitten Husjaj ham i møde med sønderrevet kjortel og jord på hovedet. Denne mand var en klog og dygtig rådgiver og en trofast ven af David, og han havde besluttet sig til at dele skæbne med den fordrevne og landflygtige konge. David så som med forklaret blik, at denne trofaste og pålidelige mand var som kaldet til at varetage kongens interesser under rådslagningen i Jerusalem. På Davids anmodning vendte Husjaj tilbage til Jerusalem for at tilbyde Absalom sin hjælp og gøre Akitofels listige råd til skamme.
Efter denne opmuntring steg kongen og hans tilhængere ned ad Oliebjergets østlige skråning, drog gennem en klippefyldt og barsk egn, videre gennem øde slugter og fortsatte ad stenede og stejle stier i retning af Jordan. "Men da kong David kom til Bahurim, se, da kom en mand ved navn Simei, Geras søn, af samme slægt som Sauls hus, gående ud af byen, alt imens han udstødte forbandelser, og han kastede sten efter David og alle kong Davids folk, skønt alle krigerne og alle kernetropperne gik på begge sider af ham. Og Simei forbandede ham med de ord: "Bort, bort med dig, din blodhund, din usling! Herren har nu bragt alt Sauls huses blod over dig, han, i hvis sted du blev konge, og Herren har nu givet din søn Absalom kongedømmet; nu har ulykken ramt dig, fordi du er en blodhund!"
I Davids velmagtsdage havde Simei hverken tilkendegivet i ord eller handling, at han ikke var en lovlydig undersåt, men da det gik galt for kongen, viste denne benjaminit sit sande ansigt. Han ærede David, da denne sad på tronen, men forbandede ham, da han blev ydmyget. Han var en lav og slet person og betragtede andre på samme måde, og på Satans tilskyndelse lod han nu sit had gå ud over den mand, som Guds hånd i forvejen hvilede så tungt på. Det er Satans ånd, som får mennesker til at hovere over, spotte eller slå modet ned hos et lidende medmenneske.
Simeis anklage imod David var fuldstændig ubegrundet. Det var en nedrig og ondsindet bagvaskelse. David havde ikke begået uret imod Saul eller hans hus. Da han havde Saul fuldstændig i sin magt og kunne have dræbt ham, nøjedes han med at skære en flig af hans kappe, men bagefter bebrejdede han sig selv, at han havde tilladt sig denne uærbødighed over for Herrens salvede.
David havde tydeligt vist, hvor højt han agtede menneskeliv, selv da han blev jaget som et vildt dyr. Da han holdt sig skjult i Adullams hule, tænkte han tilbage på sin ubekymrede barndom og udbrød: "Hvem skaffer mig en drik vand fra cisternen ved Betlehems port?" 2. Sam. 23, 13-17. Betlehem var på dette tidspunkt i filisternes hænder, men tre af Davids tapre krigere banede sig vej gennem vagtmandskabet og bragte deres herre en drik vand fra Betlehem. Men David kunne ikke få sig selv til at drikke det. "Herren vogte mig for at gøre det! Skulle jeg drikke de mænds blod, som har vovet deres liv!" Derpå udgød Han ærbødigt vandet som et offer til Gud. David havde været kriger og havde tilbragt en stor del af sit liv på slagmarken, men få er blevet præget så lidt af krigens forhærdende og demoraliserende indflydelse som han.
Davids nevø Abisjaj, som var en af hans tapreste mænd, fandt sig ikke roligt i, at Simei fornærmede kongen. "Hvorfor," sagde han, "skal denne døde hund have lov at forbande min herre kongen? Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!" Men kongen forbød ham det. "Når min egen søn ..... står mig efter livet, hvad kan man da ikke vente af denne benjaminit! Lad ham kun forbande, når Herren har budt ham det ! Måske vil Herren se til mig i min nød og gøre mig godt til gengæld for hans forbandelse i dag!"
Samvittigheden mindede David om bitre og ydmygende sandheder. Kongens trofaste undersåtter kunne ikke forstå, hvorfor hans skæbne var blevet forandret så pludselig, men det var ingen gåde for ham selv. Han havde ofte anet, at dette ville komme, og havde undret sig over, at Gud skånede ham så længe og udsatte den velfortjente straf for hans synder. Mens han bedrøvet fortsatte sin ilsomme flugt - han havde bare fødder, hans kongelige klæder var ombyttet med sæk, og hans tilhængeres klageudbrud gav genlyd i de omkringliggende høje - tænkte han på sin elskede hovedstad, det sted, hvor han havde begået sin synd, og idet han mindedes Guds godhed og langmodighed, indså han, at alt håb ikke var ude. Han havde en fornemmelse af, at Herren stadig ville være ham nådig.
Mange mennesker har benyttet Davids fald som en undskyldning for deres egne synder, men hvor er der få, der angrer og ydmyger sig ligesom David. Kun de færreste ville bære deres irettesættelse og straf med en sådan tålmodighed og sjælsstyrke, som han lagde for dagen. Han havde bekendt sin synd og havde i årevis bestræbt sig på at gøre sin pligt som Guds trofaste tjener. Han havde arbejdet på at opbygge sit rige, og under hans regering havde det opnået en fremgang og en styrke som aldrig før. Han havde samlet store mængder af materialer, som skulle benyttes til at opføre Guds hus. Skulle hele hans livsværk nu fejes bort? Skulle frugterne af mange års trofast slid - resultater, som var opnået ved genialitet, trofasthed og statsmandskunst - nu tilfalde hans ryggesløse, forræderiske søn, som hverken havde Guds ære eller folkets ve og vel for øje? Hvor havde det været nærliggende for David at knurre imod Gud under denne store prøvelse.
Men han betragtede sin egen synd som årsagen til alle sine vanskeligheder. Profeten Mika giver udtryk for den ånd, der besjælede David. "Om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys. Jeg vil bære Herrens vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig ret." Mika 7, 8-9. Herren svigtede ikke David. Dette tidsafsnit er et af de smukkeste i hele hans liv, fordi han var ydmyg, uselvisk, højsindet og underdanig, da han blev udsat for de mest grusomme krænkelser og fornærmelser. Israels konge havde aldrig været så stor i Himmelens øjne, som da han udadtil gennemlevede sin største ydmygelse.
Hvis Gud ikke havde straffet Davids synd, men havde ladet ham regere videre i fred og velstand til trods for, at han havde overtrådt Guds bud, kunne skeptikerne og de vantro med rette have inddraget Davids erfaring i deres kritik af Bibelens religion. Men de prøvelser, Herren lod David gennemgå, viser, at Gud ikke vil tolerere eller undskylde synden. Davids erfaring giver os et begreb om, hvilket højt sigte Gud har, når han behandler syndens problem, og sætter os i stand til at se hans nådige og barmhjertige ledelse selv i de hårdeste straffe. Gud lod David smage riset, men han dræbte ham ikke. Ildovnen skal blot lutre, ikke fortære. Herren siger: "Hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mit bud, da hjemsøger jeg deres synd med ris, deres brøde med hårde slag; men min nåde tager jeg ikke fra ham, min trofasthed svigter jeg ikke." Sl. 89, 32-34.
Kort efter, at David havde forladt Jerusalem, rykkede Absalom og hans hær ind i byen og tog Israels fæstning i besiddelse uden kamp. Husjaj var en af de første, som bød den nye konge velkommen, og prinsen blev overrasket og glad over, at hans faders gamle ven og rådgiver stillede sig på hans side. Absalom var sikker på sejren. Hidtil var hans planer lykkedes, og i sin iver efter at sikre sig folkets tillid bød han Husjaj velkommen til sit hof.
Absalom havde en vældig hær, men de fleste af hans folk var ikke krigsvante. De havde endnu ikke været i kamp. Akitofel var udmærket klar over, at Davids stilling ikke var håbløs. Et stort udsnit af folket stod stadig på hans side, han var omgivet af veltrænede, kongetro krigere, og hans hær stod under anførsel af dygtige og erfarne generaler. Akitofel vidste også, at der ville komme en reaktion, når den første begejstring for den nye konge havde lagt sig. Hvis oprøret slog fejl, var der sandsynlighed for, at Absalom ville blive forsonet med sin fader. Skete det, ville Akitofel få hovedskylden for oprøret og dermed også den hårdeste straf, fordi han havde været Absalomms hovedrådgiver. For at afskære Absalom tilbagetoget tilskyndende Akitofel ham til at begå en handling, som umuligt kunne sones af hensyn til folket. Med djævelsk snuhed opfordrede denne listige og principløse statsmand Absalom til at føje blodskam til sit oprør. I hele Israels påsyn skulle han efter orientalsk skik tage sin faders medhustruer for at tilkendegive, at han havde besteget tronen efter sin fader. Absalom fulgte det nedrige forslag, og således opfyldtes det ord, som Gud havde talt til David gennem profeten: "Se, jeg lader ulykke komme over dig fra dit eget hus, og jeg tager dine hustruer bort for øjnene af dig og giver dem til en anden, ..... Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette ord i hele Israels påsyn og ved højlys dag." 2. Sam. 12, 11-12. Dette betyder ikke, at Gud stod bag ved disse onde handlinger, men på grund af Davids synd greb han ikke ind for at forhindre dem.
Akitofel var højt anset for sin visdom, men han var fuldstændig blottet for den visdom, som kommer fra Gud. "Herrens frygt er visdoms grundlag" (Ord. 9, 10), og Akitofel besad ikke denne visdom, ellers ville han ikke have gjort oprørets heldige gennemførelse afhængig af en forbrydelse som blodskam. Fordærvede mennesker lægger planer uden at ænse, at der er en Gud, som kan standse dem i deres forehavende; men "han, som troner i Himmelen, ler, Herren, han spotter dem". Sl. 2, 4. Herren siger: "Mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd; thi tankeløses egensind bliver deres død, tåbers sorgløshed bliver deres undergang." Ord. 1, 30-32.
Da Akitofel havde draget omsorg for sin egen sikkerhed, søgte han at få Absalom til at indse, at det var absolut nødvendigt at skride til handling over for David omgående. "Lad mig udvælge 12.000 mand," sagde han, "og bryde op i nat og sætte efter David. Når jeg overfalder ham, mens han er udmattet og modfalden, kan jeg indjage ham skræk, og alle hans folk vil flygte, så at jeg kan fælde kongen uden at røre nogen anden; så bringer jeg hele folket tilbage til dig." Denne plan blev bifaldet af alle kongens rådgivere. Hvis den var blevet fulgt, var David utvivlsomt blevet dræbt, medmindre Herren havde grebet direkte ind for at redde ham. Men begivenhederne blev ledet af en højere visdom end den berømte Akitofels. "Herren havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode råd til skamme, for at Herren kunne bringe ulykke over Absalom."
Husjaj havde ikke taget del i rådslagningen, og han ville ikke komme af sig selv for ikke at vække mistanke; men da rådgiverne var gået bort, fortalte Absalom ham Akitofels plan, fordi han satte sin faders rådgiver meget højt. Husjaj indså, at David ville være fortabt, hvis den foreslåede plan blev fulgt. Han sagde derfor: "Denne gang er Akitofels råd ikke godt!" Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din fader og hans mænd er helte, og bitre i hu er de som en bjørn på marken, hvem ungerne er taget fra; desuden er din fader en rigtig kriger, som ikke lægger sig til hvile om natten med folkene. For øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en kløft eller et andet sted." Han sagde videre, at Absaloms soldater ikke ville fange kongen, selv om de forfulgte ham, og hvis de led et nederlag, ville hans folk blive mismodige, og Absaloms sag ville lide et stort tab. "Thi," sagde han, "hele Israel ved, at din fader er en helt og hans ledsagere tapre mænd." Derpå stillede han et forslag, som appellerede til den forfængelige og egenkærlige Absalom, der elskede magtudfoldelse. Han sagde: "Mit råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Beersjeba samles om dig, talrigt som sandet ved havet, og drag selv med i deres midte. Støder vi så på ham et eller andet sted, hvor han nu befinder sig, kan vi falde over ham som dug over jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans mænd; men kaster han sig ind i en by, skal hele Israel lægge reb om den, og vi vil slæbe den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage af den!"
Da sagde Absalom og alle Israels mænd: "Arkitten Husjajs råd er bedre end Akitofels!" Men der var en, som ikke lod sig føre bag lyset. Han indså klart, hvad der ville blive følgen af Absaloms skæbnesvangre fejltagelse. Akitofel vidste, at oprørenes sag var tabt. Han var også klar over, at, hvordan prinsens skæbne end ville forme sig, var der intet håb for den rådgiver, som havde tilskyndet ham til at begå de største af alle hans forbrydelser. Akitofel havde ansporet Absalom til at gøre oprør. Han havde foreslået ham den værst tænkelige forbrydelse for at vanære hans fader. Han havde rådet ham til at dræbe David og havde stillet forslag om, hvordan det kunne gøres. Han havde forspildt sin sidste mulighed for at blive forsonet med kongen, og nu vragede selve Absalom ham til fordel for en anden. Akitofel var skinsyg, vred og dybt fortvivlet. Han "drog hjem til sin by; og efter at have beskikket sit hus hængte han sig og døde". Sådan gik det et menneske, som var højt begavet, men ikke gjorde Gud til sin rådgiver. Satan lokker menneskene med smigrende løfter, men til sidst vil hver eneste sjæl erfare, at "syndens løn er døden". Rom. 6, 23.
Husjaj, der ikke var sikker på, at den vankelmodige konge ville følge hans råd, skyndte sig at sende bud til David om, at han skulle skynde sig over Jordan. Han sagde til de præster, hvis sønner skulle bringe meddelelsen videre: "Det og det råd har Akitofel givet Absalom og Israels ældste, og det og det råd har jeg givet. ..... Bliv ikke natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over på den anden side, for at ikke kongen og alle hans folk skal gå til grunde!"
De unge mænd vakte mistanke og blev efterstræbt, men det lykkedes dem alligevel at gennemføre deres farlige mission. David, der var udmattet af anstrengelser og sorg efter den første dags flugt, fik nu besked på at sætte over Jordan om natten, fordi hans søn ville tage hans liv.
Hvilke følelser rørte der sig i farens stund hos denne fader og konge, der var blevet så grusomt forurettet? "En dygtig kriger", en øvet krigsmand, en konge, hvis ord var lov, en fader, som var blevet forrådt af en søn, som han havde elsket og føjet og været uklog nok til at vise tillid, en konge, som var blevet forurettet og svigtet af undersåtter, der var knyttet til ham med troskabens og ærens stærke bånd - med hvilke ord gav David udtryk for, hvad der boede i hans sjæl? I sin mørkeste time stolede han på Gud og sang:
Herre hvor er mine fjender mange!
Mange er de, som rejser sig mod mig,
mange, som siger om min sjæl:
Der er ingen frelse for ham hos Gud!
Men, Herre, du er et skjold for mig,
min ære og den, der løfter mit hoved.
Jeg råber højlydt til Herren,
han svarer mig fra sit hellige bjerg.
Jeg lagde mig og sov ind,
jeg vågned, thi Herren holder mig oppe.
Jeg frygter ikke titusinder af folk,
som trindt om lejrer sig mod mig. .....
Hos Herren er frelsen;
din velsignelse over dit folk!
Sl. 3, 2-9.
David og alle hans ledsagere - krigere og statsmænd, gamle mænd og ynglinge, kvinder og små børn - vadede over den dybe og stride flod i nattens mørke. "Og ved daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan."
David og hans soldater kastede sig ind i Mahanajim, som havde været Isjbosjets kongesæde. Det var en stærkt befæstet by, som var omgivet af bjerge, der egnede sig fortræffeligt som skjulesteder under en krig. Landet var velforsynet, og befolkningen var David venligt stemt. Han vandt mange tilhængere her, og velhavende stammehøvdinge bragte rigelige forsyninger.
Husjaj havde nået sit mål: David nåede at flygte. Men den voldsomme og ubesindige prins havde ikke ro på sig og optog snart forfølgelsen af sin fader. "David havde nået Mahanajim, da Absalom tillige med alle Israels mænd gik over Jordan." Absalom havde gjort Amasa, der var søn af Davids søster Abigajil, til øverstbefalende. Hans hær var stor, men disciplinen var dårlig, og hans styrker var slet ikke i stand til at tage kampen op med faderens krigsvante soldater.
David delte sit mandskab i tre dele og stillede dem under ledelse af henholdsvis Joab, Abisjaj og gatitten Ittaj. Han ville selv have anført hæren, men det satte officererne, rådgiverne og folket sig kraftigt imod. "Du må ikke drage med," sagde de, "thi om vi flygter, ænser man os ikke; ja, selv om halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til hjælp fra byen." Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" 2. Sam. 18, 3-4.
Hele oprørshæren kunne ses fra byens mure, og i sammenligning med denne synede Davids hær meget lidt. Men da kongen kastede blikket ud over de styrker, som han stod over for, gjaldt hans første tanke ikke kronen eller riget; heller ikke hans eget liv, som afhang af slagets udfald. Faderens hjerte var fyldt af kærlighed til den oprørske søn. Da hæren drog ud gennem byens porte, opmuntrede David sine trofaste soldater og opfordrede dem til at stole på, at Israels Gud ville give dem sejren. Men selv i dette øjeblik kunne han ikke skjule sin kærlighed til Absalom. Da Joab gik forbi kongen i spidsen for den første kolonne, bøjede sejrherren fra hundrede slagmarker sit stolte hoved for at lytte til monarkens sidste ord. Med skælvende stemme sagde David: "Far nu lempeligt med den unge Absalom!" Abisjaj og Ittaj fik den samme befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalom!" Men kongens bekymring, der tydede på, at Absalom betød mere for ham end både hans rige og de af hans undersåtter, som var tro imod ham, opflammede blot soldaternes vrede over for hans unaturlige søn endnu mere.
Slaget kom til at stå i en skov i nærheden af Jordan, og i dette terræn var det snarere en ulempe end en fordel for Absalom, at hans hær var så stor. Hans udisciplinerede soldater mistede orienteringsevnen og var vanskelige at kommandere i det tætbevoksede og mosede terræn. "Her blev Israels hær slået af Davids folk, og der fandt et stort mandefald sted den dag; der faldt 20.000 mand." Da Absalom så, at slaget var tabt, tog han flugten, men hans hoved blev hængende mellem grenene på et stort træ. Mens han hang hjælpeløs her som et bytte for sine fjender, løb hans muldyr bort under ham. I denne stilling blev han opdaget af en soldat. Denne sparede dog hans liv for ikke at mishage kongen, men meldte Joab, hvad han havde set. Joab havde ingen skrupler. Han havde været Absaloms ven og havde forsonet ham med hans fader to gange uden at få andet end utak for det. Oprøret med alle dets rædsler ville simpelthen have været umuligt uden de store fordele, som Absalom havde opnået ved Joabs hjælp. Nu kunne Joab med eet slag gøre det af med ophavsmanden til alle ulykkerne. "Dermed greb han tre spyd og stødte dem i brystet på Absalom. ..... Derpå tog de og kastede Absalom i en stor grube i skoven og ophobede en mægtig stendynge over ham."
Sådan gik det de mænd, som gjorde oprør i Israel. Akitofel begik selvmord. Prins Absalom, hvis overvældende skønhed havde været Israels stolthed, var blevet dræbt i sin ungdoms styrke, og hans lig blev kastet i en grube og begravet under en stendynge som tegn på evig skam. Mens Absalom endnu levede, havde han rejst et kostbart monument for sig selv i kongedalen, men det eneste, der markerede hans grav, var en stendynge i ørkenen.
Da oprørslederen var dræbt, gav Joab signal til, at hans hær skulle indstille forfølgelsen af fjenderne, og der blev omgående sendt folk af sted for at give kongen meddelelse om slagets udfald.
Da vægteren på byens mur stod og så i retning af slagmarken, fik han øje på en mand, som kom løbende alene. Lidt efter fik han øje på een til. Da den første kom nærmere, sagde vægteren til kongen, som stod ved siden af byens port: "Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahimaaz, Zadoks søn!" Kongen sagde: "Det er en god mand, han kommer med godt bud!" Imidlertid var Ahimaaz kommet nærmere og råbte til kongen: "Hil dig!" Så kastede han sig ned på jorden for kongen og sagde: "Lovet være Herren din Gud, som gav dem, der løftede hånd mod min herre kongen, i din hånd!" På kongens ivrige spørgsmål: "Er den unge Absalom uskadt?" svarede Ahimaaz undvigende.
I det samme kom det andet sendebud og råbte: "Der er bud til min herre kongen: Herren har i dag skaffet dig ret over for alle dine modstandere." For anden gang lød det altoverskyggende spørgsmål fra faderens læber: "Er den unge Absalom uskadt?" Da sendebuddet ikke kunne skjule det tunge budskab, svarede han: "Det gå min herre kongens fjender og alle dine modstandere som den unge mand!" Det var nok. David spurgte ikke om mere, men gik med bøjet hoved op i stuen på taget over porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: "Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Var jeg blot død i dit sted! Absalom, min søn, min søn!"
Da den sejrrige hær vendte hjem fra slagmarken og nærmede sig byen, rungede sejrsråbene imellem højene. Men da den drog gennem byporten, døde råbene hen, og soldaterne sænkede deres bannere og gik videre med nedslået blik. Nu mindede de mere om en slagen end en sejrrig hær, for kongen havde ikke budt dem velkommen tilbage, men fra stuen over porten kunne de høre ham klage: "Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Var jeg blot død i dit sted! Absalom, min søn, min søn!"
Sejren blev den dag til sorg for alt folket, fordi det hørte, at kongen sørgede dybt over sin søn. Og folket stjal sig den dag ind i byen, som man stjæler sig bort af skam, når man har taget flugten i kampen.
Joab blev fyldt af harme. Gud havde beredt dem sejr og glæde; det største oprør, som nogensinde havde fundet sted i Israel, var blevet slået ned, men til trods herfor blev sejren den dag vendt til sorg på grund af den mand, hvis forbrydelse havde kostet tusinder af tapre mænds blod. Den barske hærfører gik lige ind til kongen og sagde: "Du beskæmmer i dag alle dine folk, der dog i dag har reddet dit liv og dine sønners og døtres, ..... siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker dig; thi i dag viser du, at øverster og folk er intet for dig. Ja, nu forstår jeg, at du ville have været tilfreds, hvis Absalom i dag var i live og alle vi andre døde. Stå nu op og gå ud og tal godt for dine folk; thi jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste mand hos dig natten over, og dette ville volde dig større ulykke end alt, hvad der har ramt dig fra din ungdom af og til nu!"
Skønt dette var en ubehagelig, ja, grusom irettesættelse til den hårdt ramte konge, tog David den ikke ilde op. Han indså, at hans general havde ret, og gik ned i porten og opmuntrede og roste sine tapre soldater, idet de defilerede forbi ham.