Granville, Australien, september, 1895
Jeg finder ikke hvile i ånd. Syn efter syn er blevet vist mig i symboler, og jeg finder ikke hvile før jeg begynder at skrive sagen ned. Ved arbejdets midtpunkt er sager blevet tilpasset således at enhver anden institution følger den samme fremgangsmåde. Og Generakonferensen i sig selv bliver fordærvet med forkerte anskuelser og principper.* Under arbejdet med planerne, viser de samme principper sig der har styret sagerne på Battle Creek i et stykke tid.
Jeg er blevet vist at den jødiske nation ikke med et, var taget med i deres tænkemåde og sædvane. Fra generation til generation har de arbejdet på falske teorier, frembåret principper i modsætning til sandheden, og forenet deres religiøse tanker og planer som var et produkt af menneskelige tanker. Menneskelige påfund blev gjort til det højeste.
De hellige principper som Gud har givet er repræsenteret som den indviede ild, men almindelig ild har været brugt i stedet for indviet ild. Planer i modsætning til sandhed og retfærdighed er indført på en listig måde på den undskyldning at dette må gøres, "fordi det er for Guds sags fremme". Men det er menneskers opfindelser der leder til undertrykkelse, uretfærdighed, og ondskab. Guds sag er fri fra enhver uretmæssig besmittelse. Der kan ikke vindes noget ved at frarøve medlemmerne af Guds familie deres individualitet eller deres rettigheder. Alle sådanne fremgangsmåder er afskyelig for Gud. Han indgyder ikke sådanne fremgangsmåder som har været indført i jeres råd med hensyn til udgivelse af bøger.
Herren tager ikke imod en sådan fremgangsmåde; lykke vil ikke følge disse træk. Mennesker der er tilknyttet hans værk har handlet uretfærdigt, og det er tid til at råbe et stop. Lad mennesker tage sig af mennesker på de ti buds principper, og ikke ignorere disse principper i forretninger. Falske planer er taget som sandhed og retfærdighed, og således er alt udført på en sådan måde for at bringe disse planer ud, som ikke er i overensstemmelse med Guds vilje, men er en vanære af hans karakter.
Den store og hellige og barmhjertige Gud vil aldrig gå i forbund med uærlige fremgangsmåder; ikke en enkel berøring af uretfærdighed vil han forsvare. Mennesker har taget urimelige fortrin for dem hvem de regner med er under deres myndighed. De er besluttet på at bringe personerne på deres betingelser, de ville herske ellers ødelægge. Der vil ikke blive nogen væsentlige forandringer før et afgjort træk er gjort for at bringe tingene i en anderledes orden.
Lad ingen planer eller fremgangsmåder være taget i brug på nogen af vore institutioner der vil bringe sind eller talent under menneskelig bedømmelses styring; for det er ikke i Guds forordning. Gud har givet mennesker indflydelses talenter der alene tilhører ham, og ingen større vanære kan gøres mod Gud end at én begrænset repræsentant bringer andre menneskers talenter under hans absolutte kontrol, også hvis de samme fordele bruges for sagens fremme. I sådanne ordninger er et menneskes sind behersket af et andet menneskes, og den menneskelige repræsentant er adskilt fra Gud og udsat for fristelse. Satans metoder sigter mod ét mål - at gøre mennesker til menneskers slaver. Og når dette er gjort er forvirring, mistillid, jalousi, og onde tanker resultatet. En sådan fremgangsmåde ødelægger tro på Gud, og på principperne der skal styre, rense fra svig og enhver form for selviskhed og hykleri.
Den højere håndsrækkende kraft der har været udviklet, som om embeder har gjort mennesker gode, gør mig bange, og burde forårsage frygt. Det er en fremgangsmåde der udøves hvor som helst og af hvem som helst. Det tyrannisering over Guds arv vil skabe en sådan afsky over menneskers bedømmelse at en tilstand af lydighedsnægtelse vil være resultatet. Folk lærer af mennesker i høje ansvarsembeder ikke kan overlades at forme og danne andre menneskers sind og karakterer. Resultatet vil være et tab af tillid selv i trofaste menneskers ledelse. Men Herren vil rejse arbejdere der indser deres egen intethed uden særlig hjælp af Gud. Tid efter anden har Jesus overgivet hans goder til sin menighed. I tiden ved Kristi første komme til vor verden, udøvede de mennesker der forfattede Sanhedrin deres magt i at styre mennesker i henhold til deres vilje. De sjæle som Kristus havde givet sit liv for til at befri for Satans trældom var således bragt under hans trældom igen i en anden form.
Indser vi enkeltvis vort rigtige ståsted, at vi som Guds ansatte tjenere ikke skal bortbytte vor stilling som forvalter? Vi har en personlig regnskabsaflæggelse for det himmelske univers, i at forvalte den tillid der er betroet os af Gud. Vore egne hjerter skal oprøres. Vore hænder skal have noget at give videre af, af den indtægt som Gud betror os. De ydmygeste af os kan være forvaltere for Gud, og bruge vore gaver til hans navns ære. Ham der udnytter sine talenter til det bedste af hans evner kan give sin gave til Gud som indviet gave der skal være som vellugtene røgelse for ham. Det er enhvers pligt at se efter om hans talenter er brugt til nytte, som en gave han giver tilbage og har gjort sit bedste for at udnytte dem.
Herredømmeånden rækker ud over formændene i vore konferenser. Hvis en mand er tillidsfuld over for hans egen magt og søger at udøve herredømme over hans brødre og føler at han er udstyret med myndighed til at gøre sin vilje til den herskende magt, er den bedste og eneste sikre fremgangsmåde at fjerne ham, for at der ikke skal gøres stor vrede, og han mister sin egen sjæl og bringer andre sjæle i fare. »I er alle brødre« Den tilbøjelighed der er til at tyrannisere over Guds arv vil starte en reaktion, medmindre disse mennesker ændrer deres kurs. Dem som har myndigheden burde vise Kristi Ånd. De burde handle som han ville behandle de sager der kræver særlig omsorg. De ville gå, vejet med Helligånden. Et menneskes embede gør ham ikke en prik eller tøddel større i Guds øjne; det er alene karakteren som Gud værdsætter.
Guds godhed, barmhjertighed og kærlighed blev kundgjort af Kristus til Moses. Det var Guds karakter. Når mennesker der bekender sig til at tjene Gud ignorer hans faderlige karakter og vender bort fra ære og retfærdighed i omgangen med deres medmennesker, jubler Satan, for han har indgivet dem med hans egenskaber. De følger i det romersk katolske spor.
I det romersk katolske spor
Dem som er pålagt at fremvise Herrens karakters egenskaber, forlader bibelgrundlaget, og i deres egen menneskelige bedømmelse udtænker de regler og beslutninger til at tvinge andres vilje. Opfindelserne for at tvinge mennesker til at følge andre menneskers forskrifter fastsætter en orden der tilsidesætter forståelse og nænsom medfølelse, som blænder øjnende for Guds barmhjertighed, retfærdighed og kærlighed. Moralsk indflydelse og personlig ansvarlighed er trådt under fode.
Kristi retfærdighed ved tro har været ignoreret af nogle; for det er i modsætning til deres ånd og hele deres livs erfaring. Regler og regler har været deres fremgangsmåde. Satan har haft en anledning til at vise sig selv. Når én der bekender sig til at være en Kristi repræsentant indlader sig på en hård kurs og på at presse mennesker til hårde standpunkter, vil dem som således er undertrykket enten bryde ethvert tvingende bånd, eller de vil blive ledt til at betragte Gud som en hård mester. De bevarer hårde følelser mod Gud, og sjælen er fremmedgjort fra ham, netop som Satan planlagde at det skulle være.
Ved denne hårdhjertethed hos den del af mennesker der påberåber sig at tro sandheden lægger Satan skyld over selve sandhedens indflydelse, og mennesker væmmes og vender sig fra sandheden. Af denne grund skulle intet menneske have en ansvarlig forbindelse med vore institutioner som tænker at det ikke er en vigtig sag om han har kødhjerte eller et stålhjerte.
Mennesker tror at de fremstiller Guds retfærdighed, men de fremstiller ikke hans blidhed og den store kærlighed hvorved han elskede os. Deres menneskelige påfund stammer fra Satans særlige opfindelser, reelle nok til at forblænde menneskers øjne, fordi de er lagt ind deres natur. En løgn, de tror på, og efterleves, bliver til sandhed for dem. Således er de sataniske repræsentanters hensigt opnået, at mennesker skal drage disse slutninger ved at arbejde med deres egene opfindsomme tanker.
Men hvordan falder mennesker i en sådan vildfarelse? Ved at begynde på falske præmisser, og da sætte alt ind for at påvise at vildfarelsen er sand. I nogle tilfælde har de første grundsætninger et mål af sandhed indflettet i vildfarelse, men det leder ikke til nogen retfærdig handling, og det er derfor mennesker er misledt. For at herske og blive en magt, anvender de Satans metoder for at retfærdiggøre deres egne principper. De ophøjer sig selv som mennesker af bedre dømmekraft, og de har stået som repræsentanter for Gud. Disse er falske guder.