Ved tro på Kristus kan enhver mangel i vor karakter erstattes, hver besmittelse blive renset, hver fejl blive rettet og hver god egenskab blive udviklet.»I denne fylde har I del.« Kol. 2,10.
Tro og bøn er tæt forbundet og de bør betragtes samtidig. I troens bøn findes der en guddommelig visdom. Dette er en visdom, som enhver, der gerne vil se sin livsgerning lykkes, må lære at forstå. Kristus siger:»Alt, hvad I beder og bønfalder om tro, at I har fået det, så skal I få det.« Mark. 11,24. Han siger tydeligt, at vor bøn må være i overensstemmelse med Guds vilje. Vi skal bede om de ting som han har lovet os, og hvad vi end tager imod, må det bruges til at gøre hans vilje. Når betingelserne opfyldes, er løftet utvetydigt.
Vi har lov til at bede om syndernes forladelse, om Helligånden om et sind, der ligner Kristi sind, om visdom og kraft til at gøre hans gerning og om enhver gave, som han har lovet os. Så skal vi tro på, at vi får det, og takke Gud for, at vi har modtaget det.
Vi behøver ikke at se os om efter ydre beviser for velsignelsen. Gaven er indbefattet i løftet, og vi kan passe vor gerning i forvisning om, at Gud er mægtig til at udrette det, som han har lovet, og at gaven, som vi allerede er i besiddelse af, vil blive virkeliggjort, når vi mest trænger til den.
At leve således af Guds ord betyder fuld overgivelse til ham af hele vort liv. Der vil komme en bestandig følelse af trang og afhængighed, en hjertets higen efter Gud. Bøn er en nødvendighed, thi den er sjælens liv. Fælles bøn i familien og i menigheden hører med, men det er det lønlige samfund med Gud, som holder sjælen i live.
Det var på bjerget sammen med Gud, at Moses skuede forbilledet for den vidunderlige bygning, som skulle være bolig for hans herlighed. Det er på bjerget sammen med Gud, i lønkammeret at vi skal beskue hans herlige forbillede for menneskeheden. På denne måde bliver vi i stand til at forme vor karakterudvikling sådan, at hans løfte til os kan blive opfyldt:»Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.« 2Kor. 6,16.
Det var i timer med ensom bøn, at Jesus under sit jordeliv fik visdom og kraft. Lad de unge følge hans eksempel ved i morgengryet og i aftenskumringen at finde en stille tid til samfund med deres himmelske Fader. Og dagen igennem bør de hæve deres sjæl op til Gud. Ved hvert skridt på vor vej siger han:»Jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd. ..... Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.« Es. 41,13. Hvis vore børn kunne lære dette i deres livs morgen, hvilken friskhed og kraft, hvilken glæde og skønhed ville der så ikke komme ind i deres tilværelse.
Der findes ting, som kun den, der selv har lært, kan lære andre. Det er på grund af, at så mange forældre og lærere hævder at tro Guds ord, mens de gennem deres liv fornægter dets kraft, at Skriftens lære ikke har større magt over de unge. Til tider bringes de unge til at føle ordets magt. De ser, hvor vidunderlig Kristi kærlighed er. De ser skønheden i hans karakter og de muligheder, der findes i et liv i hans tjeneste. Men i modsætning hertil ser de deres liv, som hævder at ære Guds forskrifter. Om hvor mange gælder ikke disse ord, som er sagt til profeten Ezekiel:
Dine landsmænd taler»den ene til den anden, hver til sin broder, og siger: Kom og hør, hvad det et for et ord, der udgår fra Herren! Og de kommer til dig, som var der opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter.« Ez. 33,30-32.
En ting er at behandle Bibelen som en bog med gode moralske anvisninger, der skal følges, så længe de stemmer overens med tidens ånd og vor stilling i verden; noget andet er at betragte den som det, den i virkeligheden er: den levende Guds ord, det ord, som er vort liv, det ord, som skal forme vore handlinger, vore ord og vore tanker. At regne Guds ord for noget mindre end dette er det samme som at forkaste det. Og denne forkastelse af dem, der hævder at tro på det, er den første af alle årsagen til tvivl og vantro hos ungdommen.
Verden er blevet grebet af en sådan hektiskhed, som man aldrig før har oplevet. Med hensyn til fornøjelser, til at tjene penge til kampen om magten, til selve kampen for tilværelsen er der en frygtelig kraft, som optager al interesse i både legeme og sjæl og sind. Midt i alt dette vanvittige jag lyder Guds røst. Han byder os at søge ensomhed og få samfund med ham.»Hold inde og kend, at jeg er Gud.« Sl. 46,11.
Mange går selv i deres andagtsstunder glip af velsignelsen ved virkeligt samfund med Gud. De har alt for meget hastværk. Med hastige skridt skynder de sig ind til Kristi kærlighedsfyldte nærværelse og standser måske et øjeblik inden for de hellige enemærker, men venter ikke på at få råd og hjælp. De har ikke tid til at dvæle hos den guddommelige lærer. Stadig tyngede af deres byrde vender de tilbage til deres gerning.
Disse arbejdere kan aldrig opnå livets største lykke, før de får lært kraftens hemmelighed. De må give sig tid til at tænke, til at bede, til at bie på Gud for at opnå fornyelse af de legemlige, de sjælelige og de åndelige kræfter. De trænger til Guds Ånds højnende påvirkning. Når de har modtaget den, vil de blive vækket til nyt liv. Den trætte krop og den trætte hjerne vil blive forfriskede, den tyngede sjæl vil føle sig befriet.
Ikke blot et kort øjeblik sammen med ham, men en personlig kontakt med Kristus, hvor man slår sig til ro hos ham dette er, hvad vi trænger til. Det vil være en lykke for børnene i vore hjem og for de unge i vore skoler, hvis forældre og lærere i deres eget liv oplever dette vidunderlige, som skildres i disse ord fra Salomons Højsang:» Som et æbletræ blandt skovens træer er min ven blandt unge mænd. I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane. Til en vinhal bragte han mig, hvor mærket over mig er kærlighed.« Højs. 2,3-4.
Hvis noget skal lykkes, krævet det, at man har et bestemt mål. Den, som virkelig vil opnå noget stort i livet, må bestandig holde sig det mål for øje, som er hans bestræbelser værdigt. Et sådant mål bliver i dag forelagt de unge. Himmelens formål: i dette slægtled at give evangeliet til verden, er det ædleste mål, der kan sættes for noget menneske. Det åbner muligheden af en stor arbejdsmark for enhver, hvis sjæl er blevet berørt af Kristus.
Guds formål for de børn, der vokser op i vore hjem, er større, dybere og mere ophøjet, end vor begrænsede synsevne kan fatte. De, som han har set er trofaste, er i den svundne tid blevet kaldet fra de mest beskedne forhold til at vidne om ham for mennesker i de højeste stillinger i verden. Og mangen dreng, som i dag vokser op, ligesom Daniel gjorde det i sit hjem i Judæa, mens han gransker Guds ord og Guds gerninger og lærer at yde en trofast tjeneste, vil komme til at blive stillet for rådsforsamlinger, for domstole eller over for konger for at vidne om kongernes Konge. Mange vil blive kaldet til en mere omfattende tjeneste. Hele verden er ved at stå åben for evangeliet. Ætiopien rækker hænderne ud imod Gud. Fra Japan og Kina og Indien, fra de stadig formørkede lande på den vestlige halvkugle, fra hvert sted i denne vor verden lyder der et råb fra sjæle, der er ramt af synden, om at få viden om kærlighedens Gud. Millioner og atter millioner har aldrig så meget som hørt om Gud eller om hans kærlighed, der blev åbenbaret i Kristus. De har ret til at få denne viden. De har det samme krav som vi til at få del i Frelserens nåde. Og det påhviler os, der har modtaget denne viden, og også vore børn, som vi kan tildele den, at besvare deres nødskrig. Til ethvert hjem og enhver skole, til alle forældre, lærere og børn, over hvem evangeliets lys har skinnet, lyder i dette kritiske øjeblik det spørgsmål, der blev stillet dronning Ester ved det skæbnesvangre vendepunkt i Israels historie:»Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed?« Est. 4,14.
De, som tænker på følgerne af at fremskynde eller hindre evangeliet, tænker på dem i forhold til sig selv og til verden. Kun få tænker på dem i forhold til Gud. Kun få skænker en tanke, hvilken smerte synden har voldt vor Skaber. Hele Himmelen led under Kristi kval, men denne smerte hverken begyndte eller endte med, at han blev menneske. Korset er en åbenbarelse for vore sløvede smertesanser, som helt fra sin begyndelse af har bragt synden til Guds hjerte. Enhver afvigen fra det rette, enhver grusom handling, ethvert af menneskenes mislykkede forsøg på at nå op til hans forbillede voldte ham sorg. Når de ulykker kom over Israel, som var de visse følger af at skille sig fra Gud, når de blev overvundet af deres fjender og udsat for grusomhed og død bliver der sagt, at»da kunne han ikke længer holde ud at se Israels nød. »En frelser blev han for dem i al deres trængsel; ..... han løfted og bar dem alle fortidens dage.« Dom. 10,16; Es. 63,9.
Hans Ånd»går i forbøn for os med uudsigelige sukke.« Fordi»hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund« (Rom. 8,26.22), lider den evige Fadets hjerte i medfølelse med os. Hele verden er som et eneste stort spedalskhedshospital, en skueplads for elendighed, som vi end ikke vover at lade vore tanker dvæle ved. Hvis vi gjorde os klart, hvordan den virkelig er, ville byrden være alt for frygtelig. Men Gud føler det alt sammen. For at tilintetgøre synden og dens følger gav han den, han elskede højest, og han har muliggjort det for os gennem samarbejde med ham at gøre en ende på al denne elendighed.»Dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.« Matt. 24,14.
»Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen« (Mark. 16,15), lyder Kristi befaling til sine efterfølgere. Ikke sådan, at alle er kaldede til at være præster eller missionærer i disse ords sædvanlige betydning; men alle kan komme til at arbejde sammen med ham ved at bringe det»glade budskab« til deres medmennesker. Denne befaling er givet til alle, store og små, lærde og ulærde, gamle og unge.
Kan vi så med denne befaling for øje opdrage vore sønner og døtre til et liv i hævdvunden hæderlighed, til et liv, der kalder sig kristent, men mangler Kristi selvhengivelse, et liv, over hvilket dommen fra ham, som er sandheden, må lyde sådan:»Jeg kender jer ikke?«
Tusinder handler således. De tror at kunne sikre deres børn evangeliets velsignelser, mens de fornægter dets ånd. Men dette lader sig ikke gøre. De, som forkaster forrettigheden ved et fællesskab med Kristus gennem tjeneste, forkaster også den eneste opdragelse, der gør en skikket til at få del i hans herlighed sammen med ham. De forkaster den opdragelse, der i dette liv styrker og højner karakteren. Mangen fader og moder, der har nægtet at lade deres børn bære Kristi kors, har for sent opdaget, at de har overgivet dem til Guds og menneskets fjende. De har beseglet deres undergang ikke blot i det fremtidige liv, men også i det nuværende. Fristelserne besejrede dem. De voksede op som en forbandelse for verden og til sorg og skam for dem, som gav dem livet.
Selv under forsøget på at forberede sig til en tjeneste for Gud er der mange, som lader sig lede vild på grund af forkerte uddannelsesmetoder. Livet bliver kun alt for ofte betragtet som bestående af forskellige perioder - hvor man lærer, og perioder, hvor man handler - perioder, hvor man forbereder sig, og perioder, hvor man fuldfører opgaven. Som forberedelse til et liv i tjeneste bliver de unge sendt i skole for at erhverve sig kundskaber ved at læse bøger. Når de bliver afskåret fra dagliglivets forpligtelser, bliver de helt optaget af studierne og mister ofte hensigten hermed af syne. Den brændende begejstring fra det øjeblik, hvor de helligede sig sagen, dør hen, og alf for mange lader sig gribe af en personlig, selvisk ærgerrighed. Når de har taget deres eksamen, er der tusinder, som har mistet kontakten med det virkelige liv. De har så længe beskæftiget sig med det abstrakte og teoretiske, at de ikke er forberedte til det, når hele deres personlighed skal sættes ind på at møde det virkelige livs hårde prøve. I stedet for det højsindede arbejde, som de havde planlagt, bliver deres kræfter opslugt i kampen for at skaffe sig det daglige brød. Efter gentagne skuffelser og i fortvivlelse over vanskeligheden ved på hæderlig vis at tjene til livets ophold er der mange, som lader sig føre ind i tvivlsomme eller kriminelle forhold. Verden går glip af den tjeneste den kunne have fået, og Gud bliver berøvet de sjæle, han længtes efter at højne, forædle og ære som sine egne repræsentanter.
Mange forældre begår den fejl at gøre forskel på deres børn, når det gælder deres uddannelse. De bringer næsten ethvert offer for at skaffe én, som er kvik og dygtig, alle de største fordele. Men disse muligheder regnes ikke for en nødvendighed for dem, der er mindre lovende. Man anser kun en ringe uddannelse for at være absolut nødvendig for at kunne udføre livets almindelige pligter.
Men hvem formår i en stor børneflok at udsøge dem, på hvem det største ansvar vil komme til at hvile? Hvor tit har ikke menneskers bedømmelse vist sig at være forkert! Husk, hvad Samuel oplevede, da han blev udsendt for at salve en af Isajs sønner til konge over Israel. Syv smukke unge mænd blev ført frem for ham. Da han betragtede den første, der var velskabt af skikkelse og havde et smukt ansigt, udbrød profeten:»Visselig står nu Herrens salvede for ham!« Men Gud sagde:»Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet.« Det samme blev erklæret om dem alle syv:»Herren har ikke udvalgt nogen af dem.« 1Sam. 16,6-7.10. Og først da David blev kaldt hjem fra fårehjorden, fik profeten lov til at udføre sit ærinde.
De ældre brødre, blandt hvilke Samuel ville have udvalgt en, var ikke i besiddelse af de egenskaber, som Gud vidste ville være de vigtigste for en hersker over hans folk. Stolte, selvoptagne og selvsikre som de var, blev de tilsidesat til fordel for en, som de ikke regnede for meget, en, som havde bevaret sin barnlige enfoldighed og oprigtighed, og som, skønt han i sine egne øjne kun var ringe, kunne opdrages af Gud til at overtage ansvaret for riget. I mange børn, som forældrene er tilbøjelige til at forbigå, ser Gud også i dag evner, der står langt over andres, der blev anset for at være særlig lovende.
Og med hensyn til mulighederne i livet, hvem er så i stand til af afgøre, hvad der er stort, og hvad der er småt? Hvor mange af dem, der arbejder under ringe forhold i livet, har ikke opnået resultater, som konger kunne misunde dem, ved at sætte kræfter i gang, der har været til velsignelse for verden!
Lad altså hvert eneste barn blive uddannet til den mest ophøjede tjeneste.»Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge dele er lige gode.« Præd. 11,6. Den særlige plads, der er anvist os her i livet, er afhængig af vor duelighed. Ikke alle når den samme udvikling eller gør det samme arbejde med lige stor dygtighed. Gud venter ikke, at en isop skal opnå samme størrelse som et cedertræ eller et oliventræ samme højde som en statelig palme. Men enhver burde stræbe så højt, som menneskelig og guddommelig kraft i fællesskab gør det muligt for ham at nå.
Mange bliver ikke til det, som de kunne være blevet, fordi de ikke opbyder alle de kræfter, de har til rådighed. De benytter sig ikke af den guddommelige kraft, sådan som de kunne have gjort det. Mange ladet sig bortlede fra den vej, hvor de kunne have opnået de bedste resultater. For at opnå større anseelse eller et mere tiltalende arbejde forsøger de noget, som de ikke egner sig til. Mangen, hvis evner egner sig for en anden livsopgave, higer efter at komme ind i et bestemt fag; og den, der kunne være nået vidt som landmand, som håndværker eller sygeplejerske, udfylder på utilstrækkelig måde stillingen som præst, sagfører eller læge. Der er ,atter andre, som kunne have påtaget sig en ansvarsfuld stilling, men som af mangel på energi, flid eller udholdenhed lader sig tilfredsstille med en lettere opgave.
Vi trænger til mere nøje at følge Guds plan med vort liv. At gøre vort bedste inden for det arbejde, der ligger nærmest for hånden, at overgive os selv til Gud og spejde efter, hvad hans forsyn anviser os dette er regler der sikrer os en tryg vejledning ved valget af beskæftigelse.
Han, som kom fra Himmelen for at være vort forbillede, tilbragte næsten tredive år af sit liv med almindeligt legemligt arbejde; men i al denne tid ransagede han Guds ord og gerninger og hjalp og lærte alle dem, som hans indflydelse kunne nå til. Da hans offentlige arbejde begyndte, drog han omkring og helbredte de syge, trøstede de bedrøvede og prædikede evangeliet for de fattige. Dette bør også være alle hans efterfølgeres gerning.
»Den ældste iblandt jer skal være som den yngste,« sagde han,»og føreren som den, der tjener. ..... Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.« Luk. 22,26-27.
Kærlighed til Kristus og troskab over for ham er kilden til al sand tjeneste. I det hjerte, der er berørt af hans kærlighed, fødes der et ønske om at arbejde for ham. Lad dette ønske blive opmuntret og ledet på den rette måde. Hvad enten det er i hjemmet, i nabolaget eller i skolen må de fattiges, de syges, de uvidendes eller de ulykkeliges tilstedeværelse ikke betragtes som noget uheldigt, men som noget, der skaffer en værdifuld anledning til at tjene andre.
I dette arbejde som i ethvert andet erhverves der dygtighed gennem selve arbejdet. Det er ved opøvelse i livets almindelige pligter og ved at hjælpe de lidende og trængende, at man sikrer sig duelighed. Uden dette er de mest velmente anstrengelser ofte til ingen nytte og endog skadelige. Det er i vandet, man skal lære at svømme, og ikke på landjorden.
En anden forpligtelse, som der ofte bliver taget for let på en, som nødvendigvis må gøres ganske klar for de unge, der er blevet vakt til at se Kristi krav til dem, er forpligtelsen over for menigheden. Forholdet mellem Kristus og hans menighed er meget nært og meget helligt. Han er brudgommen, og menigheden er bruden. Han er hovedet, og menigheden legemet. Fællesskabet med Kristus indbefatter således fællesskab med menigheden.
Menigheden er organiseret til at tjene; og til et liv i tjeneste for Kristus er fællesskab med menigheden et af de første skridt. Troskab over for Kristus kræver trofast udøvelse af menighedens pligter. Dette er en vigtig del af ens opdragelse; og inden for en menighed, som er gennemsyret af Mesterens liv, vil det føre direkte til en arbejdsindsats for verden udenfor.
Der findes mange måder hvor de unge kan finde lejlighed til at gøre et nyttigt arbejde. De kan slutte sig sammen i grupper for at gøre et kristent arbejde, og samarbejdet vil vise sig at være en hjælp og en opmuntring. Forældre og lærere kan ved at vise interesse for de unges arbejde lade dem nyde godt af deres egen større erfaring og vil kunne hjælpe dem, så der virkelig kommer noget godt ud af deres bestræbelser.
Det er ved, at mennesker lærer hinanden at kende, at der skabes forståelse imellem dem, og forståelse er kilden til virkningsfuld tjeneste. For at vække forståelse og offervilje hos børnene og de unge for de lidende millioner, som er»langt borte,« så lad dem få kendskab til disse lande og deres befolkning. I vore skoler kunne der gøres meget i denne retning. I stedet for at dvæle ved Aleksanders og Napoleons historiske bedrifter burde eleverne lære om sådanne menneskers liv som Paulus og Martin Luthers, som Moffats, Livingstones og Careys, og om den missionsvirksomhed, som til daglig udfoldes i vor tid. I stedet for at bebyrde deres hjerne med en række navne og teorier, der ikke har nogen indflydelse på deres tilværelse, og som de sjældent vil skænke en tanke, når de er færdige med skolegangen, så lad dem lære om alle lande i lyset af missionsgerningen og blive fortrolige med de forskellige folkeslag og deres nød og trang.
Under de afsluttende faser af evangeliets forkyndelse findes der en stor arbejdsmark, som skal tages under behandling, og mere end nogensinde før består arbejdet i at indrullere hjælpere fra det jævne folk. Både de unge og de, der er kommet op i årene, vil blive kaldet fra markerne, fra vingårdene og værkstederne og udsendt af Mesteren for at bringe hans budskab. Mange af disse har kun haft ringe lejlighed til at få en uddannelse; men Kristus finder evner hos dem, der vil gøre det muligt for dem at udføre, hvad han vil. Hvis de lægger deres sjæl i arbejdet og fortsætter med selv at lære, vil han dygtiggøre dem til arbejdet for ham.
Han, som kender dybden af verdens elendighed og fortvivlelse, ved også, hvordan der skal skaffes lindring. Overalt ser han sjæle, der er i mørke og knugede af synd og sorg og smerte. Men han ser også deres muligheder. Han ser, hvor højt de kan stige. Skønt mennesker har misbrugt deres nådesbevisninger, forspildt deres evner og mistet den guddomslignende, menneskelige værdighed, så vil Skaberen blive herliggjort ved deres genløsning.
Kristus pålægger de mennesker, som kan føle med de uvidende og med dem, der er kommet på afveje, at arbejde for disse nødlidende i de barske egne på jorden. Han vil selv være til stede for at hjælpe dem, hvis hjerte er modtageligt for medlidenhed, skønt deres hænder måske er grove og ubehjælpsomme. Han vil virke ved hjælp af dem, der kan se barmhjertighed i elendigheden og vinding i tabet. Når verdens Lys går forbi, vil man kunne opdage forrettigheder i lidelserne, orden i forvirringen og et lykkeligt resultat trods tilsyneladende mislykkede bestræbelser. Ulykker vil vise sig at være skjulte velsignelser og sorger at være barmhjertighed. Når arbejdere fra det jævne folk tager del i deres medmenneskers sorger, ligesom deres Mester tog del i hele verdens sorger, så vil de ved troen opdage, at han arbejder sammen med dem.
»Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt.« Zefanias 1,14. Og der er en verden, som må advares! Tusinder og atter tusinder af de unge og ældre burde vie sig til dette arbejde ved en sådan forberedelse, som de kan skaffe sig. Der er allerede mange hjerter, der har besvaret kaldet fra den store Mester, og deres antal vil stadig forøges. Enhver kristen pædagog bør vise forståelse for sådanne arbejdere og virke sammen med dem. Han bør opmuntre de unge der er betroet til ham, og stå dem bi under deres forberedelse til at gå ind i rækkerne.
Der findes ingen arbejdsgren, hvor det er muligt for de unge at opnå større goder. Alle de, der går ind i tjenesten, er Guds hjælpere. De er englenes medarbejdere eller rettere: de er de menneskelige virkemidler, ved hvis hjælp englene kan udrette deres tjeneste. Engle taler med deres stemmer og arbejder med deres hænder. Og de mennesker, der arbejder og samvirker med de himmelske kræfter, nyder godt af deres opdragelse og erfaring. Hvilken»universitetsuddannelse« kan sammenlignes med dette?
Med en sådan hær af arbejdere, som vore unge kunne stille på benene, hvis de fik den rette oplæring, hvor ville så ikke budskabet om den korsfæstede, opstandne og snart tilbagevendende Frelser hurtigt kunne bringes ud til hele verden! Hvor snart kunne så ikke enden komme enden på lidelse og sorg og synd! Hvor snart kunne så ikke vore børn, i stedet for rigdom her med dens fordærv af synd og smerte, modtage deres arv der, hvor»de retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid;« hvor»ingen indbygget siger: Jeg er syg!» og hvor»der ej mer skal høres gråd, ej heller skrig.« Sl. 37,29; Es. 3,24; 65,19.