På den tid var jeg underkastet hårde trængsler. Hvis Herrens Ånd hvilede på en bror eller søster til mødet, og de ærede Gud ved at prise ham, så hævede nogle mesmerismens råb. Og hvis det behagede Herren at give mig et syn til mødet, ville nogle sige: "Det er ophidselse og mesmerisme." Bedrøvet og fortvivlet gik jeg ofte alene til tilbagetrukne steder for at udgyde min sjæl til Ham som indbyder den trætte og tungt bebyrdede at komme og finde hvile. Når min tro kræver løfterne, synes Jesu løfter at være meget nær. Himlens liflige lys skinner omkring mig, hvor ingen jordisk indflydelse kan påvirke mig; men nogle fortalte mig at jeg selv havde mesmerisme, og dem som levede nær til Gud havde meget nemt ved at blive bedraget af Satan. Efter denne lære, er vor eneste sikkerhed mod bedrag var at holde god afstand fra Gud i en frafalden tilstand. Oh, tænkte jeg, var det kommet dertil, at dem som ærligt går til Gud alene for at bede om hans løfter, og afkræve hans frelse, skal anklages for at være under mesmerisens modbydelige indflydelse? Spørger vi vor venlige Fader i himlen om brød, blot for at få en sten eller skorpion? Disse ting sårer min ånd, og presser min sjæl i skarp pine, lige ved at fortvivle, medens mange vil have mig til at tro at der ikke var nogen Helligånd, og at alle de øvelser Guds hellige mænd har erfaret, kun var mesmerisme eller Satans bedrag.
På dette tidspunkt blev syner givet mig, for at rette deres fejl, som havde fået ekstreme synspunkter om bibeltekster, og afstået helt fra at arbejde, og afvist alle dem som ikke vil tage imod deres synspunkter på dette punkt, og nogle andre ting som de fremholdte som religiøse pligter. Gud åbenbarede disse fejl til mig i et syn, og sendte mig til hans fejlende børn for at bekendtgøre det dem; men mange af dem forkastede budskabet til fulde, og anklagede mig for at tilpasse mig verden. På den anden side, anklagede nominelle adventister mig for fanatisme, og jeg talte falsk, og blev af nogen ondsindede repræsenterede den fanatisme, som jeg selv arbejdede på at afskaffe. Flere gange blev Herrens komme fastsat, og blev tilskyndet af brødrene. Men Herren viste mig at tiden ville gå videre, for trængselstiden måtte komme før Kristi komme, og at der hver gang blev fastsat tid og den gik, blot ville svække Guds folks tro. For dette blev jeg anklaget for at være en ond tjener, der sagde i sit hjerte: "Min Herre lader vente på sig."
Alle disse ting vejede tungt på mit humør, og i forvirringen, blev jeg nogle gange fristet til at betvivle min egen erfaring. Og da jeg havde familieandagt en morgen, begyndte Guds kraft at hvile på mig, og tanken løb i mit hoved at det var mesmerisme, og jeg modstod den. Jeg blev gjort stum, og nogle få øjeblikke gik alt omkring mig tabt. Da så jeg min synd at betvivle Guds kraft, og at jeg derfor blev gjort stum, og at min tunge ikke løsnes inden for fireogtyve timer. Et kort blev holdt frem for mig, hvorpå der blev skrevet kapitel og vers blev skrevet for mig, fra følgende tekster i bibelen:
Lukas 1,20; Johannes 16,15; Apostlenes gerninger 2,4; 4,29-31; Mattæus 7,6-12, 15; 24,24; Kolossenserne 2,6-8; Hebræerne 10,35-39; 4,10-12; Filipperne 1,6, 27-29; 2,13-15; Efeserne 6,10-18; 4,32; 1 Peter 1,22; Johannes 13,34, 35; 2 Korinter 13,5; 1 Korinter 3,10-13; Apostlenes gerninger 20,28-30; Galaterne 1,6-9; Lukas 12,3-7; 4,10, 11; 2 Korinter 4,6-9, 17, 18; 1 Peter 1,5-7; 1 Thessaloniker 3,8; Markus 16,17, 18; Johannes 9,20-27; 14,13-15; 15,7, 8; Markus 1,23-25; Romerne 8,38, 39; Åbenbaringen 3,7-13; 14,4, 5; Filipperne 3,20; Jakob 5,7, 8; Filipperne 3,21; Åbenbaringen 14,14-17; Hebræerne 4,9; Åbenbaringen 21,2; 14,1; 22,1-5.
Derefter kom jeg ud af synet, jeg vinkede efter en tavle, og skrev det ned, da jeg var stum, også hvad jeg havde set, og at jeg ønskede den store bibel. Jeg tog bibelen og gik til alle de tekster som jeg havde set på kortet. Jeg konverserede den dag med tavle og kridt. Næste morgen var min tunge løsnet og udråbte pris til Gud. Derefter tude jeg ikke betvivle min erfaring, eller modstå Guds kraft et eneste øjeblik, uanset hvad andre måtte tænke om mig.
Frem til dette tidspunkt kunne jeg ikke skrive. Min skælvende hånd var ude af stand til at holde min pen fast. Da jeg var i et syn, befalede en engel mig at skrive synet ned. Jeg prøvede det, og skrev let. Mine nerver strammes, og min hånd stivnede.
Det var en stor overvindelse for mig at fortælle enkeltpersoner hvad jeg havde fået vist om deres fejl. Jeg blev meget fortvivlet over at se andre betrænges eller bedrøves. Og da jeg var nød til at bebude budskaberne, blødgjorde dem ofte, og fortalte hvad jeg havde set som bedst for de enkelte personer som jeg kunde, og så ville jeg selv gå ud og græde i åndspinsler. Jeg så på dem som kun havde deres egne sjæle at søge for, og tænkte at, hvis jeg var i deres sted ville jeg ikke beklage mig. Hvordan kan jeg fortælle det klare og gennemskærende vidnesbyrd jeg har fået fra af Gud? Jeg overvågede ivrigt resultatet, og hvis enkeltpersonen blev irettesat, satte sig op imod det, og derefter modsatte sig sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig hos mig. Overbragte jeg budskabet netop sådan jeg skulle? Oh, Gud! var der ikke en måde at frelse dem på? Og en sådan lidelse hang på min sjæl, jeg følte ofte at døden ville være en velkommen budbringer, og graven et lifligt hvilested. Jeg indså ikke at jeg var så upålidelig, og så ufaren og synden ved en sådan kurs, indtil jeg blev taget i et syn i Jesu nærhed. Han så på mig med rynket mine, og vendte sit ansigt fra mig. Det er ikke muligt at beskrive den rædsel og pinsel jeg da mærkede. Jeg faldt på mit ansigt for ham, men havde ikke kraft til at sige et ord. Oh, hvor jeg dog længes at blive dækket til og skjult fra det frygtelige ansigtsudtryk. Da kunne jeg i en vis grad indse, hvilke følelser de fortabte ville have når de råber: "Bjerge og klipper, fald ned over os, og skjult os fra Hans ansigt som sidder på tronen og fra Lammets vrede."
Snart påbød en engel mig at rejse mig, og synet som mødte mine øjne kan knapt nok beskrives. En gruppe blev præsenteret for mig, hvis hår og klæder blev sønderrevet, og hvis ansigter var det billede på fortvivlelse og rædsel. De kom tæt på mig og tog deres klæder og gned dem på mine. Jeg så at mine klæder, og så at de var tilstænkede med blod. Atter mærkede jeg det som en død, ved min ledsagende engels fødder. Jeg kunne ikke bede om undskyldning, og længes efter at komme bort fra et så helligt sted. Atter rejste englen mig op på mine fødder, og sagde: "Det er ikke din tur nu, men dette sceneri er kommet til dig så du ved hvordan din situation kan blive, hvis du ikke fortæller andre hvad Herren har åbenbaret dig. Men hvis du er tro til enden, skal du spise af livets træ, og drikke af livets vands flod. Du skal lide meget, men Guds nåde er dig nok." Da følte jeg mig villig til at gøre alt det Herren forlangte mig at gøre, så jeg kan få hans bifald, og ikke mærke hans frygtelige ansigtsmine.
Da jeg besøgte mine søstre i Poland, blev jeg ramt af sygdom. De tilstedeværende gik sammen i bøn for min skyld, og sygdommen blev sat i rette. Englen synes at være i lokalet, og alt var lys og herlighed. Jeg blev igen taget bort i et syn, og vist at jeg må gå omkring fem kilometer til et møde, og der skulle jeg erfare hvad Herren ville have mig til at gøre. Vi gik og fandt en ganske pæn samling af brødre og søstre. Ingen kendte til noget særligt møde. J. T. var der. Han pralede af at han forstod mesmerismens kunst, og at han kunne mesmerisme mig; så han kunne forhindre mig i at få et syn, eller fortælle et syn under hans tilstedeværelse. Der var mange tilstede som hørte denne pral. Jeg rejste mig i forsamlingen. Mine syner kom frist op til mig, og jeg begyndte at fortælle dem, da jeg mærkede en menneskelig indflydelse blive udvist imod mig. Jeg så på J. T. Han holdt sin hånd op til sit ansigt, og så igennem hans fingre, hans øjne var spændt rettet på mig. Hans læber var sammentrukkede, og en lavmælt sukken slap ud af ham her og der. Et øjeblik huskede jeg det løfte Herren gav mig, og vendte mig til ham og fortalte det som Herren havde vist mig i Portland; om jeg var i fare for at blive påvirket af menneskers indflydelse, så bede om den anden engel, som var sendt for at beskytte mig. Da hævede jeg mine hænder til himlen og råbte alvorligt: Den anden engel, Fader! den anden engel! Jeg vidste at min forespørgsel blev efterkommet. Jeg følte mig beskyttet af Herrens Ånd, og blev båret over al jordisk indflydelse, og dermed afsluttede jeg mit vidnesbyrd frit. De hellige blev trøstet, og glædede sig i Herren. J. T. blev spurgt hvorfor han ikke stoppede min beretning af synet? Han svarede, "Oh, nogle af jer vil have at hun taler." Med stærk tillid, glæde i Gud, vendte vi tilbage til min to søstre.
Nogle i Paris, Me., troede at det var en synd at arbejde. Jesse Stevens var leder i denne vildfarelse, og udøvede en stærk indflydelse over andre. Han havde været metodist-forkynder, og blev betragtet som en trofast kristen. Han havde vundet manges tillid i sin iver for sandheden, og et tilsyneladende helligt liv, som fik mange til at tro på at han var særlig styret af Herren. Herren gav mig en irettesættelse om ham; at han gik imod Guds ord, ved at afstå fra arbejde, og tilskynde sin fejl til andre, erklære at alle som ikke tog imod ham. Han afviste alle de beviser som Herren gav for at overbevise ham om hans fejl, og var fast besluttet på at ikke lægge sin kurs om. Han fulgte indskydelserne og tog ud på trættende rejser, gik lange afstande, hvor han kun ville blive mishandlet, og så det som en lidelse for Kristi skyld.
Herren gav mig trofaste budskaber til denne mand, og jeg blev sendt ud på lange afstande for at advare Guds folk, imod de vildfarelser som han tilskyndede dem til. En gang fik jeg vist at jeg måtte tage til Paris for der var et arrangeret et møde som jeg måtte deltage i. Jeg fulgte de anvisninger jeg fik, og erfarede at S. havde bekendtgjort brødre, at der skulle være et stort møde den næste dag i br. C’s hus, og indbød alle til at deltage.
Den næste morgen tog vi til mødestedet. Da S. kom ind og så at vi var der, lod han til at være betrængt. Mødet begyndte med bøn. Så prøvede jeg at bede, Herrens velsignelse hvilede over mig, og jeg blev taget bort i et syn. S. erklærede at han ville ikke lytte til andet end Bibelen. Jeg fik vist at Bibelen underviste i modsætning til hans vildfarelser. Da så jeg at Guds rynkede mine var over ham; at han ledte ærlige og samvittighedsfulde sjæle på vildspor. De var bange for at være anderledes end ham. Alligevel så de en upålidelighed i hans tro, og deres dømmekraft fortalte dem at han havde uret. Hans formål med at holde dette møde var at styrke vildfarelsens snore som han havde bundet disse sjæle til. Jeg så at Gud ville arbejde for disse folks frelse; at S. snart vil manifestere sig selv til fulde, og alle de oprigtige ville se at det ikke var en rigtig ånd som tilskyndede ham, og at hans løbebane snart ville slutte. De tilstedeværende fortalte mig at han ikke ville høre mere, og tog sin hat og forlod huset. Hurtig efter dette var snaren brudt, og han kunne kun få lidt indflydelse over sjælene. Han erklærede at synerne var fra Djævelen, og fortsatte med at følge hans indskydelser, indtil Satan synes at tage fuld kontrol over hans sind. Til sidst var hans venner nød til at begrænse ham, hvor han gjorde et reb af noget af hans sengetøj, hvormed han hang sig selv. Der endte han sin løbebane.
I min faders hus i Portland, fik jeg vist at jeg måtte tage til Portsmouth de næste dage og frembære mit vidnesbyrd der. Min søster Sarah rejste sammen med mig, og br White ledsagede os. Jeg havde ingen midler til at betale min rejse med, men forberedte mig på rejsen, stolede på at Herren ville åbne vejen. Den første vognklokke ringede, da jeg tog min kyse på. Jeg så ud af vinduet, og så en god broder køre meget hurtig op til porten. Hans hest var våd af sved. Han gik hurtig ind i huset, og spurgte: "Er der nogen her som behøver midler? Jeg fik indtrykket af at nogen her har brug for penge." Vi fortalte hurtigt at vi var ved at tage til Porthsmouth efter Herrens bud, og havde intet at rejse for, men besluttede at begynde rejsen, og stolede på at Guds forsyn vil åbne vejen. Broderen gav os penge nok til at tage os til Portsmouth og tilbage. Han sagde: "Tag plads i min vogn, og jeg vil køre jer til stationen". Medens vi rejste fortalte han os, at han ikke kunne holde sine heste i ro, han kom med stor hast. Afstanden var atten kilometer. Vi havde lige sat os ned, da vognene startede. Her forsøgte og prøvede Herren os, og styrkede vor tro idet da vi kom til det rette sted, og kom hele vejen igennem, ved at hans forsyn blev manifesteret. Jeg fik frihed til at frembære mit vidnesbyrd i Portsmouth.