På bror og søster Nichols invitation, tog min søster S, og jeg selv igen til Massachusetts, og gjorde deres hjem til vort hjem. I Boston og omegn var der en gruppe fanatiske personer, som fremholdt at det var en synd at arbejde. Deres hovedbudskab var: "Sælg det som I har, og giv almisse." De sagde at de var i jubelåret, og landet skulle hvile, og de fattige måtte hjælpes uden arbejde. Sargent, Robbins, og nogle andre var ledere. De erklærede at mine syner var fra djævelen, fordi jeg havde vist deres fejltagelser. De var hårde mod alle som ikke troede på dem. Da vi besøgte broder N’s, R og S kom fra Boston for at få en gave fra bror N, og sagde at de måtte komme på besøg, og blive natten over hos ham. Bror N svarede at han var glad for at de kunne komme, for søstrene Sarah og Ellen var i huset, og ønskede at de skulle blive bekendt med os. Straks ændrede de sindelag, og kunne ikke overtales til at komme ind i huset. Bror N spurgte om jeg kunne fortælle mit budskab i Boston, og hvis de ville høre, og så bedømme det. "Ja," sagde de. "Kom til Boston næste sabbat, vi ønsker privilegiet at høre hende."
Således planlagde vi at besøge Boston, men om aftenen, ved sabbatens begyndelse, fik jeg vist i et syn at vi ikke måtte tage til Boston, men i modsat retning til Randolph; da Herren havde et arbejde vi skulle udrette der. Vi tog til Randolph, og fandt et stort lokale fyldt med mennesker, og iblandt dem, som sagde de ville være glade for at høre mit budskab i Boston. Idet vi gik ind, så R og S på hinanden med overraskelse, og begyndte at sukke. De havde lovet at møde mig i Boston, men de ville skuffe os, ved at tage til Randolph, og medens vi var i Boston, advare brødrene imod os. De havde ikke så meget frihed. Under første pause bemærkedes at det at gode ting vil komme frem i løbet af eftermiddagen. Søster N svarede: "Det tror jeg." R fortalte min søster at jeg ikke kunne få et syn om hvor han var.
Om eftermiddagen hvilede Herren over mig, og jeg blev taget bort i et syn. Jeg fik igen vist R og S’ fejl, og andre der gik sammen med dem. Jeg så at de ikke kunne få fremgang; at sandheden ville sejre til sidst, og vildfarelse vil gå ned. Jeg fik vist at de ikke var ærlige, og så blev jeg taget med ud i fremtiden og vist nogle ting om den måde de ville handle på, at de ville fortsætte med at foragte Herrens lære, foragte irettesættelse, og at de ville efterlades i total mørke, og modstå Guds Ånd indtil deres tåbelighed var tydelig for alle. En sandhedskæde blev præsenteret for mig i form af skriftsteder, i modsætning til deres vildfarelse. Da jeg kom ud af synet, var lysene ved at brænde ned. Jeg havde været i et syn i næsten fire timer.
Da jeg ikke var opmærksom på alt der skete omkring mig da jeg var i synet, vil jeg kopiere fra br Nichols beskrivelse af dette møde.
"Søster Ellen blev taget bort i et syn under ekstraordinære manifestationer, og fortsatte med at tale i synet med en klar røst, som kunne forstås tydeligt af alle tilstedeværende, indtil omkr. solnedgang. S., R. og F. var meget forbitrede, såvel som opildnede over at høre søster E. tale i synet, som de erklærede var fra Djævelen; de udæskede al deres indflydelse og kropslige styrke, for at ødelægge effekten af synet. De ville synge enstemmigt meget højt; og så ville de skiftevis tale og læse fra bibelen med høj røst, for at E ikke blev hørt, indtil deres kræfter var udtømte, og deres hænder ville ryste så de ikke kunne læse fra bibelen. Men midt i al den forvirring og larm, kunne E’s klare og skarpe stemme høres, medens hun talte i syn, for alle de tilstedeværende. Disse mænds modstand fortsatte så længe som de kunne tale og synge, selvom at nogle af deres egne venner irettesatte dem, og bad dem om at stoppe. Men R sagde: "I har bøjet for en afgud; I dyrker guldkalven."
"Mr. Thayer, husets ejer, var ikke helt tilfreds med at hendes syn skulle være fra Djævlen, som R erklærede det skulle være. Han ønskede at det skulle prøves på en måde. Han havde hørt at syner af satanisk kraft blev stoppet ved at åbne bibelen og ligge den på den person som var i synet, og bad S. om han ville prøve det på denne måde, og det afslog han. Så tog Thayler en tung, og stor kvartformateret familiebibel, som lå på bordet, og plejede sjældent at åbne den, og lagde åben på E’s bryst medens hun var i syn, da hun vendte bagud mod væggen i lokalets hjørne. Straks efter at bibelen blev lagt på hende, rejste hun sig op på sine fødder, og gik til midten af værelset, med den åbne bibel i en hånd, og løftede den så højt som hun kunne, og hendes øjne så stadig opad, og erklærede på en højtidelig måde: "Det inspirerede vidnesbyrd fra Gud," eller ord af samme vigtighed. Og så fortsatte hun lang tid, medens bibelen lå udragt af en hånd, og hendes øjne så opad og ikke på Bibelen, og vendte bladene med hendes anden hånd, og satte fingeren på visse skriftsteder, og sagde dens ord korrekt med højtidelig stemme. Mange tilstedeværende så på passagerne hvor fingeren pegede, for at se om sagde dem korrekt, for hendes øjne så samtidig opad. Nogle af skriftstederne refererede til de domme der var imod de onde og spotterne; og andre var formaninger og instrukser om vor nuværende tilstand.
"I denne tilstand fortsatte hun hele eftermiddagen næsten til solnedgang, hvor hun kom ud af synet. Da E rejste sig på fødderne, med en tung åben bibel i hendes hånd, og gik i lokalet og sagde skrifstederne, så var S., R. og F tavse. Resten af tiden var de betyngede, sammen med mange andre; men de lukkede deres øjne og lod sig ikke mærke af deres følelser."