Min mand tjente fyrre dollars, som er en del af det vi købte tøj for, og der var midler tilbage til at tage os til det vestlige New York og tilbage.
Jeg var blevet belastet af en smerte i mine lunger og en svær hoste, men jeg troede at Herren ville give mig kræfter til at klare den lange rejse. Vi forlod vor lille Henry, den gang ti måneder gamle dreng, i søster Bonfoeys varetægt, i Middletown. Det var en hård prøvelse for mig. Jeg har ikke tidligere været væk, så meget som en nat fra ham. Mit helbred var elendigt. Det var umuligt for mig at rejse og tage mig af vort lille barn. Og vi turde ikke lade vor kærlighed til det lille barn, holde os væk fra pligtens sti. Jesus lagde sit liv ned, for at frelse os. Hvor lille er dog vort offer - sammenlignet med hans.
Vi tog damperen til New York by. Bror Chamberlain ledsagede os. Om bord på båden hostede jeg næsten uophørligt. Der blev gjort anmærkninger som disse: "Den hoste vil føre hende til gravpladsen." "Hun kan ikke leve længe," o.s.v.. Nogle sagde at jeg ikke vil overleve at jeg ikke nåede New York. Men jeg vidste hvem jeg troede på. Han som havde påbudt mig at rejse, vil give mig lindring, hvor det var bedst at ære ham. Et ord fra ham vil helbrede mine irriterede tunge og lunger.
Den næste morgen nåede vi New York by, og kom frem til bror Mood, som boede der. Der mødte vi brødrene Bates og Gurney. Min hoste blev værre. Jeg vidste at jeg måtte have hjælp, eller synke ned i sygdom. Jeg fik ikke nogen god nats hvile i flere uger. Jeg fulgte anvisningen i Jakob 5, og spurgte brødrene om at bede for mig. De bad alvorligt til Gud for mig. Men lige så ofte som jeg prøvede at bede, blev den afbrudt af en streng hoste. Jeg stolede på Guds løfter - "Bed og I skal få." Jeg prøvede at fortælle de tilstedeværende hvad jeg troede, men den strenge hoste forhindrede min tale. Jeg trak mig tilbage for at sætte lid til Herren: Jeg begyndte hosten som sædvanligt, men snart faldt jeg i søvn, og vågnede ikke op før dagslys. Så vågnede jeg i mit hjertes taknemmelighed, og pris til Gud i mine læber. Jeg mærkede himlens velsignelse hvile over mig. Min hoste var væk. Om morgnen bemærkede mine venner en filipens på mit ansigt, som blev større og spredte sig, og forlod mig ikke efter flere år. Jeg fik ikke flere problemer med hoste på den rejse.
Vor første konferense var i Volney i bror Arnolds lade. Der var omkring femogtredive til stede, alle som kunne samles i den del af staten. To kunne knapt blive enige. Alle holdt fast ved sine synspunkter, og erklærede at de var i overensstemmelse med bibelen. Alle var ivrige efter en anledning til at fremme deres synspunkter, eller prædike for os. De fik fortalt at vi ikke var ikke kommet så langt fra for at høre dem, men var kommet for at undervise dem om sandheden. Bror Arnold holdt på at de 1000 år i åbenbaringen 20 var i fortiden; og at de 144,000 var dem som opstod ved Kristi opstandelse. Og når vi holder emblemet om vor døende Herre foran os, og var ved at fejre hans lidelser, rejste bror A sig og sagde at han ikke troede på det vi var ved at gøre; at påskenadverens sakramente, kun skal holdes en gang om året.
Disse fremmede meningsforskelle lagde en tung vægt på mig, især da bror A talte om at de 1000 år var fortid. Jeg vidste at han var faret vild, og jeg blev meget bedrøvet; for det var som om at Gud var blevet vanæret. Jeg besvimede under byrden. Brødrene Bates, Chamberlain, Gurney, Edson, og min mand bad for mig. Nogle var bange for at jeg døde. Men Herren hørte sine tjeneres bønner og jeg kom til live igen. Himlens lys hvilede over mig. Og mistede snart de jordiske ting. Min ledsagende engel viste nogle af de tilstedeværendes vildfarelser for mig, og også sandheden i modsætning til deres vildfarelser. At disse uharmoniske syner, som de hævdede var i overensstemmelse med bibelen, kun var i overensstemmelser af deres bibelsyn, og at deres vildfarelser måtte opgives, og de måtte gå med i den tredje engels budskab. Vort møde endte med stor sejr. Sandhed vandt sejren.
Fra Volney tog vi til Port Gibson. Mødet blev holdt i bror Edsons lade. Der var de tilstede som elskede sandheden, og dem som lyttede og gemte på vildfarelser, og var imod sandheden. Men Herren arbejdede for os i kraft før afslutningen af det møde. I et syn fik jeg atter vist at det var vigtigt at brødrene i Vest New York, lagde deres forskelligheder til side, og gik sammen om bibelsandheden. Onsdag forlod vi bror Edsons, og ville tilbringe den næste sabbat i New York by. Vi kom for sent til postbåden, så vi tog en rutebåd, og ville skifte når den næste postbåd kom. Da vi så postbåden nærme sig, trådte vi nærmere for at komme ombord. Bror Bates skulle betale vor rejse. Postbåden stoppede ikke, og vi måtte springe ombord medens båden bevægede sig. Bror Bates holdt pengene i sin hånd, og sagde til mændene på linjebåden: "Her er jeres penge." Da han så båden bevæge sig bort sprang han for at komme ombord, men hans fod ramte hjørnet af båden, og han faldt ned i vandet. Bror Bates begyndte at svømme hen til båden. Hans lommebog var i den ene hånd, og en endollarsseddel i den anden. Han hat røg af, og for at redde den mistede han pengeseddlen, men holdt fast i sin lommebog. Postbåden stoppede for at få ham om bord. Vi nærmede os Centerport, og besøgte bror Harris og fik bror Bates tøj i orden. Vort besøg viste sig at være til gavn for den familie. Søster Harris, har i mange året lidet af katar, og brugte snus som lindring, og sagde at hun ikke kunne leve uden dette. Hun led meget smerte i hendes hoved. Vi anbefalede at hun gik til Herren, den store Læge, som ville helbrede hendes pinsler. Det besluttede hun sig for, og vi fik en liflig bønnestund for hendes skyld. Hun holdt helt op med at bruge snus. Hendes vanskeligheder blev afhjulpet så meget, og hendes sundhed blev bedre end den har været i årevis.
Da vi var hos bror Harris, fik jeg en samtale med en søster, som vedkendte at vente på Kristi komme, men som bar på guld. Vi talte om det udtrykkelige skriftsted imod dette. Men hun refererede hvordan Salomon blev befalet at forskønne templet, og at Guds stats gader var rent guld. Og sagde at hvis vi bruger vort udseende til at bære guld, for at få indflydelse i verden, var det rigtigt. Jeg gentog at vi var fattige faldne dødelige mennesker; og i stedet for at dekorere disse kroppe fordi Salomons tempel blev besmykket så overmådig, bør vi huske på vor faldne tilstand, og det koster Guds Søns lidelser og død for at genløse os. Dette bør føre til selvfornedrelse hos os. Jesus er vort forbillede. Hvis han vil lægge sin ydmygelse og lidelser til side og råbe: "Hvis nogen vil følge efter mig, så lad ham behage sig selv og nyde verden, og han skal være mine disciple." vil de store skarer tro, og følge Ham. Men Jesus vil komme til os i ingen anden karakter end den sagtmodige og korsfæstede. Hvis vi vil være hos ham i himlen, må vi være lig ham på jorden. Verden vil kræve sine egne, og hvem der end sejrer, må alt forlades der tilhører verden.
Vi tog postbåden på vej til Madisons landområde, så vi var inden for fyrre kilometer fra bror Abbeys, hvor vi lejede en vogn for at fuldende rejsen. Da vi kom til huset troede vi at nogen ville komme til døren og spørge, og at vi ville blive skuffet og skulle tage med vognen tilbage, og holde sabbat på et offentligt sted. Søster Abby kom til døren, og min mand introducerede sig selv, som en der holdt sabbat. Hun sagde: "Jeg er så glad for at se jer. Kom ind." Han svarede: "Der er tre flere i vognen end mig. Jeg tænkte om vi alle stod der samlet kunne vi gøre dig forskrækket." "Jeg bliver aldrig forskrækket over kristne," lød svaret. Søster Abbey udtrykte megen glæde over at se os, og vi blev budt hjerteligt velkommen af hende og hendes familie. Da Bror Bates blev introduceret, sagde hun: "Kan det være br. Bates, som skrev at han holder sig til sabbaten? Og kommer for at besøge os? Jeg er uværdig til at have dig under mit tag. Men Herren har sendt jer til os; for vi hungrer efter sandheden."
Et barn blev sendt ud til marken for at fortælle bror Abbey at fire sabbatsholdere var kommet. Han havde ikke så travlt med at blive bekendt med os; for han var tidligere ført bag lyset af nogen som ofte besøgte dem. Disse, som bekendte sig til at være Guds tjenere, havde spredt vildfarelse iblandt den lille hjort, som prøvede at fastholde sandheden. Bror og søster Abbey havde ført krig imod dem så længe at de var bange for at komme i kontakt med dem. Bror Abbey frygtede at vi var fra den samme klasse. Så kom han ind i huset, han tog køligt imod os, og begyndte at stille nogle få tydelige direkte spørgsmål, om vi holdt sabbaten og troede de sidste budskaber skal være fra Gud. Da han var glad for at vi var kommet med sandheden, bød han os velkommen med glæde. Denne kære familie var lige kommet ud af ildovnens pinsler. De var blevet hjemsøgt af en frygtelig svøbe, kobber, og var lige kommet sig.
Medens vi var der, fik vi vist nogle af de trængsler de havde været igennem, fra dem der besøgte dem der gjorde store krav, men var Satans agenter til bekymring og optagelse. En spiritist kom ind, og talte på en så fanatisk og blasfemisk måde, at det var smerteligt at høre ham. Til sidst erklærede at han selv at være Jesus Kristus; at der ikke ville være nogen bogstavelig og personlig tilsynekomst af Jesus. o.s.v. . Jeg blev dybt oprørt inden i mig. Jeg kunne ikke længere være tavs. Jeg fortalte ham at min Frelser ikke bar et så væmmeligt udseende som han viste. Så beskrev jeg Jesu elskelige person, hans herlige udseende i himlens skyer, når han kommer til jorden for anden gang; med hvilken majestæt og kraft han kører han frem på skyvognen, ledsaget af hele englehæren, og med Faderens herlighed. Han blev vred, og hævede sin paraply for at slå mig. Han var heftig. Med stor raseri forlod han hestene, og viste anklagerne over os idet han kom. Men en liflig ånd hvilede over os.
Vore møder på det sted var fyldt med glæde for de få der elskede sandheden. Vi følte vi skulle glæde os i Herren at han i sit forsyn havde ført os den vej. Vi nød Guds nærhed sammen, og blev trøstet over at finde de få som havde stået fast i den spredte flok, og havde fastholdt budskaberne midt i spiritualimens og fanatismens mørke. Denne kære familie hjalp os på vej efter en gudfrygtig samlingsstund. Vi fortsatte på vor rejse til Brooklyn, og holdt møder i bror Moodys hjem.