I selskab med bror og søster Edson, dannede et hjem hos Harris’s, hvor vi publicerede det månedlige magasin kaldet Advent Review. Mit barn fik det værre, og tre gange om dagen havde vi bedestunder for ham. Nogle gange blev han velsignet, og sygdomsudbredelsen stagnerede; så blev vor tro prøvet hårdt når hans symptomer blev alarmerende. En gang forlod vi ham for at tage tre kilometer til Port Byron. Bror R. ledsagede os og ville tage postbåden til Port Gibson. Da vi kom tilbage mødte søster H os ved døren, og sagde meget nervøst: Jeres baby er slået til døde!" Vi skyndte os ind til barnet som lå bevidstløs. Hans små arme var rødviolette!" Dødens mørke syntes at være over hans ansigt, og hans øje var matte. Oh, hvilken hjertepinsel havde jeg da! Jeg kunne opgive mit barn. Jeg forgudede ham ikke, men jeg vidste at vore fjender var ved at sejre over os den dag: "Hvor er deres Gud!"
Jeg sagde da til min mand: Der er kun en ting vi kan gøre, det er at følge bibelreglen, kalde på de ældste, men hvor skal vi gå? Vi tænkte at bror R som lige havde forladt linjebåden, ville gå ombord på den første postbåd. Et øjeblik besluttede vi at min mand tog ud efter bror R, rejste på en trækkanal, indtil vi nåede linjebåden, og få ham tilbage. Han rejste otte kilometer før han nåede båden. Da min mand var borte bad vi til Herren om at spare barnets liv indtil hans far var tilbage. Vore bønner blev besvaret. Da de kom, salvede bror R barnet og bad for det. Vi gik alle sammen om de bønner der blev sendt. Barnet åbnede sine øjne og kendte os. Et lys skinnede over hans ansigtstræk, og Guds velsignelse hvilede over os alle. Vi fik forsikring om at fjendens kraft var brudt.
Den næste morgen blev jeg meget nedtrykt. Tanker som disse betyngede mig: Hvorfor ville Gud ikke høre vore bønner og gøre barnet sundt? Satan, er altid parat med sine fristelser, antyder at det var fordi vi ikke havde ret. Jeg kunne ikke noget særligt, hvori vi havde bedrøvet Herren, alligevel syntes en knusende vægt at være over mit humør, og drive mig til fortvivlelse. Jeg betvivlede min accept hos Gud og kunne ikke bede. Jeg fik ikke noget mod, og ikke så meget som opløfte mine øjne til himlen. Jeg led en intens sindspine indtil min mand, og den familie vi var hos, hjemsøgte Herren for min skyld. De ville ikke give op før min stemme blev forenet med deres for udfrielse. Den kom. Jeg begyndte at håbe, og min skælvende tro greb Guds løfter, hvor Satan fik en anden form. Min mand blev meget syg Hans symptomer var foruroligende. Han havde kramper i intervaller, og led pinefulde smerter. Hans fødder og ben var kolde. Jeg gned dem, indtil jeg ikke havde kræfter til det længere. Bror Harris var nogle kilometer borte, på sit arbejde, og der var kun søster Harris, søster Bonfoey og min søster Sarah til stede, og jeg tog mig mod til at tro på Guds løfter. Skulle jeg nogensinde have mærket min svaghed, så var det her. Vi vidste at der måtte gøres noget straks. Han situation blev mere og mere kritisk for hvert øjeblik. Det var tydeligt et angreb af kolera. Han bad os om at bede. Vi turde ikke afvise, og vi bøjede os ned i stor svaghed for Herren. Jeg vidste at Gud måtte gøre arbejdet; vi var så uværdige at vi ikke kunne gøre noget. Med den dyb fornemmelse af uværdighed, lagde jeg mine hænder på hans hoved, og bad Herren om at åbenbare sin kraft. Der skete straks en forandring. Den naturlige farve i ansigtet vendte tilbage, og himlens lys skinnede over hans ansigtsudtryk. Vi er fyldt med uudsigelig taknemmelighed. Vi har aldrig været vidne til et mere bemærkelsesværdigt bønnesvar.
Den dag skulle vi tage til Port Byron med originalerne til vort blad, der trykkes i Auburn. For os så det ud som at Satan prøvede at forhindre publicering af den sandhed som vi arbejdede på at få ud til folk. Vi følte at vi måtte vandre i tro. Min mand sagde at han ville tage til Port Byron med originalerne, og vi hjalp ham med hestens seletøj, og så ledsagede jeg ham. Herren styrkede ham på vejen. Han fik sine originaler, og en besked om at bladet ville være klar den næste dag, og vi måtte være i Auburn for at få det. Den nat vågnede vi ved skrig fra lille Edson, som sov i lokalet over os hos søster B. Det var omkring midnat. Vor lille dreng ville klynge sig til søster B, og fægtede med begge arme i luften for vi kunne ikke se noget, og ville råbe i rædsel: Nej, nej, klynge sig tættere til os. Vi vidste at det var Satans arbejde på at genere os, og vi knælede ned i bøn, og min mand irettesatte den onde ond i Herrens navn, og Edson faldt stille i søvn i søster B’s arme, og hvile godt i løbet af natten.
Så blev min mand igen angrebet. Han led mange smerter. Jeg knælede ved siden af og bad til Herren om at styrke vor tro. Jeg vidste at Herren arbejdede for ham, og irettesatte sygdommen, og vi kunne ikke bede ham om at gøre det han allerede havde gjort. Men vi bad for at Herren ville fuldføre sit arbejde. Du har hørt bøn! Du har virket! Vi tror uden at tvivle! Fortsæt det arbejde du har begyndt! Således bad vi i to timer for Herren, og medens jeg bad, faldt jeg i søvn og hvilede til dagslys. Vi stod meget svage op, men vi ville se på hvordan vi så ud. Vi stolede på Guds løfte. Han sagde at det skulle være sket, og vi troede og besluttede at vandre i tro.
Den dag forventede vi at få det første nummer af bladet i Aubrun. Vi troede at Satan prøvede at forhindre os, og min mand besluttede at han ville sætte lid til Herren. Bror H gjorde hest og vogn klar, og søstre B og jeg selv ledsagede ham. Han skulle hjælpes op i vognen, og for hver kilometer vi rejste fik han kræfter. Vi holdt vort sind fæstnet på Gud, og vor tro på et stadig aktivt arbejde på fred og lykke, idet vi rejste.
Vi lejede et værelse på et hotel for at læse korrektur for sidste gang, og om eftermiddagen, da jeg så ud af vinduet, så jeg min mand bære på en tung tryksag fra et kontor til et andet. Dette foruroligede mig, men Herren gav ham kræfter, og da vi modtoget bladet, alt var færdigt, tog tilbage til Centerport, var vi sikker på at vi var på pligtens sti. Guds velsignelse hvilede over os. Vi var blevet slået stærkt af Satan, men ved at Kristus styrkede os kom vi sejrrige ud. Vi fik en stor bunke blade med os, som indeholdte dyrebare sandheder for Guds folk.
Vort barn kom sig, og Satan fik ikke lov til at hjemsøge ham igen. Vi arbejdede tidligt og sent, og fik nogle gange ikke lov til at sidde ned ved bordet for at spise vore måltider, men fik en bid brød ved siden af, vi skulle spise og arbejde samtidig. Idet jeg overbelastede mig ved at folde store blade, fik jeg svære smerte i min skulder, som ikke forlod mig i årevis.
Vi så frem til at rejse til Øststaterne, og vort barn blev igen god nok til at rejse. Vi tog postbåden til Utica. Om bord var der en ung kvinde fra Centerport som havde travlt med at fortælle nogle ting om os. Og de gik lejlighedsvis frem og tilbage over hele båden for at holde øje med mig. De var blev informeret om at jeg fik syner, og den unge dame lyttede og sagde: "De er sådanne nogle besynderlige folk! Man kan høre dem bede hele tiden om dagen, og ofte om natten. Det meste af deres tid bruges på bøn." Mange nysgerrige øjne vendte sig imod os, og undersøgte os, især den der fik syner.
Der var en mindre trængselstid om bord. En af passagererne havde misbrugt stuepigen. Hun gik op og beklagede sig til kaptajnen, og hun fik mange sympatisørere. Da hun beskrev den der havde misbrugt hende, vendte mange øjne sig imod mig, da de beskrevne klæderne svarede meget nær mine klæder. Der blev hvisket rundt omkring: "Det er hende! Det er hende! Hende der får syner! Hvilken skændighed!" Og en ivrig person talte op og spurgte om det var mig, og pegede på mig. "Oh nej, nej," sagde hun med sit irske tungemål, "hun er vidst en pæn lille kvinde som er om bord." Jeg kunne blot bemærke hvor glade de ville været hvis jeg var den skyldige, fordi jeg fik syner.
Dernæst spurgte de om jeg troede på de bankeånder der netop var begyndt i Rochester. Jeg fortalte dem at jeg troede der var en virkelighed i det, men det var en ond ånd, i stedet for en god. De så på hinanden og sagde: "Oh hvilken hån! Jeg ville ikke gentage disse ord i mit liv." Med religiøs væmmelse trak de sig fra vor gruppe, og var bange for at nærme os derefter.
Nogle var nysgerrige efter at vide hvilken læge der havde været med mit barn. Vi fortalte dem at vi ikke havde brugt nogen jordisk læge. En prædikant og hans hustru og børn var om bord. To af deres børn var meget syge, og hun spurgte efter de lægemidler vi brugte. Jeg fortalte hende den fremgangsmåde vi brugte, at vi havde fulgt apostlens Jakobs anvisninger i kapitel 5, og Herren havde arbejdet for os som ingen andre læger kunne, og vi ikke var bange for at betro vort barn i hans hænder, at han hurtig blev bedre. Det eneste svar var: "Hvis det var mit barn, og jeg ikke havde nogen læge, ville jeg vide at det døde."
I Utica skiltes vi med søster B, min søster S, og vort barn, og vi tog hen mod Øststaterne, medens bror Abbey tog dem med hjem. Vi måtte ofre vore følelser, for at skilles med dem som var bundet til os med ømme bånd; især klyngede vore hjerter til lille Edson, hvis liv havde været så meget i fare. Vi blev ikke helt fri for ængstelige tanker for ham