Med Jesus ved vort hoved, er vi alle steget fra byen ned på jorden, på et stort mægtigt bjerg, som ikke kunne bære Jesus og det adskilte sig fra hinanden og der blev en vældig slette. Da så vi op og så den store stad, med tolv grundstene og tolv porte, tre på hver side og en engel ved hver port. Og vi alle råbte ud: "Staden, den store stad, den kommer, den kommer ned fra Gud ud fra himlen," og den kom og blev anbragt på det sted hvor vi stod. Da begyndte vi at se på de herligste ting uden for byen. Der så jeg de skønneste huse, der så ud som sølv, støttet af fire piller udstyret med perler, det herligste at beskue, som skulle bebos af de hellige og hvori der var en gylden hylde. Jeg så mange af de hellige gå ind i husene, tage deres glitrende krone af og lægge dem på hylden og da gå ud på marken ved husene og at gøre noget ved jorden; ikke som vi skal gøre ved jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinnede helt omkring deres hoveder og de priste Gud hele tiden.
Jeg så en anden mark fyldt med alle slags blomster og idet jeg plukkede dem, råbte jeg: "De vil aldrig visne." Derefter så jeg en mark af stort græs, herlig at beskue; den var levende grøn og havde et genskin af sølv og guld, som det bølgede stolt for Kong Jesu ære. Da kom vi ind på en mark, fuld af alle slags firbenede dyr - løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldstændig enhed. Vi passerede igennem deres midte og de fulgte fredsommeligt efter. Da kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her; nej, nej; overalt var det herligt, træernes grene bølgede frem og tilbage og vi råbte alle ud: "Vi vil bo ude på marken og sove i skovene." Vi gik igennem skovene, for vi var på vores vej til Zions bjerg. Medens vi rejste derhenad, mødte vi et selskab som også stirrede på stedets herlighed. Jeg lagde mærke til en rød farve som en kant på deres klæder; deres kroner var funklende; deres klæder var helt hvide. Da vi hilste dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var. Han sagde at de var martyrer der var slået ihjel for ham. Med dem var der en utallig skare af små; de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os og på bjerget var et herligt tempel og omkring var der syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer. Og jeg så de små klatre op, eller, om de valgte det, bruge deres små vinger og flyve toppen af bjergene og plukke de aldrig-visnende blomster. Der var alle slags træer omkring templet, for at forskønne stedet - buksbommen, fyren, ædelgranen, olietræet, myrten, granatæbletræet og figentræet bøjet ned af dets rettidige figner, dette gjorde stedet over det hele, herligt. Og da vi var ved at gå ind i templet, løftede Jesus sin smukke stemme og sagde: "Kun de 144 000 kommer ind til dette sted" og vi udstødte: "Halleluja!"
Dette tempel blev støttet af syv piller, alle af gennemsigtig guld, besat med de herligste perler. De underfulde ting jeg så der, kan jeg ikke beskrive. Oh, om jeg kunne kunne sige på Kanaens sprog, så kunne jeg fortælle en smule om herligheden i den bedre verden. Der så jeg stentavler hvorpå navnene af de 144 000 var indgraveret med guldbogstaver. Efter at have beskuet templets herlighed, gik vi ud og Jesus forlod os og tog til staden. Snart hørte vi hans kærlige stemme igen og sagde: "Kom, mit folk, I er kommet ud af den store trængsel og har gjort min vilje, lidt for mig, kom ind til nadver; for jeg vil gøre mig selv rede og opvarte jer." Vi udstødte, "Halleluja, ære," og gik ind i staden. Her så jeg et bord af rent sølv; det var mange mil i længden, dog kunne vore øjne ikke spænde over det. Jeg så frugten af livets træ, mannaen, mandler, figner, granatæbler, druer og mange andre slags frugter. Jeg spurgte Jesus om jeg måtte spise af frugterne. Han sagde: "Ikke nu. Dem, som spiser af frugterne af dette land, tager ikke mere tilbage til jorden. Men for en lille stund, hvis I er trofaste, skal I både spise af frugten på livets træ og drikke af kilden for livets vand. Og," sagde han, "du må tage tilbage til jorden igen og fortælle andre hvad jeg har åbenbaret dig." Da bar en engel mig blidt ned til denne mørke verden.
Bror Hyde, som var til stede ved dette syn, forfattede de efterfølgende vers, som har været en tur igennem de religiøse afhandlinger og har fundet plads i forskellige sangbøger. De, som har udgivet, læst og sunget den, har kun tænkt lidt over at de stammer fra et syn, fra en pige, der er forfulgt af hendes beskedne vidnesbyrd. Det Bedre Land.
Vi har hørt fra det strålende, det hellige land;
vi har hørt; og vore hjerter er glade;
for vi var en ensom pilgrimsskare,
og træt og slidt og trist.
De fortæller os at de hellige har en bolig der?
De er ikke længere hjemløse;
og vi ved at det gode land er retfærdigt,
hvor livets rene flod løber.
De siger at grønne marker bølger der, At aldrig en skamplet skal kendes; Og den øde vilde ørken blomster fagert, Og Sarons roser vokser. Der er yndige fugle i de grønne løvhytter, - deres sange er muntre og yndige; Og deres triller, strømmer altid nye, Englenes harpers hilsen.
Vi har hørt om palmer,
klæder, kroner og sølvagtige bånd i hvidt;
om den skønne stad, med perleporte,
alle strålende med lys.
Vi har hørt om engle der og hellige,
med deres harper af guld, hvordan de synger;
om bjerget, med livets frugtfyldte træ,
om bladene der bringer helbredelse.
Kongen af dette land, han er retfærdig,
han er stedets lys og glæde;
i hans skønhed skal vi beskue Ham dér,
og varme os i hans smilene ansigt.
Vi vil være der, vi vil være der om en kort tid,
vi vil forene det rene og det velsignede;
vi vil have palmen, klædningen,
kronen og for evigt være i ro.