Gud valgte Abraham til at udføre sin vilje. Han gav ham anvisning om at forlade sin nation, og skille sig fra sine slægtninge. Herren åbenbarede sig selv for Abraham medens han var ung, og gav han forstand, og bevarede ham fra afguderi. han besluttede at fremstille ham som et eksempel på tro og gudfrygtighed for Guds folk, som siden efter skulle leve på jorden. Hans karakter udmærkede sig ved oprigtighed, ædelmodighed og gæstfrihed. Han blev respekteret som en mægtig fyrste iblandt folket. Ved ærefrygt og kærlighed til Gud, og punktlig lydighed i at udføre hans vilje, vandt han sine tjeneres og naboers respekt. Hans gudfrygtige eksempel og retfærdige fremgangsmåde, forbundet med flittig undervisning til hans hus folk, ledte dem til at frygte, elske og ære Abrahams Gud. Herren åbenbarede sig for Abraham, og lovede ham at hans sæd skulle blive talrig som himlens stjerner. Han underviste ham også om hans afkoms lange trældom i Ægypten, ved den forfærdelse og det store mørke som kom over ham.
I begyndelsen gav Gud en hustru til Adam, og viste således sin orden. Han bestemte aldrig at en mand skulle have flere hustruer. Lamek var den første som i denne henseende afveg fra Guds vise orden. Han havde to hustruer, hvilket frembragte ufred i hans familie. Begges misundelse og skinsyge gjorde Lamek ulykkelig. Da menneskene formeredes på jorden, og dem fødtes døtre, tog de sig hustruer af alle, som de udvalgte. Dette var en af den gamle verdens indbyggeres store synder, som bragte Guds vrede over dem. Denne skik blev brugt efter syndfloden, og blev så almindelig at endog nogle mænd fulgte den, og havde flere hustruer. Dog var det ikke mindre synd fordi de blev henrevet af fordærvelsen og forlade Guds orden i dette stykke.
Herren sagde om Noa og hans familie, som blev frelste i arken: "Jeg har set dig at være retfærdig for mig i denne slægt." Noa havde kun en hustru; og Gud velsignede deres forenede familiedisciplin. Fordi Noas sønner var retfærdige blev de bevarede i arken med deres retfærdige fader. Gud har ikke nogensinde sanktioneret flerkoneriet. Det var imod hans vilje. Han vidste at dette ville forstyrre menneskenes lykke.
Abrahams fred blev meget forstyrret ved hans ulykkelige ægteskab med Hagar. "Og Herren sagde til Abram, efter at Lot var skilt fra ham: Kære, opløft dine øjne, og se fra det sted, hvor du er, mod norden, og mod syd, og mod øst, og mod vest. Thi alt det land, som du ser, det vil jeg give dig og dit afkom evindelig. Og jeg vil gøre dit afkom som støv på jorden; dersom nogen kan tælle støv på jorden, da skal også dit afkom tælles." 1 Mos. 13,14-16. "Efter at dette var sket, skete Herrens ord til Abraham i synet, og sagde: frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold og din meget store løn." Kap. 15,1. "Og Abram sagde ligeså: se, mig har du ingen afkom givet; og se, min hustræl kommer til at arve mig."
Eftersom Adam ikke havde nogen søn, troede han fast at hans tro tjener Eleser, skulle blive hans adopterede søn og hans arving. Men Gud underretter Adam om hans tjener skulle ikke være hans søn og arving, men han skulle virkelig få en søn. "Og han førte ham ud uden for, og sagde: Kære, se til himmelen og tæl stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: så skal dit afkom være."
Hvis Adam og Sara havde ventet med fast tro på forjættelsens opfyldelse, at de skulle få en søn, så kunne de have undgået mange ubehageligheder. De troede at det ville ske just således som Gud havde sagt, men kunne ikke tro at Sara i sin gamle alder kunne få en søn. Sara forslog en plan hvorved hun tænkte at Guds forjættelse kunne blive opfyldt. Hun bad Abraham at tage Hagar som sin hustru. Dette viste at de begge manglede tro og fuldkommen tillid til Guds magt. Abraham bestod ikke i den prøve han blev underkastet for at vise sin tro på Guds uindskrænkede magt. han lytte til Saras røst, og tog Hagar som sin Hustru, hvorved han påførte sig selv og Sara meget fortræd. Det var Herrens hensigt at prøve Abrahams faste tro og tillid til de forjættelser han havde givet ham.
Hagar var stolt og pralede, og opførte sig selv hovmodigt mod Sara. Hun smigrede sig selv med at hun skulle blive moder til det store folk som Herren havde lovet at frembringe af Abraham. Abraham blev tvunget til at lytte til Saras klager over Hagars opførsel, og hun beskyldte Abraham for at have gjort fejl i dette stykke. Abraham bedrøves, og siger til Sara at Hagar er hende tjener, og at hun kan selv råde over hende, men nægter at sende hende bort; thi hun skal være moder til hans barn, ved hvem han tror at forjættelsen skal opfyldes. Han underretter Sara om at han vil ikke have taget Hagar til sin hustru, dersom hun ikke udtrykkelig har forlangt det. Abraham blev også tvunget til at lytte til Hagars klager over at være forurettiget af Sara. Abraham er i forlegenhed. Dersom han søger at forsvare Hagar, så forøger han Saras skinsyge og ulykke, og hun er hans første og højest elskede hustru. Hagar flyede fra Saras ansigt. Herrens engel møder hende, og trøster hende. Han irettesætter hende tillige for hendes hovmodige opførsel, og byder hende at vende tilbage til sin frue og ydmyge sig for hendes hænder.
Efter Ismaels fødsel åbenbarede Herren sig for Abraham, og sagde til ham: "Og jeg vil give min pagt imellem mig, og imellem dig, og formere dig ganske meget." 1. Mos. 17,2. Atter gentager Herren ved sin engel forjættelsen om at give Sara en søn, og at hun skulle blive moder til mange folk. Abraham forstod endnu ikke Guds forjættelse. Hans tanke hvilede på Ismael, som om de mange folk i forjættelsen ville komme gennem ham, og han udråber i kærlighed til sin søn: "Gid Ismael måtte leve for dit ansigt!"
Atter gentages forjættelsen til Abraham mere bestemt: "Sandelig, Sara din hustru skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Isak; og jeg vil oprette min pagt til en evig pagt med ham, for hans afkom efter ham." vers 19. Anden gang sende Gud sine engle til Abraham, på deres vej for at ødelægge Sodoma, og de gentog forjættelsen tydelig og bestemt at Sara skal have en søn.
Efter Isaks fødsel viste Abraham og Sara stor glæde, hvilket gjorde Hagar meget misundelig. Hun havde undervist Ismael om at Gud ville særdeles velsigne ham som Abrahams søn., og at han skulle være arving til det som var lovet til hans fader. Ismael deltog i sin moders følelser og blev vred over den glæde de viste ved Isaks fødsel. Han foragtede Isak fordi han mente at han blev foretrukket for ham selv. Sara så hvilken sindsstemning Ismael viste imod hende søn Isak, og hun blev meget bevæget. Hun fortalte Abraham om Ismaels uanstændige opførsel imod hende og hendes søn Isak, og sagde til ham: "Uddriv denne tjenestekvinde og hendes søn; thi denne tjenestekvindes søn skal ikke arve med min søn, med Isak."
Abraham føler meget ilde. Ismael er hans søn, som han elsker. Hvorledes kan han drive ham ud! Han beder til Gud i sin forlegenhed, thi han ved ikke hvad han skal gøre. Herren underviser Abraham ved sine engle om at lytte til Saras, og hans hustrus røst, at han ikke skulle lade sin kærlighed til sin søn eller til Hagar forhindre ham i at opfylde hendes ønske; thi dette var den eneste måde hvorpå fred og harmoni atter kunne oprettes i hans familie. Abraham modtager de trøstelige forjættelse af englen at Ismael skulle ikke dø, om end han blev adskilt fra sin faders hus, ej heller ville Gud forlade ham, men bevare ham fordi han var Abrahams søn. Gud lovede også at gøre et stort folk af Ismael.
Abraham besad et ædelt, menneskekærligt sindelag, hvilket viste sig da han bad så inderligt for folkene i Sodoma. Hans stærke ånd led meget. Han var nedbøjet af sorg, og hans faderlige følelser var dybt rørte da han sendte Hagar bort med sin søn Ismael for at vandre som en fremmed i et fremmed land.
Dersom Gud havde sanktioneret flerkoneri, så ville han ikke således have befalet Abraham at sende Hagar og hendes søn bort. Heraf kunne vi alle lære, at det er Guds vilje at ægteskabets fred og rettigheder der respekteres og beskyttes, om end det koster megen opofrelse. Sara var Abrahams først og eneste sande hustru. hun havde rettigheder som hustru og moder, som ingen anden i familien kunne have. Hun ærede sin mand og kaldte ham herre; men hun var nidkær for at hans kærlighed ikke skulle deles mellem hende selv og Hagar. Gud irettesatte ikke Sara for den fremgangsmåde som hun fulgte. Abraham blev irettesat af Englene for sin mistillid til Guds magt, som havde ledt ham til at tage Hagar til hustru, og at tænke at forjættelsen ville blive opfyldt gennem hende.
Atter fandt Herren det tjenligt at forsøge Abrahams tro ved en forfærdelig prøve. Dersom han havde bestået i den første prøve, og havde ventet med tålmodighed indtil forjættelsen blev opfyldt ved Sara, og ikke havde taget Hagar til hustru, så ville han ikke være blevet underkastet den hårde prøve som nogensinde har været pålagt et Menneske. Herren bød Abraham: "Tag nu din søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gå til Morias land, og ofre ham der til et brændoffer på et af bjergene, som jeg vil sige dig."
Abraham var ikke mistroisk over for Gud eller unddrog sig, men årle om morgnen tog han to af sine tjenere, og Isak sin søn, og ved til brændofferet, og gik til stedet som Gud havde sagt ham. Han fortalte ikke Sara den virkelige hensigt med rejsen, da han vidste at hendes kærlighed til Isak ville lede hende til at mistro Gud og holde sin søn tilbage. Abraham tillod ikke sine faderlige følelser at beherske ham eller lede ham til oprør imod Gud. Guds befaling var beregnet på at bevæge hans sjæls dyb. "Tag nu din søn." Derpå lægger han til, som for at prøve hjertet lidt dybere, "din eneste, som du har kær, Isak;" det er, den eneste forjættelsens søn, "og ofre ham til et brændoffer."
I tre dage rejste denne fader med sin søn, og havde altså tilstrækkelig tid til at omtænke sagen, og tvivle på Guds ord dersom han var tilbøjelig dertil. Men han mistroede ikke Gud. Han tænkte ikke nu at forjættelsen skulle opfyldes gennem Ismael; thi Gud havde tydeligt sagt ham at den skulle opfyldes gennem Isak.
Abraham troede at Isak var forjættelsens søn. Han troede også at Gud mente just hvad han sagde når han befalede ham at gå og ofre Isak til et brændoffer. Han tvivlede ikke på Guds forjættelse; men troede at Gud, som ved sit forsyns styrelse havde givet Sara en søn i hendes gamle alder, og som havde befalet ham at tage denne søns liv, kunne også give ham liv igen, og oprejse Isak fra de døde.
Abraham forlod sine tjenere på vejen, og forslog at gå et stykke fra dem for at tilbede. Han ville ikke tillade sine tjenere at ledsage dem, at ikke deres kærlighed til Isak skulle lede dem til at forhindre ham i at udføre hvad Gud havde befalet ham at gøre. Han tog vedet af sine tjeneres hænder og lagde det på sin søns skuldre. Han tog også ilden og kniven. Han var beredt til at udføre den forfærdelige mission Gud havde givet ham. Fader og søn gik tilsammen.
"Og Isak talte til Abraham sin fader, og sagde: min fader! og han sagde: se her er jeg min søn! og han sagde: se ilden og vedet, men hvor er lammet til brændofferet? Og Abraham sagde: Gud skal udse sig lammet til brændofferet min søn! Så gik de begge tilsammen." Fast i sin beslutning vandrede den alvorlige, elskende, lidende fader ved siden af sin søn. Da de kom til det sted hvor Gud havde sagt Abraham, byggede han der et alter, og lagde vedet tilrette, rede for ofret, og underretter derpå Isak om Guds befaling, at ofre ham til et brændoffer. Han gentager Guds forjættelse for ham, som Gud flere gange havde forkyndt for ham, at han gennem Isak skulle blive til et stort folk, og at Gud ville opfylde denne forjættelse om end han adlød Guds befaling og tog hans liv; thi han var mægtig til at oprejse ham fra de døde.
Isak troede på Gud. Han havde lært ubetinget at adlyde sin fader, og han elskede og agtede sin faders Gud. Han kunne have modstået sin fader dersom han havde valgt at gøre det. Men efter at han kærlighedsfuldt havde omfavnet sin fader, tilstedte han at han bandt ham og lagde ham på vedet. Herrens engel havde betragtet Abrahams trofasthed på vejen til Morais bjerg, og medens faderens hånd er opløftet for at slagte sin søn, råber han til ham fra himmelen og siger. "Abraham, Abraham! og han sagde: se, her er jeg. Og han sagde: læg ikke din hånd på drengen, og gør ham intet; thi nu kender jeg at du frygter Gud, og har ikke sparet din søn, den eneste for mig."
"Da opløftede Abraham sine øjne, og så, og se, en væder bag ham hængte i busken ved sine horn; og Abraham gik og tog vædderen, og ofrede den til brændoffer i sin søns sted.
Abraham havde nu ædelmodig og fuldkommen bestået i prøven, og ved sin trofast forsonet sin fordums mangel på fuldkommen tillid til Gud, som ledte ham til at tage Hagar til hustru. Efter at Abraham således havde bevist at han nu har tillid til Gud, fornyer Gud sin forjættelse til ham: - "Og Herrens engel råbte til Abraham anden gang fra himmelen. Og han sagde: jeg har svoret ved mig, siger Herren, at fordi du giver det stykke, og ikke sparede din søn, din eneste. Derfor vil jeg velsigne dig stort, og meget mangfoldiggøre din sæd, som stjernerne på himmelen, og som sand, der er hos havets bredder; og din sæd skal eje sine fjenders port. Og udi din sæd skal alle folk på jorden velsignes: fordi du adlyd min røst."