Josef lyttede til sin faders undervisning og frygtede Herren. Han viste mere lydighed mod sin faders retfærdige forskrifter end nogen af sine brødre. Han gemte hans undervisning og elskede at adlyde Gud af et oprigtigt hjerte. Han bedrøvedes over nogle af sine brødres syndige opførsel, og formanede dem ydmygt til at leve et retfærdig liv og vende om fra sine ugudelige gerninger. Dette gjorde dem blot forbitrede på ham. Han hadede Synden så oprigtigt at han ikke kunne fordrage at se på deres overtrædelser. Han fortalte det til sin fader med håb om at hans autoritet kunne frembringe en reform. Hans brødre blev mere forbitrede på ham, da de mærkede at deres synder var blevet åbenbarede. De havde lagt mærke til sin faders store kærlighed for Josef og var misundelige på ham. Deres misundelse voksede til had og til sidst til mord.
Guds engel underviste Josef i drømme, som han i sin uskyldighed fortalte sine brødre: "Se, vi bandt neg ude på marken, og se, mit neg rejste sig op og blev stående, medens eders neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!« da sagde hans brødre til ham: »Vil du måske være vor konge eller herske over os?« Og de hadede ham endnu mere for hans drømme og hans ord."
Men han havde igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde: »Jeg har haft en ny drøm, og se, sol og måne og elleve stjerner bøjede sig for mig!« Da han fortalte sin fader og sine brødre det, skændte hans fader på ham og sagde: »Hvad er det for en drøm, du der har haft skal virkelig jeg, din moder og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?« Og hans brødre fattede avind til ham, men hans fader gemte det i sit minde.
Det syntes som Jakob betragtede sin søns drømme med ligegyldighed. Men Herren havde ofte undervist ham selv i drømme, og han troede at herren underviste Josef på samme måde. Han irettesatte Josef, for at hans misundelige brødre ikke skulle mærke hans virkelige følelser.
Jakobs sønner var hyrder, og vogtede sine hjorte hvor de kunne finde de bedste græsgange. De vandrede ofte i en stor afstand fra sin faders hus, idet de rejste fra sted til sted med kvæget, så at de ikke så sin fader flere måneder ad gangen. Han var ængstelig for dem, og sendte Josef for at se om de var vel. Med oprigtig interesse for sine brødre ledte Josef efter dem hvor hans fader formodede at han ville finde dem, men de var ikke der. En mand mødte ham da han vandrede hid og did på marken for at finde sine brødre og viste ham til Dotan. Dette var en lang rejse for Josef, men han udførte dem med glæde fordi han elskede sine brødre, og tillige ønskede at lette sin Faders ængstelige sind. Men han fik en dårlig løn for sin kærlighed til dem og sin lydighed mod sin fader.
Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de råd op om at dræbe ham Og sagde til hverandre: »Se, der kommer den drømmemester! Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en cisterne og sige, at et vildt dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans drømme!« Men da Ruben hørte det, ville han redde ham af deres hånd og sagde: »Lad os ikke tage hans liv!« Og Ruben sagde til dem: »Udgyd dog ikke blod! Kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!« Han ville nemlig redde ham af deres hånd og bringe ham tilbage til faderen.
Ingen mistanke opsteg hos Josef om det som ventede ham, og han nærmede sig til sine brødre med et glad hjerte, og hilste dem efter sin lange trættende rejse. Hans brødre tiltalte ham hårdt og stødende. Han fortalte dem sin ærinde, men de svarede ham ikke. Josef blev forfærdet over deres forbitrede øjekast. Frygt trådte i stedet for glæde, og han veg uvilkårligt tilbage af skræk fra deres nærværelse. De tog fat på ham med magt, og spottede over hans advarsler som han tidligere havde givet dem, og anklagede ham for at han fortalte sine drømme for at ophøje sig selv i deres faders tanker, for at han skulle elske ham mere end dem: De anklagede ham for hykleri. Medens de således udtalte sine hadefulde følelser regerede Satan i deres hjerter, og de havde ingen medlidenhed eller kærlighedsfølelse for deres broder. De afførte ham hans kjortel af adskillige farver som han havde på sig, der var et tegn på hans faders kærlighed, og som opvækkede deres misundelige følelser.
Josef var træt og sulten, men de gav ham hverken hvile eller spise. "De tog ham og kastede ham i cisternen; men cisternen var tom, der var intet vand i den." Men da Juda tænkte på Josef, som lå i graven og var udsat for at dø en langsom død af hunger, følte han uro. For en kort tid syntes han at være besat af en djævelsk galskab ligesom sine brødre. Men efter at de havde begyndt at udføre deres ugudelige planer mod den hjælpeløse, uskyldige Josef, følte nogle af dem stor uro. De følte ikke den tilfredshed som de tænkte at de ville føle ved at se Josef omkomme. Juda var den første til at udtrykke sine følelser. Han sagde til sine brødre: »Hvad vinder vi ved at slå vor broder ihjel og skjule mordet? Lad os hellere sælge ham til ismaeliterne og ikke lægge hånd på ham; han er jo dog vor broder, vort kød og blod!« Og hans brødre gik ind på forslaget. Da nu midjanitiske købmænd kom der forbi, trak de Josef op af cisternen. Og de solgte Josef til ismaeliterne for tyve sekel sølv, og disse bragte ham så til Ægypten."
At blive solgt som slave var en forfærdeligere tanke for Josef end dø. Han viste at han var i den største angst, og bønfaldt først en af sine brødre, derefter en anden, om medlidenhed. Nogle af deres hjerter blev rørte af medlidenhed, men de tav af frygt for de andres spot. Da mente alle at de havde gået for langt til at angre deres gerning; thi Josef kunne åbenbare det for deres fader, og han ville blive meget vred på dem, når han fik at vide at de havde behandlet hans højt elskede Josef således. De forhærdede sine hjerter imod hans jammerskrig, og ville ikke lytte til hans bønner om at lade ham gå for hans Faders skyld, men solgte ham som slave.
Ruben forlod sine brødre for at de ikke skulle vide noget om hvad han havde i sinde at gøre med Josef. Han rådede dem til at kaste ham i graven fordi han agtede at komme igen og tage ham til sin fader. "Og Ruben kom til graven igen, og se, Josef var ikke i graven; og han rev sine klæder. Og han kom tilbage til sine brødre og sagde: Drengen er ikke der, og jeg, hvor skal jeg gå? Hans brødre fortalte ham at de havde solgt Josef.
"Så tog de Josefs kjortel og dyppede den i blodet af en gedebuk, som de slagtede; og de sendte ærmekjortelen hjem til deres fader med det bud: »Den har vi fundet se efter, om det ikke er din søns kjortel!" De forårsagede deres faders stor smerte, da han forstillede sig hvilken voldsom død hans søn måtte have lidt idet han blev sønderrevet af vilde dyr. Hans sønner tænkte ikke at deres faders sorg ville blive så stor. Alle hans børn forsøgte at trøste ham, men han ville ikke lade sig trøste. Han erklærede for sine børn at han ville sørgende fare ned i graven til sin søn.
Josefs brødre smigrede sig selv med at de havde valgt en sikker vej til at forhindre opfyldelsen af Josef underlige drømme. Men Herren styrer begivenhedernes gang, og gjorde at Josefs brødres grusomme fremgangsmåde lede til opfyldelsen af de drømme som de arbejdede på at forhindre.
Josef følte stor kummer ved adskillelsen fra sin fader, og han blev mest bedrøvet ved at tænke på sin faders sorg. Men Gud lod ikke Josef gå ene til Ægypten. Engle beredte vejen for hans modtagelse. Potifar, en af Faraos betjente, og krigsøverste, købte ham af midianiterne. Og Herren var med Josef, og han gav ham lykke og gunst hos sin Herre, så at han overlod alt hvad han ejede til Josefs omsorg. "Og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den mad, han spiste." Det blev anset for en vederstyggelighed dersom en hebræer beredte spise for en ægypter.
Da Josef blev fristet til at forlade dydens sti, at overtræde Guds lov og vise utroskab mod sin Herre, modstod han bestemt, og hans svar til Potifars hustru er et vidnesbyrd om gudfrygtigheds forædlende kraft. Efter at have talt om sin herres store tillid til ham, idet han havde betroet ham alt hvad han havde, udråber han: "Hvorledes skal jeg gøre denne store ondskab, og synde imod Gud?" Han ville ikke lade sig overtale til at forlade retfærdigheds vej, og træde Guds lov under fødder, hverken ved tillokkelser eller trusler. Når han da blev anklaget og falsk beskyldt for en lav forbrydelse, så nedsank han ikke i fortvivlelse. I bevidstheden om sin uskyldighed og dyd satte han sin tillid til Gud. Og Gud, som hidtil havde understøttet ham, forlod ham heller ikke nu. Han blev bunden med lænker og kastet i et mørkt fængsel. Men Gud vendte end også denne ulykke til en velsignelse. Han gav ham nåde for fængslets forstander, og alle fangerne blev snart overgivet i Josefs hånd. Han er et eksempel for alle slægter som efter den tid havde levet på jorden. Om de end udsættes for fristelse, så bør de altid betænke at der er en beskyttelse nær, og at det er deres egen skyld, dersom de ikke blev bevarede. Gud er en nærværende hjælp og hans ånd er et skjold. Selv når de udsættes for de hårdeste fristelser, er der en kilde hvor de kunne få styrke til at modstå dem. Hvor hårdt var ikke dette angreb på Josefs moral? Dette kom fra en der havde indflydelse, som var bedst skikket til at forføre. Men han modstod øjeblikkelig og med udholdenhed. Han måtte lide for sin dyd og oprigtighed; thi den, dom ville forføre ham, hævnede sig selv på den dyd som hun ikke kunne omstyrte, og ved hendes indflydelse blev han kastet i fængsel og beskyldt for en lav forbrydelse. Således måtte Josef lide fordi han ikke ville vige fra retfærdighedens vej. Han have overgivet sin ære og interesse i Guds hånd, og selvom han tilstedte at han måtte lide en tid, for at berede ham til at beklæde en vigtig post, så bevarede han dog den ære som blev sværtet af en ondskabsfuld anklager, og lod den siden efter skinne desto klarere i sin egen gode tid. Gud gjorde end også fængslet et middel til hans ophøjelse. Dyd vil med tiden bringe sin egen belønning. Det skjold som dækkede Josefs hjerte var gudsfrygt. Den ledte ham til at vise Troskab og oprigtighed mod sin Herre, og troskab mod Gud. Han foragtede den utaknemmelighed som ville lede ham til at misbruge sin Herres tillid, om end hans Herre aldrig kunne få det at vide. Han kaldte Guds nåde til hjælp, og stred derpå mod fristeren. Han siger ædelt: "Hvorledes skal jeg gøre denne store ondskab og synde mod Gud?" Han vand sejr.
Vi behøver stærke og tilforladelige forsvarsmidler, som vi kunne stole på, blandt de mangfoldige snarer som omgiver os. Manges forråd af Guds nåde er så lidt i denne fordærvede tidsalder, at deres forsvar nedbrydes ved det første angreb, og de giver efter for stærke fristelser. Nådens skjold kan bevare enhver så at han ikke behøver at overvindes af fjendens fristelser, om end han omgives af de fordærveligste indflydelser. De som har et fast princip og en urokkelig tro på Gud kunne lyse med deres dydige og ædle karakter, og om end de omgives af det onde, behøver de dog ikke at efterlade nogen plet på deres dyd og retskaffenhed. Og dersom de, ligesom Josef, må lide under bagtalelse og falske beskyldninger, så vil dog Gud i sit forsyn styre det således at fjendens anslag forstyrres, og i sin tid ophøje dem ligeså meget højere som de til en tid blev nedsatte ved ondskabsfuld hævnsyge.
Den gerning, som Josef udførte i forbindelse med det mørke fængsels scener, var det som til sidst ophøjede ham til velstand og ære. Gud bestemt at han skulle samle erfaring gennem fristelser, og modgang, og lidelser, for at berede ham til at beklæde en ophøjet stilling.
Medens han var indesluttet i fængsel blev Farao vred på to af sine betjente, den øverste mundskænk og de øverste bager, og de blev sat i det fængsel hvor Josef var bundet. "Og hærføreren beskikkede Josef, at være med dem, og han betjente dem; og de var nogle dage i forvaring." Josef gjorde sit liv nyttigt endogså i fængslet. Hans eksemplariske opførsel, ydmyge fremgangsmåde og troskab, skaffede ham tiltro hos alle i fængslet som havde noget at gøre med ham. Han bortødslede ikke sin tid med at klage og knurre over sine anklagers uretfærdighed, som havde berøvet ham hans frihed. En morgen, da Josef bragte spise til kongens betjente, mærkede han at de så meget bedrøvede ud. Han spurgte venligt: "Hvorfor ser I så ilde ud i dag? Og de sagde til ham: vi drømte en drøm, og her er ingen som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: høre ikke udtydninger Gud til? Fortæl mig det dog!" Da fortalte mundskænken Josef sin drøm, hvilken han udtydede således, at mundskænken ville atter komme i nåde hos kongen, og give Faraos bæger i hans hånd ligesom tidligere. Mundskænken var fornøjet med udtydningen, og hans sind blev straks lettet.
Josef fortalt den øverste mundskænk at han om tre dage ikke mere ville være fange. Han følte meget taknemmelig til Josef for den interesse han havde vist for ham og den venlighed hvormed han havde behandlet ham; og allermest fordi han hjalp ham ved at udtyde hans drøm, da han var i så stor sjæleangst. Da minde Josef ham på en meget rørende måde om sit fangenskab, og bad ham: "Men tænk på mig hos dig, når det går dig vel, og gør da miskundhed mod mig, at du påminder Farao om mig, at han tager mig ud af dette hus. Thi jeg er hemmeligt stjålet af hebræers land; dertil har jeg og her ikke gjort noget, at de har sat mig ind i hulen." Da den øverste bager så at udtydningen var god, tog han mod til sig og fortalte også sin drøm. Da han havde fortalt den så Josef bedrøvet ud. Han forstod dens forfærdelige betydning. Josef besad et venligt, medlidende hjerte, men en dyb pligtfølelse ledte ham til at give en sandfærdig udtydning af den øverste bagers drøm, hvor sørgelig den end var. Han fortalte ham at de tre kurve på hans hoved mente tre dage; og ligesom han i drømmen så at fuglene åd det bagte brød af den øverste kurv, således skulle fuglene æde hans kød, når han blev hængt på et træ.
"Og se det skete på den tredje dag, den dag, som farao var født på, da gjorde han alle sine tjenere et gæstebud, og oplæste den øverste mundskænks navn, og den øverste bagers navn midt iblandt sine tjenere. Og han satte den øverste mundskænk til sit skænkeembede igen, og han rakte bægeret i Faraos hånd. Men den øverste bager lod han hænge, så som Josef havde udtydet ham. Og den øverste mundskænk tænkte intet på Josef, men glemte ham." Mundskænken syndede idet han viste utaknemmelighed. Efter at hans ængstelse var blevet lettet ved Josef opmuntrende udtolkning, besluttede han fast at erindre den fangne Josef, dersom han atter kom i nåde hos kongen, og talte om ham til kongen. Han så at drømmens udtydning blev nøjagtig opfyldt, men i sin velstand glemte han Josef, som var nedbøjet af besværligheder i fængslet. Gud betragter utaknemmelighed som en af de afskyeligste synder. Men selvom den er en vederstyggelighed for Gud og mennesker, så udøves den dog daglig.
To hele år måtte Josef endnu forblive i sit mørke fængsel. Herren gav Farao nogle mærkelige drømme. Om morgnen var kongen bekymret fordi han ikke kunne forstå dem. Han sammenkaldte spåmændene i Ægypten og alle de vise mænd. Kongen mente at de ville snart hjælpe ham at forstå disse drømme, fordi de havde ord for at kunne forklare vanskelige ting. Kongen fortalte dem sine drømme, men blev meget skuffet, da han fandt at de, med al deres magi og foregivne visdom, ikke kunne forklare dem. Kongens forvirring og ængstelse tog til. Da den øverste mundskænk så hans ængstelse kom han på engang i tanker om Josef, og tænkte tillige på sin forglemmelse og utaknemmelighed. "Da sagde overmundskænken til Farao: »Jeg må i dag minde om mine synder." Han fortalte kongen de drømme som han og den øverste bager havde haft, der havde ængstet dem, ligesom kongens drømme nu besværede ham, og sagde: "Der var hos os en hebræisk dreng, hærførerens tjener, og ham fortalte vi dem, og han udtydede os vore drømme; hver efter sin drøm udtydede han det. Og det skete ligesom han udtydede os det, så skete det; mig satte man i mit stede igen, og ham hængte man."
Det var ydmygende for Farao at vende sig bort fra spåmændene og de vise i sit rige til en hebræisk tjener. Men hans lærde og vise mænds kunst slog fejl, og han nedlader sig til at modtage en ydmyg slaves tjeneste, når blot hans besværede sind kan blive lettet.
"Da sendte Farao bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet klæder fremstillede han sig for Farao. Så sagde Farao til Josef: »Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den."
Josef svar til kongen viser hans stærke tro og ydmyge fortrøstning til Gud. Med ærbødighed fraskriver han sig al ære, og siger at han besidder ikke nogen overlegen visdom i sig selv til at udtyde kongens drøm. Han fortæller kongen at han har ikke større kundskab end de andre som han havde adspurgt: "Mig foruden skal Gud svare Farao godt." Gud alene kan udtyde disse hemmeligheder. "Da sagde Farao til Josef: »Jeg drømte, at jeg stod på Nilens bred; og se, op af floden steg der syv fede og smukke køer, som gav sig til at græsse i engen; efter dem steg der syv andre køer op, ringe, såre usle og magre, så usle dyr har jeg ikke set noget sted i Ægypten; og de magre og usle køer åd de syv første, fede køer; men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg."
"Men jeg sov atter ind og så i drømme syv fulde og gode aks skyde frem på et og samme strå; men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne aks frem, og de golde aks slugte de syv gode aks. Det fortalte jeg mine tegns udlæggere, men ingen kunne forklare mig det.«
“Da sagde Josef til Farao: »Faraos drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre. De syv gode køer betyder syv år; de syv gode aks betyder ligeledes syv år; det er en og samme drøm. Og de syv magre og usle køer, der steg op efter dem, betyder syv år, og de syv golde og vindsvedne aks betyder syv hungersnødsår."
Josef fortalte kongen at der ville komme syv år med stor overflod. Alting ville vokse med stor yppighed. Haver og marker ville afgive en større grøde end tidligere. Men syv hungers år skulle følge efter de syv overflødigheds år. Denne overflødighed gav Gud for at de kunne berede sig for de kommende hungers år. "Så man intet mærker til overfloden på jorden på grund af den påfølgende hungersnød; thi den bliver såre hård. Men at drømmen gentog sig to gange for Farao, betyder, at sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske. Men nu skulle Farao udse sig en indsigtsfuld og klog mand og sætte ham over Ægypten."
Kongen troende alt hvad Josef sagde. Han troede at Gud var med ham, og var overbevist om at Josef var bedst skikket til at være bestyrer af disse affærer. Han foragtede ham ikke fordi han var en hebræisk slave. Han så at han besad en ypperlig ånd. "Og Farao sagde til sine tjenere: »Hvor finder vi en mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?« Og Farao sagde til Josef: »Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette. kan ingen måle sig med dig i indsigt og kløgt; du skal forestå mit hus, og efter dit ord skal alt mit folk rette sig; kun tronen vil jeg have forud for dig.«.
Josef glemte ikke Gud selvom han blev ophøjet til en regent over hele landet. Han vidste at han var en fremmed i et fremmed land, adskilt fra sin fader og sine brødre, hvilket ofte bedrøve ham, men han var fast forsikret om at Guds forsyn havde styret hans skæbne, for at lade ham beklæde en vigtig post. Han forlod sig på Gud bestandig, idet han udførte alle sit embedspligter som regent over Ægyptens land med troskab. "Og landet bar i bugnende fylde i overflodens syv år; og Josef samlede al afgrøden i de syv år, i hvilke der var overflod i Ægypten, og bragte den til byerne; i hver by samlede han afgrøden fra markerne der omkring. således ophobede Josef korn i vældig mængde, som havets sand, indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle."
Josef rejste gennem hele Ægyptens land, og gav befaling at bygge uhyre forråds huse, og brugte sit klare hoved og sin ypperlige dømmekraft til at hjælpe til med forberedelserne for at bevare den spise som man behøvede i de lange hungers år. Til sidst endtes de syv overflødigheds år i Ægyptens land. "Da begyndte hungersnødens syv år, som Josef havde sagt; og der opstod hungersnød i alle lande, men i hele Ægypten var der brød. så hungrede hele Ægypten; og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle ægypterne: »Gå til Josef og gør, hvad han siger eder!« Og der var hungersnød over hele jorden. Da åbnede Josef for alle kornlagrene og solgte korn til ægypterne; men hungersnøden tog til i Ægypten."
Hungeren var streng i Kanaans land og Jakob og hans sønner begyndte at ængstes. Deres forråd af spise var næsten opbrugt, og de så fremtiden i møde med bekymring. De talte modløse med hverandre i henseende til at forsyne sine familier med mad. Hunger og mangel stirrede dem i øjnene. Til sidst hørte Jakob om hvor undrefuldt kongen af Ægypten havde samlet forråd; og at han var blevet overbevist af Gud i en drøm, syv år, før hungeren, om at samle forråd til de syv hungers år som ville følge, og at alle lande rejste til Ægypten for at købe korn. Og han sagde til sine sønner: »Hvad venter I efter?« Og han sagde: »Jeg hører, at der er korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i live og undgå døden!« Så drog de ti af Josefs brødre ned for at købe korn i Ægypten; men Jakob sendte ikke Josefs broder Benjamin med hans brødre, thi han tænkte, der kunne tilstøde ham en ulykke."
Jakobs sønner kom tilligemed store skare af købmænd som købte korn af Josef; "og de faldt ned for ham på deres ansigt til jorden." Josef kendte sine brødre, men han lod som han ikke kendte dem "og talte hårde ting med dem, og sagde til dem hvorfra kommer I? og de sagde: fra det land Kanaan, for at købe mad." "Og Josef kom de drømme i hu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I er spejdere, I er kommet for at bese, landet .."
De forsikrede Josef at deres eneste ærinde i Ægypten var at købe mad. Men Josef beskyldte dem atter for at de var spejdere. Han ønskede at vide om de endnu besad den samme hovmodige ånd som den gang han var hos dem; og han længtes efter at få underretning af dem om sin fader og Benjamin. De følte ydmygende i modgangens stund, og viste mere bedrøvelse end vrede over Josefs mistanke. De forsikrede ham at de ikke var spejdere, men en mands sønner; at de er tolv brødre; at den yngste er endnu hos Faderen, den ene er ikke til. Josef ønskede netop at høre om sin fader og Benjamin. Han lader som om han tvivler på deres historie sandhed, og siger at han vil prøve dem, og at de ikke skulle rejse fra Ægypten før end deres yngste broder kommer hid. Han forstår at holde dem i forvaring indtil en går bort og henter deres broder, for at prøve deres ord om de fare med sandhed. Hvis de ikke ville gå ind på dette, ville han behandle dem som spejdere.
Jakobs sønner var ikke villige til at gå ind på denne plan. Det ville medtage nogen tid før en kunne gå til faderen efter Benjamin, og deres familier ville lide mangel på mad. Og hvem kunne vel foretage denne rejse alene og forlade sine brødre i fængsel? Hvorledes kunne en ene møde sin fader? De så hans angst da han formodede at Josef var død, og han ville nu føle at alle hans sønner var ham berøvede. Josef overhørte dem medens de samtalede med hverandre på denne måde. De sagde videre: Måske vi må dø, eller blive slaver. Og dersom en går tilbage til vor fader efter Benjamin og bringer ham hertil, så kunne de også gøre ham til slave, og vor Fader vil visselig dø. De besluttede at blive og lide sammen hellere end at påføre deres Fader så stor sorg ved tabet af sin højt elskede Benjamin.
De tre forvaringsdage var dage fulde af bitter sorg for Jakobs sønner. De tænkte på deres skyldige opførsel, især deres grusomhed mod Josef. De vidste at dersom de blev overbeviste om at være spejdere, og ikke kunne bringe vidnesbyrd om sin uskyldighed, så måtte de alle dø, eller blive slaver. De betvivlede at nogen af dem kunne overtale deres fader til at lade Benjamin gå fra sig, efter at Josef, som han formodede, havde lidt så grusom død. De havde solgt Josef som en slave, og de frygtede for at Gud nu ville straffe dem, ved at lade dem blive slaver. Josef erindrer at hans fader og hans brødres familier måske led hunger. Han er nu overbevist om at de havde angret sin grusomhed mod ham, og at de på ingen måde ville behandle Benjamin således som de have behandlet ham.
Josef fremsætter et andet forslag for sine brødre: "Men den tredje dag sagde Josef til dem: gør dette, så skal I leve; jeg frygter Gud. Dersom i er redelige, da lad en af eders brødre bindes i eders forvarings hus; men farer I andre hen og fører det hjem, som i havde købt mod hunger for eders huse. Og hent eders yngste broder til mig, så skal eders ord tros, og I skal ikke dø." Vers 18-20. De enes om at gå ind på dette Josefs forslag men bemærke til hverandre at de har kun lidt håb om at deres fader vil lade benjamin gå med dem. De anklagede sig selv og hver andre i henseender til deres grusomhed mod Josef. "Da sagde de til hverandre: »Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor broder, da vi så hans sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne vånde!« Men Ruben tog til orde og sagde til dem: »Sagde jeg eder ikke dengang: forsynd eder ikke mod drengen! Men I ville ikke høre; se, nu kræves hans blod!« Således talte de. Men De vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved tolk; og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres øjne."
Josef valgte at binde Simon, fordi han var opfinderen formanden da hans brødre behandlede ham så grusomt. Derpå befalede han at hans brødre skulle forsynes rigelig med spise, og at man skulle give dem deres penge igen, hver i sin sæk. De begav sig på hjemrejsen med bedrøvelse. Og da en af dem åbnede sin sæk for at give sit æsel foder, fandt han sine penge, just ligesom han havde bragt dem til Josef. Han fortalte det til sine brødre, og de frygtede for t en nyt onde ville komme over dem; og de blev forskrækkede, og sagde til hver andre: "Hvorfor har Gud gjort os dette? Skulle vi betragte dette som et godt tegn fra herren, eller har han tilladt at dette sker for at straffe os for vore synder og styrte os endnu dybere i elendighed? De erkendte at Gud havde set deres synder og mærket deres misgerninger, og at han nu hjemsøgte dem for deres overtrædelser.
Da de kom til sin fader Jakob fortalte de alt som havde hændet sig, og sagde: "Manden, der er landets herre, talte os hårdt til og holdt os i forvaring, som var vi folk, der ville udspejde landet; men vi sagde til ham: vi er ærlige folk og ikke spejdere; vi var tolv brødre, sønner af en og samme fader; een er ikke mere, og den yngste er for tiden hjemme hos vor fader i Kana'ans land." De fortalte deres fader at han ville ikke tro deres ord, men sagde: "Derpå vil jeg kende, at I er ærlige folk: lad en af eder blive hos mig, og tag I andre korn til at stille hungeren i eders huse og drag hjem! Siden skal I bringe eders yngste broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er spejdere, men ærlige folk; så vil jeg udlevere eders broder til eder, og I kan frit rejse i landet.«
Da de kom til deres far Jakob fortalte de alt som havde hændet sig, og sagde: " Manden, der er landets herre, talte os hårdt til og holdt os i forvaring, som var vi folk, der ville udspejde landet; men vi sagde til ham: vi er ærlige folk og ikke spejdere; vi var tolv brødre, sønner af en og samme fader; een er ikke mere, og den yngste er for tiden hjemme hos vor fader i Kana'ans land." De fortalte deres fader at han ville ikke tro deres ord, men sagde: "Derpå vil jeg kende, at I er ærlige folk: lad en af eder blive hos mig, og tag I andre korn til at stille hungeren i eders huse og drag hjem! Siden skal I bringe eders yngste broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er spejdere, men ærlige folk; så vil jeg udlevere eders broder til eder, og I kan frit rejse i landet."
Da de tømte deres sække var enhvers penge i hans sæk, og de frygtede alle. Jakob var bedrøvet og sagde til dem: "I berøver mig mine børn: Josef er ikke til, og Simon er ikke til, og Benjamin vil I tage hen; det går alt sammen over mig." Ruben forsikrede sin fader at dersom han ville betro Benjamin til hans omsorg, ville han visselig bringe ham tilbage til sin fader; men hvis ikke så måtte han slå begge hans sønner ihjel. Denne ubetænksomme tale lettede ikke Jakobs sind: Han sagde: »Min søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en ulykke på den rejse, I har for, så bringer I mine grå hår ned i dødsriget med sorg!«
Jakobs ømme følelser klynget til Benjamin med al en moders kærligheds styrke. Han viser hvor dybt han følte tabet af Josef. Men hungeren trykkede Jakob og hans børn, og deres familie bad om mad. Jakob forlanger atter af sine sønner at de skulle gå til Ægypten for at købe mad. Juda forsikrer ham at de kunne ikke drage hen uden Benjamin er med dem; " thi manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit åsyn, medmindre eders broder er med!" Juda lovede sin Fader at han ville være ansvarlig for sin broder, at dersom han ville sende ham med dem ville de gå, og hvis han ikke bragte Benjamin tilbage, så ville han bære skyld derfor alle dage.
Han minder sin fader om at dersom de ikke havde tøvet, på grund af hans uvillighed til at sende Benjamin, så kunne de have været i Ægypten og tilbage igen. Jakob føler sig tvunget til at tillade sin Søn Benjamin gå med sine Brødre. Han sendte også en skænk til den som forestod regeringen, hvorved han håbede at få hans gunst. Og han befalede sine sønner at tage dobbelt penge med, og tillige bringe de penge tilbage som fandtes i deres poser, thi måske de var kommet deri ved en fejltagelse. Han siger til dem: "Og tag så eders broder og drag atter til manden!"
Han minder sin fader om at dersom de ikke havde tøvet, på grund af hans uvillighed til at sende Benjamin, så kunne de have været i Ægypten og tilbage igen. Jakob føler sig tvunget til at tillade sin Søn Benjamin gå med sine Brødre. Han sendte også en skænk til den som forestod regeringen, hvorved han håbede at få hans gunst. Og han befalede sine sønner at tage dobbelt penge med, og tillige bringe de penge tilbage som fandtes i deres poser, thi måske de var kommet deri ved en fejltagelse. Han siger til dem: "Og tag eders broder; og gør eder rede, fare igen til manden."
Da hans sønner var ved at forlade ham og gå på deres tvivlsomme rejse, stod deres gamle fader op, og medens han stod midt iblandt dem opløftede han sine hænder til himmelen. Han bønfaldt Herren om at gå med dem, og udtalte en nådig velsignelse over dem: "Gud den almægtige lade eder finde barmhjertighed hos manden, så han lader eders anden broder og Benjamin fare ? men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!"
"Så tog mændene deres gave og dobbelt så mange penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef." Da Josef så Benjamin med dem, kunne han næppe holde sine broderlige kærlighedsfølelser tilbage. Han befalede at gøre tilberedelser så at hans brødre kunne spise til middag med ham. Da de blev ført ind i Josefs hus frygtede de for at han ville kræve dem til regnskab for de penge som var kommet i deres poser. Og de tænkte at de måske med fortsæt var lagt der i den hensigt at anklage dem og gøre dem til slaver, og at de nu blev ført ind i Josef hus for at denne plan bedre kunne udføres. De forsøgte at blive venner med husholderen, og underrettede ham om at de havde fundet sine penge oven i posen og frygtede for at regenten, som havde behandlet dem så hårdt, ville anklage dem for overtrædelse i dette stykke. De fortalte husholderen at de havde bragt pengene tilbage, som de fandt i sine poser, med fuld vægt; og at de havde taget andre penge med sig til at købe mad for; og føjede til: "Vi ved ikke hvem der lagde vore penge i vore poser."
"Og han sagde: Fred være med eder, frygt ikke! »Vær ved godt mod, frygt ikke! Eders Gud og eders faders Gud har lagt en skat i eders sække ? eders penge har jeg modtaget!« Og han førte Simeon ud til dem." Mandens ord lettede deres sind, og de tænkte at Gud var i sandhed nådig imod dem som deres fader havde bedt ham at være.
Da Josef kom hjem gav hans brødre ham den skænk i deres faders navn, og de bøjede sig til jorden for ham. "Han hilste på dem og spurgte: »Går det eders gamle fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?« De svarede: »Det går din træl, vor fader, vel; han lever endnu!« Og de bøjede sig og kastede sig til jorden. Da han så fik øje på sin kødelige broder Benjamin, sagde han: »Er det så eders yngste broder, som I talte til mig om?« Og han sagde: »Gud være dig nådig, min søn!« Men Josef brød hurtigt af, thi kærligheden til broderen blussede op i ham, og han kæmpede med gråden; derfor gik han ind i sit kammer og græd der. Men da han havde badet sit ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!«.
Josef spiste ikke ved samme bord som sine brødre, thi ægypterne betragtede for en vederstyggelighed at spise brød med hebræerne. Josef satte sine brødre til bords ligesom det var skik når man kendte deres alder, idet han begyndte med den ældste, hvem førstefødselsretten tilhørte, og ordnede dem ned til den yngste, som om han var bekendt med deres alder. Hans brødre forundrede sig over denne handling, da de tænkte at han ikke kunne vide noget om deres alder.
Da han lod retterne bære frem for sine brødre, sendte han fem gange så meget til Benjamin som til de andre. Han lod dette, ikke alene for at vise sin agtelse for Benjamin, men for at forsøge dem om de nærede samme misundelige følelser mod Benjamin, som de havde næret mod ham. De tænkte at Josef forstod ikke deres sprog, og var fri til at samtale med hver andre i hans nærværelse. Josef havde således en god anledning til at blive bekendt med deres følelsers virkelige tilstand uden at de vidste det. Josef befalede atter at forsyne hans brødre med mad, så meget som de kunne føre, og lægge enhvers penge øverst i hans pose, og sin sølvskål i den yngstes pose. Da hans brødre var faret ud af staden, sendte Josef sin husholder efter dem for at indhente dem, og spørge hvorfor de betalte ondt for godt, idet de havde taget kongens sølvskål, hvorved han spåede, eller kunne fremskaffe hemmelige ting.
Konger og regenter havde en skål, som de drag af, hvilken man betragtede som et sikkert middel til at opdage om der var gift i deres drik. "Men de svarede: »Hvor kan min herre tale således? Det være langt fra dine trælle at gøre sligt! Se, de penge, vi fandt oven i vore sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans land ? hvorfor skulle vi da stjæle guld eller sølv fra din herres hus! Den af dine trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din herres trælle!« han svarede: »Vel, lad det blive, som I siger: den, bægeret findes hos, skal være min træl, men I andre skal være sagesløse!« Så skyndte de sig at løfte hver sin sæk ned på jorden og åbne den, og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og bægeret blev fundet i Benjamins sæk."
Ved denne opdagelse blev de alle meget forbavsede; og de sønderrev deres klæder, hvilket var skik når nogen var i stor elendighed. Benjamin var mere forbavset og forvirret end sine brødre. De vendte tilbage til staden bedrøvede og forfærdede. De tænkte at Guds hånd var imod dem på grund af deres tidligere synder. Efter deres egen dom var Benjamin skyldig til at dø, og de til at være slaver. De tænkte at det som deres fader frygtede for ville nu virkelig komme over dem. Et stort onde var kommet over hans højt elskede Benjamin.
Juda havde lovet at være ansvarlig for Benjamin. "Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, hvor han endnu var, kastede de sig til jorden for ham; men Josef sagde til dem: »Hvad har I gjort! ved I ikke, at en mand som jeg forstår sig på hemmelige kunster?« Josef fremsatte dette spørgsmål for at give sine brødre anledning til at bekende deres fordums fejl, så at deres virkelige følelser kunne åbenbares. Han sagde ikke at han havde evne til at spå, men var villig til at hans brødre måtte tro at han kunne læse deres livs skjulte gerninger. "Da sagde Juda: »Hvad skal vi svare min herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine trælles brøde! Se, vi er min herres trælle, både vi andre og han, bægeret fandtes hos!« Juda fortalte sine Brødre at Gud havde nu åbenbaret deres ondskab idet de solgte deres broder til Ægypten, og at han nu hjemsøgte dem for deres overtrædelser idet han også lod dem blive slaver.
Josef ville ikke beholde dem alle som slaver, således som Juda foreslog. "Men han svarede: »Det være langt fra mig at handle således; den, bægeret fandtes hos, skal være min træl, men I andre kan i fred drage hjem til eders fader." Juda talte med Josef afsides fra de andre, og fortalte ham hvor uvillig hans Fader var til at lade Benjamin gå med dem til Ægypten, og at han havde lovet at være ansvarlig for Benjamin, så at dersom han ikke bragte ham tilbage til sin Fader, måtte han bære skyld derfor alle dage. Han bad inderlige for sin Fader, og fortalte om hans sorg ved tabet af Josef, og at Benjamin var den eneste som var tilbage af den moder som hans fader elskede, og at hans fader ville dø dersom Benjamin forlod ham; thi hans sjæl var bundet til drengens sjæl. Derpå tilbød Juda ædelmodigt at være en slave i stedet for sin broder; thi han kunne ikke gå hjem til sin fader uden Benjamin var med ham. "Lad derfor din træl blive tilbage i drengens sted som min herres træl, men lad drengen drage hjem med sine brødre!"
Josef var tilfredsstillet. Han havde prøvet sine brødre, og havde fundet omvendelsens værdige frugter hos dem. Han var så dybt bevæget at han ikke længere kunne skjule sine følelser, og forlangte at være ene med sine brødre. Derpå lod han sine længe undertrykte følelser bryde frem, og græd højt. "Og Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min fader endnu?« Men hans brødre kunne ikke svare ham, så forfærdede var de for ham."
Hans brødre var så forbavsede at de ikke kunne svare ham. De kunne ikke tro at Ægyptens regent var deres broder Josef, som de havde hadet, og ville have myrdet, men til sidst nøjes med at sælge som slave. Deres onde opførsel mod deres broder var pinlig for deres erindring, idet den kom frem for dem, og især hans drømme som de havde foragtet, og hvis opfyldelse de havde stræbt så hårdt at forebygge. De havde udført deres part i at opfylde disse drømme. De havde gentagne gange bøjet sig for Josef, i overensstemmelse med hans drøm. Og nu stod de for ham med forbavselse, som skyldige.
Da Josef så sine brøders forvirring, sagde han til dem: "Kom dog hid til mig, og de ´gik frem; og han sagde: jeg er Josef eders broder, den I solgte til Ægypten." Vers 4. Med ædelmodighed søgte han at gøre dette møde så let for sine brødre som muligt. Han ønskede ikke at forhøje deres bestyrtelse ved at irettesætte dem. Han følte at de havde lidt nok for deres grusomhed mod ham; og han stræbte at trøste dem. Josef sagde til dem: "Bekymrer eder nu intet, og lad det ikke mishage for eders øjne, at I solgte mig hid; thi at I skal blive holdet ved live, har Gud sendt mig hid for eder. Thi nu har der været to år hunger i landet; og endnu er fem år, i hvilken der skal ikke være pløjning, eller høst. Men Gud har sendt mig for eder, at lade eder blive tilovers i Landet, og lade eder blive til en stor velsignelse. Og nu, ikke i har sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans hus, og en Hersker i alt Ægyptens land. Skynd eder, og drag op til min fader; og I skal sige ham: så siger din søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke. Og du skal bo i Gosen land, og være nær hos mig, du og dine børn, og dine børnebørn; og dit kvæg, og dine okser, og alt det du har. Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er fem år hunger: på det skal ikke fordærvet af armod, du og dit hus, og alt det som dig hører til. Og se eders øjne se, og min broders Benjamins øjne, at jeg taler mundtlig til eder. Og I skal forkynde min fader i al herlighed i Ægypten, og alt det som I har set; og skynd eder, og lad min fader komme med."
Med ydmyghed bekendte de deres synd mod Josef, og bad ham om tilgivelse, og glædede sig meget ved at se han endnu var i live; thi de havde lidt meget samvittighedsnag og havde stor bekymring i deres hjerte siden de var så grusomme imod ham. Nu lettes deres bekymrede hjerter ved at erfare de ikke var skyldige i hans blod.
Josef tilgav sine brødre med glæde, og sendte dem hjem velforsynet med mad og vogne og enhver ting som var nødvendig for at flytte deres faders og deres egne familier til Ægypten. Josef gav sin broder Benjamin mere værdifulde gaver end sine andre brødre. Da han sendt dem bort, formanede han dem og sagde: "Kives ikke på vejen." Han frygtede for at de skulle komme i trætte og lægge skylden på hverandre for deres grumme adfærd imod ham. De drog tilbage til deres fader med glæde, og forkyndte ham disse underlige ting, og sagde: »Josef lever endnu, og han er hersker over hele Ægypten.« Men hans hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres fader Jakobs ånd atter; og Israel sagde: »Det er stort, min søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!«
Jakobs sønner gjorde derpå ydmyge bekendelser for deres fader om deres ondskabsfulde opførsel mod Josef. Jakob havde ikke tænkt at hans sønner var skyldige i sådan grusomhed. Men han så at Gud havde vendt dette til det gode, og han tilgav og velsignede sine fejlende sønner. Han begav sig på vejen med hjertelig glæde, og da han kom til Beershaba ofrede han slagtoffer med taknemmelighed, og bad om Guds velsignelse, og om at Gud ville lade ham vide om han havde behag i at drage til Ægypten. Jakob ønskede at få et vidnesbyrd fra Gud at han ville gå med dem. "Da sagde han: »Jeg er Gud, din faders Gud, vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort folk der; jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne!«
Josefs møde med sin fader var meget rørende. Josef stod af sin vogn, og løb til fods for at møde sin fader, og omfavnede ham, og de græd med hinanden. Derpå udtrykte Jakob sin villig til at dø, efter at han havde set sin søn Josef, hvem han så længe havde begrædt som død.
Josef rådede sine brødre at fortælle Farao ligefrem at de var hyrder, når han ville spørge om deres beskæftigelse, selvom ægypterne anså denne bestilling for nedværdigende. Josef elskede retfærdighed og frygtede Gud. Han ønskede ikke at hans brødre skulle udsættes for fristelser, derfor ville han ikke have dem i kongens særdeles tjeneste blandt hoffets afguderiske og fordærvelige indskydelser. Når de fortalte kongen at de var hyrder så ville han ikke søge at sætte dem i sin tjeneste, eller ophøje dem til æres profeter for Josefs skyld. Josef valgte Gosen som en passende plads, forsynet med vand og gode græsgange. Her kunne de også tilbede Gud uden at forstyrres af de ceremonier som blev brugt ved Ægyptens afgudsdyrkelse. Israelitterne boede i landet rundt omkring Gosen indtil Gud udsøgte sit folk af Ægypten med mægtige tegn og underfulde gerninger.
Josef førte Jakob frem for Farao og fremstillede sin ærværdige Fader for kongen. Jakob velsignede Farao for hans udviste venlighed mod sin søn Josef. "Farao spurgte Jakob: »Hvor mange er dine leveår?« Jakob svarede ham: »Min udlændigheds år er 130 år; få og onde var mine leveår, og ikke når de op til mine fædres år i deres udlændigheds tid."
Jakob fortalte kongen at hans livs dage havde været få og onde; det er: han havde set meget besværlighed, og lidt meget ond, hvilket havde forkortet hans dage. Jakobs liv havde ikke været blidt og fredeligt. Hans Hustruers skinsyge havde frembragt meget ondt. Nogle af hans børn havde bedrøvet ham og gjort hans liv meget bittert. Men de sidste år af Jakobs liv var mere fredelige. Hans sønner havde forbedret deres opførsel.
Da Jakob var nær ved at dø forsamledes hans børn omkring ham for at modtage hans velsignelse, og for at lytte til hans sidste advarsler og råd. Han tilgav sine børn al deres usømmelige opførsel, og deres ondskabsfulde adfærd mod Josef, som havde forvoldt ham så mange års bedrøvelse, idet han havde tænkt på hans formodede, forfærdelige død. Herrens Ånd hvilede på ham, medens han talte med sine børn for sidste gang, og han ytrede profetier om dem som nåede langt ind i fremtiden. Medens han var under Åndens indflydelse åbnede han deres forbigået liv for dem og deres fremtidige historie, og åbenbarede Guds planer med hensyn til dem. Han viste dem at Gud på ingen måde ville sanktionere grusomhed eller ondskab. Han begyndte med den ældste. Selvom Ruben ikke havde nogen del i at sælge Josef, så havde han dog syndet bedrøveligt førend dette skete. Hans handlemåde var fordærvelig; thi han havde overtrådt Guds lov. Jakob udtalte en profeti om ham: "Ruben, du er min førstefødte, min styrke og min mandskrafts første, ypperst i højhed, ypperst i kraft! du skummer over som vandet, men du mister din forret; thi du besteg din faders leje skændigt handlede du da han besteg mit leje!"
Derpå profeterede han om Simon og Levi, som bedrog Sikemiterne og ødelagde dem på en meget grusom og hævngerrig måde. De var også mest skyldige i Josef ulykke. "Simeon og Levi, det broder par, voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min sjæl ej møde, i deres forsamling tager min ære ej del; thi i vrede dræbte de mænd, egenrådigt lamslog de okser. forbandet være deres vrede, så vild den er, deres hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!"
Således talte Jakob profetiske ord for sine sønner, og fremstillede for dem hvorledes Gud betragtede deres voldsgerninger, og at han ville straffe dem for deres synder. Hans profetiske ord om de andre sønner var ikke så mørke.
Angående Juda var Jakobs profeti meget glædelig. Han så århundreder ind i fremtiden til Kristi fødsel, og sagde: "Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal folkene lyde."
Jakob forkyndte en glædelig fremtid for de fleste af sine sønner. Især ytrede han skønne og glædelige ord om Josef: " Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren. bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør angreb på ham, men hans bue er stærk, hans hænders arme rappe; det kommer fra Jakobs vældige, fra hyrden, Israels klippe." "Din faders velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre!"
Jakob var en kærlig fader. De ord som han ytrede til sine børn talte han ikke fordi han nærede uforsonlige følelser imod dem for deres fejltrin. Han havde tilgivet dem han elskede dem til det sidste. Han sørgede dybt over tabet af Josef, og da Simeon blev tilbage i Ægypten viste han sorg, og udtrykte sit ængstelige ønske om at hans børn måtte komme lykkelig tilbage fra Ægypten med deres broder Simeon. Han nærede ingen hævngerrige følelser mod sine sørgende børn. Men Gud opløftede Jakobs sind over hans naturlige følelser ved profetiens ånd. I hans sidste timer var Guds engle rundt omkring, ham, og Guds nådes kraft skinnede på ham. Hans faderlige følelser ville have ledt ham til at fremføre blot kærlige og ømme udtalelser i sine sidste vidnesbyrd. Men under indflydelsen af Guds Ånd udtalte han sandheden, selvom den var smertelig.
Efter Jakobs død blev Josefs brødre fyldt med angst og bekymring. De tænkte at Josef havde skjult sin hævnlyst og agtelse for deres fader; og nu efter at han var død ville han hævne sig for den onde behandling han havde lidt af dem. "Da Josefs brødre så, at deres fader var død, sagde de: »Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!« Derfor sendte de bud til Josef og sagde: »Din fader pålagde os før sin død at sige til Josef: tilgiv dog dine brødres brøde og synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din faders Guds tjenere deres brøde!« Da græd Josef over deres ord til ham. Siden kom hans brødre selv og faldt ham til fode og sagde: »Se, vi vil være dine trælle!« Da sagde Josef til dem: »Frygt ikke, er jeg vel i Guds sted? I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange folk i live; frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders kvinder og børn!« Således trøstede han dem og satte mod i dem."
Josef kunne ikke udholde den tanke at hans brødre som han hjertelig elskede skulle tænke at han nærede hævngerrige følelser imod dem.
Josef er et forbillede på Kristus. Jesus kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Han blev forkastet og foragtet fordi hans gerninger var retfærdige og hans gudfrygtige, selvfornægtende liv var en stadig irettesættelse for alle som bekendte sig til fromhed, men levede i synden. Josefs retskaffenhed og dyd blev hårdt angrebet: men den som ville forføre ham kunne ikke overvinde ham. Derfor hadede hun den retskaffenhed og dyd som hun ikke kunne fordærve, og var falsk vidnesbyrd imod ham. Den uskyldige led for sin retfærdigheds skyld. Han blev kastet i fængsel på grund af sin dyd. Josef blev solgt til sine fjender af sine egne brødre for en lille pengesum. Guds søn blev solgt til sine bitreste fjender af sin egen discipel. Jesus var sagtmodig og hellig. Hans liv er uden lige i henseende i selvfornægtelse, godhed og hellighed. Han var uskyldig – uden nogen synd. Dog havde man lejet falske vidner til at vidne imod ham. Han blev hadet fordi han trolig havde irettesat menneskene for deres synd og fordærvelse. Josefs brødre afførte ham hans kjortel af mange farver. Jesu bødler kastede lod om hans kjortel, som var uden søm.
Josefs brødre besluttede at dræbe ham, men nøjedes til sidst med at sælge ham som en slave, for at han ikke skulle blive større end de. De mente at de havde fået ham hen på et sted hvor de ikke mere ville blive besværede med hans drømme, og hvor det var umuligt at de kunne blive opfyldte. Men Gud styrede følgerne af denne fremgangsmåde således, at den blev et middel til at fremføre det, som de besluttede at den skulle forhindre – at han skulle herske over dem.
Ypperstepræsterne og ældste var misundelige på Kristus idet de frygtede for at han ville drage folkets opmærksomhed bort fra dem til sig selv. De vidste at han gjorde større gerninger end de nogensinde havde gjort eller kunne gøre; og de vidste at dersom det blev ham tilladt at vedblive at lære folket, så ville han få højere autoritet end de havde, og måske blive jødernes konge. De blev enige om at forebygge dette ved at gribe ham hemmeligt og leje falske vidner imod ham for at de kunne fordømme og ihjelslå ham. De ville ikke tage imod ham som deres konge, men råbte: korsfæst ham! Korsfæst ham! Jøderne mente at når de dræbte Kristus, så kunne de forhindre at han blev konge. Men idet de slog Guds Søn ihjel blev det netop udført, som de søgte at forhindre. Josef blev en frelser for sin faders familie idet hans brødre solgte ham til Ægypten. Dog formindskede dette ikke hans brødres synd. Idet Kristi fjender korsfæstede ham blev han menneskeslægtens forløser, den faldne slægts frelser og hele verdens fyrste. Men hans fjenders forbrydelse var lige så strafskyldig som om Guds forsyn ikke havde styret begivenhederne til sin egen herlighed og menneskenes bedste.
Josef vandrede med Gud. Han ville ikke lade sig overtale hverken ved tillokkelser eller trusler til at afvige fra retfærdighedens sti og overtræde Guds lov. Og da han blev kastet i fængsel og måtte lide på grund af sin uskyldighed, så var han det med sagtmodighed uden at knurre. Hans selvbeherskelse, tålmodighed under modgang og standhaftige troskab er nedskrevet til gavn for alle som siden skulle leve på jorden. Da Josefs brødre bekendte deres synd for ham, tilgav han dem villigt, og viste ved sin kærlighed og godgørenhed at han ikke nærede hævngerrige følelser for deres fordums grusomme opførsel imod ham. Jesus var verdens frelser. Hans liv var et mønster på godgørenhed, hellighed og godhed. Dog blev han foragtet og forhånet, bespottet og hadet, af ingen anden grund end for sit retfærdige liv, som var en bestandig irettesættelse for synden. Hans fjender hvilede ikke førend de fik ham i sin magt og førte ham frem til en forsmædelig død. Han døde for den skyldige slægt, og tilgav sine mordere med sagtmodighed medens han led de grusomme pinsler. Han stod op fra de døde, opsteg fra sin fader, fik al magt og autoritet, og kom tilbage til jorden igen for at meddele den til sine disciple. Han gav gaver til menneskerne. Enhver angergiven sjæl, som nogensinde har søgt ham og bekendt sine synder for ham, har han taget til nåde og villigt tilgivet dem. Og dersom de forbliver tro, så vil han ophøje dem til sin trone og give dem del i den arv som han har erhvervet med sit eget blod.
Israels børn var ikke slaver. De havde aldrig solgt deres kvæg, deres lande og sig selv til Farao for mad, som mange af ægypterne havde gjort. De var blevet tilstået et stykke land hvor de kunne bo, med deres hjorte og kvæg, på grund af den tjeneste som Josef havde gjort for riget. Farao påskønnede sin visdom i ledelsen af alle ting i forbindelse med riget, især for forberedelsen af de mange års hungersnød, som kom over Ægyptens land. Han følte at hele riget stod i gæld for deres velstand, på grund af Josefs ledelse; og, som tegn på sin taknemmelighed sagde han til Josef: "Ægypten står til din rådighed, lad din fader og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan tage ophold i Gosens land; og hvis du ved, at der er dygtige folk iblandt dem, kan du sætte dem til opsynsmænd over mine hjorde!" "Men Josef lod sin fader og sine brødre bosætte sig og gav dem jordegods i Ægypten, i den bedste del af landet, i landet Rameses, som Farao havde befalet. Og Josef forsørgede sin fader og sine brødre og hele sin faders hus med brød efter børnenes tal."
Ægyptens konge pålagde ikke Josefs fader og brødre nogen skat, og Josef fik lov til at give dem gavmildt af mad. Kongen sagde til sine herskere: Er vi ikke i gæld til Josefs Gud, til ham, for denne gavmilde forsyning af mad? Var det ikke på grund af hans visdom, at vi har det så overmådeligt? Medens andre lande går til, har vi nok! Hans ledelse er beriget dette rige stærkt.
"Imidlertid døde Josef og alle hans brødre og hele dette slægtled. Men israelitterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at landet blev fuldt af dem. Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; og han sagde til sit folk: »Se, Israels folk bliver tal rigere og stærkere end vi. Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os så vi til sidst må forlader landet!«
Denne nye ægypterkonge lærte at Israels børn var til stor tjeneste for riget. Mange af dem var duelige og forstående arbejdsfolk, og han ville ikke miste deres arbejde. Denne nye konge satte Israels børn i klasse med slaver, som havde solgt deres kvæg, deres hjord, deres lande og sig selv til riget. "Så satte man fogeder over dem til at plage dem med trællearbejde, og de måtte bygge Forråds byer for Farao: Pitom og Ra'amses. Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så ægypterne fik rædsel for israelitterne. Og ægypterne tvang israelitterne til trællearbejde. Og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og alle hånde markarbejde, ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for sig." De tvang deres kvinder til at arbejde på markerne, som om de var slaver. Alligevel blev der ikke mindre af dem. Idet kongen og hans herskere så at de hele tiden blev flere, rådførte de sig med hinanden, at tvinge dem til at udrette en vis del arbejde hver dag. De ville underlægge dem med hårdt arbejde, og blev vrede over at de ikke blev mindre i antal, og fortrenkte deres selvstændighed.
Og fordi de ikke fulgte deres fortsæt, forhærdede deres hjerter til at gå endnu længere. Kongen befalede at drengebørn skulle dræbes lige så snart som de blev født. Satan var bevægelsesmand i disse sager. Han vidste at en udfrier blev oprejst iblandt hebræerne, der befrier dem fra undertrykkelse. Han tænkte at hvis han kunne bevæge kongen til at udslette drengebørn, ville Guds hensigt blive forpurret. Kvinden frygtede Gud, og gjorde ikke som ægypterkongen havde befalet dem, men lod drengebarnet leve. Kvinden turde ikke dræbe hebræerbørnene; og fordi de ikke adlød kongens befaling, var Herren med dem. Da ægypterkongen blev informeret om at hans befaling ikke blev adlydt, blev han meget vred. Han gjorde sin befaling mere indtrængende og omfattende. Han pålagde alle sine folk at holde nøje øje og sige: "Hver søn der fødes skal I kaste i floden, og hver datter skal I lade leve."