Den 20. november 1855 kom Herrens ånd pludseligt og mægtigt over mig, medens jeg bad og jeg blev taget bort i et syn. Jeg så, at Herrens ånd havde været ved at uddø i menigheden. Herrens tjenere har stolet for meget på de stærke argumenter og har ikke haft den faste tillid til Gud, som de skulle have. Jeg så, at sandhedens argumenter alene ikke vil bevæge sjæle til at slutte sig til levningen af Guds folk, for sandheden er upopulær. Guds tjenere må have sandheden i sjælen. Engelen sagde: "De må modtage den varm fra herligheden, bære den i deres hjerte og med sjælens varme og alvor udøse den til den, der hører." Nogle få, som er samvittighedsfulde, er beredte til at lade sig overbevise af bevisernes vægt; men mange er det umuligt at overbevise blot med sandhedens teori. Sandheden må være ledsaget af en kraft, et levende vidnesbyrd, som bevæger dem.
Jeg så, at fjenden er travlt beskæftiget med at ødelægge sjæle. Ophøjelse er kommet ind i rækkerne; der må være mere ydmyghed. Der er for meget af en selvstændighedens ånd rådende iblandt sendebudene. Denne må aflægges og Guds tjenere må slutte sig sammen. Der har været for meget af den ånd, der spørger: »Skal jeg vogte min broder?« Engelen sagde: "Ja, du er din broders vogter. Du bør have en vågen omhu for din broder, interessere dig for hans velfærd og nære en god og kærlig ånd over for ham. Slut jer sammen, slut jer sammen!" Guds hensigt var, at menneskene skulle være åbenhjertige og ærlige, naturlige, sagtmodige, ydmyge og ukunstlede. Dette er himmelens princip; Gud ordnede det således. Men det stakkels, skrøbelige menneske fandt på noget andet at følge sin egen vej og ned omhu tage sig af sine egne egoistiske interesser.
Jeg spurgte engelen, hvorfor denne ukunstlethed var forsvundet i menigheden, medens stolthed og ophøjelse var kommet ind. Jeg så, at dette er grunden til, at vi næsten er blevet overladt i fjendens hånd, Engelen sagde: "Se til og du vil finde, at denne følelse råder: "Skal jeg vogte min broder?" Han sagde videre: "Du er din broders vogter. Din bekendelse og din tro kræver, at du fornægter dig selv og bringer ofre for Gud, ellers vil du være uværdig til et evigt liv; for det blev købt til dig for en høj pris, nemlig for Guds elskede søns sjælekval, hans lidelse og hans blod."
Jeg så, at mange på forskellige steder både i øst- og i veststaterne føjede landejendom til landejendom, jord til jord og bygning til bygning og de påberåber sig Guds sag til undskyldning, idet de siger, at de gør dette for at kunne hjælpe sagen. De binder sig så fast, at de kun kan gøre sagen ringe nytte. Nogle køber et stykke jord og arbejder med al deres kraft for at kunne betale det. Deres tid er så optaget, at de kun har få stunder til at bede, til at tjene Gud og opnå kraft fra ham til at overvinde deres skødesynder. De er i gæld og når sagen trænger til deres støtte, kan de ingen hjælp yde, fordi de først må afvikle gælden. Men så snart de er gældfri, ligger det dem fjernere at hjælpe sagen, end det gjorde før, idet de på ny indvikler sig i forpligtelser ved at forøge deres ejendom. De smigrer sig med, at denne fremgangsmåde er rigtig, at de vil anvende udbyttet til at fremme Guds sag, medens de faktisk samler sig skatte hernede. De elsker sandheden med deres mund, men ikke med deres gerning. De elsker sandheden netop så meget, som deres gerninger viser. De elsker verden mere og Guds sag mindre; tiltrækningen til jorden bliver stærkere og tiltrækningen til himmelen svagere. Hvor deres skatte er, der er også deres hjerter. Ved deres eksempel siger de til deres omgivelser, at de har i sinde at forblive der og at denne verden er deres hjem. Engelen sagde: "Du er din broders, vogter."
Mange har påtaget sig unødige udgifter udelukkende for at opfylde deres ønsker og tilfredsstille smagen og øjet, når sagen netop trængte til de således anvendte midler og når nogle af Guds tjenere var dårligt klædt og var hæmmet i deres, arbejde af mangel på midler. Engelen sagde: "Deres tid til at virke vil snart være forbi. Deres gerninger viser, at jeget er deres afgud og den ofrer de til." Jeget må først tilfredsstilles; deres tanke er: "Skal jeg vogte min broder?" Mange har fået den ene advarsel efter den anden, men de agtede ikke på den. Jeget er hovedsagen og det må alting føje sig efter.
Jeg så, at selvfornægtelsens og opofrelsens ånd er næsten forsvundet fra menigheden; man giver selvet og egeninteressen den første plads og derefter gør man for sagen, hvad man synes, at man lige så godt kan gøre som undlade at gøre. Jeg så, at et sådant offer er lydefuldt og uantageligt for Gud. Alle burde være interesserede i sagen og gøre deres yderste for at fremskynde den. Jeg så, at de, som ikke besidder ejendom, men som har legemlige kræfter, er ansvarlige for disse over for Gud. De bør være ivrige i arbejdet og brændende i ånden; de bør ikke overlade al opofrelse til dem, der har ejendom. Jeg så, at de kan bringe ofre og at de bør gøre det lige så vel som de, der har ejendom. Men det er ofte sådan, at de, der er uden midler, ikke forstår, at de kan fornægte sig selv på mange måder, at de kan anvende færre penge på deres egne legemer og til tilfredsstillelse af smag og lyst og at de kan spare meget til sagen og således samle sig en skat i himmelen.
Jeg så at det var således: "Fra aften til aften, skal I helligholde jeres sabbat." Englen sagde: Tag Guds ord, læs det, forstå det og I kan ikke fare vild. Læs omhyggeligt og I skal finde hvad aften er og hvornår den er." Jeg spurgte englen om Guds misbilligelse havde været over hans folk for den måde de begyndte sabbaten på. Jeg blev vist tilbage til sabbatens opkomst og fulgte Guds folk op til denne tid, men kunne ikke se at Herren var mishaget, eller misbilliget over den. Jeg forhørte mig hvorfor det kunne være således, at vi på den sidste dag måtte ændre tidspunktet for sabbatens begyndelse. Englen sagde: "I vil forstå, men ikke endnu, ikke endnu." Englen sagde: "Hvis lys kommer og det lys tilsidesættes eller forkastes, da kommer Guds domfældelse og misbilligelse; men før lyset kommer, er der ingen synd, der er intet lys for dem at forkaste." Jeg så at det var i nogles tanker, at Herren havde vist at sabbaten begyndte klokken seks, medens jeg kun havde set at den begyndte om "aftnen" og det var ud fra det at aften var ved sekstiden. Jeg så at Guds tjenere måtte drage nærmere og stå sammen.
Jeg fik vist historien om Stephenson og Hall fra Wisconsin. Jeg så medens vi var i Wisconsin, i juni 1854, at de var overbevist om at synerne var fra Gud; men de undersøgte dem og målte sig med deres synspunkter om Den-kommende-tid og fordi de ikke var enige med synerne ofrede de synerne til fordel for Den-kommende-tid. Og under deres østlige rejse, sidste forår, var de begge forkerte og lumske. De havde snublet over Den-kommende-tid og de er villig til at gøre hvad som helst for at skade the Review; dets venner måtte være vågne og gøre hvad de kan for at redde Guds børn fra bedrag. Disse mænd er forenet med et lyvende og fordærvet folk. De har haft vidnesbyrd af dette. Og da de bekendte sympati og enhed med min mand, bed de (særlig Stephenson) som en hugorm bag hans ryg. Selv om deres ord var pæne om ham, ophidsede de hele Wisconsin-området mod the Review og dets ledere. Stephenson var særlig arkiv i den sag. Deres mål havde været at få the Review til at udgive Den-kommende-tid teologien, eller at ødelægge dets indflydelse. Om medens min mand åbenhjertet og troskyldig, søgte måder at fjerne deres skinsyge på og rent ud sagt åbnede op for deres forehavende og prøvede at hjælpe dem, var de ude på ondt og så alt med et skinsygt øje. Engelen sagde, da jeg beskuede dem: "Tror I, svage mennesker, at I kan blive i Guds arbejde? Svage mennesker: En berøring med hans finger kan slå jer til jorden. Han vil tillade jer det en lille stund endnu."
Jeg blev vist tilbage til adventlærens begyndelse og endda før den tid og jeg så at der ikke havde været en parallel til det bedrag, fejlfremstilling og falskhed som havde været udøvet af the Messenger partiet, eller sådan en forening af fordærvede hjerter under et religionens påskud. Nogle oprigtige hjerter har været påvirket af dem og konkluderet at de i det mindste må have nogle grunde for deres påstande og anset dem for at være ude af stand til at udtale så grelle falskheder. Jeg så at noget sådant ville have vidnesbyrd af sandhed til disse sager. Guds menighed burde bevæge sig ligefrem, som om der ikke var sådanne mennesker i verden.
Jeg så at afgjorte bestræbelser skulle gøres for at vise dem, som er ukristne i deres liv, deres fejl og hvis de ikke fornyer sig, burde de blive adskilt fra det dyrebare og hellige, så Gud kan have et pænt og rent folk, som han kan glæde sig ved. Vanær ham ikke, ved at forbinde de rene med de urene.
Jeg fik vist nogle der kom fra øststaterne til veststaterne. Jeg så at det ikke skulle være deres mål, som forlader øststaterne til fordel for veststaterne at blive rige, men at vinde sjæle for sandheden. Englen sagde: "Lad dine gerninger vise at det ikke er for ære, eller for at vinde rigdomme på jorden, at I er flyttet til veststaterne, men for at fremholde og ophøje sandheds standard." Jeg så at dem, som flytter til veststaterne skulle være som mennesker der venter på deres Herre. Englen sagde: "Vær et levede eksempel for dem i veststaterne. Lad dine gerninger vise at I er Guds særlige folk og at I har et særligt arbejde, ved at give det sidste nådebudskab til verden. Lad jeres gerninger vise for dem omkring jer at denne verden ikke er jeres hjem" Jeg så at dem som har indviklet sig selv var ved at bryde fjendens snare og gå frit. Sammel ikke rigdomme på jorden, men vis ved jeres liv at I samler rigdomme i himlen. Hvis Gud har kaldt på jer i veststaterne, har han et arbejde, et ophøjet arbejde, for jer at gøre. Lad jeres tro og erfaring hjælpe dem, som ikke har en levende erfaring. Lad ikke tillokkelsen være rettet mod denne ringe og mørke plet af en verden, men lad den være vendt opad mod Gud, ære og himlen. Lad ikke ejendommenes bekymringer og forvirringer optage jeres sind, men I kan med sikkerhed tænke på Abrahams gård. Vi er arvinger til denne udødelige arv. Vend jeres hengivenhed fra jorden og dvæl ved himmelske ting.
Jeg så, at der hviler et stort ansvar på forældre. De må ikke lade sig lede af deres børn, men må lede disse. Jeg blev henvist til Abraham. Han var tro i sit hus. Han bød sin husstand efter sig og dette blev ihukommet hos Gud. Han var trofast i sit hus. Derpå blev jeg henvist til Eli. Han optugtede ikke sine børn og de blev onde og slette og førte Israel på vildspor ved deres ugudelighed. Da Herren havde fortalt Samuel om deres synder og om den forbandelse, der ville følge, fordi Eli ikke holdt den i ave, sagde han, at deres synder aldrig i evighed skulle sones ved slagtoffer eller afgrødeoffer. Da Samuel fortalte, hvad Herren havde vist ham, føjede Eli sig deri og sagde: »Han er Herren; han gøre, hvad han tykkes bedst!« Guds forbandelse fulgte snart. Disse ugudelige præster blev ihjelslået og tredive tusind israelitter faldt og Guds ark blev taget af fjenden. Da Eli hørte, at Guds ark var taget, faldt ham baglæns ned og døde. Alt dette onde var en følge af, at Eli undlod at holde sine sønner i ave. Jeg så, at dersom Gud var så nøje med at lægge mærke til sådanne ting fordum, vil han ikke være mindre nøje i disse sidste dage.
Forældre må styre deres børn, holde dem i ave og retlede deres lidenskaber, for i modsat fald vil Gud visselig ødelægge børnene på sin brændende vredes dag og da vil de forældre, der ikke har holdt styr på deres børn, ikke være uden skyld. Navnlig bør Guds tjenere styre deres egne familier og holde dem under god disciplin. Jeg så, at de ikke er skikkede til at dømme eller bestemme i menighedens anliggender, medmindre de kan styre deres eget hus godt. De må først have orden i hjemmet, så vil deres skøn og indflydelse have vægt i menigheden.
Jeg så, at grunden til, at synerne ikke har været hyppigere i den senere tid, er, at menigheden ikke har værdsat dem. Menigheden har næsten mistet sin åndelighed og tro og irettesættelser og advarsler har kun haft ringe indvirkning på den. Mange, der har bekendt sig til at tro på synerne, har ikke agtet på dem.
Nogle har fulgt en uklog fremgangsmåde; når de i samtaler med vantro mennesker har fremholdt deres trosanskuelser og er blevet bedt om bevis, har de læst et syn i stedet for at hente bevis fra bibelen. Jeg så, at denne fremgangsmåde var inkonsekvent og vakte fordomme imod sandheden, hos de vantro. Synerne har ingen vægt hos sådanne, som aldrig har set dem og intet kendskab har til deres ånd. Der bør ikke henvises til den i deres tilfælde.