Herren har igen i megen nåde besøgt mig. Jeg blev stærkt bedrøvet for nogle få måneder siden. Jeg er stærkt presset af sygdom. I årevis er jeg blevet plaget med vattersot og sygdom i hjertet, som har gjort mig nedtrykt og nedbryder min tro og mit mod. Budskabet til menigheden i Laodikæa har ikke medført den nidkære omvendelse blandt Guds folk som jeg forventede at se og mit sinds rådvildhed har været stor. Sygdom synes hele tiden at komme over mig og jeg tænkte at jeg måtte ligge nede i graven. Jeg havde intet ønske om at leve, derfor kunne jeg ikke tro og bede for min bedring. Ofte når jeg trak mig tilbage for at hvile om natten indså jeg at jeg var i fare for at miste vejrtrækningen før morgen. I den tilstand faldt jeg i søvn ved midnat. Der blev sendt bud efter brødrene Andrews og Loughborough og alvorlige bønner blev sendt til Gud for mit bedste. Depressionen, den tunge vægt, blev løftet fra mit smertende hjerte og jeg blev væk i et syn og vist de ting jeg nu videresender for jer.
Jeg så at Satan havde prøvet at drive mig til modløshed og fortvivlelse og ønskede mig mere død end levende. Jeg fik vist at det ikke var Guds vilje at jeg nu skulle ophøre med arbejde og ligge ned i graven; for så ville vor tros fjender triumfere og Guds børns hjerter ville blive bedrøvede. Jeg så at jeg ofte mærkede åndens pine og skulle lide meget; alligevel havde jeg det løfte at dem omkring mig, ville opmuntre og hjælpe mig, så min tapperhed og styrke ikke svigtede da jeg var slået så voldsomt af Djævlen.
Jeg fik vist at vidnesbyrdet til menigheden i Laodikæa vedrører Guds folk i den nærværende tid og at det ikke havde ført til et større arbejde på grund af deres hjerters hårdhed. Men Gud har givet budskabet tid til at udføre sit værk. Hjertet må renses fra synder, som har lukket Jesus så langt ude. Dette frygtelige budskab vil gøre dets værk. Da det blev givet første gang, førte det til nøje hjerteransagelse. Synder blev erkendt og Guds folk overalt var oprørt. Næsten alle troede at dette budskab ville ende med den tredje engels høje råb. Men da de undlod at forstå at det kraftfulde værk fuldendes på kort tid, mistede mange den indvirkning budskabet havde. Jeg så at dette budskab ikke ville fuldende sit værk på nogle få korte måneder. Det er indrettet til at vække Guds folk, at vise at de er faldet tilbage og lede dem til nidkær omvendelse, så de kan blive beriget med Jesu nærhed og blive egnede for den tredje engels høje råb. Idet dette budskab rører hjertet, leder det til dyb ydmyghed for Gud. Engle blev sendt i alle retninger for at berede de ikke-troende hjerter for sandheden. Guds sag begyndte at rejse sig og hans folk lærte deres ståsted at kende. Hvis der blev givet agt på det Sanddru Vidnes råd, ville Gud have arbejdet for sit folk med stor kraft.
Der er alligevel gjort anstrengelser siden budskabet blev givet og er blevet velsignet af Gud og mange sjæle er bragt fra vildfarelse og mørke til glæde i sandheden. Jeg så at Gud vil prøve sit folk. Jesus bærer tålmodigt over med den og udspyr dem ikke af sin mund på et øjeblik. Engelen sagde: "Gud vejer sit folk." Havde budskabets forkyndelse varet kort tid, således som mange mente, ville der ikke have været tid for dem, til at udvikle en karakter. Mange handlede på grundlag af følelser, ikke af princip og tro og dette højtidelige, frygtelige budskab greb dem. Det indvirkede på deres følelser og vakte frygt hos dem, men udrettede ikke den gerning, som det efter Guds hensigt skulle have gjort. Gud læser, hvad der er i hjertet. For at hans folk ikke skal være hildet i bedrag angående sig selv, giver han dem tid, således at dem bevægede stemning kan afslides og derefter prøver han dem for at se, om de vil lyde det sanddru vidnes råd.
Gud prøver sit folk
Gud leder sit folk fremad, skridt for skridt. Han fører dem til forskellige punkter i den hensigt at åbenbare, hvad der er i hjertet. Nogle består på et punkt, men falder fra ved det næste. Ved hvert punkt videre fremad prøves og forsøges hjertet lidt mere indgående. Dersom Guds bekendende folk finder, at deres hjerter modsætter sig denne alvorlige gerning, bør det overbevise dem om, at de har noget at gøre for at kunne sejre, dersom de ikke ønsker at blive udspyet af Herrens mund. Engelen sagde: "Gud vil gøre dette arbejde mere og mere indgribende for at prøve og forsøge enhver iblandt sit folk." Nogle er villige til at gå med på ét punkt; men når Gud fører dem til et andet afgørende punkt, undslår de sig og holder sig tilbage, fordi de finder, at det umiddelbart rammer en eller anden kær afgud. Her har de anledning til at se, hvad der er i deres hjerter, som lukker Jesus ude. Der er noget, de vurderer højere end sandheden og deres hjerter er ikke rede til at modtage Jesus. Enkelte Mennesker bliver prøvet og forsøgt i en længere tid, for at det må kunne vise sig, om de vil give afkald på deres afguder og agte på det Sanddru Vidnes råd. Dersom nogle ikke vil lade sig rense ved at lyde sandheden og overvinde deres egoisme, deres stolthed og onde lidenskaber, har Guds engle fået denne befaling: "De er bundne til deres afguder; lad dem fare!" og de (d. e. englene) fortsætter deres gerning, overladende disse med deres ubesejrede syndige træk i de onde engles vold. De, der når frem til hvert punkt og består enhver prøve og sejrer, uanset hvad det måtte koste, har givet agt på det Sanddru Vidnes råd og de vil få den sildige regn og således blive skikket til forvandling.
Gud prøver sit folk i denne verden. Dette er beredelsesstedet, der skal vise hans nærhed. Her, i denne verden, i disse sidste dage vil personer vise hvilken kraft der påvirker deres hjerter og styrer deres handlinger. Hvis det er den guddommelige sandheds kraft, vil den lede til gode gerninger. Den vil ophøje den, der modtager kraften og gøre ham storhjertet og ædelmodig, ligesom hans guddommelige Herre. Men hvis onde engle styrer hjertet, vil det kunne ses på forskellige måder. Frugterne vil være selviskhed, stolthed og onde lidenskaber. Hjertet er bedragerisk overalt og håbløst ondt. Religionens bekendere er ikke villige til at ransage sig selv nøje for at se hvorvidt de tror; og det er en frygteligt kendsgerning at mange lærer på et falsk håb. Nogle lærer på en gammel erfaring som de har haft for år siden, men når de kommer til denne hjerte-ransagene tid, hvor alle skulle have en daglig erfaring, har de intet at berette om. De lader til at tro at en sandhedsbekendelse vil frelse dem. Når de undertrykker sådanne synder, som Gud hader, vil Jesus komme ind og holde nadver med dem og de med ham. De vil da få guddommelig styrke fra Jesus og vil vokse op i ham og kan med hellig sejr sige: »Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« Det ville være bedre for Herren, om lunkne religions-bekendere aldrig havde nævnt hans navn. De er en uophørlig byrde for dem som vil være Jesu trofaste efterfølgere. De er en anstødssten for dem, for ikke-troende og onde engle jubler over dem og håner Guds engle med deres forbryderiske handlemåde. Disse er en forbandelse for sagen herhjemme og derude. De drager nær til Gud med deres læber, medens deres hjerter er langt fra ham.
Det blev vist mig at Guds folk ikke skulle efterligne verdens skikke. Nogle har gjort dette og mister hurtigt den særlige hellige karakter som skulle skille dem fra som Guds folk. Jeg blev ført tilbage til Guds urfolk, og blev ledt til at sammenligne deres klædning med modetøjet i disse sidste dage. Hvilken forskel! hvilken forandring! Den gang var kvinderne ikke så frimodige som nu. Når de gik i byen, skjulte de deres ansigter med et slør. I disse sidste dage er moden skammelig og usømmelig. De er omtalt i profetien. De er først sat ind i en klasse som Satan har fuld kontrol over, der, »åndelig afstumpede som de er [uden nogen overbevisning af Guds Ånd] har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger.« Hvis Guds bekendende folk ikke i så høj grad havde forladt ham, ville der nu være en markant forskel mellem deres og verdens klæder. De små kyser, fremvisningen af ansigt og hoved, viser en mangel på anstændighed. Krinoliner er en skam. Jordens indbyggere bliver mere og mere fordærvede, skillelinjen mellem dem og Israels Gud må blive mere tydelig, ellers vil forbandelsen der falder på verdslige falde på Guds bekendende folk.
Jeg blev vist frem til følgende skriftsteder. Englen sagde: "De skal undervise Guds folk." 1 Timoteus 2,9.10 »Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men (hvilket klæder kvinder at bekende gudsfrygt) med gode gerninger.« 1 Peter 3,3-5: »Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig«.
Unge og gamle, Gud prøver jer nu. I afgør jeres egen evige skæbne. Jeres stolthed, jeres trang til at følge verdens skikke, jeres forfængelige og tomme tale, jeres selviskhed, sættes alt på vægten og det ondes byrde er skrækkelig mod jer. I er fattige og elendige og blinde og nøgne. Medens ondt forøges og tager dybe rødder, kvæler det den gode sæd som er blevet vist i hjertet; og snart vil det ord der er givet om Elis hus blive sagt af Guds engle om jer: Jeres synder »skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre!« Jeg så at mange, som ikke har en enkel stråle fra Jesu lys, smigrede sig selv med at de var gode kristne. De ved ikke hvad det vil sige at blive belønnet med Guds nåde. De har ingen levende erfaring for dem selv i Guds sager. Og jeg så at Herren hvæssede sit sværd i himlen for at skære dem fra. Oh, måtte enhver lunken kristendomsbekender indse den grundige gerning, Gud er i begreb med at ville udføre iblandt dem, der bekender sig til at være hans folk! Kære venner, lad jer ikke bedrage med hensyn til jeres tilstand. I kan ikke bedrage Gud. Det sanddru vidne siger: »Jeg kender dine gerninger.« Den tredje engel leder et folk frem, skridt for skridt, højere og højere op. Ved hvert skridt vil de blive prøvet.
Tilbedelseshuse
Jeg så, at mange, som Gud har betroet midler, føler sig frie til at gøre uhæmmet brug af disse til deres egen bekvemmelighed ved indretning af hyggelige hjem hernede; men når de bygger et hus, hvor man skal tilbede den store Gud, som bor i evigheden, har de ikke råd til at overlade ham brugen af de midler, han har lånt dem. Enhver bestræber sig ikke for at overgå den anden i at vise God sin taknemmelighed for sandheden, ved at gøre alt, hvad han kan, for at skaffe et passende sted til gudstjeneste; men nogle søger at gøre netop så lidt som muligt og de synes, at de midler, der anvendes til at skaffe et sted, hvor dem Højeste kan besøge dem, er så godt som spildt. Et sådant offer er mangelfuldt og det er uantageligt for Gud. Jeg så, at det ville være langt mere velbehageligt for Gud, om hans folk udviste lige så megen klogskab i fremskaffelsen af et hus til ham, som de gør i deres egne boliger.
Israels børn fik pålæg om, at deres ofre og gaver skulle være uden fejl eller lyde, det bedste i hjorden og det forlangtes, at enhver iblandt hans folk skulle tage del i denne gerning. Guds værk i denne tid vil blive vidtomfattende. Dersom I bygger et hus for Herren, undlad så at krænke ham og begrænse ham ved at komme med jeres lydefulde ofre. Læg det allerbedste offer i et hus, der bygges for Gud. Lad det være det allerbedste, I har; vis interesse for at indrette det praktisk og bekvemt. Nogle mener, at dette er uden betydning, fordi tiden er kort. Lad så det samme hensyn gøre sig gældende i jeres boliger og i alle jeres timelige foretagender.
Jeg så, at Gud kunne udføre sit værk uden noget menneskes hjælp; men dette er ikke hans plan. Det er meningen, at den nærværende verden skal være en prøvescene for menneskene. De er her for at danne en karakter, som vil følge med dem ind i dem evige verden. Godt og ondt forelægges dem og deres hinsidige tilstand afhænger af det valg, de træffer. Kristus kom for at give deres tanker og hu en anden retning. Deres hjerter må fjernes fra deres jordiske skat og fæstes ved den himmelske. Ved deres selvfornægtelse kan Gud helliggøres. Det store offer er blevet bragt for menneskene og nu vil de blive prøvet og forsøgt, for at det kan ses, om de vil følge Jesu eksempel og bringe et offer for deres medmennesker. Satan og hans engle står sammensluttede imod Guds folk; men Jesus søger at rense dem for sig selv. Han kræver, at de skal fremme hans værk. Hos sit folk her i verden har Gud anbragt tilstrækkeligt til, at hans værk kan fremmes uden vanskelighed og det er hans plan, at de midler, han har betroet dem, skal anvendes med skønsomhed. »Sælg, hvad I har og giv almisse!«, er en del af Guds hellige ord. Guds tjenere må stå op, råbe højt og ikke skåne: »Forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!« Guds værk skal blive mere vidtomfattende og dersom hans folk følger hans råd, vil der ikke være mange midler i deres besiddelse til at fortæres i den sidste brand. Alle vil have samlet deres skatte, hvor møl og rust ikke fortærer og hjertet vil ikke have noget bånd, som binder det til jorden.
Lignelser
Det blev vist mig, at lignelsen om talenterne ikke til fulde er blevet forstået. Denne vigtige lærdom blev givet disciplene til gavn for de kristne, der lever i de sidste dage. Og disse talenter er ikke udelukkende en fremstilling af evnen til at prædike og undervise fra Guds ord. Lignelsen kommer til anvendelse på de timelige midler, Gud har betroet sit folk. De, der fik de fem og de to talenter, købslog og fordoblede, hvad der blev dem overladt. Gud kræver, at de, som besidder gods her, skal sætte deres penge på renter for ham sætte dem i hans sag for at udbrede sandheden. Og dersom sandheden lever i modtagerens hjerte, vil også ham hjælpe til med sit gods for at sende dem til andre; og ved hans anstrengelser, hans indflydelse og hans midler vil andre sjæle tage imod sandheden og ligeledes begynde at virke for Gud. Jeg så, at nogle af dem, der bekender sig til at være blandt Guds folk, ligner den mand, som skjulte sin talent i jorden. De holdt deres gods tilbage fra at kunne gøre godt i Guds sag. De hævder, at det er deres eget og at de har ret til at gøre, som de vil med deres eget og de gør ikke skønsomme bestræbelser for at anvende deres Herres penge til sjæles frelse. Engle fører et nøjagtigt regnskab med hver mands gerning og når dom afsiges over Guds hus, bliver domskendelsen over enhver optegnet ved den pågældendes navn og engelen får påbud om ikke at spare de vantro tjenere i blodbadets tid. Og hvad der blev betroet i deres varetægt, bliver dem frataget. Deres jordiske skat rives da bort og de har mistet alt. De kroner, som de kunne have båret, om de havde været tro, bliver sat på andres hoved, som blev frelst af de trofaste tjenere, hvis midler stadig blev brugt i Guds sag. Og alle, som har været et middel til frelse, føjer stjerner til deres krone i herligheden og forøger deres evige belønning.
Det blev også vist mig, at lignelsen om den utro husholder skulle tjene os til lærdom. »Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.« Dersom vi bruger vore midler til Guds ære hernede, samler vi os en skat i himmelen; og når de jordiske besiddelser alle er borte, har den tro husholder Jesus og engle til venner, der vil tage ham hjem til de evige boliger.
»Den, som er tro i det små, er også tro i det store,« Den, der er tro med sit jordiske gods, som er det mindste og gør en forstandig brug af, hvad Gud har lånt ham hernede, vil være tro mod sin bekendelse. »Den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.« De, der vil forholde Gud, hvad ham har lånt dem, vil i enhver henseende være utro i det, som vedrører Gud. »Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer dem rette?« Dersom vi viser os at være utro i anvendelse af det, som Gud låner os her, vil han aldrig give os dem udødelige arvelod. »Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?« Jesus har købt genløsningen for os. Den er vor; men vi er sat her, for at det kan ses, om vi vil vise os værdige til evigt liv. Gud prøver os ved at betro os jordisk gods. Dersom vi trofast giver rigeligt af det, han har lånt os, for at fremme hans sag, kan Gud betro os den udødelige arv. »I kan ikke tjene både Gud og mammon.« »Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham."
Jeg så at den slappe, tilfældige måde, hvorpå mange iblandt hans bekendende folk udfører deres jordiske beskæftigelse, mishager Gud. De synes at have tabt al sans for den kendsgerning, at det gods, de benytter, tilhører Gud og at de må gøre regnskab for ham i deres husholdning. Nogle efterlader deres timelige anliggender i fuldstændig forvirring. Satan holder øje med det alt sammen og ved en gunstig anledning slår ham til og borttager ved sin ledelse mange midler fra sabbatholdernes rækker. Og disse midler tilflyder hans rækker. Nogle, som er blevet gamle, er uvillige til at træffe nogen ordning ned deres timelige forretning og i et uventet øjeblik bliver de syge og dør. Deres børn, der ikke har nogen interesse for sandheden, overtager formuen. Satan har styret det, som det passede ham. »Hvis I altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer dem rette? Og hvis I ikke har været tro med det, som tilhørte andre, hvem vil så give jer noget at eje selv?" Jeg så den frygtelige kendsgerning blev fremstillet for mig, at Satan og hans engle har haft mere med forvaltningen af Guds bekendende folks ejendom at gøre, end Herren har. De sidste dages husholdere er ukloge. De lader Satan beherske deres forretningsanliggender og overføre til sine rækker, hvad der tilhører og burde forblive i Guds sag. Gud lægger mærke til jer, I utro husholdere; han vil kræve regnskab af jer. Jeg så, at Guds husholdere ved en tro og klog ledelse kan holde deres forretning her i verden i en ærlig, nøjagtig og regelmæssig orden. Og navnlig påhviler det de ældre, de svage og dem, der ikke har børn, som en forret og en pligt at anbringe deres midler, hvor de kan anvendes i Guds sag, ifald de pludselig skulle rykkes bort. Men jeg så, at Satan og hans engle hoverer over deres held i denne sag. Og de, der skulle være kloge arvinger til frelsen, lader næsten godvilligt deres herres penge slippe dem ud af hænderne og over i fjendens rækker. På denne måde styrker de Satans rige og synes at tage dette meget sorgløst.
Sikkerhed, edsaflæggelse, m.m..
Jeg så, at Gud havde mishag i sit folk, fordi de gik i borgen for de vantro. Disse ord blev vist mig: »Hør ikke til dem, der giver håndslag, dem, som borger for gæld!« »Dem går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader håndslag.« Utro husholdere! De pantsætter det, som tilhører en anden deres himmelske Fader og Satan står parat til at bistå sine børn med at vriste det ud af deres hænder.
Jeg så at sabbatsholdere bør ikke, være i fællesskab med de vantro. Guds folk fæster for megen lid til fremmedes udtalelser og spørger dem om råd og vejledning, når de ikke burde gøre det. Fjenden gør dem til sine redskaber og virker gennem dem til forvirring og fratage dem fra Guds folk.
Jeg blev vist at nogle mangler takt, når det gælder en klog forvaltning i timelige sager. De mangler de nødvendige betingelser og Satan overlister dem. Hvor dette er tilfældet, burde de pågældende ikke forblive i uvidenhed om deres mangel. Inden de iværksætter deres planer, burde de være ydmyge nok til at rådføre sig med deres brødre, hvis skøn de kan have tillid til. Jeg blev henvist til skriftstedet: »Bær hverandres byrder!« Nogle er ikke ydmyge nok til at lade sådanne, som besidder dømmekraft, foretage beregninger for dem, inden de har gennemført deres egne planer og indviklet sig i vanskeligheder. Da indser de nødvendigheden af at benytte sig al deres brødres råd og skøn; men hvor meget sværere er ikke byrden nu, end den var i begyndelsen! Brødre bør ikke gå til retssag, dersom det på nogen mulig måde kan undgås; for derved gør de det meget lettere for fjenden at bringe dem i vildrede og forviklinger. Det ville være bedre at få en ordning i stand selv med lidt tab.
Jeg så, at nogle af Guds børn har begået en fejl med hensyn til at aflægge ed og Satan har benyttet sig deraf til at overvælde dem og fratage dem Herrens penge. Jeg så, at vor Herres udtalelse: »I må aldeles ikke sværge,« ikke vedrører retslig ed. »Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.« Dette sigter til almindelig samtale. Nogle bruger overdrevne udtryk. Nogle sværger ved deres eget liv, andre sværger ved deres hoved så sandt som de lever, så sikkert som de har et hoved. Nogle tager himmel og jord til vidne på, at sådan forholder det sig. Nogle håber, at Gud vil udslette dem af tilværelsen, hvis det, de siger, ikke er sandt. Det er denne slags almindelig sværgen, Jesus advarer sine disciple imod.
Jeg fik vist at vi har mænd, der er sat over os som herskere og love til at styre folket. Hvis disse love ikke var, ville tilstanden i verden være værre, end den er nu. Nogle af disse love er gode, andre er slette. De slette er efterhånden tiltaget i antal og vi vil endnu komme til at møde besværligheder. Men Gud vil hjælpe sit folk til at stå fast og til at efterleve hans ords principper. Når menneskers love kolliderer med Guds lov, skal vi lyde denne, hvad følgerne end måtte blive. Den lov her til lands, som kræver, at man skal overlevere en slave til hans herre, skal vi ikke overholde; og vi må tage følgerne af overtrædelse af denne lov. Slaven er ikke noget menneskes ejendom, Gud er hans retmæssige herre og mennesket har ingen ret til at tage Guds skabning i sine hænder og gøre krav på dem som sin egen.
Jeg så, at Herren endnu har sin hånd med i landets love. Medens Jesus er i helligdommen, mærkes Guds hæmmende ånd af de styrende og af folket. Men den onde har i stor udstrækning størstedelen af verden under sin kontrol og var det ikke af hensyn til landets love, ville vi opleve megen lidelse. Jeg så, at når det faktisk er nødvendigt og Guds børn bliver opfordret til at aflægge vidnesbyrd på lovformelig måde, er det ingen overtrædelse af Guds ord, at de højtideligt tager Gud til vidne på, at hvad de siger, er sandhed og ikke noget andet end sandhed.
Menneskene er så fordærvede, at der udstedes love der lægger ansvaret på dem selv. Nogle frygter ikke for at lyve for deres medmennesker; men de har lært og Guds hæmmende ånd har indgivet dem det indtryk, at det er en frygtelig sag at lyve for Gud. Tilfældet med Ananias og hans hustru Safira er givet som et eksempel. Sagen overføres fra mennesket til Gud, således, at dersom nogen aflægger falsk vidnesbyrd, sker det ikke for mennesker, men for den store Gud, som læser hjertet og kender den nøjagtige sandhed i ethvert tilfælde. Vore love gør det til en stor forbrydelse at af lægge falsk ed. Gud har ofte ladet straffedom hjemsøge menederen og endog medens eden endnu var på hans læber, har den ødelæggende engel slået ham ned. Dette viste sig som en rædsel for dem der gør ondt.
Jeg så, at hvis der er nogen på jorden, der med rette kan vidne under ed, er det en kristen. Han lever i Guds åsyns lys. Han styrkes i hans kraft. Og når betydningsfulde sager skal afgøres ved domstolene er der ingen, der med så god grund kan appellere til Gud, som den kristne kan. Engelen bad mig lægge mærke til, at Gud sværger ved sig selv. (1. Mos. 22,16; Hebr. 6, 13. 17). Han tilsvor Abraham (1. Mos. 26,3), Isak (Sal. 105,9; Jer. 11,5) og David (Sal. 132,11; Ap. G. 2,30). Gud afkrævede Israel en ed mand og mand imellem (2. Mos. 22,10-11). Jesus bøjede sig for kravet om ed i forhørets time. Ypperstepræsten sagde til ham: »Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds søn.« Jesus sagde til ham: »Du har selv sagt det.« Dersom Jesus i sin undervisning til disciplene hentydede til den retslige ed, ville han til gavn for sine tilstedeværende efterfølgere have irettesat ypperstepræsten og der håndhævet sin lære.
Det har været Satan til behag, at nogle har betragtet aflæggelsen af ed i et urigtigt lys, da det har givet ham anledning til at undertrykke dem og fratage dem deres herres penge. Guds husholdere må vise større klogskab, lægge deres planer og forberede sig til at kunne modstå Satans påfund; for han vil gøre større anstrengelser end nogensinde før.
Jeg så, at nogle nærer fordom imod vor øvrighed og vore love; men hvis der ingen lov var, ville denne verden befinde sig i en frygtelig tilstand. Gud øver en hæmmende indflydelse over de styrende; for alle menneskers hjerter er i hans hånd. Der sættes grænser, som de ikke kan overskride. Mange af de styrende er sådanne, som den onde behersker; men jeg så, at Gud har sine redskaber også iblandt herskere. Nogle af den vil også herefter omvende sig til sandheden. De udfører nu den rolle, Gud har bestemt dem til. Når Satan virker gennem sine redskaber, bliver der fremsat forslag, som, hvis de blev gennemført, ville besværliggøre Guds værk og medføre meget ondt. De gode engle påvirker disse Guds redskaber til at modarbejde sådanne forslag med stærke argumenter, som Satans medhjælpere ikke kan modstå. Nogle få af Guds redskaber vil have magt til at afværge meget ondt. Således vil arbejdet fortsættes, indtil det tredje englebudskab har udført sin gerning og under den tredje engels høje råb vil disse redskaber få anledning til at tage imod sandheden og nogle af dem vil omvende sig og holde ud sammen med de hellige gennem trængselstiden. Når Jesus forlader det allerhelligste, vil hans hæmmende ånd blive taget bort fra de styrende og fra folket. De overlades i onde engles vold. Da vil der efter Satans råd og anvisning blive udstedt sådanne love, at medmindre tiden var meget kort, kunne intet kød blive frelst.