Apostlen Johannes blev udmærket frem for sine brødre som den discipel, "hvem Jesus elskede". På samme tid, som han ikke mindste grad var fej, svag eller vaklende i sin karakter, besad han dog et venligt væsen og et varmt, elskende hjerte. Man ser, at han særlig nød Kristi venskab, og han fik mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, som fik lov at skue Kristi herlighed på forklarelsens bjerg og hans angst i Getsemane; og Vorherre overlod sin moder til Johannes varetægt i de sidste timer af sin angst på korset. Frelserens kærlighed til den elskede disciple gengældte denne med hele sin inderlige hengivenheds styrke. Johannes klyngede sig til Kristus, ligesom slyngplanten klynger sig til den stadselige støtte. For Mesterens skyld udsatte han sig modig for at fare i domssalen og holdt sig nær til Kristus, og da han fik bud om, at Kristus var opstanden, skyndte han sig til graven, og i sin store iver sprang han forbi den nidkære Peter.
Johannes' kærlighed til sin mester var ikke simpelthen menneskeligt venskab; men det er den kærlighed, som en blodfærdig sjæl føler, når den er blevet genløst ved Kristi dyrebare blod. Han regnede det for den største ære at arbejde og lide i sin herres tjeneste. Hans kærlighed til Jesus ledte ham til at elske alle, for hvem Kristus døde. Hans religion viste sig i hverdagslivet. Han sluttede sig til, at om han havde kærlighed til Gud, ville den vise sig kærlighed til hans børn. Man hørte ham atter og atter sige: "I elskelige, har Gud således elsket os, da er og vi skyldige at elske hverandre." "Vi elsker ham, fordi han elskede os først. Dersom nogen siger Jeg elsker Gud, og hader sin broder, han er en løgner; thi hvo, som ikke elsker sin broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set?" Apostlenes liv stemmer overens med hans undervisning. Den kærlighed, som brændte i hans hjerte til Kristus, drev han til at arbejde på den alvorligste, mest utrættelige måde for sine medmennesker, især for sine brødre i den kristne menighed. Han var en kraftig prædikant, nidkær og meget alvorlig, og hans ord førte stadig med sig en overbevisningens vægt.
Den kristne menighed kan lære uberegnlig meget af den tillidsfulde kærlighed og ugennyttige hengivenhed, som Johannes udviste i sit liv og i sin karakter. Der er måske nogle, som fremhæver, at han besad denne kærlighed uden hensyn til den guddommelige nådes virkning; men Johannes havde af naturen betydelige karakterfejl; han var stolt og ærgerrig og snar til at tilbagevise en ham tilføjet skade eller fornærmelse.
At Johannes elskede sin mester så højt og inderligt var ikke årsagen, hvorfor Kristus elskede ham, men heller en følge af Kristi kærlighed. Johannes ønskede at blive lig Kristus, og det han lod sig påvirke af Kristi kærlighed forvandlede magt, blev han sagtmodig og ydmyg af hjertet. Hans eget var skjult i Jesus; han var nøje forenet med det levende vintræ, og således blev han delagtig i den guddommelige natur. Dette er altid følgen af forening med Kristus. Dette er den sande helliggørelse.
Der kan være udprægede fejl i en persons karakter, men når han bliver Jesu sande disciple, da gør den guddommelige nådes virkning ham om til en ny skabning; Kristi kærlighed omdanner og helliggør ham. Men når personer bekender sig til at være kristne, og deres religion alligevel ikke gør dem til bedre mænd og bedre kvinder i alle livets forhold - ikke gør dem til levende repræsentanter af Kristus i alle sine tilbøjeligheder såvel som i sin karakter, da hører de ham ikke til.
Ved et tilfælde indlod Johannes sig i en strid med flere af sine brødre, angående hvem blandt dem skulde regnes for den største. Det var ikke deres mening, at Mesteren skulde høre, hvad de sagde; men Jesus kunde læse deres hjertes tanker, og han benyttede sig af anledningen til at undervise sine disciple i ydmyghed. Denne undervisning var ikke alene for den lille skare, som hørte på hans ord; men den skulde nedskrives og tjene alle hans efterfølgere til nytte ned til tidens ende. "Og han satte sig og kaldte de tolv og sagde til dem: Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste iblandt alle og alles tjener."
De, som har Kristi sindelag, har ingen ærgerrig lyst til at indtage en højere stilling end sine brødre; men de, som er små i sine egne øjne, vil Gud regne for store. "Og han tog et lidet barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: "Hvo, som annammer et af sådanne små børn i mit navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte."
Hvilken dyrebar undervisning dette er for alle Kristi efterfølgere! De, som forbigår de livets pligter, som ligger dem lige i vejen, som forsømmer barmhjertighed og venlighed, høflighed og kærlighed selv mod et lidet barn, forsømmer Kristus. Johannes indså, hvor vigtig denne undervisning var, og han fik nytte og gavn af den.
Ved et andet tilfælde så han og hans broder Jakob en mand uddrive sjæle i Jesu navn, og da han ikke øjeblikkelig sluttede sig til deres selskab, som de til den slutning, at han ikke ret havde til at udføre dette arbejde, og derfor forbød de ham det. I sit hjertes oprigtighed fortsatte Johannes omstændighederne til sin mester. Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig gerning i mit navn og kan snart derpå tale ilde om mig. Thi hvo, som ikke er med os, er imod os."
En anden gang fremkom Jakobs og Johannes' moder med en bøn om, at de kunde få lov til at indtage de højeste æresstillinger i Kristi rige. Frelseren svarede: "I ved ikke, hvad I beder." Hvor lidet mange af os forstår sig på, hvad vore bønner betyder! Jesus vidste, hvilken uendelig kraft der matte til for at købe denne herlighed, da han "i stedet for den glæde han havde for sig, led tålmodig korset, idet han foragtede forhånelsen". Denne glæde var at se, at sjæle blev frelste ved hans ydmyghed, hans angst og hans blods udgydelse.
Dette var den herlighed, som Kristus skulde få, og disse to disciple havde bedet om, at de kunde få lov til at deltage deri. Jesus spurgte dem: "Kan I drikke den kalk, om jeg skal drikke, og døbes med den dåb, som jeg skal døbes med? De sagde til ham: Vi kan."
Hvor lidet de forstod sig på, hvad denne dåb betegnede! "Og han sagde til dem: Min kalk skal I vel drikke, og med den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes; men at sidde ved min højre og ved min venstre side, hører ikke mig til at give nogen uden dem, som det er beredt af min fader."
Jesus indså, hvad der bevægede dem til at fremkomme med denne bøn, og han irettesatte de to disciples stolthed og ærgerrighed på følgende måde: "Folkenes fyrster herefter over dem, og de store bruger myndighed over dem. Men så skal det ikke være iblandt eder; men hvo, som vil være stor iblandt eder, han være eders tjener; og hvo, som vil være den ypperste iblandt eder, han være eder underdanig. Ligesom menneskets søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men at tjene og at give sit liv til en genløning for mange."
Ved et tilfælde udsendte Kristu nogle af sine disciple på forhånd til en af samartianernes stæder for at bede folket om at gøre forberedelser for at han og hans apostle. Men da Frelseren nærmede sig staden, så det ud til, at han agtede at gå forbi den hen til Jerusalem. Dette opvakte samaritanernes fjendskab, og i stedet for at sende bud til ham og bede ham indtrængende om at blive hos dem, tilbageholdt de, de høflighedsbeviser, som de ville have udvist endog imod en almindelig rejsende. Jesus trænger sig aldrig ind på nogen, og samaritanerne gik herved glip af den velsignelse, som de kunde have fået, hvis de havde bedet ham om at være deres gæst.
Vi undrer os måske over den uhøflige behandling, som blev himlens majestæt tildel; men hvor ofte hænder det sig ikke, at vi, som bekender os til at være Kristi efterfølgere, gør os skyldige i en lignende forsømmelse. Beder vi Jesus indtrængende om at tage sin bolig i vore hjerter og i vore hjem? Han er fuld af kærlighed, nåde og velsignelse og står rede til at skænke os disse gaver; men ligesom samaritanerne lader vi os ofte nøje uden at få denne.
Disciplene vidste, at det var Kristi hensigt at velsigne samaritanernes med sin nærværelse; men da de så den kulde, misundelse og ringeagt, som man viste deres mester, blev de højst forundrede og opbragte. Jakob og Johannes blev især heftige; at han, hvem de agtede så højt, skulde behandles på en sådan måde, forekom dem at være en så stor forbrydelse, at den på ingen måde kunde forbigås uden øjeblikkelig straf. I sin nidkærhed sagde de: "Herre, vil du, at vi skal byde ild falde ned af himlen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?" De havde nemlig hensyn til de øverste og deres krigsmænd, som blev udsendte for at indhente profeten Elias.
Jesus straffede sine disciple og sagde: "I ved ikke af hvad ånd I er; thi menneskets søn er ikke kommen for at fordærve menneskers sjæle, men for at frelse dem." Johannes og hans brødre var disciple i en skole, hvor Kristus var lærer. De, som stod rede til at indse sine mangler, og som var ængstelige for at forbedre sin karakter, fik tilstrækkelig anledning dertil. Johannes opvarede enhver undervisning med det guddommelige mønster. Jesus underviste ham i sagtmodighed, ydmyghed og kærlighed og foreholdt for ham, at disse var nødvendige, for at han kunde vokse i nåden og blive skikke for sin gerning. Dette satte Johannes stor pris på. Denne undervisning er også anvendelig på os enhver især og på ethvert menighedslem såvel som på Kristi første disciple.
Man kan lære meget af den skærende modsætning, som der er mellem Johannes' og Judas' karakter. Johannes var en levende fremstilling af helliggørelse; derimod havde Judas gudfrygtigheds skin, men hans karakter var mere djævelsk end guddommelig. Han gav sig ud for at være en Kristi discipel, men han fornegtede ham i ord og gerning.
Judas havde ligeså dyrebare anledning til at lægge mærke til og efterligne det guddommelige mønster, som Johannes havde. Han lyttede til Kristi undervisning, og hans karakter kunde være bleven omdannet ved den guddommelige nåde; men medens Johannes kæmpede alvorlig mod sine egne fejl og søgte at blive lig Kristus, gjorde Judas vold på sin egen samvittighed. Han gav efter for fristelsen og blev mere og mere hærdet på uærlighedens bane, så at han blev omdannet efter djævelens vilje.
Disse to disciple forestiller den kristne verden. Alle bekender sig til at være Kristi efterfølgere; men medens den ene klasse vandrere ydmygt og sagtmodigt og lærer af Jesus, udviser den anden klasse, at de ikke er ordets gørere, men dets hørere. Den ene klasse lader sig hellige i sandheden; den anden kender intet til den guddommelige, nådes forvandlende kraft. De første afstår daglig fra sit eget jeg og sejrer over synden; de sidstnævnte føjer sin egen lyst og bliver satans tjenere.