Eftersom Gud har vist mig adventfolkets vandring til den hellige Stad og den rige belønning, som vil tilfalde dem der venter deres Herres tilbagekomst fra brylluppet, turde det være min pligt at give jer en kort skildring af, hvad Gud har åbenbaret for mig. De kære troende har mange prøvelser at gennemgå. Men vore trængsler, der kun varer et øjeblik, vil bringe os en over al måde og mål stor og evig vægt af herlighed idet vi ikke ser på de synlige ting, for de synlige ting er timelige, men de ting, der ikke ses, er evige. Jeg har forsøgt at bringe en god beretning og nogle få druer med tilbage fra det himmelske Kana'an, hvorfor mange gerne ville stene mig, ligesom menigheden bød, at Kaleb og Josva skulle stenes for den beretning, de aflagde. 4Mos. 14,10. Men jeg vil sige jer, mine brødre og søstre i Herren, at det er et godt land, og at vi fuldt ud er i stand til at drage op og underlægge os det.
Medens jeg bad ved familiealteret, kom Helligånden over mig, og jeg syntes at stige højere og højere op, langt op over den mørke jord. Jeg vendte mig om for at se efter adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem, da en røst sagde til mig: "Se igen, og se lidt højere!" Jeg vendte nu blikket opad og så en lige, smal sti (Matt 7,14), som var lagt højt oven over jorden. På denne sti vandrede adventfolket fremad mod staden, der lå ved stiens anden ende. Ved stiens begyndelse bag dem var der opstillet et klart lys, som en engel fortalte mig var midnatsråbet. (Matt 25,6) Dette lys bestrålede hele stien og skaffede lys for deres fod, så de ikke skulle snuble. Dersom de holdt blikket fæstet på Jesus, som var lige foran dem og førte dem til staden, var de trygge. Men nogle blev snart trætte og sagde, at staden var langt borte, og de havde ventet at komme derind før. Jesus opmuntrede dem så ved at løfte sin herlige højre arm, og fra hans arm udgik der et lys, som bølgede hen over adventskaren, og de råbte: "Halleluja!"
Andre fornægtede i ubesindighed lyset bag dem og sagde, at det ikke var Gud, som havde ført dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud, således at der blev fuldstændig mørke for deres fødder, de snublede, tabte målet og Jesus af syne og faldt fra stien ned i den mørke ugudelige verden nedenunder. Det var lige så umuligt for dem at komme tilbage på stien der førte til byen, som for de ugudelige som Gud har forkastet. Den ene efter den anden faldt langs stien, indtil vi hørte Guds stemme der lød som en brusen af mange vande (Ezek 43,2. Joel 3,21. Åb 16,17) der forkyndte dagen og timen for Jesu komme. (Ezek 12,25. Mark 13,32) De levende hellige, 144,000 i tallet, kendte, og forstod røsten, medens de ugudelige mente, at det var torden og et jordskælv. (Joh 12,29) Da Gud meddelte tiden, udøste han Helligånden over os, og vore ansigter begyndte at oplyses og skinne af Guds herlighed, som tilfældet var med Moses's ansigt, da han kom ned fra Sinaj bjerg. (Es. 10,27. 2Mos 34,30-34)
De 144,000 var alle sammen beseglede og fuldkommen forenede. På deres pander stod skrevet: Gud, nye Jerusalem, og en herlig stjerne, der indeholdt Jesu nye navn. (Åb 3,12) Vor lykkelige tilstand forbitrede de ugudelige, som styrtede til for at lægge voldshånd på os og kaste os i fængsel; men vi rakte hånden ud i Herrens navn, og de faldt hjælpeløse til jorden. Da var det, at Satans synagoge erkendte, at Gud havde elsket os, som kunne tvætte hverandres fødder og hilse brødrene med et helligt kys, og de tilbad for vore fødder. (Åb 3,9)
Snart vendtes vore øjne mod øst, idet en lille sort sky, omtrent halvt så stor som en mands hånd, var kommet til syne, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. (Matt 24,30) I højtidelig tavshed stirrede vi alle på skyen, som nærmede sig og stadig blev herligere og herligere, indtil den var en stor, hvid sky. (Åb 14,14) Nedentil så den ud som ild; over skyen var der en regnbue, medens der omkring den var ti tusind engle, der sang den yndigste sang, og oven på den sad Menneskesønnen. (Lukas 21,27) Hans hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans skuldre, (Åb 1,14) og på hans hoved var der mange kroner. (Åb 19,12) Hans fødder så ud som ild; (Åb 1,15) i hans højre hånd var der en skarp segl (Åb 14,14) og i hans venstre en sølvbasun. (1Thess 4,16) Hans øjne var som ildsluer (Åb 1,14) og gennemskuede hans børn. Alle ansigter blev blege, og de, som Gud havde forkastet, skiftede farve. Da råbte vi alle: "Hvem vil kunne bestå? (Åb 6,1) Er min kjortel pletfri?" Englenes sang ophørte, og i nogen tid herskede der en forfærdende stilhed, (Åb 8,1) indtil Jesus sagde: "De der har rene Hænder og rene hjerter, vil kunne bestå; min nåde er jer nok." Dette fik vore ansigter til at lyse op, og glæde fyldte hvert hjerte. Englene slog en tone højere an og sang igen, medens skyen kom jorden endnu nærmere.
Derpå lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på skyen, omgivet af ildflammer. (2Thess 1,7. og 8) Han betragtede de hensovede helliges grave, løftede så sine øjne og sine hænder op mod himlen og råbte: "Vågn op! Vågn op! I, som sover i støvet, og stå op!" (John 5,25) Derefter fulgte et stærkt jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde kom frem iført udødelighed. De 144,000 råbte: "Halleluja!" idet de genkendte deres venner, som døden havde revet bort fra dem, og i samme øjeblik blev vi forvandlet og sammen med dem rykket op for at møde Herren i luften. (1Thess 4,17)
Vi trådte alle ind i skyen tilsammen, og det tog os syv dage at stige op til Glarhavet, hvor Jesus hentede kronerne og med sin egen højre hånd satte dem på vore hoveder. Han gav os harper af guld, og sejrspalmer. (Åb 15,2. Åb 7,9) Her på glarhavet stod de 144.000 i en fuldkommen firkant. Nogle af dem havde meget strålende kroner, andres var ikke så strålende. Nogles kroner syntes at være fulde af stjerner, medens andres kun havde få. Enhver var fuldkommen tilfreds med sin krone. Alle var iført en herlig hvid kappe, som nåede fra skuldrene til fødderne. (Åb 7,9) Der var engle overalt omkring os, da vi vandrede hen over Glarhavet til stadens port. Jesus løftede sin mægtige, herlige arm, greb fat i perleporten, svingede den tilbage på dens skinnende hængsler og sagde til os: "I har tvættet jeres kjortler i mit blod, holdt standhaftigt fast ved min sandhed, træd indenfor!" (Es. 26,2) Vi gik alle ind og følte, at vi havde fuldkommen rettighed i staden.
Her så vi livets træ og Guds trone. Ud fra tronen vældede en flod af rent vand, og på hver side af floden var livets træ. (Åb 22,1-2) Der var en træstamme på den ene side af floden og en træstamme på den anden side, begge af rent gennemsigtigt guld. Først troede jeg, at jeg så to træer. Jeg betragtede dem igen og så da, at de i toppen var forenede til et træ. Således var livets træ på begge sider af livets flod. Dets grene bøjede sig ned til det sted, hvor vi stod, og frugten var herlig; den så ud som guld blandet med sølv.
Vi gik alle ind under træet og satte os ned for at beskue stedets herlighed, da brødrene Fitch og Stockman, som havde forkyndt rigets evangelium, og som Gud havde lagt i graven for at frelse dem, kom hen til os og spurgte, hvad vi havde oplevet, siden de hensov. Vi forsøgte at mindes vore største prøvelser; men sammenlignet med den over alt mål og måde store og evige vægt af herlighed, (2Kor 4,17) som vi var omgivet af, forekom de os så små, at vi ikke kunne omtale dem, (Esajas 65,17) og vi råbte alle: "Halleluja! himlen var dog ikke dyr! "Og så slog vi vore herlige harper an og bragte himlens hvælvinger til at genlyde af klang.
Med Jesus foran os steg vi alle ned fra staden til denne jord, ned på et stort og mægtigt bjerg, som ikke kunne bære Jesus, men skiltes ad, så der blev en mægtig slette. (Zak 14,4) Vi vendte derpå blikket opad og så den store stad med tolv grundvolde og tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port. Vi råbte alle: "Staden, den store stad, kommer, den kommer ned fra himlen fra Gud!" (Åb 21,10. og 13) Og den kom og stillede sig på det sted, hvor vi stod. Vi begyndte da at betragte de herlige ting uden for staden, Der så jeg overmåde herlige huse, der så ud som sølv og hvilede på fire søjler, som var besatte med perler, overmåde herlige at skue. Der skulle de hellige bo. (Esajas 65,21) I hvert hus var der en hylde af guld.
Jeg så mange af de hellige gå ind i husene, tage deres strålende kroner af og lægge dem på hylden og gå ud på marken omkring huset for at gøre noget ved jorden (Esajas 65,21) ikke sådan som vi arbejder med jorden her; nej, nej! et herligt lys skinnede rundt omkring deres hoveder, og de opsendte stadig råb med lov og pris til Gud. Jeg så en anden mark fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, udbrød jeg: "De skal aldrig visne!" Dernæst så jeg en eng med højt græs, overmåde herlig at beskue. Det var levende grønt og skinnede som sølv og guld, idet det bølgede stolt til kong Jesu ære. Dernæst kom vi ud på en mark, som var fuld af alle slags dyr løven, lammet, leoparden og ulven, alle i fuldkommen enighed. (Esajas 11,6-9) Vi gik midt imellem dem, og de fulgte fredeligt efter. Så trådte vi ind i en skov, ikke som de mørke skove, vi har hernede nej, nej, men lyst og overmåde herlige. Træernes grene svajede frem og tilbage, og vi råbte alle: "Vi kan bo trygt i ørkenen og sove i skovene." (Ezek. 34,25) Vi gik igennem skoven, for vi var på vej til Zions bjerg.
Idet vi vandrede fremad, traf vi en skare, som også beskuede stedets herlighed. Jeg lagde mærke til en rød kant på deres klædning. Deres kroner var strålende, og deres dragter var af rent hvidt. Da vi hilste på dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var. Han sagde, at de var martyrer, der var blevet ihjelslået for hans skyld. Sammen med dem var der en utallig skare små børn, som også havde en rød kant på deres klædebon. (Jer 31,15. og 17. Matt 2,18) Zions bjerg lå lige foran os, og på bjerget var der et herligt tempel; rundt omkring var der syv andre bjerge, hvor der voksede roser og liljer. Jeg så de små klatre eller, om de ville, bruge deres små vinger og flyve op på bjergtoppene og plukke de aldrig falmende blomster. Rundt omkring templet var der træer af enhver slags til at pryde stedet; buksbom, grantræer, fyrretræer, olietræer, myrtetræer, granatæbletræer samt figentræer, som bugnede under vægten af de rettidigt udviklede figener disse gjorde stedet overmåde herligt. (Esajas 41,19. og 60,13) Og idet vi trådte ind i det hellige tempel, hørtes lyden af Jesu elskelige stemme, idet han sagde: "Kun de 144.000 træder ind på dette sted." Og vi råbte: "Halleluja!"
Dette tempel hvilede på syv søjler, alle af gennemsigtigt guld, besatte med overmåde herlige perler. De vidunderlige ting, som jeg så der, kan jeg ikke beskrive. O, kunne jeg blot tale Kana'ans tungemål, så kunne jeg fortælle lidt om herligheden i hin verden! Jeg så der stentavler, på hvilke navnene på de 144.000 var indpræget med guldbogstaver. Efter at have betragtet templets herlighed gik vi ud, og Jesus forlod os og gik ind i staden. Snart hørte vi atter hans elskelige stemme sige: "Kom" mit folk; I er kommet ud af den store trængsel, har gjort min vilje og lidt for mig; kom til nadveren, for jeg vil binde op om mig og opvarte jer." (Luk. 12,37) Vi råbte: "Ære, halleluja!" og trådte ind i staden. Der så jeg et bord af rent sølv. Det var mange mile langt, men vi kunne dog overskue det hele. Jeg så frugten af livets træ, manna, mandler, figener, granatæbler, vindruer og mange andre slags frugter.
Jeg bad Jesus om at lade mig spise af frugten. Han sagde: "Ikke nu. De, som æder af frugten i dette land, går aldrig mere tilbage til jorden. Men hvis du er tro, vil du om en kort stund æde frugten af livets træ og drikke af vandet fra kilden." Og han sagde: "Du må vende tilbage til jorden igen og fortælle andre, hvad jeg har åbenbaret for dig." En engel førte mig derpå mildt tilbage til denne mørke verden. Undertiden synes jeg ikke, jeg kan blive her længere; alting på jorden forekommer mig så trist. Jeg føler mig meget ensom her, for jeg har set et bedre Land. O, om jeg havde vinger som en due, da fløj jeg bort for at finde ro!
Da synet forlod mig, var det, som om alt var forandret; der hvilede noget dunkelt over alt, hvad jeg så. O, hvor mørk denne verden så ud for mig! Jeg græd, da jeg fandt, at jeg var her, og følte hjemve. Synet af en bedre verden havde fordærvet mig den nærværende. Jeg fortalte vor lille gruppe i Portland om synet, og de troede da fuldt og fast, at det var fra Gud. Det var en mægtig tid. Evighedens alvor hvilede over os. Omtrent en uge senere gav Gud mig endnu et syn, hvori han viste mig de prøvelser, jeg ville komme til at gennemgå, og åbenbarede for mig, at jeg måtte gå og fortælle andre, hvad han havde vist mig, og at jeg ville møde stærk modstand og komme til at lide åndelige kvaler på min vej; men engelen sagde: "Guds nåde er dig nok; han vil holde dig oppe."
Efter at have haft dette syn følte jeg mig overmåde besværet. Jeg var meget skrøbelig af helbred og kun sytten år gammel. Jeg vidste, at mange var faldne som følge af hovmod, og jeg vidste, at dersom jeg i nogen henseende blev hovmodig, ville Gud forlade mig og jeg visselig gå fortabt. Jeg gik til Herren i bøn og tryglede ham om at lægge byrden på en anden; jeg syntes ikke, jeg kunne bære den. Længe blev jeg liggende med ansigtet mod jorden, men det eneste svar, jeg kunne få, var: "Kundgør for andre, hvad jeg har åbenbaret for dig."
I det næste syn, jeg havde, bad jeg Herren inderligt om, at han ville bevare mig fra hovmod, dersom jeg skulle gå og fortælle, hvad han havde vist mig. Han viste mig da, at min bøn var hørt, og at hvis jeg stod i fare for at blive hovmodig, ville han lægge sin hånd på mig, og jeg ville blive plaget af sygdom. Engelen sagde: "Dersom du trofast overbringer budskaberne og holder ud indtil enden, skal du æde frugten af livets træ og drikke vand af livets flod."
Snart spredtes det rygte overalt, at synerne var en følge af mesmerisme, og mange blandt adventfolket var villige til at tro og udbrede rygtet. En læge, der var en kendt magnetisør, fortalte mig, at mine syner var mesmerisme, at jeg meget let lod mig påvirke af den, og at han kunne magnetisere mig og give mig et syn. Jeg meddelte ham at Herren havde vist mig i syner, at mesmerismen stammer fra djævelen, fra afgrunden, og at den snart ville fare derhen sammen med dem, der vedblev at anvende den. Jeg gav ham derpå lov til at magnetisere mig, hvis han kunne. I over en halv time forsøgte han ved forskellige midler, hvorefter han opgav forsøget. Ved tro på Gud kunne jeg modstå hans indflydelse, således at den ikke havde den ringeste indvirkning på mig.
Havde jeg et syn i et møde, var der mange, som sagde, at det var overspændthed, og at en eller anden magnetiserede mig. Jeg gik da ud i skoven alene, hvor ingen anden end Gud kunne se eller høre mig, og bad, og der gav han mig undertiden et syn. Dette glædede mig, og jeg fortalte, hvad Gud havde åbenbaret for mig alene, hvor intet dødeligt menneske kunne påvirke mig. Men så var der nogle, der fortalte mig, at jeg magnetiserede mig selv. Ak, tænkte jeg, er det kommet dertil, at de, som i oprigtighed søger Gud i enrum for at tilegne sig hans forjættelser og hans frelse, skal beskyldes for at stå under mesmerismens fordærvelige og sjælsødelæggende indflydelse? Beder vi vor kærlige fader i himlen om "brød" kun for at få en "sten" eller en "skorpion"? Disse ting sårede min ånd og pinte min sjæl med bitter kval, indtil jeg var fortvivlelse nær, medens mange ville have mig til at tro, at der ikke fandtes nogen Helligånd og at de påvirkninger, som Guds hellige mænd har erfaret, blot var mesmerisme, Satans bedrag.
Ved denne tid forekom der fanatisme i staten Maine. Nogle afstod fra alt arbejde og udstødte enhver, som ikke ville slutte sig til deres anskuelser angående dette punkt og visse andre ting, som de anså for at være religiøse pligter. Gud åbenbarede disse vildfarelser for mig i syner og sendte mig til sine vildfarende børn for at påvise dem; men mange forkastede budskabet fuldstændigt og beskyldte mig for at følge verden. På den anden side beskyldte de, som af navn var adventister, mig for fanatisme, og jeg blev falskt, og af nogle ondskabsfuldt, fremstillet som lederen af den fanatisme, som jeg i virkeligheden arbejdede for at afhjælpe. For Herrens komme blev der gang på gang fastsat forskellige tider, som man søgte at pånøde brødrene; men Herren viste mig, at alle disse således fastsatte tider ville gå forbi; for trængselstiden måtte indtræffe før Kristi komme, og hver fastsat tid, der gik forbi, ville kun svække Guds folks tro. Jeg blev derfor beskyldt for at være den onde tjener, som sagde i sit hjerte: "Min Herre tøver."
Alle disse ting hvilede tungt på mit sind, og i forvirringen var jeg undertiden fristet til at drage min egen erfaring i tvivl. Medens vi en morgen holdt familieandagt, begyndte Guds kraft at virke i mig, og den tanke trængte sig ind i mit sind, at det var mesmerisme, hvorfor jeg gjorde modstand. Øjeblikkelig blev jeg slået med stumhed, og i nogle øjeblikke vidste jeg intet om, hvad der foregik omkring mig. Jeg indså da min synd i at betvivle Guds magt og forstod, at jeg af den grund blev stum, og at min tunge skulle løses igen i løbet af 24 timer. Et kort blev holdt op foran mig, og på dette stod der med guldbogstaver henvist til et halvt hundrede skriftsteder med opgivelse af kapitel og vers. (Side 32 og 33. kommer først efter skriftstederne)
Da synet med disse skriftsteder forsvandt, gjorde jeg tegn for at få en tavle, og på denne skrev jeg, at jeg var stum, og ligeledes hvad jeg havde set, samt at jeg ønskede den store bibel. Jeg tog bibelen og slog med lethed op til alle de skriftsteder, jeg havde set på kortet. Hele dagen var jeg ude af stand til at tale. Tidligt den følgende morgen fyldtes min sjæl med glæde, og min tunge blev løst til at ophøje Gud. Efter denne erfaring vovede jeg ikke at tvivle eller et eneste øjeblik at sætte mig op imod Guds magt, uanset hvad andre måtte tænke om mig.
Under et ophold i Fairhaven, Massachusetts, i 1846 tiltrådte min søster (der i almindelighed ledsagede mig på den tid), søster A., br. G. og jeg en sejltur i en båd for at besøge en familie på West's Island. Det var næsten aften, da vi drog af sted. Vi var kun kommet et kort stykke på vej da en storm pludselig brød løs. Det tordnede og lynede, og regnen styrtede ned over os i strømme. Det syntes, som om vi visselig måtte omkomme, medmindre Gud kom os til hjælp.
Jeg knælede ned i båden og begyndte at råbe til Gud om hjælp. Derude på de urolige bølger, hvor vandet skyllede ind over båden, fik jeg et syn og så, at før ville hver eneste dråbe i havet udtørres, end vi ville omkomme, for min virksomhed var kun lige begyndt. Da synet ophørte, var al min frygt forsvundet; vi sang og priste Gud, og vor lille båd var for os et svømmende Bethel. Redaktøren af "Advent Herald" har sagt, at mine syner vitterlig "skyldtes mesmeristiske foreteelser". Men jeg spørger: Hvilken anledning til mesmeristiske foreteelser var der ved en sådan lejlighed? Br. G. havde mere end nok med at manøvrere båden. Han forsøgte at kaste anker, men ankeret slæbte. Vort lille fartøj blev kastet omkring på bølgerne og dreves om af vinden, medens det var så mørkt, at vi ikke kunne se fra den ene ende af båden til den anden. Snart greb ankeret fat, og Br. G. råbte om hjælp. Der var kun to huse på øen, og det viste sig, at vi var kommet i nærheden af det ene, dog ikke det, vi ønskede at besøge. Hele familien var gået til hvile undtagen en lille pige, der heldigvis hørte råbet om hjælp ude på vandet. Hendes fader kom os snart til hjælp i en lille båd. Størstedelen af den nat tilbragte vi i tak og pris til Gud for hans underfulde godhed mod os.
"Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal fuldbyrdes i deres tid." Luk. 1,20.
"Alt, hvad faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer" Luk. 16,15.
"Og de blev alle fyldte med Helligånden, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige." Apg. 2,4.
"Og nu, Herre! se til deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med al frimodighed, idet du udrækker din hånd til helbredelse, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners Jesu navn. Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlet; og de blev alle fyldte med Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed." Apg. 4,29-31.
"Giv ikke hunde det hellige, kast ikke heller jeres perler for svin, for at de ikke skal nedtræde dem med deres fødder og vende sig og sønderrive jer. Bed, så skal jer gives; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. Eller hvilket menneske er der iblandt jer, som, når hans søn beder ham om brød, vil give ham en sten. Eller når han beder ham om en fisk, mon han da vil give ham en slange? Dersom da I, som er onde, ved at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal jeres fader, som er i himlene, give dem gode gaver, som beder ham? Altså, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre imod jer, det skal også I gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne." "Men vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvortes er glubende ulve." Matt. 7,6-12. og 15.
"Thi falske messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undergerninger, så at også de udvalgte skulle blive forført, om det var muligt." Matt. 24,24.
"Derfor, ligesom I har modtaget Kristus Jesus, Herren, så lev jeres liv i ham, idet I er rodfæstede og opbygges i ham og stadfæstes ved troen, således som I blev oplært, så I vokser i den med taksigelse. Se til, at der ikke skal være nogen, som gør jer til bytte ved den verdslige visdom og tomt bedrag efter menneskers overlevering, og verdens magter og ikke efter Kristus." Kol. 2,6-8.
"Kast altså ikke jeres frimodighed bort, hvilken jo har stor belønning; thi I behøver udholdenhed, for at I, når I har gjort Guds vilje, kan opnå forjættelsen, thi der er endnu kun en liden stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af tro; og dersom han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi er ikke af dem, som unddrager sig, og går fortabt, men til dem, som tror, og vinder deres sjæle," Hebr. 10,35-39.
"Thi den, som er gået ind til hans hvile, også han har fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme genstridighed, som hine gav eksempel på. Thi Guds ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd og trænger igennem, indtil det deler sjæl og ånd, ledemod såvel som marv og dømmer over hjertets tanker og råd." Hebr. 4,10-12.
"Forvisset om dette, at han, som begyndte en god gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag." "Kun skal I leve Kristi evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser jer eller er fraværende, jeg dog kan høre om jer, at I står faste i een ånd, så at I med een sjæl strider tilsammen for troen på evangeliet og ikke lader jer forfærde i nogen ting af modstanderne, thi dette er for dem et tegn på undergang, men for jer på frelse, og det fra Gud. Thi jer er det forundt for Kristi skyld ikke alene at tro på ham, men også at lide for hans skyld," Fil. 1,6. og 27-29.
"Thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, efter sit velbehag. Gør alle ting uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige børn, midt i en vanartet og forvendt slægt, iblandt hvilke I viser jer som himmellys i verden." Fil. 2,13-15.
"For øvrigt, bliv stærke i Herren og i hans styrkes vælde! Ifør jer Guds fulde rustning" for at I må kunne holde stand imod djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke imod blod og kød, men imod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske. Derfor tag Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt. Så stå da omgjorde om jeres lænd med sandhed og iførte retfærdighedens panser, fødderne ombundne med kampberedthed fra fredens evangelium; og i alle forhold løft troens skjold, med hvilket I vil kunne slukke alle den ondes gloende pile, og tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds ord, idet I under al påkaldelse og bøn beder til enhver tid i ånden og er årvågne dertil i al vedholdendhed og bøn for alle de hellige." Ef. 6,10-18.
Men vær velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet jer i Kristus." Ef. 4,32. "Lutrer jeres sjæle i lydighed imod sandheden til uskrømtet broderkærlighed, og elsk hverandre inderligt af Hjertet." 1Pet. 1,22. "Jeg giver jer en ny befaling, at I skal elske hverandre, at ligesom jeg elskede jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed." Joh. 13,34-35. "Ransag jer selv, om I er i troen; prøv jer selv! Eller erkender I ikke om jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers har I ikke bestået." 2Kor. 13,5.
"Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en viis bygmester lagt grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver ser til, hvorledes han bygger derpå! thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. Men dersom nogen på grundvolden bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, da skal enhvers arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, fordi den åbenbares med ild, og hvordan enhvers arbejde er, det skal ilden prøve." 1Kor. 3,10-13.
"Så giv agt på jer selv og den hele hjord, i hvilken helligånden satte jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed, som han erhvervede sig med sit eget blod. Jeg ved, at der efter min bortgang skal komme farlige ulve ind iblandt jer, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der opstå mænd, som skal tale farlige ulve fordrejede ting for at drage disciplene efter sig " Apg. 20,28-30.
"Jeg undrer mig over, at I så snart lader jer føre bort fra ham, som kaldte jer til Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium; hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirrer jer og vil vende op og ned på Kristi evangelium. Men selv om vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet anderledes, end vi har forkyndt jer det, jeg nedkalder Guds forbandelse over ham!" Gal. 1,6-9.
"Derfor, alt hvad I har sagt i mørket, skal høres i lyset; og hvad I har talt i øret i kamrene, skal blive prædiket på tagene. Men jeg siger til jer, mine venner! frygt ikke for dem, som slår legemet ihjel og derefter ikke formår at gøre mere. Men jeg vil vise jer, for hvem I skal frygte: Frygt for ham, som har magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i helvede; ja, jeg siger jer: Frygt for ham! Sælges ikke fem spurve for to penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. Ja, endog hårene på jeres hoved er alle talt; frygt ikke, I er mere værd end mange spurve." Luk. 12,3-7.
"Thi der er skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal bevare dig, og at de skal bære dig på hænderne, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten." Luk. 4,10-11. "Thi Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, han har ladet det skinne i vore hjerter for at bringe kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn for lyset. Men denne skat har vi i lerkar, for at den umådelige kraft må være Guds, og ikke fra os, vi, som trænges på alle måder, men ikke stænges inde, er tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne." 2Kor. 4,6-9.
"Thi vor trængsel, som er stakket og let, virker for os over al måde og mål en evig vægt af herlighed, idet vi ikke ser på de synlige ting, men på de usynlige; thi de synlige er timelige, men de usynlige er evige." 2Kor. 4,17-18.
"I, som ved Guds kraft bevogtes ved tro til en frelse, som er rede til at åbenbares i den sidste tid, i hvilken I skal fryde jer, om I end nu en liden stund, hvis så skal være, bedrøves i mange hånde prøvelser, for at jeres prøvede tro, som er meget dyrebare end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild, må findes til ros og herlighed og ære i Jesu Kristi åbenbarelse." 1Pet. 1,5-7.
"Thi nu lever vi, når I står fast i Herren." 1Thess. 3,8. "Men disse tegn skal følge dem, som tror: I mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og dersom de drikker nogen gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal helbredes." Mark. 16,17-18.
"Hans forældre svarede dem og sagde: Vi ved, at denne er vor søn, og at han var født blind. Men hvorledes han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har åbnet hans øjne, ved vi ikke heller; spørg ham; han er gammel nok; han må selv tale for sig. Dette sagde hans forældre, fordi de frygtede for jøderne, thi jøderne var allerede kommen overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulle han udelukkes af synagogen. Derfor sagde hans forældre: Han er gammel nok, spørg ham selv! Da hidkaldte de anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: Giv Gud æren; vi ved, at dette menneske er en synder. Da svarede han: Om han er en synder, ved jeg ikke; een ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser. Da sagde de til ham igen: Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes åbnede han dine øjne? Han svarede dem: Jeg har allerede sagt jer det, og I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? Vil også I blive hans disciple?" Joh. 9,20-27.
"Og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen. Dersom I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det, dersom I elsker mig, da holder I mine befalinger." Joh. 14,13-15. "Dersom I bliver i enig, og mine ord bliver i jer, da bed om hvad som helst I vil, og det skal blive jer til del. Derved er min fader herliggjort, at I bærer megen frugt, og I skal blive mine disciple." Joh. 15,7-8.
"Og der var i deres synagoge et menneske med en uren ånd, og han råbte højt og sagde: Hvad har vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige. Og Jesus truede ham og sagde: Ti og far ud af ham!" Mark. 1,23-25.
"Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." Rom. 8,38-39.
"Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, han, som har Davids nøgle, han, som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger. se, jeg har givet dig, at der foran dig er en åbnet dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden kraft, og dog har du bevaret mit ord og ikke fornægtet mit navn. Se, jeg lader komme nogle af Satans synagoge, som kalder sig selv jøder og ikke er det, men lyver. Se, jeg vil gøre, at de skal komme og tilbede for dine fødder og kende, at jeg har fattet kærlighed til dig. Fordi du har bevaret mit ord om udholdenheden, vil også jeg bevare dig ud af fristelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at friste dem, som bor på jorden. Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din krone. Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og min Guds stads navn, det nye Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn. Den, som har øre, høre, hvad ånden siger til menighederne!" Åb. 3,7-13.
"Dette er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er jomfruelige; dette er dem, som følger Lammet, hvor det går. Disse er løskøbte fra menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; thi de er ulastelige." Åb. 14,4-5.
"Thi vort borgerskab er i himlene, hvorfra vi også forventer som frelser den herre Jesus Kristus." Fil. 3,20. "Derfor, vær tålmodige, brødre! indtil Herrens tilkommelse. Se, bonden venter på jordens dyrebare frugt og bier tålmodigt efter den, indtil den får tidlig regn og sildig regn. Vær også I tålmodige, styrk jeres hjerter; thi Herrens tilkommelse er nær." Jak. 5,7-8. "Der skal forvandle vort fornedrelses legeme til at blive ligedannet med hans herligheds legeme, efter den kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle ting." Fil. 3,21.
"Og jeg så, og se en hvid sky, og på skyen sad der en lig en menneskesøn med en guldkrone på sit hoved og en skarp segl i sin hånd. Og en anden engel gik ud fra templet og råbte med høj røst til ham, som sad på skyen: Udsend din segl og høst; thi timen til at høste er kommen, fordi jordens høst er moden. Og han, som sad på skyen, lod sin segl gå over jorden, og jorden blev høstet. Og en anden engel gik ud fra templet i himlen; også han havde en skarp segl." Åb. 14,14-17.
"Altså er der en sabbatshvile tilbage for Guds folk." Hebr. 4,9. "Og jeg så den hellige stad, det nye Jerusalem, stige ned fra himlen fra Gud, beredt som en brud, der er smykket for sin brudgom." Åb. 21,2. "Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pander," Åb. 14,1.
"Og han viste mig livets vands flod, skinnende som krystal, udvældende fra Guds og lammets trone. Midt i dens gade og på begge sider af floden voksede livets træ, som bar tolv gange frugt og gav hver måned sin frugt; og bladene af træet tjente til lægedom for folkeslagene. Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets trone skal være i den, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal være på deres pander. Og nat skal der ikke være mere, og de trænger ikke til lys af lampe eller lys af sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder." Åb. 22,1-5.