Jeg drømte, at Gud med en usynlig Hånd sendte mig en kunstfærdigt tilvirket æske omtrent ti tommer lang, seks tommer bred og seks tommer høj, lavet af ibenholt og med kunstfærdigt indfattede perler. Til æsken var der fæstet en nøgle. Jeg tog øjeblikkelig nøglen og åbnede æsken og fandt til min store forundring og overraskelse, at den var fyldt med juveler, diamanter og kostbare sten af alle slags og i alle størrelser tilligemed pengestykker af guld og sølv i alle størrelser og af forskellig værdi, nydeligt anbragt på deres respektive pladser i æsken; og således anbragt udsendte de en glans og herlighed, som kun solen kunne måle sig med.
Jeg mente, at det var min pligt ikke at nyde dette vidunderlige skue alene, skønt mit hjerte var overvældet af indholdets glans, skønhed og værdi. Jeg stillede den derfor på et bord midt i mit værelse og udsendte meddelelse om, at alle, der ønskede det, kunne komme og betragte det herligste og mest strålende syn, mennesker nogensinde havde set her i livet.
Folk begyndte at komme, først nogle få, men stadig flere og flere, indtil en skare var samlet. Da de først så ned i æsken, forundrede de sig og råbte af glæde. Men da tilskuernes antal forøgedes, begyndte enkelte at røre ved juvelerne og at tage dem ud af æsken og sprede dem omkring på bordet.
Jeg begyndte at tænke på, at ejeren ville kræve æsken og juvelerne af min hånd, og dersom jeg tillod, at de spredtes, ville jeg aldrig kunne lægge dem på deres rette plads i æsken, og jeg følte, at jeg aldrig ville være i stand til at bære dette ansvar, som ville blive overmåde stort. Jeg begyndte så at trygle folket om ikke at røre ved dem og ikke tage dem ud af æsken; men jo mere jeg tryglede, desto mere spredte de dem og nu syntes de at sprede dem over hele værelset, på gulvet og på hvert eneste stykke møbel i værelset.
Dernæst så jeg, at man mellem de ægte juveler og pengestykker havde spredt en utallig mængde uægte juveler og falske pengestykker. Jeg blev i høj grad opbragt over deres dårlige optræden og deres utaknemmelighed og irettesatte og bebrejdede dem derfor; men jo mere jeg irettesatte dem, desto mere spredte de, de uægte juveler og falske pengestykker mellem de ægte.
Dette virkede opirrende på mit fysiske væsen, og jeg begyndte at bruge fysisk magt for at drive dem ud af værelset; men når jeg fik sat een udenfor, kom der tre andre ind, medbringende smuds, spåner og sand og al slags urenhed, indtil de havde tildækket hver eneste en af de ægte juveler, diamanter og pengestykker, som nu var fuldstændig usynlige. De rev også min æske i stykker og kastede den omkring i snavset. Jeg troede, at intet menneske agtede på min sorg eller min vrede. Jeg blev ganske forsagt og modløs og satte mig ned og græd.
Medens jeg således græd og sørgede over mit store tab og ansvar, kom jeg Gud i hu og bad ham alvorligt om at sende mig hjælp.
Straks gik døren op, og en mand trådte ind i værelset, medens alle de tilstedeværende gik ud. Han havde en fejekost i sin hånd, åbnede vinduerne og begyndte at feje smudset og snavset ud af værelset.
Jeg råbte til ham og bad ham holde op, da der lå nogle dyrebare juveler spredt i smudset.
"Frygt ikke," sagde han til mig; for han ville "passe på dem".
Medens han derpå fejede smudset og urenheden bort, hvirvledes alle de uægte juveler og falske pengestykker op og for ud gennem vinduet som en sky, og vinden førte dem bort. I det herskende virvar lukkede jeg et øjeblik mine øjne, og da jeg åbnede dem igen, var alt smuds forsvundet. De kostbare juveler, diamanterne samt pengestykkerne af guld og sølv lå spredt i mængde over hele værelset.
Derpå stillede han en æske på bordet, meget større og smukkere end den første, og samlede håndfulde af juveler, diamanter og pengestykker og kastede dem i æsken, indtil der ikke var en eneste igen skønt nogle af diamanterne ikke var større end spidsen af en knappenål.
Han kaldte nu på mig og bad mig "komme og se".
Jeg så ned i æsken, men synet blændede mine øjne. De lyste med en glans, der var ti gange stærkere end før. Jeg tænkte, at de var blevet gnedet i sandet, idet de dårlige mennesker, der havde spredt dem omkring, trådte dem ned i støvet. Uden nogen synlig møje fra den mands side, der kastede dem i æsken, lå de smukt anbragt, hver på sin plads. Jeg råbte af glæde, og dette råb vækkede mig.